Bekendtgørelse om anvendelse af konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter (Washington-konventionen)
BEK nr 23 af 25/01/1984
§ 1
Konventionen af 3. marts 1973 om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter (konventionen), jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 91 af 13. oktober 1977 af Washington-konventionen, finder anvendelse i Fællesskabet på de i rådsforordningen fastsatte betingelser.
Ifølge rådsforordningens artikel 1 skal konventionens målsætning og principper overholdes ved gennemførelsen af rådsforordningen.
FORTEGNELSE OVER LISTER OG BILAG
FORTEGNELSE OVER LISTER OG BILAG
§ 2
Fredningsstyrelsen udarbejder en fortegnelse over de arter af vilde dyr og planter, som til enhver tid er optaget i:
- KONVENTIONENS LISTE I, fordi deres fortsatte overlevelse er eller kan blive påvirket af internationel handel (de særligt truede arter),
- KONVENTIONENS LISTE II, fordi international handel med dem må undergives begrænsninger, således at deres overlevelse kan sikres (de truede arter),
- KONVENTIONENS LISTE III, fordi de af en medlemsstat af konventionen er underkastet regulering inden for statens jurisdiktion, og der er behov for medvirken fra andre medlemsstater ved kontrol med handel (liste III-arter).
I den i stk. 1 nævnte fortegnelse indgår tillige rådsforordningens lister i:
- BILAG B vedrørende de i rådsforordningens artikel 2 omhandlede dele eller produkter af dyr eller planter,
- bilag C, del I, vedrørende de arter, som efter rådsforordningens artikel 3, stk. 1, betragtes som enheder af de arter, der er opført i konventionens liste I,
- BILAG C, DEL 2, vedrørende de arter, for hvilke der ved indførsel i Fællesskabet efter rådsforordningens artikel 3, stk. 2, kræves indførselstilladelse i henhold til rådsforordningens artikel 10, stk. 1, litra b.
De i stk. 1 og 2 nævnte lister og bilag offentliggøres i De europæiske Fællesskabers Tidende, og fredningsstyrelsens fortegnelser indrykkes således ikke i Lovtidende, jfr. anordning nr. 422 af 6. august 1981.
Oplysning om den til enhver tid foreliggende fortegnelse kan fås ved henvendelse til fredningsstyrelsen.
TILLADELSER, CERTIFIKATER OG ETIKETTER
TILLADELSER, CERTIFIKATER OG ETIKETTER
§ 3
Indførsel fra tredjelande eller fra havet af de i rådsforordningens artikel 2 og 3 omhandlede enheder kræver indførselstilladelse, jfr. rådsforordningens artikel 5, stk. 1, og gennemførelsesforordningens artikel 11.
For udførsel og genudførsel til tredjelande af de i rådsforordningens artikel 2 omhandlede enheder gælder rådsforordningens artikel 10, stk. 3. Ved udførsel af kunstigt opformerede planter træder plantesundhedscertifikatet i stedet for en udførselstilladelse, jfr. gennemførelsesforordningens artikel 19.
De i rådsforordningen og gennemførelsesforordningen nævnte tilladelser og certifikater meddeles:
- for så vidt angår dyr og dele eller produkter af dyr af fredningsstyrelsen,
- for så vidt angår planter og dele eller produkter af planter af statens plantetilsyn.
De i rådsforeningen og gennemførelsesforordningen nævnte ansøgningsformularer og etiketter udleveres efter anmodning af fredningsstyrelsen eller statens plantetilsyn.
ALMINDELIGE REGLER
ALMINDELIGE REGLER
§ 4
Udover de i rådsforordningen og gennemførelsesforordningen fastsatte bestemmelser om indførsel og udførsel, herunder især artikel 3, 5 og 10 i rådsforordningen, gælder i overensstemmelse med konventionens målsætning og principper, jfr. § 1, stk. 2, de i §§ 5 og 6 nævnte regler om tilladelse til indførsel fra tredjelande og fra havet eller tilladelse til udførsel til tredjelande.
§ 5
Tilladelse til indførsel fra tredjelande kan kun meddeles, hvis ansøgeren forinden forelægger en fyldestgørende tilladelse til udførsel, henholdsvis genudførsel - eller tilsagn herom - fra udførselslandet.
Fredningsstyrelsen eller statens plantetilsyn kan godkende, at der i stedet for tilladelse fra udførselslandet træder en fyldestgørende erklæring fra dette om, at
- det pågældende dyr anses som opdrættet i fangenskab,
- den pågældende plante anses som kunstigt opformeret,
- de pågældende dele eller produkter hidrører fra sådanne dyr eller planter, som er nævnt under 1) eller 2).
Indførsel af enheder af liste I vil - hvis enhederne ikke anses omfattet af stk. 2 kun blive tilladt, hvis fredningsstyrelsen eller statens plantetilsyn finder det godtgjort:
- at indførslen ikke overvejende sker med handel for øje, og
- at indførslen ikke vil være til skade for den pågældende arts overlevelse.
Ved indførsel fra havet gælder stk. 3, nr. 1 og 2, for enheder af liste I, og stk. 3, nr. 2, for enheder af liste II og III.
Fredningsstyrelsen kan efter forhandling med statens plantetilsyn bestemme, at et plantesundhedscertifikat træder i stedet for den i stk. 2, nr. 2, nævnte erklæring.
§ 6
Tilladelse til udførsel af enheder af liste I kan kun meddeles, hvis ansøgeren forinden forelægger en fyldestgørende tilladelse til indførsel - eller tilsagn herom - fra indførselslandet. Tilsvarende gælder ved genudførsel af levende dyr eller planter, der er omfattet af liste II og III.
Udførsel af enheder af liste I, II og III til tredjelande vil kun blive tilladt, hvis fredningsstyrelsen eller statens plantetilsyn finder, at udførsel ikke vil være til skade for den pågældende arts overlevelse.
Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan tilladelse til udførsel dog meddeles, hvis
- det pågældende dyr anses som opdrættet i fangenskab,
- den pågældende plante anses som kunstigt opformeret,
- de pågældende dele eller produkter hidrører fra sådanne dyr eller planer, som er nævnt under 1) og 2).
TRANSIT
TRANSIT
§ 7
Bestemmelserne i kapitel 4 finder ikke anvendelse ved transit eller omladning af enheder, der forsendes fra et tredjeland til et andet.
Transit eller omladning, jfr. stk. 1, omfatter ikke tilfælde, hvor varer ankommer til landet uden gennemgående fragtdokumenter. For sådanne forsendelser gælder reglerne i kapitel 4.
