Bekendtgørelse af forretningsorden for ligningskommissioner uden for København
BEK nr 110 af 22/03/1985
§ 1
Den kommunale ligningsmyndighed består af en ligningskommission, hvis medlemmer og stedfortrædere i henhold til § 1 i skattestyrelsesloven vælges af kommunalbestyrelsen på det konstituerende møde. Valg af formand og næstformand
§ 2
Den nyvalgte ligningskommission afholder snarest muligt efter funktionsperiodens begyndelse første møde. Indkaldelse til mødet foretages af det medlem, der længst har været medlem af ligningskommissionen, eller, hvis flere har været medlem lige længe, af den ældste af disse.
På det første møde vælger ligningskommissionen blandt sine medlemmer en formand. Valget ledes af det medlem, der har indkaldt til mødet og har gyldighed for hele funktionsperioden.
Til valg af formand kræves ved første afstemning absolut stemmeflertal af ligningskommissionens tilstedeværende medlemmer. Opnås sådant flertal ikke, foretages ny afstemning. Opnår en kandidat absolut flertal ved anden afstemning, eller afgives der ved denne kun stemmer på en kandidat, er den pågældende valgt. Bringer anden afstemning heller ikke nogen afgørelse, foretages bundet valg mellem de to, der ved anden afstemning har fået flest stemmer, således at det ved stemmelighed afgøres ved lodtrækning, på hvilke to, der ved det bundne valg (tredie afstemning) skal stemmes. Står stemmerne lige ved tredie afstemning, træffes afgørelsen ved lodtrækning.
Så snart valget af formand har fundet sted, vælger ligningskommissionen blandt sine medlemmer en eller to næstformænd til at fungere i formandens forfald. Valgene ledes af den nyvalgte formand eller i hans forfald af det medlem, der har ledet formandsvalget og foregår i øvrigt efter samme regler som dette.
Ligningskommissionen kan efter anmodning fritage formand og næstformænd for deres hverv for resten af funktionstiden. Når en formand eller en næstformand fritages for sit hverv, dør eller udtræder af ligningskommissionen, foretages nyt valg efter reglerne i stk. 3 for resten af ligningskommissionens funktionstid. Indkaldelse af stedfortræder
§ 3
Når et medlem har forfald, skal han underrette formanden herom, og formanden afgør, om stedfortræderen skal indkaldes. Hvis det medlem, der har forfald, forlanger det, skal stedfortræderen indkaldes. Stedfortræderen skal endvidere indkaldes, hvis medlemmet har forfald i mindst 2 måneder.
Når et medlem er forhindret i at deltage i det første møde, jfr. § 2, skal stedfortræderen indkaldes.
Den, der indkaldes som stedfortræder for formanden eller en næstformand, deltager som almindeligt medlem i ligningskommissionens afgørelser. Sekretariatsbistand
§ 4
Den kommunale skatteadministration er sekretariat for ligningskommissionen. Skatteadministrationen skal - uden stemmeret - være repræsenteret i alle ligningskommissionens møder og skal udarbejde forslag til alle ligningskommissionens afgørelser. Ligningsplan
§ 5
Inden det årlige ligningsarbejde påbegyndes, udarbejder skatteadministrationen en ligningsplan, der forelægges til godkendelse i ligningskommissionen, og som løbende ajourføres. Ligningsplanen udarbejdes under behørig hensyntagen til ligningsrådets og statsskattedirektoratets retningslinier.
Ligningsplanen udarbejdes således, at der tilrettelægges en løbende arbejdsgang med henblik på, at ansættelsen kan være foretaget senest 31. marts i det andet kalenderår efter det indkomstår, ansættelsen vedrører.
Af hensyn til fristerne for klagebehandling ved andre klageinstanser bør arbejdet tilrettelægges således, at udtalelser til brug for disse fremmes mest muligt. Ligningskommissionens møder
§ 6
Ligningskommissionen udøver sin virksomhed i møder.
