Bekendtgørelse om statsadvokaternes og politimestrenes beføjelse til at frafalde påtale
BEK nr 561 af 13/11/1984
§ 1
Statsadvokaterne kan, når særlige omstændigheder ikke gør sig gældende, frafalde påtale, eventuelt mod vedtagelse af dagbøder eller betaling af erstatning, for overtrædelse af følgende bestemmelser i borgerlig straffelov:
- § 119, når der ikke er voldt skade af betydning, og når forholdet ikke er begået over for nogen af de i § 119, stk. 2, nævnte myndigheder.
- § 121, medmindre fornærmelsen er udvist over for nogen af de i § 119, stk. 2, nævnte myndigheder.
- §§ 158, stk. 3, og 165.
- §§ 222, stk. 1, og 224, jfr. § 222, stk. 1, når den kvindelige part på gerningstiden var 14 år og den mandlige part under 18 år.
- §§ 298, nr. 1 og 2, og 299, for så vidt den forurettede samtykker i, at påtale frafaldes, eller nogen af de i straffelovens § 84, nr. 4-7, omhandlede særlige omstændigheder foreligger.
§ 2
Statsadvokaterne kan, når særlige omstændigheder ikke gør sig gældende, frafalde påtale af lovovertrædelser begået af:
- personer, der er udskrevet på prøve fra forvaringsanstalt, når der er truffet bestemmelse om genindsættelse,
- personer under undvigelse eller andet fravær (udgang, orlov eller lignende) fra forvaringsanstalt, når tilbageførelse er sket,
- personer, der er undergivet foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68 eller § 69.
§ 3
Statsadvokaterne kan, når særlige omstændigheder ikke gør sig gældende, frafalde påtale af lovovertrædelser, der er begået her i landet, når forfølgningen af disse overtages af en udenlandsk myndighed, og den forskyldte straf ikke kan antages at ville overstige fængsel i 1 år.
§ 4
Politimestrene (i København politidirektøren) kan, når særlige omstændigheder ikke gør sig gældende, frafalde påtale, eventuelt mod vedtagelse af dagbøder eller betaling af erstatning, for overtrædelse af § 244, stk. 2-4, i borgerlig straffelov, når ingen betydelig skade er sket.
I de i retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 4, nævnte sager kan politimestrene (i København politidirektøren), når særlige omstændigheder ikke gør sig gældende, frafalde påtale af lovovertrædelser, der er begået her i landet, når forfølgningen af disse overtages af en udenlandsk myndighed, og den forskyldte straf ikke kan antages at ville overstige fængsel i 1 år.
§ 5
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. december 1984.
Bekendtgørelse nr. 300 af 26. juni 1972 ophæves samtidig.
pre_paragraph I henhold til retsplejelovens § 723, stk. 1, nr. 5, fastsættes:
Justitsministeriet, den 13. november 1984, den 13. november 1984
/Erik Ninn-Hansen C. C. Duus/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1984
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1984