Uanset bestemmelsen i stk. 1, må en forsendelse af den i stk. 1 nævnte karakter kun finde sted, hvis der foreligger en fyldestgørende udførselstilladelse fra afsenderlandet til modtagerlandet. Fredningsstyrelsen, henholdsvis statens plantetilsyn, kan kræve udførselstilladelsen forevist. Fredningsstyrelsen, henholdsvis statens plantetilsyn, kan endvidere i særlige tilfælde og i overensstemmelse med reglen i § 1, stk. 2, som betingelse for enhedens videre transport, kræve, at der meddeles tilladelse hertil fra fredningsstyrelsen, henholdsvis statens plantetilsyn. Ved afgørelsen af, om tilladelse kan meddeles, finder de i kapitel 4 nævnte regler tilsvarende anvendelse.
PERSONLIGE EFFEKTER
PERSONLIGE EFFEKTER
§ 8
Reglerne i kapitel 3 og 4 gælder også for indførsel fra og udførsel til tredjelande af enheder, der er personlige effekter eller bestemt til brug i husførelsen. Ved enhedernes bevægelighed inden for Fællesskabet gælder bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 29.
Fredningsstyrelsen kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra stk. 1, 1. punktum.
FORSKELLIGE BESTEMMELSER
FORSKELLIGE BESTEMMELSER
§ 9
Fredningsstyrelsen foretager den i rådsforordningens artikel 12 nævnte registrering af videnskabsmænd og videnskabelige institutioner.
§ 10
Fredningsstyrelsen eller statens plantetilsyn kan, når der er tvivl om, hvorvidt en vare er omfattet af denne bekendtgørelse, eller det i øvrigt skønnes fornødent, kræve, at der foretages en artsbestemmelse af varen. Artsbestemmelsen foretages af fredningsstyrelsen, henholdsvis statens plantetilsyn, eller af en sagkyndig udpeget af fredningsstyrelsen, henholdsvis statens plantetilsyn efter samråd med fredningsstyrelsen.
§ 11
Hvis ind- eller udførsel af et levende dyr eller en levende plante, som befinder sig her i landet, ikke kan tillades, skal fredningsstyrelsen eller statens plantetilsyn om nødvendigt sørge for, at dyret eller planten bliver plejet på passende måde.
Fredningsstyrelsen eller statens plantetilsyn kan til opfyldelse af forpligtelsen i stk. 1 tage dyret eller planten i forvaring.
§ 12
Det påhviler fredningsstyrelsen i samråd med statens plantetilsyn at føre den i konventionens art. VIII, pkt. 6, nævnte fortegnelse, og at udarbejde de i art. VIII, pkt. 7, nævnte rapporter.
Fredningsstyrelsen varetager forbindelsen med Kommissionen, med andre stater, herunder stater, der har tiltrådt konventionen, og med konventionens sekretariat, jfr. konventionens art. XII.
§ 13
Fredningsstyrelsen varetager i samarbejde med naturfredningsrådet de opgaver, der efter konventionen er henlagt til et videnskabeligt råd. Fredningsstyrelsen skal således indhente erklæring fra naturfredningsrådet ved:
- afgørelser, der forudsætter en naturvidenskabelig vurdering,
- udpegning af den i § 10 nævnte sagkyndige,
- førelsen af den i konventionens art. IV, pkt. 3, nævnte fortegnelse.
§ 14
De i kap. 4 nævnte tilladelser, hvis gyldighedsperiode, jfr. gennemførelsesforordningens art. 8 og art. 11, ikke kan overstige 6 måneder, kan tidsbegrænses.
I tilladelser kan i øvrigt fastsættes de betingelser, der måtte være nødvendige af hensyn til konventionens formål og administration. I denne forbindelse kan fastsættes betingelser blandt andet vedrørende transportforholdene og ind- og eller udførselsstedet samt - ved indførsel af levende enheder - ankomsttidspunktet her til landet.
FORBUD MOD FORSKELLIGE TRANSAKTIONER M.V.
FORBUD MOD FORSKELLIGE TRANSAKTIONER M.V.
§ 15
Efter rådsforordningens artikel 6 er det forbudt at foretage forskellige transaktioner m.v. med visse af de enheder, der er omfattet af § 2.
Fredningsstyrelsen, henholdsvis statens plantetilsyn, kan inden for rammerne af de i rådsforordningens artikel 6 fastsatte betingelser herfor, dispensere fra det i stk. 1 nævnte forbud. Fredningsstyrelsen kan i den forbindelse fastsætte generelle undtagelsesordninger.
ANKE M.V.
ANKE M.V.
§ 16
Fredningsstyrelsens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse er endelige.
Afgørelse truffet af statens plantetilsyn i henhold til denne bekendtgørelse kan inden 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt, indbringes for fredningsstyrelsen.
Statens plantetilsyns afgørelser skal indeholde oplysning om reglen i stk. 2.
Miljøministeren kan give fredningsstyrelsen instruktioner vedrørende udøvelsen af styrelsens beføjelser efter nærværende bekendtgørelse.
STRAF
STRAF
§ 17
Overtrædelse af de i rådsforeningen, gennemførelsesforordningen og denne bekendtgørelse fastsatte regler, straffes med bøde, med mindre højere straf er forskyldt i henhold til anden lovgivning.
For overtrædelse, der er begået af et aktieselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
IKRAFTTRÆDELSE M.V.
IKRAFTTRÆDELSE M.V.
§ 18
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. februar 1984.
Samtidig ophæves miljøministeriets bekendtgørelse nr. 425 af 13. august 1981.
§ 19
Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne.
Bekendtgørelsen gælder ikke:
- ved indførsel til Danmark fra Grønland af enheder af liste I, II og III, der har oprindelse i Grønland,
- hvor enheder af liste I, II og liste III føres i land i Grønland fra havet,
- ved udførsel fra Grønland til tredjelande af enheder af liste I, II og III, der har oprindelse i Grønland.
