TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse af forretningsorden for den sociale ankestyrelse

BEK nr 119 af 28/03/1985

DanmarkBekendtgørelse1985

§ 1

Ankestyrelsen er sidste administrative klageinstans i det omfang, det er fastsat i lovgivningen. Ankestyrelsen er i sin virksomhed uafhængig af instruktioner vedrørende den enkelte sags behandling og afgørelse.

Stk. 2

Ankestyrelsen består af en styrelseschef, et antal ankechefer og øvrige medarbejdere samt et antal beskikkede medlemmer.

Stk. 3

Styrelseschefen fastsætter efter socialministeriets godkendelse nærmere regler om styrelsens organisation.

Stk. 4

Styrelseschefen kan i tilfælde af fravær bemyndige en ankechef til at varetage sine funktioner i henhold til forretningsordenen.

FORDELINGEN AF DE ENKELTE SAGER

FORDELINGEN AF DE ENKELTE SAGER

§ 2

Styrelseschefen fastsætter regler om fordelingen af sagerne mellem ankecheferne og mellem sekretariatsmedarbejderne.

§ 3

Vedkommende ankechef eller den, der bemyndiges hertil, behandler straks spørgsmålet, om en eventuel klagefrist er overholdt.

Stk. 2

Styrelseschefen eller den, der bemyndiges hertil, afgør, om der kan ses bort fra en overskridelse af fristen.

§ 4

Ved fordelingen af sagerne skal det så vidt muligt påses, at reglerne om habilitet i § 7 i lov om den sociale ankestyrelse overholdes.

BESLUTNING OM OPTAGELSE AF AMTSANKENÆVNSSAGER TIL PRINCIPIEL

BESLUTNING OM OPTAGELSE AF AMTSANKENÆVNSSAGER TIL PRINCIPIEL

§ 5

Ankestyrelsens beslutning om, hvorvidt en sag, der er afgjort af et amtsankenævn, kan optages til behandling, træffes af 1 ankechef uden mødebehandling, jfr. ankestyrelseslovens § 6, stk. 6.

Stk. 2

Beslutningen træffes på grundlag af de oplysninger, der forelå ved amtsankenævnets behandling af sagen.

Stk. 3

Ankestyrelsens beslutning skal foreligge inden 14 dage efter ankestyrelsens modtagelse af sagens akter.

Stk. 4

Ankestyrelsens beslutning om sagen udsendes skriftligt og underskrives af vedkommende ankechef eller den, der bemyndiges hertil.

Stk. 5

Forretningsordenen finder i øvrigt anvendelse, når det er besluttet, at sagen er af principiel betydning og derfor er optaget til behandling i ankestyrelsen.

FORBEREDELSEN AF SAGER TIL MØDE

FORBEREDELSEN AF SAGER TIL MØDE

§ 6

Den ankechef, der har fået en sag tildelt, skal sørge for, at sagen er forsvarligt oplyst og forberedt, inden den behandles i møde, og at sagen behandles uden unødig forsinkelse.

Stk. 2

Ankechefen drager omsorg for, at der til klageren og eventuelt tillige til den, hvis forhold afgørelsen vedrører, sendes anerkendelse af modtagelsen af klagen med angivelse af sagens journalnummer. Denne meddelelse skal endvidere indeholde opfordring til snarest at fremkomme med eventuelle yderligere bemærkninger.

§ 7

Ankechefen drager omsorg for, at der til brug ved sagens behandling foreligger begrundelse for den påklagede afgørelse samt de sagsakter, herunder eventuelle konsulentudtalelser, der har foreligget i tidligere instanser.

Stk. 2

Ankechefen eller den, der bemyndiges hertil, afgør hvilke oplysninger, der i øvrigt skal indhentes til brug ved sagens behandling, herunder

  1. om der skal indhentes udtalelser fra konsulenter, og om der skal deltage konsulenter ved behandling af sagen i mødet,
  1. om der skal indhentes sygehusjournaler eller udskrifter heraf,
  1. om der skal indhentes udtalelser fra retslægerådet og andre sagkyndige organer,
  1. om den, hvem sagen vedrører, skal opfordres til at lade sig undersøge af en læge - og eventuelt ved indlæggelse at lade sig undergive observation,
  1. om den, hvem sagen vedrører, skal indkaldes til personlig eller eventuelt ved en repræsentant under forberedelsen af sagen eller i mødet at fremsætte sine synspunkter og afgive forklaring i sagen,
  1. om der i øvrigt skal indhentes yderligere oplysninger eventuelt ved en undersøgelse på stedet.
Stk. 3

Ankechefen afgør, om der skal optages retsligt forhør i medfør af retsplejelovens § 1018.

AFHOLDELSE AF MØDER OG MØDEINDKALDELSE

AFHOLDELSE AF MØDER OG MØDEINDKALDELSE

§ 8

Ankestyrelsens afgørelse af de enkelte sager træffes i et møde af 1 ankechef og 2 beskikkede medlemmer, jfr. ankestyrelseslovens § 6, stk. 1.

