Bekendtgørelse af forretningsorden for miljøankenævnet ved afgørelse af klagesager i henhold til loven om sommerhuse og campering m.v.
BEK nr 361 af 20/07/1983
§ 1
Miljøankenævnet består af en formand, en eller flere stedfortrædere for denne og et antal beskikkede, sagkyndige medlemmer.
Afgørelsen i de enkelte sager træffes af formanden eller en stedfortræder (ankechef) samt 2 beskikkede medlemmer, jfr. § 7 c, stk. 2 og stk. 3, i lov om sommerhuse og campering m.v.
Afgørelser i miljøankenævnet træffes ved stemmeflerhed.
Formanden er bemyndiget til, uden deltagelse af nævnets medlemmer, at træffe afgørelse om afvisning af realitetsbehandling, 1. når en klage er indkommet efter klagefristens udløb, 2. når den, der indgiver klage, ikke kan antages at være klageberettiget, 3. når der begæres genoptagelse af en sag, der allerede har fundet afgørelse i nævnet.
§ 2
Intet medlem af miljøankenævnet må deltage i behandlingen af en sag, når der foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes fuldstændige upartiskhed.
Intet medlem af miljøankenævnet må medvirke i en sag, når vedkommende har medvirket ved behandlingen af sagen i en tidligere instans, herunder fordi den pågældende er eller på det pågældende tidspunkt var medlem af den kommunalbestyrelse, der har truffet afgørelse i 1. instans.
Den, for hvis vedkommende nogen af de i stk. 1-2 nævnte forhold foreligger, skal omgående underrette formanden for miljøankenævnet herom.
Formanden for miljøankenævnet bestemmer, hvorvidt en person ikke kan medvirke i behandlingen af en sag som følge af bestemmelserne i stk. 1-2.
§ 3
Formanden bestemmer, hvilke beskikkede medlemmer der skal deltage i en sags behandling.
§ 4
Fordelingen af sager mellem formanden og ankecheferne bestemmes af formanden i samråd med ankecheferne.
I sager, der efter stk. 1 er fordelt til en ankechef, varetager denne de beføjelser, der ifølge bekendtgørelsen er henlagt til formanden.
§ 5
Klage skal indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen i 1. instans. Denne myndighed indsender klagen med sagens akter til planstyrelsen som sekretariat for miljøankenævnet, jfr. § 15 i bekendtgørelse nr. 343 af 21. juli 1980 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til planstyrelsen med senere ændringer.
§ 6
Formanden for miljøankenævnet bestemmer efter forhandling med planstyrelsen, på hvilken måde styrelsen virker som sekretariat for miljøankenævnet.
§ 7
Nye oplysninger, som en klager ønsker tilført sagen og taget med i betragtning ved miljøankenævnets behandling af denne, skal indgives samtidig med klageskrivelsen eller inden for en af sekretariatet, jfr. § 6, fastsat frist.
§ 8
Formanden forelægger gennem sekretariatet, jfr. § 6, sagen for de beskikkede medlemmer. Formanden kan stille forslag om, at sagen afgøres i overensstemmelse med et samtidigt fremsendt udkast til afgørelse, uden afholdelse af møde.
Såfremt et af de beskikkede medlemmer, der er udtaget til at deltage i sagens behandling, ønsker det, indkalder formanden til et møde om sagen.
For at nævnet kan være beslutningsdygtigt, skal alle 3 medlemmer, jfr. ovenfor § 1, stk. 2, deltage i afgørelsen.
§ 9
Nævnets afgørelser udfærdiges skriftligt. Der kan med hensyn til sagens fremstilling i det mulige omfang henvises til redegørelse i en tidligere instans, således at afgørelsen kun i summarisk form gengiver de oplysninger, der har foreligget ved en tidligere instans.
Nævnet kan til enhver tid i embeds medfør eller ifølge begæring berigtige skrivefejl, som er indløbet i henseende til ord, navne eller tal, blotte regnefejl samt sådanne fejl og forglemmelser, som alene vedrører udfærdigelsens form. Den således berigtigede afgørelse træder i alle henseende i stedet for den oprindelige.
§ 10
Det skal af afgørelsen fremgå, hvilke medlemmer der har medvirket ved sagens behandling.
Har et medlem af nævnet et fra flertallet afvigende standpunkt, anføres navnet på den pågældende og begrundelsen for det afvigende standpunkt i nævnets afgørelse.
§ 11
Miljøankenævnets medlemmer og andre, der deltager i eller yder bistand ved sagsbehandlingen, er underkastet de i vedkommende lov fastsatte tavshedspligtbestemmelser.
§ 12
Personer, der beskikkes som medlemmer af miljøankenævnet, skal udtræde af nævnet fra udgangen af den måned, hvori de fylder 70 år.
Uanset stk. 1, kan medlemmer dog færdigbehandle verserende sager, som medlemmet er udpeget til at behandle.
Udløber et medlems beskikkelsesperiode, jfr. sommerhuslovens § 7 c, stk. 2, og genbeskikkes medlemmet ikke, kan medlemmet dog færdigbehandle verserende sager, som medlemmet er udpeget til at behandle.
§ 13
Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
pre_paragraph I henhold til § 7 c, stk. 5, i lov om sommerhuse og campering m.v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 360 af 20. juli 1983 fastsættes følgende:
Miljøministeriet, den 20. juli 1983, den 20. juli 1983
/Christian Christensen Erik Lindegaard/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1983
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1983