MILJØMINISTERIET, DEN 25. JANUAR 1984
/CHRISTIAN CHRISTENSEN Erik Lindegaard/
Bilag 1
I
(RETSAKTER HVIS OFFENTLIGGØRELSE ER OBLIGATORISK)
RÅDETS FORORDNING (EØF) Nr. 3626/82
af 3. december 1982
om gennemførelse i Fællesskabet af konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter
RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europæiske Fællesskab, særlig artikel 235,
under henvisning til forslag fra Kommissionen ( 1),
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet ( 2),
under henvisning til udtalelse fra Det økonomiske og sociale Udvalg ( 3), og
ud fra følgende betragtninger:
Konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter, i det følgende benævnt »konventionen«, blev åbnet for undertegnelse den 3. marts 1973; formålet med konventionen er at beskytte visse udryddelsestruede vilde dyre- og plantearter ved at regulere den internationale handel med disse dyre- og plantearter såvel som dele eller produkter af disse dyr og planter, som på rimelig let måde kan identificeres;
i resolution truffet af Rådet for De europæiske Fællesskaber og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, af 17. maj 1977 om videreførelse og gennemførelse af en politik og et handlingsprogram for De europæiske Fællesskaber på miljøområdet ( 4) understreges det, at beskyttelsen af vilde dyr og planter berører Fællesskabet, og at gennemførelsen af konventionen er en vigtig foranstaltning til beskyttelse af disse;
for at nå disse mål benyttes der i konventionen først og fremmest forskellige handelspolitiske instrumenter, idet der indføres visse restriktioner og en streng kontrol med den internationale handel med enheder af truede vilde dyre- og plantearter;
for at beskytte de udryddelsestruede arter af vilde dyr og planter er det nødvendigt, at der på fællesskabsplan sikres en ensartet anvendelse af visse handelspolitiske instrumenter, som skal iværksættes i henhold til konventionen; under hensyn til forordningens anvendelsesområde bør denne ikke berøre den nationale kompetence for så vidt angår vedtagelse af beskyttelsesforanstaltninger af anden art;
foranstaltningerne til gennemførelse af konventionen inden for handelen må ikke påvirke de frie varebevægelser inden for Fællesskabet, og bør kun anvendes i forbindelse med samhandelen med tredjelande;
træffes der i de enkelte medlemsstater gennemførelsesforanstaltninger, der ikke er indbyrdes harmoniseret, kan det medføre konkurrencefordrejning inden for Fællesskabet;
konventionen vedrører levende eller døde dyr og planter, og rimelig let identificerbare dele eller produkter af disse dyr eller planter; for at gøre gennemførelsen af konventionen effektiv er det nødvendigt at udarbejde en fælles fortegnelse over de vigtigste dele og produkter, samt de betingelser, på hvilke andre varer vil være omfattet af denne forordnings anvendelsesområde;
af hensyn til beskyttelsen af visse særlig truede arter bør Fællesskabet vedtage strengere beskyttelsesforanstaltninger end fastsat i konventionen;
i visse tilfælde vil det være nødvendigt, at medlemsstaterne for at sikre en så effektiv beskyttelse som muligt af vilde dyr og planter opretholder eller i overensstemmelse med traktaten træffer strengere foranstaltninger end fastsat i denne forordning;
forordningens gennemførelse kræver, at der indføres en fællesskabsprocedure vedrørende udstedelse og forelæggelse af tilladelser til eksport, reeksport, import samt indførsel fra havet af enheder af de arter, der er dækket af konventionen; gennemførelsen af denne forordning forudsætter ligeledes, at der oprettes styrelses- og videnskabsråd i medlemsstaterne;
for at sikre en effektiv håndhævelse af indførselsforbudet bør der fastsættes bestemmelser om betingelserne for omsætning af enheder af de arter, der er opført i liste I i konventionen og i bilag C, del 1, i denne forordning;
visse indførte enheder, der sendes til en anden medlemsstat, skal underkastes en særlig kontrol for så vidt angår deres bestemmelsessted;
for at lette formaliteterne i forbindelse med indførsel af de arter i bilag II og III til konventionen, som ikke er medtaget i bilag C til denne forordning, har det vist sig muligt at give medlemsstaterne adgang til at anvende en mere enkel procedure end proceduren med importtilladelse;
for at lette toldprocedurerne bør der gives medlemsstaterne mulighed for at udpege eet eller flere ind- og udførselssteder, hvor de pågældende varer skal klareres;
de mærker, plomber og stempler, som anvendes til at identificere varerne, bør være ensartede, således at kontrollen forenkles;
beskyttelsen af de truede arter rejser fortsat problemer, som videnskaben bør arbejde videre med, og det vil også gennem dette arbejde være muligt at vurdere effektiviteten af de trufne foranstaltninger; det vil desuden være nødvendigt at finde frem til metoder til overvågning af handelen med visse dele og produkter af de pågældende arter;
det er nødvendigt at sikre, at bestemmelserne i denne forordning anvendes ensartet, og med henblik herpå at indlede en fællesskabsprocedure, der gør det muligt inden for en rimelig frist at træffe de nødvendige gennemførelsesforanstaltninger; det er nødvendigt inden for rammerne af et udvalg at få tilrettelagt et snævert og effektivt samarbejde på dette område mellem medlemsstaterne og Kommissionen;
målsætningerne i konventionen svarer til visse af Fællesskabets mål på miljøområdet, således som de er omhandlet i handlingsprogrammet på miljøområdet; konventionen skal anvendes på en ensartet måde i Fællesskabet; da traktaten ikke indeholder fornøden særlig hjemmel hertil, skal traktatens artikel 235 anvendes -
UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:
ARTIKEL 1
Konventionen, som er anført i bilag A, ( 5) finder anvendelse i Fællesskabet på de i de følgende artikler fastsatte betingelser.
Ved gennemførelsen af denne forordning skal konventionens målsætning og principper overholdes.
ARTIKEL 2
Denne forordning finder anvendelse på følgende enheder:
a) ethvert dyr eller enhver plante, levende eller død, af de arter, der er opført på liste I i konventionen; enhver del heraf eller ethvert produkt, der er fremstillet på grundlag af disse dyre- eller plantearter og anført i bilag B til denne forordning, samt enhver anden vare, såfremt det af et bevisdokument, af emballagen, af et mærke, en etiket eller på anden måde fremgår, at der er tale om dele eller produkter af disse dyre- eller plantearter;
b) ethvert dyr eller enhver plante, levende eller død, af de arter, der er opført på liste II i konventionen; enhver del heraf eller ethvert produkt, der er fremstillet på grundlag af disse dyre- eller plantearter og anført i bilag B til denne forordning, samt enhver anden vare, såfremt det af et bevisdokument, af emballagen, af et mærke, en etiket eller på anden måde fremgår, at der er tale om dele eller produkter af disse dyrearter; c) ethvert dyr eller enhver plante, levende eller død, af de arter, der er opført på liste III i konventionen, og enhver del heraf eller ethvert produkt, der er fremstillet på grundlag af disse dyre- eller plantearter og omfattet af bilag B ( 6) til denne forordning.
ARTIKEL 3
- Enheder af arter, opført i bilag C, ( 6) del 1, betragtes som enheder af de arter, der er opført i liste I i konventionen.
- Ved indførsel i Fællesskabet af enheder af arter opført i bilag C, del 2, ( 7) kræves indførselstilladelse i henhold til artikel 10, stk. 1, litra b).