Stk. 2

Efter ankestyrelseslovens § 6, stk. 3, træffes ankestyrelsens afgørelse dog på møde af 2 ankechefer og 2 beskikkede medlemmer i følgende sager:

  1. Sager om hjælpeforansaltninger uden samtykke, jfr. lov om social bistand, afsnit VIII, og § 65, stk. 5, jfr. § 124.
  1. Sager efter adoptionsloven om samtykke eller anmodning fra ankestyrelsen.
  1. Sager der er udsat med henblik på udvidet votering, jfr. ankestyrelseslovens § 6, stk. 2.
  1. Amtsankenævnsafgørelser, som er optaget til behandling i ankestyrelsen, fordi de skønnes at være af principiel betydning, jfr. forretningsordenens § 5.
  1. Sager i øvrigt der ifølge styrelseschefens afgørelse er af principiel betydning.
Stk. 3

Styrelseschefen afgør, hvilken af de øvrige ankechefer, der skal deltage i afgørelsen af de i stk. 2 nævnte sager.

Stk. 4

De beskikkede medlemmer udpeges til møderne efter regler, der fastsættes af styrelseschefen. Det skal herved tilstræbes, at der opnås en varieret sammensætning ved afgørelsen af sagerne. Bestemmelsen i forretningsordenens § 4 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5

Styrelseschefen træffer bestemmelse om sin egen deltagelse i afgørelsen af de i stk. 2 nævnte sager. Er sagen omfattet af stk. 2, nr. 1 og 2 er det dog en betingelse, at sagen er af principiel betydning, jfr. ankestyrelseslovens § 6, stk. 4.

§ 9

Ankestyrelsen indkalder til møderne, der afholdes så ofte, det er nødvendigt.

Stk. 2

Indkaldelse til møde skal ske med 2 ugers varsel. Er et medlem forhindret, kan et andet indkaldes med kortere varsel. Beskikkede medlemmer kan dog altid kræve 1 uges varsel.

Stk. 3

Dagsorden for mødet samt det materiale, der er nødvendigt for sagernes behandling, udsendes så vidt muligt senest 1 uge før mødet. Sagens akter skal være til gennemsyn på medlemmernes anmodning.

Stk. 4

Styrelseschefen kan bestemme, at der for visse sager kan ske forkortelse af de tidsfrister, der er nævnt i stk. 2 og 3.

AFGØRELSE AF SAGER VED FORENKLET MØDEBEHANDLING

AFGØRELSE AF SAGER VED FORENKLET MØDEBEHANDLING

§ 10

Sager, der skal behandles efter ankestyrelseslovens § 6, stk. 1, kan, hvis de ikke skønnes at give anledning til tvivl, efter ankechefens bestemmelse afgøres ved forenklet mødebehandling. Sagen udsendes i så fald til medlemmerne med indstilling om afgørelsen og kan kun kræves drøftet på mødet, hvis et medlem giver ankestyrelsen meddelelse herom, så vidt muligt senest 2 hverdage før det fastsatte møde.

Stk. 2

Indgår der i sagen lægelige spørgsmål, forelægges den for en af ankestyrelsens lægekonsulenter, før der træffes beslutning om udsendelse til forenklet mødebehandling.

Stk. 3

Fremkommer anmodning om mødebehandling senere end angivet i stk. 1 eller er der på mødet uenighed om afgørelsen, kan ankechefen udsætte sagen med henblik på afgørelse ved normal mødebehandling på et senere møde.

BEHANDLING AF SAGER På MØDE I ØVRIGT

BEHANDLING AF SAGER På MØDE I ØVRIGT

§ 11

Den ankechef, der har forestået forberedelsen af sagen, fungerer som formand ved afgørelsen af sagen.

Stk. 2

Styrelseschefen fungerer dog som formand i sager, hvor han deltager i afgørelsen, jfr. ankestyrelseslovens § 6, stk. 4.

§ 12

Ved behandlingen i møde af de sager, der er omfattet af ankestyrelseslovens § 6, stk. 3, nr. 1 og 2, skal der tilkaldes konsulenter med særlig kendskab til de forhold, som sagerne vedrører.

Stk. 2

Det kan besluttes, at den, sagen vedrører, skal indkaldes til personlig eller eventuelt efter den pågældendes ønske ved en repræsentant, i mødet at fremsætte sine synspunkter og afgive forklaring i sagen, der kortfattet tilføres den i § 19 nævnte protokol.

§ 13

Den nødvendige sekretærbistand ydes efter styrelseschefens bestemmelse.

Stk. 2

Sagsbehandlere kan efter styrelseschefens bestemmelse deltage i mødet uden stemmeret.

§ 14

Ethvert medlem kan kræve sagen udsat til behandling på et følgende møde, hvis medlemmet ikke finder sagen tilstrækkeligt oplyst.

