Bekendtgørelse om bemandingsnævnet
BEK nr 507 af 28/10/1983
§ 1
Bemandingsnævnet består af en af energiministeren udnævnt formand og af yderligere 18 medlemmer, der efter indstilling af følgende organisationer udnævnes af energiministeren: Dansk metalarbejderforbund ............................... 1 medlem Specialarbejderforbundet i Danmark ....................... 1 medlem Hotel- og restaurationspersonellets Samvirke ............. 1 medlem Dansk Sø-Restaurations Forening .......................... 1 medlem Dansk El-Forbund ........................................ 1 medlem Maskinmestrenes forening ................................ 1 medlem Danmarks Skibsførerforening ............................... 1 medlem Dansk Styrmandsforening ................................... 1 medlem Radiotelegrafistforeningen af 1917 ....................... 1 medlem Dansk Arbejdsgiverforening og Danmarks Rederiforening i forening .............................. 9 medlemmer
§ 2
Energiministeren udnævner for formanden en stedfortræder, der benævnes næstformand. Efter indstilling fra de i § 1 nævnte organisationer udnævner energiministeren desuden en suppleant for hver af de øvrige medlemmer.
Suppleanterne kan, når vedkommende medlem har forfald, deltage i nævnets møder i stedet for det forhindrede medlem. Næstformanden kan efter formandens bestemmelse deltage i nævnets forhandlinger, dog uden stemmeret.
Medlemmerne og stedfortræderne udnævnes for en periode af 3 år. Udnævnelse af nye medlemmer og stedfortrædere i løbet af 3 årsperioden gælder for den resterende del af perioden.
§ 3
Bemandingsnævnet behandler klager over afgørelser efter havanlægslovens § 6, stk. 3 og 4, der af ejeren, brugeren eller vedkommende arbejdstagerorganisation indbringes for nævnet.
Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Indbringelse af en afgørelse for nævnet har ikke opsættende virkning.
§ 4
En afgørelse skal indbringes for bemandingsnævnet senest 4 uger efter, at den afgørelse, hvorover der klages, er meddelt de i sagen klageberettigede parter - jfr. § 3, stk. 1.
Klage indsendes til bemandingsnævnets sekretariat.
Klageren sender samtidig eksemplarer af klagen til de øvrige parter i sagen samt til den myndighed, der har truffet den pågældende afgørelse. Disses eventuelle svar fremsendes på tilsvarende måde senest 2 uger efter modtagelsen af klagen. Fordeles klagen og eventuelle svar herpå ikke efter 1. og 2. pkt., foretager bemandingsnævnets sekretariat dog fordelingen.
Supplerende skriftveksling kan kun undtagelsesvis finde sted med tilladelse af nævnets formand. Anmodning herom rettes til nævnets sekretariat.
§ 5
Tid og sted for nævnets møder fastsættes af formanden, der tillige drager omsorg for indkaldelse til møder. Indkaldelse til møde skal ske skriftligt med mindst 7 hverdages varsel. I særlige tilfælde kan indkaldelse dog ske med kortere varsel.
Til behandling af klagen indkalder nævnets formand repræsentanterne for de arbejdstagerorganisationer, inden for hvis tjenesteområde klagen henhører, samt et tilsvarende antal repræsentanter for arbejdsgivernes organisationer.
Formanden tilrettelægger nævnets arbejde og leder forhandlingerne på nævnets møder.
Formanden påser, at de sager, der er forelagt nævnet fremmes med tilbørlig hurtighed.
§ 6
Nævnet er berettiget til at iværksætte undersøgelser angående klagen samt til at indhente de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af den foreliggende klage hos den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse eller hos klageren. Nævnet kan om fornødent kræve, at klageren giver møde for nævnet for nærmere at redegøre for klagen. Formanden kan indkalde særlig sagkyndige.
Vedkommende ejer, bruger og arbejdstagerorganisation samt den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, skal have adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, der foreligger for nævnet. Bortset fra den myndighed, der har truffet afgørelsen, gælder dette dog kun, såfremt materialet ikke indeholder fortrolige oplysninger vedrørende andre virksomheders forhold eller oplysninger, som ikke uden skade for almindelige samfundsinteresser kan udleveres.
§ 7
Parterne er efter begæring berettiget til at procedere sagen for bemandingsnævnet. Den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, er efter begæring berettiget til mundtligt at redegøre for sagen for bemandingsnævnet.
Et nævnsmedlem kan ikke i samme sag møde som nævnsmedlem og procedør.
§ 8
I tilfælde, hvor der finder procedure sted for bemandingsnævnet, er proceduren offentlig, med mindre nævnets formand efter forhandling med parterne træffer anden afgørelse.
Med hensyn til de sager, hvor procedure foregår offentligt, skal dette med mindst 3 dages varsel bekendtgøres i Statstidende samt ved opslag på energiministeriets opslagstavle med angivelse af tid og sted for sagens foretagelse.
Nævnets interne drøftelser og votering foregår for lukkede døre.
§ 9
Snarest muligt efter sagens endelige behandling træffer nævnet afgørelse ved en begrundet kendelse.
Afgørelse træffes ved simpelt flertal. Hvert mødeberettiget medlem har en stemme. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. Efter begæring af formanden eller et mindretal, skal kendelsen indeholde oplysninger om stemmeafgivningen uden angivelse af vedkommende medlemmers navn.
Kendelsen indføres i en protokol og underskrives af nævnets formand. Formanden påser, at kendelsen meddeles til parterne og den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse.
§ 10
Over nævnets møder føres en protokol, der ved hvert mødes afslutning underskrives af formanden og sekretæren. I denne protokol angives tid og sted for mødet, om nævnets medlemmer møder personligt eller ved suppleant, sagens journal nr. med klagerens navn, de i sagen fremlagte dokumenter, navnet på personer, der er tilstede som parter, på disses vegne eller til deres bistand, og om proceduren er offentlig. Endvidere skal protokollen indeholde en kort fremstilling af forhandlingerne med angivelse af parternes påstande, anbringender og bevismateriale.
§ 11
Nævnets medlemmer og disses suppleanter, sekretærer, samt de tjenestemænd og sagkyndige, der måtte have deltaget i nævnets møder, er forpligtiget til over for alle uvedkommende at bevare tavshed med hensyn til de forhold, de gennem deres virksomhed for nævnet bliver vidende om.
§ 12
Bemandingsnævnets sekretariatsforretninger varetages af et dertil nedsat sekretariat med adresse i Energiministeriet, Strandgade 29, København K.
§ 13
Bekendtgørelsen træder i kraft ved offentliggørelsen i Lovtidende.
pre_paragraph I medfør af § 7, stk. 6, i lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg fastsættes:
Energiministeriet, den 28. oktober 1983, den 28. oktober 1983
/Knud Enggaard Jørgen Staffeldt/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1983
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1983