Bekendtgørelse om indberetning af oplysninger om erhvervsvirksomhed i Sydafrika og Namibia
BEK nr 455 af 21/10/1985
§ 1
Personer og virksomheder, der er hjemmehørende i Danmark, og som direkte eller indirekte har bestemmende indflydelse over en eller flere erhvervsvirksomheder i Sydafrika eller Namibia, skal en gang årligt for hver virksomhed indsende oplysninger om erhvervsvirksomhedens aktiviteter til Industriministeriet.
§ 2
Oplysningerne om erhvervsvirksomhedens aktiviteter skal omfatte følgende forhold:
- navn og adresse på erhvervsvirksomheden i Sydafrika eller i Namibia,
- erhvervsformål og virksomhedsform (personligt ejet virksomhed, filial, aktieselskab, anpartsselskab, interessentskab eller lignende) samt virksomhedens etableringsår,
- erhvervsvirksomhedens kapitalgrundlag ved kalenderårets udgang, herunder ejerandele for de i § 1 nævnte personer og virksomheder, samt om disse har tilført midler direkte eller indirekte til erhvervsvirksomheden i det forløbne kalenderår,
- omfang og karakter af investeringer i erhvervsvirksomheden foretaget i det forløbne kalenderår,
- erhvervsvirksomhedens produktionsresultat i det forløbne kalenderår; for vareproducerende virksomhed oplyses om produktion og omsætning, for handels- og servicevirksomhed om omsætning, for bank- og anden finansiel virksomhed om balance eller lignende og for forsikringsvirksomhed om bruttopræmier,
- gennemsnitligt antal ansatte i kalenderåret i erhvervsvirksomheden og
- erhvervsvirksomhedens eksisterende aftaler ved kalenderårets udgang om leje af maskiner og driftsudstyr, herunder om lejeaftaler indgået med personer eller virksomheder hjemmehørende i Danmark eller med danske statsborgere, der opholder sig uden for den danske stat.
Såfremt fremskaffelse af oplysninger om enkelte af de i stk. 1 nævnte forhold ikke kan ske under hensyntagen til andre landes lovgivning redegøres nærmere herfor i indberetningen, der endvidere må indeholde oplysninger om de øvrige forhold i stk. 1.
Såfremt en person eller virksomhed ophører med at have bestemmende indflydelse, f.eks. som følge af salg eller lukning af den i Sydafrika eller Namibia etablerede virksomhed, oplyses herom.
§ 3
Oplysningerne indsendes til Industriministeriet for det forløbne kalenderår senest 3 måneder efter kalenderårets udgang; første gang inden udgangen af marts måned 1986 dækkende perioden fra lovens ikrafttræden 14. juni 1985 til udgangen af kalenderåret 1985.
§ 4
Personer, herunder bestyrelsesmedlemmer i virksomheder, der overtræder denne bekendtgørelses § 1, 2 og 3, straffes i medfør af § 2 i lov om forbud mod nye danske investeringer m.v. i Sydafrika og Namibia med bøde eller hæfte.
Begås overtrædelsen af et aktie-, anparts-, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
§ 5
Bekendtgørelsen træder i kraft ved offentliggørelsen i Lovtidende.
pre_paragraph I medfør af § 1, stk. 5, i lov nr. 243 af 6. juni 1985 om forbud mod nye danske investeringer m.v. i Sydafrika og Namibia fastsættes:
Industriministeriet, den 21. oktober 1985, den 21. oktober 1985
/Ib Stetter Hedeman Olsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1985
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1985