Bekendtgørelse om folkeskolens undervisning af fremmedsprogede elever (*
BEK nr 583 af 20/11/1984
§ 1
Ifølge folkeskolelovens § 32 er børn fra hjem, hvor der fortrinsvis tales et andet sprog end dansk, undervisningspligtige, hvis de bor eller opholder sig her i landet i mindst 6 måneder.
Forventes opholdet at blive af kortere varighed end 6 måneder, kan børnene med skolekommissionens tilslutning optages i folkeskolen, hvis forældrene anmoder om det.
§ 2
Børnene indskrives i den skole, som er deres distriktsskole, jfr. dog stk. 2 og 3, samt folkeskolelovens § 36, stk. 4.
Elever, der modtager særlig tilrettelagt undervisning i dansk i en modtagelsesklasse på en anden skole end distriktsskolen, jfr. § 8, stk. 2, kan, hvor særlige forhold taler derfor, optages i en almindelig klasse på den skole, hvor modtagelsesklassen er placeret. Beslutning herom træffes af skolekommissionen, i København af skoledirektionen, i henhold til bestemmelse herom i skoleplanen, jfr. § 17, stk. 1.
Elever, der er flyttet til Danmark, efter at de er fyldt 14 år, og som skønnes ikke at ville få rimeligt udbytte af undervisningen i en almindelig klasse, kan optages i en særlig klasse for fremmedsprogede elever, eventuelt ved en anden skole end distriktsskolen, jfr. afsnit III. Beslutning herom træffes af skolekommissionen, i København skoledirektionen, efter indstilling fra distriktsskolens leder, der forinden skal rådføre sig med eleven og forældrene.
§ 3
Børn, der ved skolealderens indtræden opholder sig her i landet, optages i 1. klasse. Børn, der opfylder de i folkeskoleloven herfor fastsatte betingelser, optages i børnehavehaveklasse, hvis forældrene anmoder herom.
Tilflyttede børn, som har gået i skole i et andet land, placeres på det klassetrin, som svarer til deres skolealder. Hvor særlige grunde taler derfor, kan et barn dog med forældrenes samtykke placeres et klassetrin lavere eller højere, jfr. lovens § 11, stk. 1.
§ 4
Elever, som på grund af utilstrækkeligt kendskab til dansk har vanskeligt ved at følge undervisningen i klassen, henvises til særlig tilrettelagt undervisning i dansk og eventuelt tillige til supplerende faglig undervisning, jfr. dog § 9. Beslutning herom træffes af skolens leder efter samråd med eleven og forældrene og efter indstilling fra lærerrådet.
§ 5
Elever, hvis personlige udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, er berettigede til specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand efter de herom fastsatte regler.
En elev kan med forældrenes samtykke fritages for at deltage i undervisning i engelsk, hvis det skønnes umuligt at afhjælpe barnets manglende forudsætninger gennem supplerende undervisning i faget, jfr. § 9. Beslutning herom træffes af skolenævnet efter indstilling fra skolens leder, der forinden skal rådføre sig med elevens lærere.
§ 6
Ud over den undervisning, som eleverne skal deltage i efter §§ 2-5, skal der tilbydes dem undervisning i deres modersmål efter reglerne i afsnit IV. II. Særlig tilrettelagt undervisning i dansk og supplerende faglig undervisning
§ 7
Formålet med den særlig tilrettelagte undervisning i dansk er, at eleverne tilegner sig færdighed i at benytte det danske sprog og får bedre kendskab til forholdene her i landet.
Det skal tilstræbes, at eleverne bliver i stand til at følge den almindelige undervisning i deres klasse og til at deltage i skolens øvrige virksomhed på lige fod med andre elever.
