TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om forretningsorden for flygtningenævnet

BEK nr 98 af 06/03/1984

DanmarkBekendtgørelse1984

§ 1

Flygtningenævnet består af 7 medlemmer. Formanden, der skal være dommer, udpeges af justitsministeren, der også beskikker de øvrige medlemmer, heraf 3 medlemmer efter indstilling fra henholdsvis socialministeren, udenrigsministeren og Advokatrådet samt 2 medlemmer efter indstilling fra Dansk Flygtningehjælp. Beskikkelserne gælder for en periode på 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.

Stk. 2

For hvert medlem udnævnes der en suppleant, som, når vedkommende medlem er forhindret, deltager i nævnets møder. Suppleanterne skal opfylde de samme betingelser og udpeges på samme måde som de pågældende medlemmer.

§ 2

Flygtningenævnet behandler klager over afgørelser, der er truffet af direktoratet for udlændinge, i det omfang, det er bestemt i udlændingelovens § 53, stk. 2. Flygtningenævnet afgiver endvidere udtalelser efter udlændingelovens § 57.

§ 3

Nævnets formand tilrettelægger nævnets arbejde og leder nævnets møder. Suppleanterne kan efter formandens bestemmelse overvære nævnets forhandlinger.

Stk. 2

Formandens suppleant, der er nævnets næstformand, træder i formandens sted, når formanden er forhindret.

§ 4

Nævnet er beslutningsdygtigt, når formanden eller næstformanden og mindst fire af nævnets andre medlemmer herunder mindst et medlem, som er indstillet af Dansk Flygtningehjælp, er til stede, jfr. dog stk. 2.

Stk. 2

I sager af særlig hastende karakter kan afgørelsen træffes af formanden og et af de af Dansk Flygtningehjælp udpegede medlemmer. Er disse ikke enige, forelægges sagen for det samlede nævn.

§ 5

Intet medlem af nævnet må deltage i behandlingen af en sag, i hvis udfald vedkommende har en individuel interesse, eller hvor der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Stk. 2

Ethvert medlem skal straks underrette nævnets formand om de forhold, der vil kunne være omfattet af stk. 1. Nævnet træffer den endelige administrative afgørelse af, om et medlem kan deltage i en sags behandling. I behandlingen og afgørelsen af dette spørgsmål deltager det pågældende medlem ikke.

§ 6

Der påhviler nævnets medlemmer tavshedspligt.

§ 7

Der afholdes møder på de af nævnet vedtagne mødedage, eller når formanden bestemmer det.

§ 8

Justitsministeriet udpeger en sekretær for nævnet og stiller den i øvrigt fornødne sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.

§ 9

Formanden kan afvise en klage fra en person, som ikke har en retlig interesse i det forhold, som klagen angår.

Stk. 2

Formanden kan endvidere afvise en klage, der efter dens beskaffenhed ikke kan påkendes af nævnet. Sagens forberedelse

§ 10

Når en afgørelse er indbragt for nævnet, påser sekretariatet, at direktoratet for udlændinge fremsender sagens akter til nævnet med oplysninger om den påklagede afgørelse, en kort redegørelse for de omstændigheder, der påberåbes, samt sagens bevisligheder.

Stk. 2

Nævnet drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning.

§ 11

Nævnet kan om fornødent beskikke en advokat for udlændingen, medmindre denne selv har antaget en sådan.

§ 12

Sekretariatet foranlediger, at udlændingen og dennes eventuelle advokat får lejlighed til at gøre sig bekendt med det materiale, der indgår i nævnets behandling, jfr. dog udlændingelovens § 55, stk. 3, og opfordrer de pågældende til snarest at fremkomme med eventuelle bemærkninger. Sagens afgørelse

§ 13

Nævnets møder er ikke offentlige.

Stk. 2

Såfremt udlændingen eller den beskikkede advokat begærer det, har udlændingen ret til mundtligt at forelægge sin sag for nævnet. Nævnet bestemmer, om den øvrige behandling af sagen skal være mundtlig.

Stk. 3

Nævnet træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler, herunder om en repræsentant for direktoratet for udlændinge skal have lejlighed til at give møde i sager.

§ 14

Nævnets afgørelser træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed skal det resultat, som er gunstigst for den pågældende klager, være gældende. I tilfælde af, at der danner sig flere end to meninger om, hvorvidt direktoratets afgørelse skal stadfæstes, skal de for klageren gunstigste stemmer regnes sammen med de nærmeste mindre gunstige, indtil der udkommer stemmeflerhed.

Stk. 2

Nævnets afgørelser er endelige.

§ 15

Nævnets afgørelser udfærdiges skriftligt med begrundelse og underskrives af formanden eller den, han bemyndiger hertil.

Stk. 2

Afgørelserne indføres i en forhandlingsprotokol. Et medlem kan kræve tilført protokollen en kort begrundelse for sit standpunkt eller bemærkninger om et afvigende standpunkt.

Stk. 3

Kopi af afgørelser, der træffes i henhold til § 4, stk. 2, eller § 9, sendes til nævnets medlemmer og suppleanter. Forskellige bestemmelser

§ 16

Nævnet udvælger tolke, som så vidt muligt behersker klagerens modersmål, og som kan anvendes ved sagens behandling for nævnet.

§ 17

Nævnet afgiver beretning om sin virksomhed til justitsministeren. Nævnet offentliggør sin beretning.

§ 18

Nævnets adresse er: Justitsministeriet, Slotsholmsgade 10, 1216 København K.

§ 19

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1984. Justitsministeriet, den 6. marts 1984 Erik Ninn-Hansen /Henning Fode

pre_paragraph I medfør af § 56, stk. 5, i udlændingeloven (lov nr. 226 af 8. juni 1983) fastsættes: Flygtningenævnet

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1984
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1984