Formanden fastsætter tid og sted for ligningskommissionens møder og foretager indkaldelse hertil. Mødeindkaldelsen skal såvidt muligt fremsendes med mindst 7 dages varsel.
Når mindst 1/3 af medlemmerne forlanger det, skal formanden inden 14 dage indkalde til møde.
Formanden fastsætter mødets dagsorden, der skal udsendes samtidig med mødeindkaldelsen.
For de sager, der skal behandles på et møde, skal det fornødne materiale til sagens bedømmelse - medmindre det forinden er tilsendt medlemmerne - være tilgængeligt i skatteadministrationen i mindst 2 hverdage inden mødet. Beslutningsdygtighed
§ 7
For at den samlede ligningskommission kan træffe nogen afgørelse, skal mindst halvdelen af kommissionens medlemmer eller deres stedfortrædere deltage deri. Formanden eller, hvor denne har forfald, en næstformand skal deltage i alle afgørelser.
Ligningskommissionen kan i forbindelse med tilrettelæggelsen af den årlige ligning opdele sig i besluttende led bestående af mindst 3 medlemmer, deriblandt formanden. Ved opdelingen skal de besluttende led så vidt muligt sikres en alsidig sammensætning. Ethvert medlem af ligningskommissionen skal have sæde i et besluttende led. Et medlem kan sidde i mere end et besluttende led, såfremt det skønnes hensigtsmæssigt.
For at et besluttende led skal kunne træffe nogen afgørelse, skal mindst 3 medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i afgørelsen. Formanden eller, hvor denne har forfald, en næstformand skal deltage i alle afgørelser. Når et andet medlem end formanden er forhindret i at deltage i et møde i et besluttende led, kan det pågældende led, såfremt det skønnes hensigtsmæssigt, og der blandt medlemmerne er enighed om det, supplere sig med et medlem fra et andet besluttende led.
Selv om ligningskommissionen er delt op i besluttende led, har alle kommissionens medlemmer ret til at deltage i ethvert møde. Et medlem af ligningskommissionen kan over for formanden fremsætte begæring om at få tilsendt indkaldelser til møder i besluttende led, hvoraf han ikke selv er medlem. De kommissionsmedlemmer, der ikke er medlem af det besluttende led, har ikke stemmeret, men har som de øvrige medlemmer ret til at udtale sig og til at forlange sager forelagt til afgørelse for den samlede ligningskommission. Habilitet
§ 8
Ligningskommissionen træffer beslutning om, hvorvidt et medlems interesse i en sag er af en sådan beskaffenhed, at han efter skattestyrelseslovens § 1, stk. 9, er udelukket fra at deltage i ligningskommissionens forhandling og afstemning om sagen. I bekræftende fald skal den pågældende under forhandling og afstemning om sagen forlade lokalet, hvorimod han ikke er afskåret fra at deltage i ligningskommissionens forhandling og afstemning om, hvorvidt han skal vige sit sæde under den pågældende sags behandling.
Et medlem skal underrette ligningskommissionens formand, hvis der foreligger forhold, der kan give anledning til tvivl om medlemmets habilitet. Mødeledelse og afstemning
§ 9
Formanden for ligningskommissionen leder såvel den samlede kommissions som eventuelle besluttende leds møder. Når formanden er forhindret i at deltage i et møde, leder næstformanden mødet, og i ligningskommissioner, der har konstitueret sig med 2 næstformænd, træder 2. næstformand i funktion, når såvel formanden som 1. næstformand har forfald.
Ligningskommissionen træffer sine afgørelser ved afstemning. Afstemningen foregår ved håndsoprækning og afgøres ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller, hvor denne har forfald, næstformandens stemme afgørende. Undlader et ligningskommissionsmedlem at stemme, anses han for at have stemt for det forslag, der er til afstemning.