§ 8
Den særlig tilrettelagte undervisning i dansk gives under en af følgende former: 1. Til børn i børnehaveklasse, der ikke har tilstrækkeligt kendskab til dansk, kan der ydes særlig støtte i børnehaveklassen. Hvor forholdene særlig taler derfor, kan støtten dog ydes i modtagelsesklasse. 2. Elever i 1. klasse, der er uden kendskab til dansk, henvises til undervisning i modtagelsesklasse eller på særligt hold eller eventuelt til enkeltmandsundervisning. 3. Elever i 1. klasse kan i øvrigt henvises til særlig tilrettelagt undervisning i dansk på hold eller eventuelt enkeltmandsundervisning eller til undervisning med støttelærer, når der er behov for det. 4. Tilflyttede elever henvises til undervisning i modtagelsesklasse eller eventuelt hold- eller enkeltmandsundervisning.
I modtagelsesklassen indføres elever fra en eller flere skoler, eventuelt fra flere kommuner, i skolemiljøet og modtager hele deres undervisning, efterhånden dog så vidt muligt kombineret med undervisning i deres almindelige klasse. Elevtallet må ved skoleårets begyndelse ikke overstige 12, medmindre klassen undervises af to lærere i fællesskab. Det skal tilstræbes, at elevtallet heller ikke i løbet af skoleåret kommer til at overstige 12.
Undervisningen på hold må højst omfatte 7 elever.
Elevernes samlede ugentlige timetal skal svare til det timetal, som gælder for elever på det pågældende klassetrin i henhold til undervisningsplanens bestemmelser for øvrige elever. Timetallet kan dog i en kortere periode efter påbegyndelsen af den særlig tilrettelagte undervisning i dansk - normalt højst 3 måneder - være lavere end angivet ovenfor, dog mindst 15 timer om ugen.
§ 9
Supplerende faglig undervisning, der normalt først kan iværksættes efter ophør af den særlig tilrettelagte undervisning i dansk, gives efter reglerne i §§ 2-7 i bekendtgørelse af 5. marts 1976 om folkeskolens supplerende undervisning for tilflyttede elever m.fl. III. Særlige klasser for ældre elever Udvidede modtagelsesklasser
§ 10
En kommune kan, alene eller i samarbejde med andre kommuner, oprette særlige klasser for fremmedsprogede elever, der er flyttet til Danmark, efter at de er fyldt 14 år, jfr. § 2, stk. 3.
§ 11
Undervisningen i særlige klasser omfatter dels særlig tilrettelagt undervisning i dansk, dels undervisning i folkeskolens almindelige fag på 8.-10. klassetrin, tilrettelagt under hensyn til elevernes forudsætninger.
Den samlede ugentlige undervisningstid for eleverne fastsættes til mindst 24 og højst 34 ugentlige timer.
Elevtallet i klasserne, der kan omfatte flere klassetrin, må ved skoleårets begyndelse ikke overstige 12, medmindre klassen undervises af to lærere i fællesskab. Det skal tilstræbes, at elevtallet heller ikke i løbet af skoleåret kommer til at overstige 12. IV. Undervisning i modersmål (eventuelt nationalsprog)
§ 12
Det påhviler kommunen at tilbyde fremmedsprogede elever, der er optaget i folkeskolen som undervisningspligtige, undervisning i deres modersmål (nationalsprog), medmindre de undervises heri på anden måde. Kommunen har endvidere pligt til efter henvisning fra en friskole eller privat grundskole at modtage fremmedsprogede elever til undervisning i deres modersmål (nationalsprog), såfremt der er indrettet undervisning i det pågældende sprog for elever i området, jfr. § 4, nr. 3, i lov nr. 306 af 8. juni 1977 om friskoler og private grundskoler m.v.
Har der meldt sig mindst 12 elever til modersmålsundervisning i samme sprog, og kan der tilknyttes en kvalificeret lærer, jfr. § 15, stk. 2, skal undervisningen gennemføres i kommunen i det pågældende skoleår.
