TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om behandling af levnedsmidler og levnedsmiddelingredienser med ioniserende stråling

BEK nr 12 af 16/01/1985

DanmarkBekendtgørelse1985

§ 1

Levnedsmidler eller levnedsmiddelingredienser må ikke behandles med ioniserende stråling med mindre statens levnedsmiddelinstitut har meddelt tilladelse hertil. Ved levnedsmiddelingredienser forstås i denne bekendtgørelse ethvert stof, herunder tilsætningsstoffer og tilsætningsstofblandinger, der anvendes ved fremstilling eller tilberedning af et levnedsmiddel.

Stk. 2

Import af levnedsmidler eller levnedsmiddelingredienser, der er behandlet med ioniserende stråling, må kun ske, efter at der er meddelt tilladelse hertil af statens levnedsmiddelinstitut. Tilladelse, jfr. § 3, kan i øvrigt kun gives, hvis det kan dokumenteres, at de pågældende levnedsmidler eller levnedsmiddelingredienser i hjemlandet underkastes strålebehandling under vilkår, der svarer til, hvad der ville blive krævet i Danmark.

Stk. 3

Det er dog tilladt i overensstemmelse med lov nr. 94 af 31. marts 1953 om brug m.v. af radioaktive stoffer og med lov nr. 147 af 15. april 1930 om brug af røntgenstråler m.v. at anvende ioniserende stråling til kontrol- og måleformål i forbindelse med levnedsmidler. Den af levnedsmidlerne herved absorberede stråledosis må ikke overskride 0,1 Gray, og energien af strålingen må maksimalt være 5 MeV.

§ 2

Ansøgning om tilladelse til bestråling af levnedsmidler eller levnedsmiddelingredienser, som nævnt i § 1, skal indsendes til statens levnedsmiddelinstitut. Ansøgningen skal for hvert enkelt levnedsmiddel eller for de enkelte levnedsmiddelingredienser indeholde de oplysninger, der er nødvendige for en bedømmelse af, om tilladelse skal gives, herunder bl.a. oplysninger om:

  1. hvilket godkendt bestrålingsanlæg bestrålingen skal foregå på, arten af strålingskilde, den maksimalt absorberede strålingsdosis (i Gray) og den maksimalt anvendte strålingsenergi (i MeV),
  1. formålet med behandlingen og den forventede effekt heraf,
  1. forsøgsresultater vedrørende effekten af behandlingen samt vedrørende behandlingens ernæringsmæssige og toksikologiske virkninger,
  1. arten af den anvendte emballage,
  1. transport og oplagring efter behandlingen,
  1. den behandling levnedsmidlerne eller levnedsmiddelingredienserne i øvrigt vil blive underkastet.

§ 3

Statens levnedsmiddelinstitut kan kun meddele tilladelse til bestråling af levnedsmidler eller levnedsmiddelingredienser, såfremt instituttet skønner, at en tilladelse vil være begrundet efter en samlet sundhedsmæssig, ernæringsmæssig og teknologisk vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Stk. 2

Statens levnedsmiddelinstitut skal, forinden der meddeles tilladelse til bestråling af levnedsmidler eller levnedsmiddelingredienser eller til import af levnedsmidler eller levnedsmiddelingredienser, der er bestrålede, jfr. § 1, forhandle med de nærmest interesserede landsomfattende erhvervs- og forbrugerorganisationer samt med sundhedsstyrelsen. Instituttet skal endvidere forhandle med landbrugsministeriet eller fiskeriministeriet, hvis tilladelsen berører områder, der henhører under disse ministerier.

Stk. 3

Holdbarheden af levnedsmidler og levnedsmiddelingredienser skal bero på en god tilvirkningsmæssig praksis. Bestråling tilladt i medfør af stk. 1 og stk. 2 må kun supplere, men ikke erstatte en sådan god tilvirkningsmæssig praksis.

§ 4

Ved meddelelse af tilladelse til bestråling af levnedsmidler eller levnedsmiddelingredienser eller til import af levnedsmidler eller levnedsmiddelingredienser, der er bestrålede, fastsætter statens levnedsmiddelinstitut vilkårene herfor.