ARTIKEL 4 ( 8)
Ændringer, som må foretages i konventionens liste I til III samt i bilag B til denne forordning som følge af ændringer, der er vedtaget af parterne i konventionen og godkendt af Fællesskabet, samt eventuelle tilføjelser til bilag B, foretages efter fremgangsmåden i artikel 21, stk. 2 og 3.
ARTIKEL 5
- Indførsel i Fællesskabet af de i artikel 2 og 3 omhandlede enheder er betinget af, at det toldsted, hvor toldbehandlingen finder sted, får forelagt en indførselstilladelse eller et importcertifikat, som omhandlet i artikel 10.
- Udførsel og genudførsel til tredjelande af de i artikel 2 omhandlede enheder er betinget af, at det toldsted, hvor toldbehandlingen finder sted, får forelagt et i artikel 10, stk. 3, omhandlet dokument.
- De toldsteder, der har fået forelagt tilladelserne i henhold til stk. 1 og 2, sender tilladelserne tilbage til styrelsesrådet i den medlemsstat, hvori de er beliggende.
- Uanset stk. 1 og 2, kræves det ikke for enheder, der indføres i Fællesskabet, og som er undergivet en toldforsendelsesordning eller en ordning med midlertidig opbevaring, at toldmyndighederne får forelagt en tilladelse som omhandlet i artikel 10, hvis udførselslandets styrelsesråd udsteder et udførselsdokument for disse enheder. I så fald kan medlemsstaterne kræve, at der forevises de i konventionen omhandlede eksportdokumenter eller et fyldestgørende bevis på, at de findes.
ARTIKEL 6 ( 9)
- Det er forbudt i kommercielt øjemed at udstille, sælge, samt med henblik på salg at holde, tilbyde eller transportere enheder, som falder ind under artikel 2, litra a), samt artikel 3, stk. 1, medmindre medlemsstaterne under hensyn til konventionens mål og bestemmelserne i Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle ( 10) af nedenstående årsager tillader undtagelse:
a) enhederne er før denne forordnings ikrafttræden i overensstemmelse med konventionen ankommet til et område, som er omfattet af forordningen;
b) enhederne af en dyreart er opdrættet i fangenskab, enhederne af en planteart er kunstigt opformeret, enhederne udgør en del af et sådant dyr eller en sådan plante eller stammer derfra;
c) enhederne er bestemt til forskning, undervisning, opdræt eller avl;
d) enhederne med oprindelse i en medlemsstat er på grundlag af gældende ret eller med tilladelse fra de kompetente myndigheder i denne medlemsstat indfanget eller indsamlet i naturen;
e) enhederne er efter denne forordnings ikrafttræden i overensstemmelse med konventionen ankommet til et af denne forordning omfattet område og anvendes til formål, der ikke hovedsagelig er kommercielle.
- De i stk. 1 omhandlede forbud gælder også for de i artikel 2, litra b) og c), omhandlede enheder, der ikke er omfattet af stk. 1, såfremt disse er indført i modstrid med artikel 5.
- Navnlig under hensyn til konventionens artikel VIII kan medlemsstaternes kompetente myndigheder sælge de enheder, de beslaglægger i henhold til denne forordning eller i henhold til nationale lovbestemmelser, og disse enheder kan derefter anvendes til ethvert formål, som om de var blevet lovligt indført.
ARTIKEL 7
Medlemsstaterne tilsender Kommissionen en fortegnelse med navn og adresse på de styrelses- og videnskabsråd, der omhandles i artikel IX i konventionen, og eventuelt på de øvrige myndigheder, der omhandles i denne forordning. Kommissionen offentliggør disse oplysninger i DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS TIDENDE.
ARTIKEL 8
De kompetente myndigheder i medlemsstaterne:
a) udsteder de artikel 10 omhandlede tilladelser og certifikater eller påtegner de i artikel 10, stk. 2, omhandlede importcertifikater;
b) tillader de i artikel 6 omhandlede undtagelser;
c) udsteder de i artikel 11 omhandlede certifikater og den i artikel 12 omhandlede etiket;
d) tilbagesender de tilladelser, de modtager fra toldstederne i henhold til artikel 5, til de styrelsesråd, der har udstedt dem;
e) meddeler Kommissionen alle nødvendige oplysninger vedrørende udarbejdelsen af registre og rapporter i henhold til artikel VIII, stk. 6 og 7, i konventionen.
ARTIKEL 9
- Med forbehold af artikel 15 anerkender hver medlemsstat de af myndighederne i de øvrige medlemsstater trufne afgørelser.
- Med undtagelse af det i artikel 11, litra a), omhandlede dokument er de denne forordning omhandlede tilladelser og certifikater, der udstedes i en medlemsstat, gyldige i hele Fællesskabet.
- De i artikel 10, stk. 1, omhandlede anmodninger om indførselstilladelse stiles til det styrelsesråd, hvorunder enhedens bestemmelsessted hører.
- Anmodninger om indførselstilladelse for enheder fra havet stiles til det styrelsesråd, hvorunder enhedernes indførselssted hører.
- Anmodninger om de i artikel 10, stk. 3, omhandlede udførselstilladelse og genudførselstilladelse for levende enheder stiles til styrelsesrådet i den medlemsstat, på hvis område enheden befinder sig.
ARTIKEL 10
1.a) Indførsel i Fællesskabet fra tredjelande eller fra havet af de i artikel 2, litra a), og artikel 3 omhandlede enheder er betinget af, at der forelægges en indførselstilladelse. b) Indførselstilladelser som omhandlet i artikel 3, stk. 2, udstedes kun såfremt
--- det er indlysende, eller såfremt ansøgeren på troværdig måde godtgør, at fjernelsen af den pågældende enhed fra dens naturlige miljø ikke vil være til skade for arternes bevarelse eller udstrækningen af det område, hvor den pågældende bestand af en art er udbredt;
--- ansøgeren med dokumenter, der er udstedt af de kompetente myndigheder i oprindelseslandet, godtgør, at den pågældende enhed er fremskaffet i overensstemmelse med lovgivningen om beskyttelse af den pågældende art;
--- ansøgeren ved indførsel af et levende dyr godtgør, at den angivne modtager råder over passende installationer, hvorved arten skaffes husly under forhold, der svarer til dens livsførelse, og at den sikres den passende pleje;
--- andre hensyn til bevarelse af den pågældende art ikke taler derimod.
Tilladelserne skal i givet fald indeholde yderligere bestemmelser med henblik på at sikre, at disse betingelser overholdes.