Stk. 2

Det påhviler ethvert medlem at gøre opmærksom på forhold, der kan give anledning til tvivl om den pågældendes habilitet, jfr. ankestyrelseslovens § 7. Rejses der under behandlingen af sagen spørgsmål om inhabilitet, skal formanden underrette styrelseschefen, der afgør, om pågældende kan medvirke ved behandlingen af sagen.

§ 15

Ved behandlingen af skønsmæssige afgørelser, der er truffet af sociale udvalg eller social- og sundhedsforvaltningen på det sociale udvalgs vegne, bør styrelsen tage udgangspunkt i, at det udøvede skøn kun tilsidesættes, hvis det ikke er lovligt eller rimeligt.

§ 16

Sagen afgøres ved almindelig stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme udslaggivende.

Stk. 2

Ved afstemning skal de beskikkede medlemmer altid stemme først og således, at det yngre medlem stemmer før det ældre, og formanden altid sidst.

§ 17

Viser det sig ved stemmeafgivningen i en sag, der behandles efter ankestyrelseslovens § 6, stk. 1, at afgørelsen efter formandens opfattelse er i strid med lovgivningen eller ankestyrelsens hidtidige praksis, kan formanden udsætte sagen med henblik på udvidet votering, jfr. lovens § 6, stk. 2 og stk. 3, nr. 3.

§ 18

Danner der sig under behandlingen af en sag en opfattelse med hensyn til retsgrundsætninger eller lovfortolkning, der vil medføre en afgørelse, der afviger fra hidtidig praksis, skal formanden underrette styrelseschefen, inden der træffes afgørelse i sagen.

Stk. 2

Styrelseschefen kan kræve afgørelsen udsat, til sagen har været drøftet i et fællesmøde, jfr. forretningsordenens § 25, stk. 2.

§ 19

Der føres en protokol, i hvilken ankestyrelsens beslutninger indføres. Et medlem kan kræve tilført protokollen en kort motivering for sit standpunkt eller bemærkning om afvigende standpunkt.

§ 20

Styrelseschefen, eller den, der bemyndiges hertil, kan bestemme, at en sag skal genoptages til behandling i ankestyrelsen.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSER M.V.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSER M.V.

§ 21

Ankestyrelsens afgørelser udfærdiges skriftligt med begrundelse uden angivelse af mindretalsvota. Afgørelserne underskrives af formanden, eller den, der bemyndiges hertil.

Stk. 2

Styrelseschefen kan bestemme, at afgørelser i sager, der er behandlet efter ankestyrelseslovens § 6, stk. 3, tillige skal underskrives af en anden end formanden, jfr. stk. 1.

§ 22

Formanden skal sørge for, at ankestyrelsens beslutninger udføres uden unødig forsinkelse, og at underretning om afgørelsen udsendes uden unødig forsinkelse.

§ 23

Når ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for domstolene efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, skal ankestyrelsens afgørelse foreligge inden 2 måneder efter, at klagen er modtaget. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen til indbringelse for domstolene og om fristen herfor.

OFFENTLIGGØRELSE AF AFGØRELSER

OFFENTLIGGØRELSE AF AFGØRELSER

§ 24

Afgørelser, der er af principiel betydning og egnet som vejledning om ankestyrelsens praksis, offentliggøres løbende ved styrelseschefens foranstaltning i »SM-Sociale Meddelelser«.

Stk. 2

Det må ikke af de offentliggjorte afgørelser fremgå, hvem de vedrører.

FORSKELLIGE BESTEMMELSER

FORSKELLIGE BESTEMMELSER

§ 25

Styrelseschefen kan indkalde ankechefer, beskikkede medlemmer, sagsbehandlere og konsulenter eller en eller flere af disse grupper til fællesmøde.

Stk. 2

På disse kan drøftes ethvert spørgmål, der har betydning for ankestyrelsens praksis, herunder retsspørgsmål af vidererækkende betydning.

§ 26

Hvis styrelseschefen finder, at en person har overtrådt sin tavshedspligt i henhold til ankestyrelseslovens § 12, indberettes dette til socialministeren.

§ 27

Til intern kontrol udarbejder ankestyrelsen løbende en oversigt over antallet af modtagne og afgjorte sager. Oversigten skal tillige indeholde oplysninger om den tid, der sædvanligvis medgår til behandling af sagerne. Oversigten indsendes til socialministeriet efter afslutningen af hvert kalenderår.

§ 28

Med henblik på forenkling og tydeliggørelse af de gældende retsregler påhviler det ankecheferne at informere styrelseschefen om regler, som giver anledning til administrative vanskeligheder med henblik på underretning af socialministeriet og sikringsstyrelsen/socialstyrelsen.

§ 29

Bekendtgørelsen har virkning fra den 1. april 1985. Samtidig ophæves socialministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 17. november 1983.


SOCIALMINISTERIET, DEN 28. MARTS 1985

/ELSEBETH KOCK-PETERSEN Kirsten Thorball/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1985
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1985