Bekendtgørelse om tilskud efter sygesikringsloven til fodbehandling
BEK nr 599 af 21/11/1983
§ 1
Den offentlige sygesikring yder tilskud til fodbehandling ved fodterapeuter.
§ 2
Tilskud ydes efter henvisning fra en læge til gruppe 1-sikrede og gruppe 2-sikrede:
- hos hvem der ifølge lægelig diagnose er konstateret sukkersyge og et heraf afledt behov for fodbehandling, eller
- hos hvem der ifølge lægelig diagnose er konstateret symptomgivende unguis incarnatus (nedgroede tånegle).
§ 3
Sygesikringen yder ikke tilskud til behandling ved fodterapeuter, der aflønnes af eller får klinik stillet til rådighed af sygehuse eller andre offentlige institutioner eller klinikker, herunder selvejende institutioner og klinikker, for så vidt angår det for disse udførte arbejde.
§ 4
Tilskud til gruppe 1-sikrede er betinget af, at de søger en fodterapeut, der er medlem af Landsforeningen af statsautoriserede Fodterapeuter, og som har tilsluttet sig overenskomst, der er indgået mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Landsforeningen af statsautoriserede Fodterapeuter.
§ 5
Tilskud ydes på de vilkår, der er fastsat i overenskomst mellem Landsforeningen af statsautoriserede Fodterapeuter og Sygesikringens Forhandlingsudvalg. Overenskomsten skal være godkendt af indenrigsministeren efter sygesikringslovens § 26.
§ 6
Sygesikringen yder tilskud med 3/5 af de betalingstakster til gruppe 1-sikrede, der er aftalt i overenskomst mellem Landsforeningen af statsautoriserede Fodterapeuter og Sygesikringens Forhandlingsudvalg.
Såvel gruppe 1-sikrede som gruppe 2-sikrede betaler direkte til fodterapeuten den andel, det påhviler patienten at betale. Tilskud til gruppe 2-sikrede, der søger fodterapeut, som ikke har tilsluttet sig overenskomsten, ydes af det sociale udvalg ved fremsendelse af kvitteret regning. I intet tilfælde ydes mere end regningens beløb.
§ 7
Ret til sygehjælp ifølge internationale aftaler under midlertidigt ophold her i landet enten som gruppe 1-sikrede eller som gruppe 2-sikrede for personer, der ikke er sygesikrede, omfatter også ret til fodbehandling som henholdsvis gruppe 1-sikrede og gruppe 2-sikrede.
§ 8
Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende og har virkning fra 1. april 1983.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 430 af 19. august 1981.
pre_paragraph I henhold til § 9 i lov nr. 311 af 9. juni 1971 om offentlig sygesikring, jfr. lovbekendtgørelse nr. 94 af 9. marts 1976, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 574 af 27. oktober 1982 fastsættes:
INDENRIGSMINISTERIET, DEN 21. NOVEMBER 1983
/OLE ASMUSSEN Hanne Nielsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1983
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1983