- Indførsel i Fællesskabet fra tredjelande eller fra havet af enheder af alle andre arter, der er omfattet af forordningen, er betinget af, at der forelægges enten en indførselstilladelse eller et importcertifikat, der er påtegnet af toldmyndighederne, og som attesterer, at de i konventionen krævede formaliteter er opfyldt.
Indførselstilladelsen og importcertifikatet udfærdiges på samme formular.
- Udførsel eller genudførsel til tredjelande af de i artikel 2 omhandlede enheder er betinget af, at der forelægges en eksporttilladelse eller et reeksportcertifikat eller --- i forbindelse med kunstigt opformerede planter --- en af de to tilladelser eller det i artikel 11, litra b), omhandlede dokument.
ARTIKEL 11
Myndighederne udsteder efter anmodning fra ansøgeren og fremlæggelse af de nødvendige bevisdokumenter følgende certifikater:
a) et dokument, hvori det attesteres, at en given enhed inden forordningens ikrafttræden og i overensstemmelse med konventionen er blevet indført på et område, som er omfatet af denne forordning eller er erhvervet, inden konventionen finder anvendelse på nævnte enhed;
b) et dokument, hvori det attesteres, at der er tale om en enhed af en dyreart, der er født og opdrættet i fangenskab, eller om en enhed af en planteart, der er kunstigt opformeret, eller om en del eller et produkt af en sådan dyre- eller planteart.
ARTIKEL 12
Uanset artikel 5 kræves det normalt ikke, at toldmyndighederne får forelagt de i artikel 10 omhandlede dokumenter, når der er tale om ikke-kommercielle lån, gaver og udvekslinger mellem videnskabsmænd eller videnskablige institutioner, der er registreret af et styrelsesråd i deres hjemland og om herbariemateriale og andre konserverede, tørrede eller indkapslede museumsgenstande eller levende plantemateriale, når forsendelsen er forsynet med en etiket efter den model, der skal fastlægges efter fremgangsmåden i artikel 21, eller med en tilsvarende etiket, som er udstedt eller godkendt af et styrelsesråd i et tredjeland.
ARTIKEL 13
- Når de i artikel 2, litra a) og artikel 3, stk. 1, omhandlede enheder, der i henhold til bestemmelserne i indførselstilladelsen skal opbevares på en bestemt adresse, forsendes til en anden medlemsstat efter overgang til fri omsætning, skal det over for de kompetente myndigheder i forsendelssestaten godtgøres, at varerne er blevet leveret på bestemmelsesstedet.
- Enhver transport inden for Fællesskabet af levende dyr af de i artikel 2, litra a), og artikel 3, stk. 1, omhandlede arter fra den adresse, der er angivet i indførselstilladelsen, forudsætter en forudgående autorisation fra det/de pågældende styrelsesråd.
- Når de i stk. 1 og 2 nævnte enheder følger proceduren for fællesskabsforsendelse, anbringer den hovedforpligtede en af følgende angivelser i den rubrik på erklæringen vedrørende fællesskabsforsendelse, der er beregnet til varebeskrivelse:
--- »Udryddelsestruede arter«,
--- »Gefaehrdete Arten«,
--- »Endangered species«,
--- »Especes menacees d'extinction«,
--- »Specie minacciate di estinzione«,
--- »Bedreigde soorten«,
ARTIKEL 14
Medlemsstaterne kan tillade undtagelser fra artikel 5 og 10 for så vidt angår enheder, der er personlige effekter eller bestemt til brug i husførelsen.
ARTIKEL 15
- For så vidt angår de arter, der omfattes af denne forordning, kan medlemsstaterne under overholdelse af traktaten, særlig artikel 36, opretholde eller træffe strengere foranstaltninger af en eller flere af følgende grunde:
a) for at bedre overlevelsesmulighederne for eksisterende enheder i bestemmelseslandet;
b) for at bevare naturligt hjemmehørende arter;
c) for at bevare en art eller en population af en given art i oprindelseslandet.
Når en medlemsstat i henhold til dette stykke træffer sådanne forholdsregler, som under ingen omstændigheder kan begrundes i handelspolitiske overvejelser, bør disse også finde anvendelse på samhandelen med tredjelande.
- Dersom en medlemsstat agter at anvende stk. 1, underretter den straks Kommissionen om, hvilke foranstaltninger den har til hensigt at træffe.
- Medlemsstaterne kan med henblik på at beskytte dyrs og planters sundhed og eksistens for så vidt angår arter, som ikke er omhandlet i denne forordning, træffe foranstaltninger svarende til dem, der er foreskrevet i denne forordning.
ARTIKEL 16
Kommissionen får meddelelse om de indførsels- og udførselssteder i Fællesskabet, som medlemsstaterne i givet fald fastsætter i henhold til artikel VIII, stk. 3, i konventionen, og den offentliggør en fortegnelsen herover i DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS TIDENDE.
ARTIKEL 17
- Medlemsstaterne og Kommissionen udveksler de oplysninger, der er nødvendige for anvendelsen af denne forordning.
- Oplysninger, der er meddelt i medfør af denne forordning, må hverken offentliggøres eller anvendes til andre formål end dem, hvortil de er blevet ønsket meddelt, med mindre der foreligger en udtrykkelig tilladelse fra den, der har afgivet oplysningerne, og for så vidt en sådan anvendelse ikke er forbudt i henhold til gældende bestemmelser i den medlemsstat, der har modtaget dem.
Enhver oplysning, der er omfattet af tavshedspligt, er fortrolig og nyder den beskyttelse, som både lovgivningen i den medlemsstat, der har modtaget oplysningerne, og de tilsvarende bestemmelser, der gælder for fællesskabsmyndighederne, sikrer sådanne oplysniger.
Oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt, kan navnlig kun meddeles personer, der arbejder i medlemsstaterne eller inden for fællesskabsinstitutionerne, og hvis arbejdsopgaver kræver, at de har adgang til disse oplysninger.
ARTIKEL 18
Medlemsstaterne tilsender Kommissionen alle nødvendige oplysninger om forskning vedrørende udryddelsestruede arter og vedrørende metoder til kontrol af handel med dele eller produkter af dyr og planter, således at Kommissionen eventuelt kan tage passende skridt med henblik på at koordinere denne forskning.
Medlemsstaterne skal herunder tage hensyn til arbejdet inden for de internationale organisationer, der findes på dette område.
ARTIKEL 19
Der nedsættes et udvalg for konventionen, i det følgende benævnt »udvalget«, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har en repræsentant for Kommissionen som formand.
ARTIKEL 20
Udvalget behandler ethvert spørgsmål om anvendelsen af denne forordning, som forelægges det af formanden på eget initiativ eller efter anmodning af en medlemsstats repræsentant.
