TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v.

BEK nr 316 af 21/06/1984

DanmarkBekendtgørelse1984

§ 1

I »Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner« fastsætter indenrigsministeriet forskrifter vedrørende formen for kommunernes årsbudget, flerårige budgetoverslag og regnskab, samt regler om specifikation af de poster på årsbudgettet, hvortil kommunalbestyrelsen ved dettes endelige vedtagelse skal tage bevillingsmæssig stilling.

Stk. 2

Ændringer eller tilføjelser til »Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner« træder i kraft ugedagen efter udsendelse fra ministeriet, medmindre andet fastsættes i det udsendte materiale.

§ 2

Der skal være balance mellem indtægter og udgifter på årsbudgettet og de flerårige budgetoverslag.

Stk. 2

Ændringsforslag til forslag til årsbudget skal angive, hvilken bevilling forslaget retter sig imod, samt med hvilket beløb bevillingen ønskes ændret. Balancen i årsbudgettet tilvejebringes ved forhøjelse eller nedsættelse af den kommunale indkomstskat, medmindre kommunalbestyrelsen vedtager at tilvejebringe balancen på anden måde.

Stk. 3

Perioden for de flerårige budgetoverslag fastsættes til 3 år. Ændringsforslag til de flerårige budgetoverslag skal have en sådan specifikationsgrad, at oversigter i budget- og regnskabssystemet, som enten skal indsendes til staten eller som skal foreligge i forbindelse med budgetbehandlingen, umiddelbart skal kunne udfyldes. Ændringsforslag til de flerårige budgetoverslag skal angive med hvilket beløb, posten ønskes ændret. Balancen i de flerårige budgetoverslag tilvejebringes ved forhøjelse eller nedsættelse af den kommunale indkomstskat, medmindre kommunalbestyrelsen vedtager at tilvejebringe balancen på anden måde.

§ 3

Den regnskabsmæssige supplementsperiode løber fra regnskabsårets udgang til udgangen af februar måned i det følgende regnskabsår. Kommunalbestyrelsen kan i kommunens kasse- og regnskabsregulativ fastsætte en kortere supplementsperiode, som dog ikke må fastsættes til at udløbe før den 15. januar.

§ 4

Kommunalbestyrelsen antager en sagkyndig revision, jfr. § 42 i lov om kommunernes styrelse.

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen skal give revisionen adgang til at foretage de undersøgelser m.v., denne finder nødvendige, og skal sørge for, at revisionen i øvrigt får de oplysninger og den bistand, som revisionen anser for påkrævet for udførelsen af hvervet.

Stk. 3

Kommunalbestyrelsen fastsætter de nærmere regler om revisionen i et revisionsregulativ.

§ 5

Revisionen afgiver en årsberetning om revisionen af årsregnskabet. Revisionen afgiver endvidere beretning i årets løb, når det er foreskrevet, eller revisionen finder det hensigtsmæssigt (delberetninger).

§ 6

I delberetninger redegøres for den udførte revision samt for forhold, der har givet anledning til bemærkninger, eller forhold i øvrigt, som revisionen har fundet anledning til at fremdrage. Revisionen skal gøre bemærkning, hvis den mener, at regnskabets poster ikke er i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens beslutninger, eller at der er handlet i strid med gældende love og bestemmelser, jfr. § 42 i lov om kommunernes styrelse.

Stk. 2

Beretningen forelægges økonomiudvalget og - for så vidt angår bemærkninger, der ikke umiddelbart angår den forvaltning, der hører under økonomiudvalget - tillige den pågældende kommunale myndighed til besvarelse, inden kommunalbestyrelsen i et møde træffer afgørelse om revisionens bemærkninger og om eventuelle andre spørgsmål vedrørende det pågældende regnskab.

Stk. 3

Beretningen og kommunalbestyrelsens afgørelse herom indsendes til tilsynsmyndigheden senest 3 måneder efter modtagelsen af beretningen, dog senest samtidig med afgørelsen vedrørende revisionsberetningen om årsregnskabet, jfr. § 7. Samtidig sendes et eksemplar af afgørelsen til revisionen.

§ 7

Årsregnskabet aflægges af økonomiudvalget/magistraten til kommunalbestyrelsen, således at årsregnskabet kan afgives til revisionen inden 20. august det følgende år.

Stk. 2

Efter at revisionen af årsregnskabet er afsluttet, skal dette af revisionen forsynes med påtegning om, at revisionen er udført i overensstemmelse med revisionsregulativets bestemmelser.

Stk. 3

Revisionen afgiver inden den 15. november beretning om revisionen af årsregnskabet til kommunalbestyrelsen.

Stk. 4

Den i § 6, stk. 1 og 2, angivne fremgangsmåde finder også anvendelse på revisionens og kommunalbestyrelsens behandling af årsregnskabet.

Stk. 5

Kommunens årlige regnskab sendes inden udgangen af december måned til tilsynsmyndigheden sammen med revisionsberetningen og de afgørelser, som kommunalbestyrelsen har truffet i forbindelse hermed. Samtidig sendes et eksemplar af afgørelsen til revisionen.

§ 8

Årsregnskabet aflægges i Københavns kommune af overborgmesteren til borgerrepræsentationen, således at årsregnskabet kan afgives til revisionen inden 20. august det følgende år.

Stk. 2

Københavns kommunes årlige regnskab sendes inden udgangen af juni måned det næstfølgende år til indenrigsministeren sammen med revisionsberetningen og de afgørelser, som borgerrepræsentationen har truffet i forbindelse hermed.

§ 9

§§ 4-7 om revision m.v. finder ikke anvendelse for Københavns kommune.

§ 10

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1984. Samtidig ophæves indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 381 af 3. august 1983 om kommunernes budget- og regnskabsvæsen.

pre_paragraph I henhold til § 37, stk. 2, § 38, stk. 2, § 45, stk. 1, § 46 og § 54 i lov om kommunernes styrelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 313 af 20. juni 1984, § 38, stk. 2, § 39, stk. 2, § 44, stk. 1, og § 46 i lov om Københavns kommunes styrelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 314 af 20. juni 1984, samt kgl. anordning nr. 560 af 13. november 1975 og nr. 169 af 8. april 1978, fastsættes:


INDENRIGSMINISTERIET, DEN 21. JUNI 1984

/BRITTA SCHALL HOLBERG Jan Larsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1984
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1984
Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v. | TheLawyer.sh