TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om klassificering m.v. af bekæmpelsesmidler (farlighed for bier)

BEK nr 588 af 08/12/1983

DanmarkBekendtgørelse1983

§ 1

Ved bekæmpelsesmidler forstås kemiske stoffer til bekæmpelse af plantesygdomme, ukrudt og skadedyr på planter samt midler til vækstregulering af planter.

Stk. 2

Ved bigiftige midler forstås bekæmpelsesmidler, der af Landbrugsministeriet er klassificeret som farlige eller meget farlige for bier.

§ 2

Bekæmpelsesmidler, der indeholder de i bilag 1 nævnte aktive stoffer, klassificeres som farlige for bier og skal på emballagen forsynes med det i bilaget viste mærke indeholdende en tegning af en bi og teksten »Farlig for bier«.

Stk. 2

Bekæmpelsesmidler, der indeholder de i bilag 2 nævnte aktive stoffer, klassificeres som meget farlige for bier og skal på emballagen forsynes med det i bilaget viste mærke indeholdende en tegning af en bi og teksten »Meget farlig for bier«.

§ 3

Bekæmpelsesmidler, der indeholder andre aktive stoffer end nævnt i bilag 1 og 2, skal vurderes, eventuelt undersøges af Statens Planteavlsforsøg for deres farlighed for bier til brug ved Landbrugsministeriets afgørelse af, om de i de pågældende midler indeholdte aktive stoffer skal optages i bilag 1 eller 2.

Stk. 2

Fabrikanter og importører af bekæmpelsesmidler skal meddele Statens Planteavlsforsøg alle tilgængelige oplysninger om et middels eventuelle farlighed for bier.

§ 4

Bekæmpelsesmidler, der ikke indeholder de i bilag 1 og 2 nævnte aktive stoffer, må ikke forsynes med den i § 2 nævnte emballagemærkning.

§ 5

Bigiftige midler må kun spredes over blomstrende planter, såfremt der ikke derved forårsages forgiftningsskader på bier.

Stk. 2

Uanset bestemmelsen i stk. 1 må bigiftige midler spredes over blomstrende planter, når følgende betingelser er opfyldt: 1. Spredningen skal være nødvendig til imødegåelse af pludselige, uforudseelige og omfattende angreb af skadedyr eller plantesygdomme, der truer en værdifuld plantekultur i blomst. 2. Den, der agter at sprede bigiftige midler, skal forinden indhente en erklæring om nødvendigheden heraf fra en af de havebrugs- eller landøkonomiske foreningers planteavlskonsulenter eller fra Statens Planteavlsforsøg. Erklæringen skal indeholde: a. oplysning om angrebets art, b. skønsmæssig angivelse af værdien af den afgrøde, der er truet, c. angivelse af de midler og mængder, der under hensyn til biernes beskyttelse må anses for bedst egnede til plantesygdommenes eller skadedyrenes bekæmpelse, og d. oplysning om, at andre bekæmpelsesmidler ikke skønnes egnede. 3. Spredningen skal finde sted i tiden mellem kl. 20.00 og kl. 6.00, men kan dog undtagelsesvis finde sted i et andet i erklæringen angivet tidsrum. 4. Senest 24 timer inden spredningen skal jordbrugeren give underretning om tidsrummet for spredningen til de biavlere, der har stader inden for en afstand af 2 km fra det areal, der agtes behandlet. Den i nr. 2 omtalte erklæring skal forevises på på begæring. Såfremt jordbrugeren har underrettet de biavlere, der er blevet oplyst for ham af vedkommende bisygdomsinspektør, anses han for at have opfyldt sin underretningspligt.

Stk. 3

De i stk. 2 nævnte undtagelser fra stk. 1 gælder ikke for behandling mod glimmerbøsser, skulpesnudebiller og kålgalmyg i blomstrende rapsmarker.

§ 6

Overtrædelse af § 2, § 3 og § 4 straffes med bøde.

Stk. 2

Den, der ved spredning af bigiftige midler, der er klassificeret som meget farlige, forsætligt eller groft uagtsomt overtræder § 5, stk. 1, straffes med bøde.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1984.

Stk. 2

Fabrikanter og importører af bekæmpelsesmidler kan indtil den 31. december 1985 udlevere bekæmpelsesmidler med den hidtil påbudte mærkning.

Stk. 3

Forhandlere af bekæmpelsesmidler kan udlevere bekæmpelsesmidler med den hidtil påbudte mærkning, såfremt midlerne er leveret til forhandleren senest den 31. december 1985.

pre_paragraph (farlighed for bier) Efter §§ 4, 5, stk. 4, og 15, stk. 2, i lov nr. 115 af 31. marts 1982 om biavl fastsættes:


Landbrugsministeriet, den 8. december 1983, den 8. december 1983

/NIELS ANKER KOFOED Niels-Henrik Hyllested/

Bilag 1

Aktivstoffer, der er »Farlige for bier«

Acephat, Amitrol, Binapacryl, Bioresmethrin, Bromophos, Bromoxynil, Chlorfenvinphos, Chloridazon, Chlorpropham, Cypermethrin, 2,4-D, Dalapon, Deltamethrin, Dichlorprop, Difenzoqnat, Dimethachlor, Dinocap, Dinoseb, Dinoterb, Diquat, DNOC, Endosulfan, Fenvalerat, Heptenophos, Ioxynil, MCPA, MCPB, Mechlorprop, Methomyl, Methoxychlor, Methabenzthiazuron, Monochloracetat, Oxamyl, Oxydemetonmetyl, Paraquat, Permethrin, Phosalon, Phosphamidon, Pyrazohos, Pyrethrin I + II, Thiometon, Triazophos.

FARLIG for BIER

Bilag 2

Aktivstoffer, der er »Meget farlige for bier«

Azinphos-methyl, Carbaryl, Diazinon, Dibrom, Dichlorvos, Dimethoat, Etrimfos, Fenitrothion, Formothion, Lindan, Malathion, Methidathion, Mevinphos, Parathion, Parathionmetyl, Phosmet.

MEGET FARLIG

for

BIER

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1983
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1983
Bekendtgørelse om klassificering m.v. af bekæmpelsesmidler (farlighed for bier) | TheLawyer.sh