ARTIKEL 21
- Udvalget ( 11)
a) bestemmer arten af de i artikel 10 og 11 nævnte dokumenter, modellen for de i artikel 12 nævnte etiketter og de i konventionens artikel VI nævnte mærker, plomber og stempler,
b) fastsætter ensartede vilkår for udstedelsen af de i artikel 10 og 11 nævnte dokumenter,
c) opstiller principperne for gyldigheden af det i artikel 11, litra a), nævnte dokument og for de i artikel 14 nævnte undtagelser,
i henhold til fremgangsmåden i stk. 2 og 3.
- Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til de bestemmelser, der skal vedtages. Udvalget afgiver udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyn til, hvor meget det forelagte spørgsmål haster. Udtalelsen vedtages med et flertal på 45 stemmer, idet der tildeles medlemsstaternes stemmer vægt i henhold til traktatens artikel 148, stk. 2. Formanden deltager ikke i afstemningen.
- a) Kommissionen vedtager de påtænkte bestemmelser, når de er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse. b) Er de påtænkte bestemmelser ikke i overensstemmelse med udvalgets udtalelse, eller er der ikke afgivet nogen udtalelse, forelægger Kommissionen omgående Rådet forslag om de bestemmelser, der skal vedtages. Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal. c) Har Rådet ikke truffet afgørelse inden udløbet af en frist på tre måneder efter forslagets forelæggelse, vedtager Kommissionen de foreslåede bestemmelser.
ARTIKEL 22
Hver medlemsstat underretter Kommissionen om de bestemmelser, den fastsætter med henblik på denne forordnings gennemførelse.
Kommissionen giver de øvrige medlemsstater meddelelse herom.
ARTIKEL 23
Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelse i DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS TIDENDE.
Artikel 1 til 17 anvendes fra den 1. januar 1984.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Bilag 2
I
(Retsakter hvis offentliggørelse er obligatorisk)
KOMMISSIONENS FORORDNING (EØF) Nr. 3418/83
af 28. november 1983
om bestemmelser for ensartet udstedelse og anvendelse af dokumenter, nødvendiggjort af gennemførelse i Fællesskabet af konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab,
under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 3626/82 af 3. december 1982 om gennemførelsen i Fællesskabet af konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter ( 12), særlig artikel 21,
under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 348/81 af 20. januar 1981 om en fælles ordning for indførsel af hvalprodukter ( 13), særlig artikel 2, stk. 2, og
ud fra følgende betragtninger:
Der må indføres bestemmelser til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 3626/82;
for at sikre, at dokumenter, som anvendes i forbindelse med den pågældende forordning, opstilles på grundlag af ensartede formularer, er det nødvendigt at fastsætte de for deres udfyldelse, udstedelse og anvendelse nødvendige betingelser; det vil således være praktisk at have prøveeksemplarer eller modeller, som kan danne grundlag for sådanne formularer;
denne forordning dækker blandt andet det område, for hvilket Kommisionens forordning (EØF) nr. 3786/81 af 22. december 1981 om gennemførelsesbestemmelser for den fælles ordning for indførsel af hvalprodukter ( 14) hidtil har været gældende;
nævnte forordning bør derfor ophæves;
de i denne forordning indeholdte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter og med udtalelse fra Udvalget for Hvalprodukter -
UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:
BESTEMMELSER OM FORMULARERNE OG DERES ANVENDELSE
FORMULARER
Artikel 1
- Fællesskabets importtilladelser, importcertifikater, eksporttilladelser og reeksportcertifikater skal anføres på formularer, der bortset fra de rubrikker, der er forbeholdt national brug skal svare til prøveeksemplarerne i bilag I. Tilladelserne og certifikaterne udstedes og anvendes i overensstemmelse med forskrifterne i forordning (EØF) nr. 3626/82 og i denne forordning.
- De certifikater, der omhandles i artikel 11 i forordning (EØF) nr. 3626/82, anføres på formularer, der bortset fra rubrikkerne, der er forbeholdt national brug, skal svare til prøveeksemplarerne i bilag II. Certifikaterne udstedes og anvendes i overensstemmelse med forskrifterne i forordning (EØF) nr. 3626/82 og i denne forordning.
Brugen af dem ændrer intet ved formaliteterne i forbindelse med eksport og reeksport og ved de formularer, der anvendes herved.
- Den etiket, som omhandles i artikel 12 i forordning (EØF) nr. 3626/82, skal udformes som vist i prøveeksemplaret i bilag III. Den udstedes og anvendes i overensstemmelse med forskrifterne i forordning (EØF) nr. 3626/82 og i denne forordning.
ARTIKEL 2
De i artikel 1 omhandlede formularer og etiketter udleveres efter anmodning af styrelsesrådene og eventuelt andre myndigheder, udpeget af medlemslandene.
ARTIKEL 3
- Det papir, som anvendes til de i artikel 1, stk. 1 og 2, omhandlede tilladelser og certifikater, skal være træfrit og skrivefast, samt veje mindst 55g/kvadratmeter.
- Til de i artikel 1, stk. 1, omhandlede tilladelser og certifikater skal papiret være:
- hvidt til originalen,
- lyseblåt til den kopi, som er beregnet til indehaveren af tilladelsen og har nr. 1,
- lyserødt til den kopi, som er beregnet til henholdsvis det eksporterende eller reeksporterende land eller til returnering fra toldvæsenet til den udstedende myndighed og har nr. 2,
- gult til den kopi, som er beregnet til den udstedende myndighed og har nr. 3,
- hvidt til ansøgeren.
- Formularen til importcertifikatet må kun bestå af en original, kopien til den udstedene myndighed og kopien til importøren.
- Til de i artikel 1, stk. 2, omhandlede certifikater skal papiret være:
- lyseblåt til originalen,
- gult til den kopi, som er beregnet til den udstedende myndighed,
- hvidt til ansøgningen.
- Det papir, der anvendes til originaler af tilladelser og reeksportcertifikater, skal som vandmærke have et sammenslynget linjeornament og være trykt gråt på forsiden, således at forfalskninger med mekaniske eller kemiske midler afsløres.
- Formularerne skal måle 210 mm x 297 mm.
- a) Formularen trykkes og udfyldes på et af Fællesskabets officielle sprog, som fastsat af myndighederne i hver medlemsstat. Myndighederne i en medlemsstat, hvor dokumentet forelægges, kan om nødvendigt kræve en oversættelse heraf til (et af) denne medlemsstats officielle sprog.
b) Efter omstændighederne kan en oversættelse af overskrifterne 1 til 20 til et andet fællesskabssprog og/eller et af konventionens arbejdssprog trykkes på bagsiden af originalen og alle kopier af importtilladelsen, importcertifikatet, eksporttilladelsen og reeksportcertifikatet.
