Bekendtgørelse af forretningsorden for nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser
BEK nr 410 af 16/09/1985
§ 1
Nævnets formand drager omsorg for sagens forberedelse. Formanden afgør, hvilke oplysninger der skal indhentes til brug ved sagens behandling, herunder
- om der skal indhentes sygehusjournaler eller udskrifter heraf,
- om skadelidte skal opfordres til at lade sig undersøge af en læge og evt. ved indlæggelse at lade sig undergive observation og behandling,
- om skadelidte personligt eller hans repræsentant eller andre, der har kendskab til forholdene, herunder skadevolderen, skal indkaldes til at afgive forklaring for nævnet.
Justitsministeriet stiller sekretærbistand til rådighed for nævnet.
§ 2
Formanden bestemmer, i hvilke tilfælde skadevolderen underrettes om ansøgningen med opfordring til at fremkomme med sine eventuelle bemærkninger inden for en nærmere angivet frist.
§ 3
Et medlem af nævnet kan ikke deltage i behandlingen af en sag, når vedkommende efter retsplejeloven ville være inhabil som dommer.
§ 4
Alle nævnets medlemmer deltager i sagens behandling. Er et medlem forhindret, deltager den pågældendes stedfortræder.
Nævnets formand kan dog uden deltagelse af nævnets øvrige medlemmer træffe afgørelse i utvivlsomme og hyppigt forekommende sagstyper, hvis
- erstatning skal ydes i overensstemmelse med dom i tilfælde, hvor en ansøger har retskrav på erstatning,
- det er åbenbart, at ansøgningen ikke kan imødekommes,
- erstatningen ikke overstiger 20.000,- kr., og ansøgningen i det væsentligste imødekommes, eller
- ansøgningen skal afslås efter lovens § 14, stk. 3.
§ 5
Votering sker mundtligt ved møde mellem medlemmerne, hvis det skønnes hensigtsmæssigt.
§ 6
Nævnet kan indkalde skadelidte personligt eller hans repræsentant til et nævnsmøde.
Nævnet kan endvidere indkalde andre, der har kendskab til forholdene, herunder skadevolderen, til at afgive forklaring.
§ 7
Afgørelsen kan udsættes, indtil straffesag mod skadevolderen er afgjort ved endelig dom, eller efterforskningen er indstillet. Afgørelsen kan endvidere udsættes med henblik på at konstatere, om skaden dækkes fra anden side, jfr. lovens § 7.
Anser nævnet betingelserne for at yde erstatning for at være opfyldt, kan der i særlige tilfælde udbetales forskud.
§ 8
Afgørelsen træffes ved flertal.
§ 9
Afgørelsen udfærdiges skriftligt og underskrives af formanden eller den, han bemyndiger dertil.
Afgørelsen skal være ledsaget af begrundelse i de tilfælde, hvor den ikke helt eller i det væsentlige giver ansøgeren medhold, samt i tilfælde hvor skadevolderen over for nævnet har udtalt sig imod ansøgningen.
§ 10
Samtidig med sagens afgørelse sender nævnet sagens akter og en kopi af afgørelsen til justitsministeriet, så vidt muligt med indstilling om, hvorvidt der bør gøres regres mod skadevolderen.
§ 11
Nævnet afgiver hvert år inden den 1. juli en beretning til justitsministeriet om nævnets virksomhed i det foregående år.
Det må ikke af beretningen fremgå, hvem afgørelserne vedrører.
§ 12
Nævnets adresse er Københavns byret, Domhuset, Nytorv, 1450 København K.
§ 13
Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bekendtgørelse nr. 397 af 5. september 1979 ophæves samtidig hermed.
pre_paragraph I henhold til § 11, stk. 3, i lov nr. 277 af 26. maj 1976 som ændret ved lov nr. 233 af 6. juni 1985 fastsættes følgende forretningsorden for nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser:
Justitsministeriet, den 16. september 1985, den 16. september 1985
/Erik Ninn-Hansen C. C. Duus/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1985
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1985