TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om kontrol med måling af luftformig gas i afregningsøjemed

BEK nr 683 af 12/12/1984

DanmarkBekendtgørelse1984

§ 1

Måleudstyr, der anvendes til måling af luftformig gas - herunder gas som energimængde - til brug ved afregning mellem leverandør og aftagere, skal opfylde de krav og underkastes måleteknisk kontrol i det omfang og på den måde, der er fastsat i denne bekendtgørelse og i de måletekniske forskrifter, hvortil bekendtgørelsen henviser.

Stk. 2

Volumengasmålere af størrelse G6 og derunder, der anvendes efter stk. 1, skal typegodkendes og førstegangsverificeres i henhold til Statens Metrologiråds måletekniske forskrift MDIR 33.02.1-01 af 1. maj 1983 »Volumengasmålere, EØF-typegodkendelse og verifikation. Almindelige bestemmelser« og skal i øvrigt underkastes måleteknisk kontrol i henhold til denne bekendtgørelse.

Stk. 3

Andre volumengasmålere og øvrige måleudstyr, der anvendes efter stk. 1 - herunder densitometre, chromatografer, termometre, trykmåleudstyr m.v. - kræves ikke typegodkendt og førstegangsverificeret. Udstyret skal dog underkastes måleteknisk kontrol i det omfang, det er påkrævet for at opfylde gasleverandørens oplysningspligt efter denne bekendtgørelses § 8.

§ 2

Bekendtgørelsen angår 1. Producenter, importører og forhandlere af måleudstyr omfattet af § 1, jf. § 4. 2. Virksomheder m.v., der leverer gas til forbrugere mod betaling, eller i øvrigt afregner gasleverancer under anvendelse af måleudstyr omfattet af § 1, jf. §§ 5-8. 3. Forbrugere af leveret gas, jf. § 9. Definitioner

§ 3

Ved en typegodkendelse af et måleinstrument forstås den procedure, hvorved det efter en forudgående prøvning og undersøgelse anerkendes, at instrumentets konstruktion og egenskaber opfylder lovmæssige krav.

Stk. 2

Ved verifikation, herunder førstegangsverifikation, forstås en identifikation af måleudstyret, en undersøgelse, herunder kalibrering, af udstyret med konstatering af dets overensstemmelse med gældende krav og en mærkning samt eventuel en plombering af udstyret.

Stk. 3

Ved kalibrering af et måleinstrument forstås den fremgangsmåde, der under fastlagte betingelser kan vise, hvilken forskel der er mellem værdierne vist på instrumentet og de tilsvarende kendte, korrekte værdier.

Stk. 4

Autoriseret kalibrering er kalibrering udført af et af Statens Tekniske Prøvenævn autoriseret kalibreringslaboratorium i henhold til laboratoriets autorisation. Udstyrsleverandører m.fl.

§ 4

Producenter, importører og forhandlere af måleudstyr omfattet af § 1, stk. 2, må ikke sælge eller udlevere udstyret til anvendelse efter § 1, stk. 1, medmindre udstyret er typegodkendt.

Stk. 2

Udstyret skal tillige være førstegangsverificeret inden udleveringen, medmindre det klart fremgår af kontrakten vedrørende udstyrets levering, at køberen vil lade førstegangsverifikation udføre.

Stk. 3

For måleudstyr, der omfattes af § 1, stk. 3, er producenten, importøren eller forhandleren forpligtet til på køberens forlangende at dokumentere måleudstyrets nøjagtighed ved certifikater for autoriseret kalibrering eller for udenlandsk kalibrering, som kan anerkendes her i landet. Den foretagne kalibrering skal være dokumenteret sporbar til anerkendte internationale primærnormaler eller referencematerialer. Gasleverandører m.fl.

§ 5

De i § 2, stk. 2, omhandlede virksomheder må ikke installere målere af den i § 1, stk. 2, nævnte art hos gasforbrugere og anvende dem ved afregning af gasleverancer, medmindre målerne er førstegangsverificeret.

Stk. 2

De i stk. 1 nævnte målere skal verificeres, forinden de påny anvendes, hvis de er blevet repareret eller på anden måde udsat for indgreb, der kan påvirke målerens nøjagtighed, eller deres plombe er blevet brudt.

§ 6

Målere af den i § 1, stk. 2, nævnte art, der er installeret og i brug ved denne bekendtgørelses ikrafttræden, kan fortsat anvendes, uanset at de ikke er førstegangsverificeret.

Stk. 2

Nedtages sådanne målere, må de ikke genanvendes til afregning efter § 1, stk. 1, forinden det ved autoriseret kalibrering er konstateret, at målerens nøjagtighed overholder de tolerancer, som er gældende for de i § 1, stk. 2, nævnte målere. Denne konstatering træder for disse målere i stedet for førstegangsverifikation.