- Importtilladelser, importcertifikater, eksporttilladelser og reeksportcertifikater skal angive navn og adresse på bogtrykkeren eller vise et mærke, der muliggør en identifikation af denne.
- Medlemsstaterne foretager eller lader foretage trykningen af formularerne.
- Formularerne udfyldes på skrivemaskine. Separate ansøgningsformularer og importcertifikater kan imidlertid udfyldes med maskinskrift eller læselig håndskrift; i sidste tilfælde skal de udfyldes med blæk og blokbogstaver. De må ikke indeholde udviskninger eller overstregninger.
ANVENDELSE AF FORMULARER
IMPORTTILLADELSER
ARTIKEL 4
- Importtilladelser udstedes af styrelsesrådene i medlemsstaterne i overensstemmelse med forskrifterne i forordning (EØF) nr. 3626/82.
- Der udstedes en separat importtilladelse for hver enkelt forsendelse.
ARTIKEL 5
- Ansøgeren skal udfylde rubrik 1,4 og 6 til 20 i ansøgningsformularen samt rubrik 1, 4 og 6 til 18 i originalen og i alle kopier. Medlemsstaterne kan bestemme, at kun ansøgningsformularen skal udfyldes, og at den kan vedrøre mere end een forsendelse.
- Den korrekt udfyldte formular forelægges det styrelsesråd, som omhandles i artikel 9 i forordning (EØF) nr. 3626/82.
- Ansøgninger om indførsel til Fællesskabet af enheder af de arter, som omhandles i artikel 2, litra a), og artikel 3 i forordning (EØF) nr. 3626/82, skal indeholde og ledsages af tilstrækkelige oplysninger specielt om formålet med og nødvendigheden af denne indførsel og, når det drejer sig om levende enheder, deres foreslåede opholdssted, således at styrelsesrådet kan afgøre, om der bør udstedes tilladelse.
- Medlemsstaterne kan også kræve, at ansøgeren fremlægger bevis for, at (re)eksportstaten vil tillade eksport eller reeksport af de pågældende enheder. Forelæggelse af en eksporttilladelse eller et reeksportcertifikat medfører ikke automatisk udstedelse af importtilladelse.
ARTIKEL 6
I importtilladelser for enheder af de arter, der omhandles i artikel 2, litra a), og artikel 3, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 3626/82, skal der fastsættes betingelser med henblik på at hindre, at enhederne anvendes til andre formål end det, hvortil tilladelsen blev givet, eller sælges eller på anden måde efter importen gøres til genstand for kommercielle dispositioner.
ARTIKEL 7
Kopien til det eksporterende eller reeksporterende land af en importtilladelse udstedt for enheder af arterne i liste I til konventionen og i bilag C, del 1, til forordning (EØF) nr. 3626/82 skal tilbagesendes til ansøgeren, som forelægger den for styrelsesrådet i eksport eller reeksportlandet. Et tilsagn fra styrelsesrådet om, at der vil blive udstedt importtilladelse, kan sendes direkte til styrelsesrådet i eksport- eller reeksportlandet.
ARTIKEL 8
- Importtilladelser skal være gyldige i hele Fællesskabet, jf. dog artikel 15, stk. 1, i forordning (EØF) nr.3626/82.
- Gyldighedsperioden for en importtilladelse kan ikke overstige seks måneder. En importtilladelse er ikke gyldig efter udløbsdatoen for den dertil svarende dokumentation fra (re)eksportlandet.
- Indehaveren af en ubenyttet importtilladelse skal efter udløbsdatoen øjeblikkeligt tilbagesende original og alle kopier til det udstedende styrelsesråd.
ARTIKEL 9
Importøren eller dennes befuldmægtigede repræsentant skal forelægges originalen, kopien til indehaveren af tilladelsen og eventuel dokumentation fra det (re)eksporterende land som nærmere angivet i importtilladelsen sammen med tolddeklarationen, for det toldsted, hvor toldbehandlingen finder sted.
ARTIKEL 10
Det i artikel 9 omhandlede toldsted skal efter at have påtegnet rubrik 20 fremsende originalen af importtilladelsen og eventuel dokumentation fra (re)eksportlandet til styrelsesrådet i sit eget land og tilbagesende den kopi, der er bestemt til indehaveren af tilladelsen, til importøren eller dennes befuldmægtigede repræsentant.
IMPORTCERTIFIKATER
ARTIKEL 11
Medlemsstaterne kan bestemme, at indførsel til Fællesskabet fra tredielande af enheder, af arter, som ikke omfattes af artikel 2, litra a), eller artikel 3 i forordning (EØF) nr. 3626/82, skal betinges af, at der fremlægges importcertifikat i stedet for importtilladelse.
ARTIKEL 12
Importøren eller dennes befuldmægtigede repræsentant skal udfylde rubrik 1, 4, og 7 til 18 og udstrege rubrik 19 i originalen og i kopierne af importcertifikatet og, sammen med den nødvendige dokumentation fra (re)eksportlandet og den tilhørende tolddeklaration, forelægge dem for det toldsted, hvor toldbehandlingen finder sted.
ARTIKEL 13
Artikel 10 gælder også for importcertifikater.
EKSPORTTILLADELSER
ARTIKEL 14
- Eksporttilladelser udstedes af styrelsesrådene i medlemsstaterne i overensstemmelse med forskrifterne i forordning (EØF) nr. 3626/82.
- Der udstedes en separat eksporttilladelse for hver enkelt forsendelse.
ARTIKEL 15
- Ansøgeren skal udfylde rubrik 1, 4 og 7 til 20 i ansøgningsformularen samt rubrik 1, 4 og 7 til 18 i originalen og i alle kopier. Medlemsstaterne kan imidlertid bestemme, at kun ansøgningsformularen skal udfyldes, og at den kan vedrøre mere end en forsendelse.
- Den korrekt udfyldte formular forelægges det styrelsesråd, som omhandles i artikel 9 i forordning (EØF) nr. 3626/82.
- Ansøgninger om eksport af levende dyr skal ledsages af tilstrækkelige oplysninger om den forudgående behandling og afskibningen af de pågældende enheder, således at styrelsesrådet kan afgøre, om kravene i konventionen er opfyldt.
ARTIKEL 16
- Gyldighedsperioden for en eksporttilladelse kan ikke overstige seks måneder.
- Indehaveren af en ubenyttet eksporttilladelse skal efter udløbsdatoen øjeblikkeligt returnere original og alle kopier til det udstedende styrelsesråd.
