Bekendtgørelse om international transport af farligt gods ad vej
BEK nr 162 af 26/04/1985
§ 1
International transport af farligt gods ad vej skal ske i overensstemmelse med forskrifterne i Den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR) og de særlige aftaler, der måtte være indgået i henhold hertil.
Ved international transport, jfr. stk. 1, forstås transport, der finder sted på dansk og mindst en anden ADR-konventionsstats område.
§ 2
Den i § 1 nævnte ADR-konvention og de særlige aftaler, der måtte være indgået i henhold hertil, indføres ikke i Lovtidende, jfr. anordning nr. 79 af 2. marts 1984.
En dansk oversættelse af ADR-konventionen og de særlige aftaler, der måtte være indgået i henhold hertil, kan købes ved henvendelse til Statens brandinspektion. ADR-konventionen og de nævnte særlige aftaler ligger desuden til gennemsyn hos Statens brandinspektion og på politistationerne. Det samme gælder en fortegnelse over de lande, der har tiltrådt ADR-konventionen.
Ved ændringer i ADR-konventionen, herunder konventionens bilag, samt når der er indgået særlige aftaler i henhold til konventionen, udsender Statens brandinspektion meddelelse herom. Statens brandinspektion udsender ligeledes meddelelse om ændringer i fortegnelsen over lande, der har tiltrådt ADR-konventionen.
§ 3
Statens brandinspektion varetager godkendelses- og prøvningsbeføjelserne m.v. i henhold til ADR-konventionens bestemmelser.
Statens institut for Strålehygiejne varetager dog godkendelses- og prøvningsbeføjelserne m.v. vedrørende radioaktive stoffer.
§ 4
Politiet kan bestemme, at farligt gods skal føres ad bestemte ruter (tvangsruter) i tættere bebygget område. De for national vejtransport fastsatte bestemmelser om, i hvilket omfang farligt gods af en bestemt klasse skal følge de fastsatte tvangsruter, finder tilsvarende anvendelse ved transporter, der er omfattet af reglerne i denne bekendtgørelse.
Bestemmelser om tvangsruter fastsættes og offentliggøres i en lokal bekendtgørelse.
Politiet sender et eksemplar af en lokal bekendtgørelse om tvangsruter til rigspolitichefen, der årligt udarbejder en oversigt over de fastsatte tvangsruter. Et eksemplar af oversigten ligger til gennemsyn hos politiet og ved grænseovergangene.
Hvor kørsel med farligt gods efter stk. 1 skal ske ad de fastsatte tvangsruter, må disse kun fraviges med forudgående tilladelse fra politiet.
Såfremt der uden for tættere bebygget område foreligger et særligt behov for at regulere vejtransport af farligt gods, kan politiet efter forudgående forelæggelse for justitsministeriet træffe afgørelse herom.
§ 5
Politiet kan standse et køretøj, der udfører kørsel omfattet af reglerne i denne bekendtgørelse, og lade det undersøge med henblik på at kontrollere, om forskrifterne for transport af farligt gods, herunder forskrifter om mærkning, emballering, sammenpakning, sikkerhedsudstyr og angivelser i transportdokumenter, er opfyldt.
§ 6
Overtrædelse af § 1 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Overtrædelse af de af politiet fastsatte bestemmelser om tvangsruter straffes i henhold til færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 3, med bøde.
§ 7
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 1985.
§ 8
Bekendtgørelse nr. 96 af 21. marts 1984 om international transport af farligt gods ad vej ophæves.
pre_paragraph I henhold til § 82, stk. 5, og § 118, stk. 3, i færdselslov nr. 287 af 10. juni 1976 fastsættes:
Justitsministeriet, den 26. april 1985, den 26. april 1985
/Erik Ninn-Hansen Fr. Chr. Schydt/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1985
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1985