I andre tilfælde skal kommunen henvise eleverne til modersmålsundervisning, der måtte være oprettet af andre kommuner inden for amtsrådskredsen, i hovedstadsområdet af kommuner inden for dette. Hjemstedskommunen afholder de udgifter, der er forbundet med elevernes deltagelse i undervisningen.
§ 13
Formålet med undervisningen er, at eleverne vedligeholder og udvikler deres kendskab til modersmålet (nationalsproget) og til forholdene i hjemlandet.
Det skal tilstræbes, at eleverne ikke mod forældrenes ønske mister tilknytningen til hjemlandet, og at muligheden for at tage ophold i forældrenes hjemland lettes.
§ 14
Undervisningen kan foruden elevernes modersmål (nationalsprog) omfatte hjemlandets historie, geografi og samfundsforhold m.v. Undervisningen må tage udgangspunkt i elevernes situation her i landet på grundlag af deres beherskelse af modersmålet (nationalsproget) og deres forhåndsviden om hjemlandets kultur. Der skal så vidt muligt tages hensyn til eventuelle ønsker fra forældrenes side.
Undervisningen, der omfatter 3-5 ugentlige timer, gives normalt uden for elevernes almindelige undervisningstid. Undervisningen kan med forældrenes tilslutning henlægges til lørdage. V. Andre bestemmelser
§ 15
Undervisning efter reglerne i § 8 og § 11 varetages af lærere, der gennem særlig uddannelse har kvalificeret sig hertil. Enkeltmandsundervisning kan dog varetages af lærere uden denne særlige uddannelse. Den særlige støtte til børnehaveklassebørn i henhold til § 8, stk. 1, nr. 1, kan desuden varetages af børnehaveklasseledere, der har kvalificeret sig hertil.
Undervisning i elevernes modersmål (nationalsprog), jfr. afsnit IV, varetages af lærere fra det pågældende hjemland såvidt muligt med landets læreruddannelse, eller af danske lærere med særlig uddannelse i det pågældende sprog.
§ 16
Befordring til og fra undervisningen sker efter reglerne i folkeskolelovens § 25.
§ 17
Det fastsættes i skoleplanen, ved hvilke skoler der er oprettet eller i skoleårets løb kan oprettes modtagelsesklasser, jfr. § 8, og særlige klasser for ældre elever, jfr. § 10. Er kommunen forpligtet til at tilbyde modersmålsundervisning i et eller flere sprog, herunder eventuelt ved henvisning til andre kommuner, jfr. § 12, stk. 3, skal det angives i skoleplanen, på hvilken måde denne forpligtelse opfyldes. Det kan fastsættes i skoleplanen, at elever, der går i modtagelsesklasse, med forældrenes tilslutning kan fortsætte skolegangen i den skole, hvor modtagelsesklassen er placeret, jfr. § 2, stk. 2.
For modtagelsesklasser skal den ugentlige undervisningstid fastsættes i undervisningsplanen. For klasser for ældre elever udarbejdes en særlig timefordelingsplan, der optages i undervisningsplanen.
§ 18
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1985, men vil efter kommunalbestyrelsens bestemmelse kunne anvendes i skoleåret 1984-85.
Uanset § 15, stk. 1, kan undervisningen indtil videre varetages af lærere uden særlig uddannelse, hvis de forpligter sig til at gennemgå de kurser, der måtte blive tilbudt dem.
Bekendtgørelse nr. 179 af 8. marts 1976 om folkeskolens undervisning af fremmedsprogede elever ophæves.
pre_paragraph I henhold til § 4, stk. 6, i lov om folkeskolen, jfr. lovbekendtgørelse nr. 385 af 20. august 1980, fastsættes herved følgende regler om undervisning af børn fra hjem, hvor der fortrinsvis tales et andet sprog end dansk. I. Almindelige bestemmelser
Undervisningsministeriet, den 20. november 1984, den 20. november 1984
/HELGE THOMSEN Birte Pinstrup/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1984
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1984