Skønner formanden, at kommissionens stilling til et forslag er så utvivlsom, at en afstemning er overflødig, meddeler han dette med oplysning om den opfattelse han har af kommissionens stilling til spørgsmålet. Forlanges der herefter ikke afstemning om forslaget, kan formanden erklære sagen for afgjort i overensstemmelse med den af ham angivne opfattelse. Forhandlingsprotokol
§ 10
Ligningskommissionens beslutninger, herunder om delegation og ligningsplan, skal indføres i en forhandlingsprotokol.
I protokollen skal indføres oversigter, der kan danne tilstrækkeligt grundlag for identifikation af samtlige de i ligningskommissionens møder trufne afgørelser samt af afgørelser truffet efter § 11, stk. 1. Protokollatet skal indeholde den skattepligtiges navn, adresse, CPR/CIR-nummer samt selvangiven eller ansat indkomst og formue. Det skal fremgå, om der er tale om en klagebehandling, og skatteadministrationens indstilling skal anføres tillige med oplysning om, hvorvidt kommissionens afgørelse afviger herfra.
Såfremt et medlem af ligningskommissionen ikke billiger en af kommissionen foretagen ansættelse, kan han kræve sine indvendinger imod ansættelsen tilført forhandlingsprotokollen og kan endvidere kræve afskrift af protokollatet indsendt til statsskattedirektoratet.
Protokollen skal ved hvert mødes afslutning underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Medlemmerne kan ikke under henvisning til deres stemmeafgivning eller andre grunde vægre sig ved at underskrive protokollen. Delegation
§ 11
Ligningskommissionen kan bemyndige formanden til på kommissionens vegne at træffe afgørelse i sager, der ikke giver anledning til tvivl. Dog kan ethvert medlem af kommissionen, inden der er truffet en afgørelse, forlange en nærmere angiven sag forelagt til afgørelse i et kommissionsmøde.
Ligningskommissionen kan bemyndige skatteadministrationen til at træffe afgørelse på kommissionens vegne. Dog kan ethvert medlem af kommissionen, inden der er truffet afgørelse, forlange en sag forelagt til afgørelse i et kommissionsmøde. Det skal fremgå af underretningen til den skattepligtige om en påtænkt eller gennemført ansættelse, hvorvidt ansættelsen foretages af ligningskommissionen selv eller af skatteadministrationen efter bemyndigelse.
Erklæringssager samt udtalelser, der ikke giver anledning til tvivl, eller hvor der foreligger en fast praksis, foranlediger formanden ekspederet på kommissionens vegne.
Hvis andre myndigheder anmoder ligningskommissionen om at lade sig repræsentere under behandling af en sag, bestemmer ligningskommissionens formand, hvem der skal repræsentere kommissionen. Forhandling med skatteyderen
§ 12
I tilfælde, hvor der foreligger behørig selvangivelse, skal ligningskommissionen, forinden den foretager en ansættelse til et andet beløb end selvangivet, give den skattepligtige lejlighed til at ytre sig skriftligt eller ved mundtlig forhandling med skatteadministrationen med henblik på administrationens udarbejdelse af indstilling til ligningskommissionen. Den skattepligtige skal underrettes om den påtænkte ansættelse, om begrundelsen for denne og om, at han kan forlange mundtlig forhandling med ligningskommissionen, forinden denne træffer afgørelse i sagen.
Har den skattepligtige ikke inden for en nærmere angivet frist benyttet sig af en af de angivne muligheder for at ytre sig, kan ligningskommissionen foretage ansættelsen uden yderligere underretning. Har den skattepligtige benyttet sig af sin adgang til at ytre sig forud for ansættelsen, skal der gives underretning om den foretagne ansættelse med begrundelse for denne samt oplysning om klageadgang, klagefrist og klagemyndighed.