Mærkning

Mærkning

§ 5

Bestrålede levnedsmidler eller bestrålede levnedsmiddelingredienser skal være forsynet med oplysning om, at de er blevet bestrålet. Mærkning skal ske med en af følgende oplysninger: »Bestrålet/de . . .« »Strålekonserveret/de . . .« »Behandlet med ioniserende stråling« »Konserveret med ioniserende stråling«

Stk. 2

Såfremt levnedsmiddelingredienser, der er bestrålede eller indeholder bestrålede ingredienser, indgår i et levnedsmiddel, skal levnedsmidlet være mærket med oplysning om behandlingen. Mærkningen skal ske på følgende måde: Såfremt levnedsmidlet er forsynet med en ingrediensliste, skal der i ingredienslisten i tilknytning til den eller de ingredienser, der har været bestrålet eller indeholder bestrålede ingredienser, ske oplysning som nævnt i stk. 1. Såfremt andelen af den eller de bestrålede ingredienser samlet udgør mere end 5 pct. af levnedsmidlets vægt, eller hvis levnedsmidlet ikke er forsynet med ingrediensliste skal der ske mærkning med en af følgende oplysninger: »Indeholder bestrålet/de . . .« »Indeholder strålekonserveret/de . . .« »Indeholder . . . behandlet med ioniserende stråling« »Indeholder . . . konserveret med ioniserende stråling«. Denne oplysning skal gives i umiddelbar tilknytning til varebetegnelsen.

Stk. 3

Ved detailsalg af de i stk. 1 og stk. 2 omtalte varer, der er færdigpakkede, skal oplysningen om bestråling være angivet på den enkelte færdigpakning eller en dertil vedhæftet etiket.

Stk. 4

Ved detailsalg af de i stk. 1 og stk. 2 omtalte varer, der ikke er færdigpakkede, skal oplysningen om bestråling være angivet på et skilt eller lignende, der anbringes på eller umiddelbart ved varen, på en måde som er klart synlig for køberne.

Stk. 5

Ved engrossalg af de i stk. 1 og stk. 2 omtalte varer skal oplysning om bestråling være angivet på engrosemballagen eller på de relevante handelsdokumenter.

Godkendelse af bestrålingsanlæg

Godkendelse af bestrålingsanlæg

§ 6

Ved bestrålingsanlæg forstås i denne bekendtgørelse selve bestrålingsenheden og de lokaler, hvor levnedsmidlerne og levnedsmiddelingredienserne håndteres i forbindelse med bestrålingen.

Stk. 2

Behandling af levnedsmidler eller levnedsmiddelingredienser med ioniserende stråling her i landet må kun foregå på bestrålingsanlæg, der er godkendt hertil af statens levnedsmiddelinstitut. Bestrålingsanlæggene skal endvidere være godkendt af Sundhedsstyrelsen, Statens Institut for Strålehygiejne, før de tages i brug, jfr. for bestrålingsanlæg af accelerator-typen, lov nr. 147 af 15. april 1930 om brugen af røntgenstråler m.v. og indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 94 af 16. marts 1982 om brugen af røntgenanlæg m.v. samt for anlæg med lukkede radioaktive kilder, lov nr. 94 af 31. marts 1953 om brug m.v. af radioaktive stoffer, og miljøministeriets bekendtgørelse nr. 574 af 20. november 1975 om sikkerhedsforanstaltninger ved brug m.v. af radioaktive stoffer.

Stk. 3

Der må kun bestråles levnedsmidler eller levnedsmiddelingredienser, hvortil der er givet tilladelse til bestråling. Bestrålingsdatoen skal angives i et certifikat, som skal ledsage de bestrålede varer til rekvirenten.

§ 7

Ved ansøgning om godkendelse indsendes oplysning til statens levnedsmiddelinstitut om bestrålingsanlæggets indretning og drift, herunder arten af den anvendte strålingskilde og arten af den anvendte dosiskontrol.