ARTIKEL 17
Eksportøren eller dennes befuldmægtigede repræsentant skal forelægge originalen, kopien til indehaveren af tilladelsen og den kopi, der skal tilbagesendes til den udstedende myndighed, sammen med udførelsesdeklarationen for det toldsted, hvor toldbehandlingen finder sted.
ARTIKEL 18
Det i artikel 17 omhandlede toldsted, skal efter at have påtegnet rubrik 20 overgive den kopi, der skal tilbagesendes til den udstedende myndighed, til styrelsesrådet i sit eget land og returnere originalen samt den kopi, der er bestemt til indehaveren af tilladelsen, til eksportøren eller dennes befuldmægtigede repræsentant.
ARTIKEL 19
Er der tale om kunstigt opformerede planter, kan medlemsstaterne bestemme, at det i artikel 22, litra e), omhandlede certifikat eller et plantesundhedscertifikat skal anvendes i stedet for en eksporttilladelse.
RE-EKSPORTCERTIFIKATER
ARTIKEL 20
Artikel 14 til 19 gælder også for (re)eksportcertifikater.
ARTIKEL 21
- Ansøgningen om et reeksportcertifikat skal ledsages af dokumentation for, at de omhandlede enheder er indført til Fællesskabet i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 3626/82 eller, inden denne forordnings ikrafttræden, med bestemmelserne i konventionen, eller at enhederne er dele eller produkter af sådanne tidligere indførte enheder.
- Er enheder erhvervet inden konventionen fandt anvendelse for dem i medlemslandet, træder det i artikel 22, litra c), omhandlede certifikat i stedet for eksporttilladelsen eller reeksportcertifikatet, der er omtalt i artikel 10, stk. 3, i forordning (EØF) nr.3626/82.
CERTIFIKATER
ARTIKEL 22
Nedennævnte certifikater udstedes af styrelsesrådene i medlemsstaterne:
a) et certifikat om, at en enhed er indført til det område, som dækkes af forordning (EØF) nr. 3626/82 inden denne forordnings ikrafttræden, men i overensstemmelse med bestemmelserne i konventionen.
b) et certifikat om, at en enhed er indført til Fællesskabet i overensstemmelse med reglerne i forordning (EØF) nr.3626/82,
c) et certifikat om, at en enhed er erhvervet, inden den blev omfattet af konventionen,
d) et certifikat om, at en enhed af en dyreart er opdrættet i fangenskab eller er en del eller et produkt af et sådant dyr,
e) et certifikat om, at en enhed af en planteart er blevet kunstigt opformeret eller er en del eller et produkt af en sådan plante,
f) et certifikat om, at en enhed på grundlag af gældende ret i eller med tilladelse fra de pågældende myndigheder i en medlemsstat er indfanget eller indsamlet i naturen.
ARTIKEL 23
Når forsendelser, som omfattes af en importtilladelse eller et importcertifikat i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 3626/82 deles op, eller når der er tale om dele eller produkter af sådanne tidligere importerede enheder, skal der udstedes et af de i artikel 22, litra a) og b), omhandlede certifikater til opfyldelse af artikel 21 og 29.
ARTIKEL 24
- Ansøgeren skal udfylde rubrik 1 og 4 til 13 i ansøgningen og eventuelt rubrik 1 og 4 til 12 i originalen og i kopien.
- Ansøgningerne skal indeholde eller ledsages af dokumentation, således at styrelsesrådet kan afgøre, om et certifikat bør udstedes.
ETIKETTER
ARTIKEL 25
De i artikel 12 i forordning (EØF) nr. 3626/82 omhandlede etiketter udleveres af styrelsesrådene til registrede videnskabsmænd og videnskabelige institutioner. De forsynes med videnskabsmandens eller den videnskabelige institutions registreringsnummer, og de nummereres fortløbende som identifikationsmiddel.
ARTIKEL 26
De registrerede videnskabsmænd og videnskabelige instituioner skal straks give det kompetente styrelsesråd alle detaljer om anvendelsen af hver enkelt etiket.
ALMINDELIGE BESTEMMELSER
ARTIKEL 27
Når et styrelsesråd modtager tilladelser eller certifikater, som er udstedt i en anden medlemsstat, skal det fremsende dem sammen med eventuelle tilsvarende (re)eksportdokumenter til styrelsesrådet i den anden medlemsstat senest en måned fra modtagelsen.
ARTIKEL 28
Styrelsesrådet skal i mindst to år opbevare ansøgninger om og originaler af tilladelser og certifikater samt anden dokumentation.
ARTIKEL 29
- Til brug for enhedernes bevægelighed i Fælleskabet og til opfyldelse af artikel 6 i forordning (EØF) nr. 3626/82 skal bevis for, at betingelserne i forordning (EØF) nr. 3626/82 og i denne forordning er blevet opfyldt, føres ved fremlæggelse af indehaverens kopi af importtilladelsen eller importørens kopi af importcertifikatet, påtegnet af toldvæsenet, eller ved fremlæggelse af et af de i artikel 19 og 22 omhandlede certifikater.
- I overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 9, stk. 2 i forordning (EØF) nr. 3626/82 er de kompetente myndigheder i et medlemsland ikke forpligtet til at acceptere et certifikat udstedt af et andet medlemsland i henhold til artikel 22, litra c).
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
ARTIKEL 30
Forordning (EØF) nr. 3786/81 ophæves.
ARTIKEL 31
- Tilladelser og certifikater, som inden den 1. januar 1984 er udstedt ifølge national lovgivning til gennemførelse af konventionen, kan fortsat anvendes indtil deres sidste gyldighedsdag.
- Medlemsstater, som endnu ikke har de i denne forordning foreskrevne formularer, kan indtil den 1. marts 1984 anvende de dokumenter, der hidtil er blevet anvendt til gennemførelse af konventionen, idet de i disse dokumenter indføjer de punkter, der er foreskrevet i fællesskabsformularerne, ligesom dokumenterne skal opfylde de i denne forordning fastsatte bestemmelser.
ARTIKEL 32
Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de bestemmelser, som de fastsætter på det område, der omfattes af denne forordning. Kommissionen videregiver disse oplysninger til de øvrige medlemsstater.
ARTIKEL 33
Denne forordning træder i kraft den 1. januar 1984.
Denne fordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
BILAG I
TILLADELSER OG CERTIFIKATER, SOM OMHANDLET I ARTIKEL 1, STK. 1
BILAG II
CERTIFIKATER, SOM OMHANDLET I ARTIKEL 1, STK. 2
BILAG III
ETIKET, SOM OMHANDLET I ARTIKEL 1, STK. 3
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1984
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1984