Stk. 3

Sådanne målere, som alene skal genanvendes til måling af gas til madlavning og opvarmning af brugsvand, skal kalibreres, jf. stk. 2, men tillades anvendt med en brugstolerance med en øvre grænse på + 5 pct. og uden nogen nedre grænse.

§ 7

Gasleverandører, der til afregningsformål hos gasforbrugere har installeret eller i øvrigt til dette formål anvender målere af den i § 1, stk. 2, nævnte art, skal etablere et kontrolsystem til overvågning af samtlige måleres nøjagtighed (jf. § 10). Kontrolsystemet, der kan være baseret på stikprøvevis kontrol af givne bestande af målere af ensartet fabrikat og årgang, skal være således opbygget, at der gennem dets drift opnås tilstrækkelig sikkerhed for, at det af systemet omfattede måleudstyr i tilstrækkelig grad overholder fastlagte tolerancer. Systemet skal foreligge dokumenteret fuldstændig i en kontrolmanual.

§ 8

Gasleverandører, der i afregningsøjemed anvender målinger foretaget med det i § 1, stk. 3, nævnte måleudstyr, er forpligtet til på anmodning at oplyse aftagerne om måleusikkerheden på den gas(energi)mængde, der afregnes. De pågældende leverandører er tillige forpligtede til efter anmodning fra aftagerne at fremlægge fornøden dokumentation for givne oplysinger ved kalibreringscertifikater, jf. stk. 3, samt eventuelt yderligere beregninger og statistiske oplysninger til dokumentation for den totale måleusikkerhed.

Stk. 2

Der skal foreligge et forsvarligt måleteknisk grundlag for de afgivne oplysninger. Det pågældende måleudstyr skal kalibreres med en sådan hyppighed, at der er fornøden sandsynlighed for overholdelse af fastlagte eller aftalte måleusikkerheder i perioden mellem kalibreringerne. Uanset fastlagte kalibreringsintervaller skal fornyet kalibrering foretages, hvis måleudstyret har været skadet eller udsat for indgreb, der berører dets målenøjagtighed.

Stk. 3

Kalibrering skal være udført som autoriseret kalibrering eller udenlandsk kalibrering, der kan anerkendes her i landet, og skal være dokumenteret i kalibreringscertifikat med anført sporbarhed til anerkendte internationale primærnormaler eller referencematerialer. Gasforbrugere

§ 9

Forbrugere af gas, i hvis lokaliteter gasmåleudstyr er installeret, må ikke uretmæssigt foretage indgreb i måleudstyret. Godkendelse og tilsyn

§ 10

Det i § 7 nævnte kontrolsystem skal godkendes af Teknologistyrelsen, der i forbindelse hermed kan fastsætte de vilkår, som er nødvendige for at sikre kontrolsystemets effekt samt gennemførelsen af tilsynet med kontrolsystemets drift.

Stk. 2

Tilsynet med kontrolsystemets funktion og virkning påhviler Teknologistyrelsen, der kan bemyndige laboratorier, der har fornøden autorisation fra Statens Tekniske Prøvenævn, til helt eller delvist at udføre tilsynet på Teknologistyrelsens vegne.

Stk. 3

Såvel gasleverandører som forbrugere af gas skal give Teknologistyrelsen eller de af Teknologistyrelsen bemyndigede laboratorier fri adgang til steder og lokaliteter i det omfang, det er nødvendigt for tilsynets gennemførelse. Legitimation kan kræves forevist.

Stk. 4

Omkostningerne i forbindelse med Teknologistyrelsens godkendelse af kontrolsystemer betales af de pågældende ansøgere. Teknologistyrelsen fastsætter og opkræver i øvtigt gebyrer til dækning af udgifterne ved gennemførelsen af tilsynet.

Stk. 5

Teknologistyrelsen bestemmer, hvilke udenlandske kalibreringscertifikater, der kan anerkendes her i landet.

Stk. 6

Verifikation, herunder førstegangsverifikation, udføres af laboratorier, der har fornøden autorisation fra Statens Tekniske Prøvenævn, og som er særligt bemyndiget hertil af Teknologistyrelsen.

Stk. 7

Typegodkendelse søges hos og meddeles af Teknologistyrelsen. Straffebestemmelser

§ 11

Overtrædelse af § 4, § 5, § 6, stk. 2 og stk. 3, samt § 9 straffes med bøde.

Stk. 2

Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Ikrafttræden

§ 12

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1985.

pre_paragraph I medfør af § 10, stk. 1, jf. § 11, og § 19, stk. 2, i lov nr. 173 af 28. april 1982 om mål og vægt (metrologi) samt bekendtgørelse nr. 646 af 8. december 1982 fastsættes: Almindelige bestemmelser

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1984
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1984