Stk. 2

Statens levnedsmiddelinstitut kan udover de i stk. 1 nævnte oplysninger kræve oplysninger med henblik på en vurdering af, hvorvidt og på hvilke vilkår godkendelse kan meddeles.

§ 8

Forinden der meddeles godkendelse, skal statens levnedsmiddelinstitut indhente en udtalelse i sagen fra Sundhedsstyrelsens strålehygiejniske institut. Instituttet skal endvidere forhandle med landbrugs- og fiskeriministeriet, hvis godkendelsen berører områder, der henhører under disse ministerier. Godkendelsen meddeles herefter med angivelse af eventuelle særlige vilkår for godkendelsen. Godkendelsesskrivelsen kan indeholde særlige påbud og forbud. Desuden angives de grupper af levnedsmidler eller levnedsmiddelingredienser, som godkendelsen omfatter. En kopi af godkendelsesskrivelsen tilsendes vedkommende kommunalbestyrelse samt den pågældende levnedsmiddelkontrolenhed.

§ 9

Fornyet godkendelse skal indhentes i tilfælde af:

  1. ejerskifte
  1. bygningsmæssige ændringer, og
  1. hvis virksomheden agter at påbegynde behandling af andre levnedsmidler eller levnedsmiddelingredienser end angivet i godkendelsesskrivelsen.

Tilsyn og kontrol

Tilsyn og kontrol

§ 10

Tilsynet med, at bestemmelserne i denne bekendtgørelse og vilkår fastsat i henhold til bekendtgørelsen overholdes, påhviler kommunalbestyrelsen, der kan lade tilsynet udøve gennem vedkommende levnedsmiddelkontrolenhed. Sundhedsstyrelsens strålehygiejniske institut inddrages i fornødent omfang i tilsynet.

Stk. 2

Tilsynet med bestrålingsanlæg, der er godkendt i henhold til § 6, påhviler kommunalbestyrelsen, der kan lade tilsynet udøve gennem vedkommende levnedsmiddelkontrolenhed. Ved tilsynet skal det sikres, at forudsætningerne for godkendelsens meddelelse stadig er til stede, og at vilkår angivet i godkendelsesskrivelsen stadig overholdes.

§ 11

Statens levnedsmiddelinstitut kan fastsætte nærmere retningslinier for tilsynet med overholdelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2

Statens levnedsmiddelinstitut kan fastsætte nærmere retningslinier for tilsynet med overholdelse af de vilkår, der er fastsat ved meddelelse af tilladelse til bestråling af levnedsmidler eller levnedsmiddelingredienser eller til import af levnedsmidler eller levnedsmiddelingredienser, der er bestrålede.

Stk. 3

Statens levnedsmiddelinstitut kan fastsætte nærmere retningslinier for tilsynet med bestrålingsanlæg, der er godkendt til at bestråle levnedsmidler eller levnedsmiddelingredienser.

Stk. 4

I forbindelse med fastsættelse af retningslinier i medfør af stk. 2 og stk. 3, kan statens levnedsmiddelinstitut fastsætte, at der skal udføres en særlig kontrol, og at vedkommende virksomhed eller importør skal betale udgifterne herved.

Klage-, straffe-, ikrafttrædelses- og

Klage-, straffe-, ikrafttrædelses- og

§ 12

Afgørelser truffet af statens levnedsmiddelinstitut i henhold til denne bekendtgørelse kan påklages til miljøministeren efter regler svarende til reglerne i kapitel 10 i lov om levnedsmidler m.m.

§ 13

Overtrædelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse eller af afgørelser truffet i medfør af bekendtgørelsens bestemmelser straffes i henhold til § 63, stk. 3 og 4 i lov om levnedsmidler m.m. med bøde eller hæfte.

§ 14

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 1985. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 413 af 31. oktober 1967 om behandling af levnedsmidler med ioniserende stråling.


Miljøministeriet, den 16. januar 1985, den 16. januar 1985

/Christian Christensen Erik Lindegaard/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1985
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1985