Foretager ligningskommissionen en ansættelse, uden at der foreligger behørig selvangivelse, skal den skattepligtige underrettes om ansættelsen, om begrundelsen for denne og om klageadgang, klagefrist og klagemyndighed. Genoptagelse og efteransættelse
§ 13
Ligningskommissionen kan tage en tidligere foretagen ansættelse op til fornyet behandling og eventuel ændring i det omfang, der ikke af skatterådet, amtsligningsrådet, ligningsrådet eller landsskatteretten er taget stilling til ansættelsen. Ændring af en ansættelse kan dog ikke foretages, når ansættelsen er under behandling ved en højere skattemyndighed. Den fornyede behandling skal være afsluttet senest 31. marts i det andet kalenderår efter det indkomstår, som ansættelsen vedrører, jfr. skattestyrelseslovens § 3, stk. 5.
Kommer ligningskommissionen eller skatteadministrationen i besiddelse af nye oplysninger, som kan være af betydning for en sag, der er påklaget til skatterådet eller landsskatteretten, skal oplysningerne straks videregives til klageinstansen til brug for dennes behandling af sagen.
Efter udløbet af den i stk. 1 nævnte frist kan ligningskommissionen tage en ansættelse op til prøvelse og ændring i det omfang, der ikke af landsskatteretten, ligningsrådet, et amtsligningsråd eller et skatteråd er taget stilling til ansættelsen.
Efter udløbet af den i stk. 1 nævnte frist kan ligningskommissionen foretage nye ansættelser, hvor sådanne med urette ikke er foretaget tidligere.
Ligningskommissionen er i de i stk. 3 og stk. 4 omhandlede tilfælde pligtig at iagttage bestemmelserne i § 1 i bekendtgørelse nr. 318 af 13. juni 1984 om henlæggelse af visse beføjelser til ligningskommissionerne, skyldrådene og vurderingsrådene. Klagebehandling
§ 14
Klage over ligningskommissionens afgørelser skal indgives inden 4 uger efter, at der er givet den skattepligtige underretning om afgørelsen, eller hvor en sådan underretning ifølge § 12, stk. 2, er undladt, efter modtagelsen af årsopgørelsen. Ligningskommissionen kan se bort fra overskridelse af fristen, når kommissionen skønner, at der foreligger undskyldende omstændigheder. For skattepligtige, der er omfattet af lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v., og for dødsboer regnes fristen fra modtagelsen af den til årsopgørelsen svarende skatteopgørelse. Ligningskommissionen kan behandle klager over egne afgørelser, uanset at ligningsfristen efter skattestyrelseslovens § 3, stk. 5, er udløbet. Klageren kan dog forlange uafsluttede klagesager indbragt for skatterådet, hvor ligningsfristen er udløbet, og der er forløbet mere end 3 måneder, fra klagen er indbragt for ligningskommissionen.
Forinden der træffes en afgørelse, der ikke fuldt ud imødekommer klagerens påstand, skal klageren have lejlighed til mundtlig forhandling med skatteadministrationen med henblik på administrationens udarbejdelse af indstilling til ligningskommissionen. Klageren skal endvidere gøres bekendt med, at han kan forlange mundtlig forhandling med ligningskommissionen, forinden denne træffer afgørelse i sagen.
I de tilfælde, hvor ligningskommissionen ikke fuldt ud imødekommer klagerens påstand, skal klageren underrettes om afgørelsen med begrundelse for denne samt oplysning om klageadgang, klagefrist og klagemyndighed. Tavshedpligt
§ 15
Ligningskommissionens medlemmer skal under ansvar efter straffelovens § 152 udvise ubetinget tavshed overfor uvedkommende med de oplysninger, som de kommer til kundskab om under varetagelse af deres hverv som ligningskommissionsmedlemmer. Tavshedspligten ophører ikke med medlemshvervets ophør.
§ 16
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1985. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 133 af 28. marts 1978 som ændret ved bekendtgørelse nr. 601 af 22. november 1982.
pre_paragraph I henhold til § 1, stk. 12, i skattestyrelsesloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 573 af 14. november 1984 fastsættes følgende forretningsorden for ligningskommissioner uden for København. Valg af ligningskommission
Ministeriet for skatter og afgifter, den 22. marts 1985, den 22. marts 1985
/Isi Foighel C. E. Haumann/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1985
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1985