TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om unges aften- og natarbejde

BEK nr 465 af 25/10/1985

DanmarkBekendtgørelse1985

§ 1

Bekendtgørelsen omfatter beskæftigelse af unge fra 15 til 18 år ved erhvervsmæssigt arbejde med de undtagelser, som følger af § 2, stk. 2, i lov om arbejdsmiljø. Bekendtgørelsens § 5 gælder dog for børn under 15 år, der i medfør af regler efter arbejdsmiljølovens § 59, stk. 4, har tilladelse til at optræde i offentlige forestillinger.

§ 2

Unge under 18 år skal have en samlet hvileperiode på mindst 12 timer i døgnet, jfr. lov om arbejdsmiljø § 61, stk. 1, bortset fra de i § 4, stk. 2 og 4, nævnte tilfælde.

Stk. 2

Hvileperioden skal i almindelighed omfatte tidsrummet mellem kl. 20 og kl. 6, jfr. lov om arbejdsmiljø § 61, stk. 1, bortset fra de i §§ 3-9 nævnte tilfælde.

§ 3

I de værksteder, som hører til konditorier, samt brød- og kagebagerier, skal hvileperioden omfatte tidsrummet fra kl. 18 til kl. 4.

§ 4

I butikker, lagre, tankstationer, auktionslokaler o.lign. skal hvileperioden omfatte tidsrummet fra et kvarter efter, at virksomheden holdes lukket for publikum, til kl. 6. Der må dog ikke arbejdes senere end kl. 22.

Stk. 2

Hvileperiodens længde kan nedsættes til 10 timer de sidste 7 dage før juleaften.

Stk. 3

I detailforretninger må unge i 2 udsalgsmåneder arbejde efter lukketid sammen med det øvrige personale ved fornødent oprydningsarbejde samt mærkning af varer o.lign., dog ikke senere end kl. 22 og først efter at have haft 1 times spisetid efter lukketid.

Stk. 4

Hvileperiodens længde og beliggenhed kan derudover fraviges indtil 4 gange årligt, idet de unge dog ikke må arbejde efter kl. 22 og skal have en hvileperiode på mindst 10 timer.

§ 5

I forlystelsesetablissementer skal hvileperiodens beliggenhed for de unge, der medvirker eller assisterer ved offentlige forestillinger, følge de voksnes.

§ 6

I restauranter, hoteller og lignende skal hvileperioden for unge på 15 år omfatte tidsrummet fra kl. 22 til kl. 6 og for unge fra 16 til 18 år tidsrummet fra kl. 24 til kl. 6.

§ 7

Ved kontorarbejde må unge kun anvendes efter kl. 20, hvis virksomheden holdes åben for publikum, men ikke efter kl. 22. Dog kan unge anvendes til periodisk regnskabsopgørelse om aftenen, men ikke efter kl. 22.

§ 8

Ved udbringning af dagblade kan arbejdet begynde enten

  1. mellem kl. 4 og kl. 5 i en sammenhængende periode på 16 uger eller
  1. mellem kl. 5 og kl. 6 i en sammenhængende periode på 26 uger.
Stk. 2

Mødetidspunkt og beskæftigelsesperiode skal fremgå af de unges ansættelsespapirer.

Stk. 3

Aftaler om de i stk. 1 nævnte beskæftigelsesperioder kan kun indgås og løbende fornys med skriftligt samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden.

§ 9

Ved staldarbejde inden for landbruget skal hvileperioden omfatte tidsrummet mellem kl. 19 og kl. 4.

§ 10

Direktøren for arbejdstilsynet kan tillade fravigelser fra hvileperiodens varighed og beliggenhed for fag eller faglige områder, når særlige forhold gør det rimeligt og fuldt forsvarligt.

§ 11

Tilsynskredsenes afgørelser kan indbringes for direktøren for arbejdstilsynet inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 2

Direktørens afgørelse kan indbringes for arbejdsministeren inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 3

Rettidig klage har opsættende virkning, indtil klagemyndighedens afgørelse foreligger, eller klagemyndigheden bestemmer andet. Klage over afgørelser efter lov om arbejdsmiljø § 77, stk. 2, har ikke opsættende virkning.

Stk. 4

Når særlige grunde taler herfor, kan klagemyndigheden behandle en klage og tillægge den opsættende virkning, selv om klagen først fremkommer efter udløbet af den frist, der er nævnt i stk. 1 og 2.

§ 12

Med bøde eller hæfte straffes den, der

  1. fører tilsyn med eller lader arbejde udføre i strid med §§ 2-9 eller de fravigelser, der er fastsat efter § 10,
  1. undlader at efterkomme påbud, som arbejdstilsynet har udstedt i henhold til bekendtgørelsen.
Stk. 2

For overtrædelse af §§ 2-9, samt de fravigelser, der er fastsat efter § 10, kan der pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.

Stk. 3

For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber el.lign., kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Stk. 4

Forældremyndighedens indehavere kan efter lov om arbejdsmiljø § 87 straffes med bøde for overtrædelser, såfremt arbejdet er foregået med deres viden.

§ 13

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. november 1985.

Stk. 2

Samtidig ophæves følgende bestemmelser optaget i arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 392 af 8. august 1983 om regler efter den tidligere arbejderbeskyttelseslovgivning, der med mindre ændringer forbliver i kraft efter arbejdsmiljølovens ikrafttræden: Under § 2, nr. 1: Lov om almindelig arbejderbeskyttelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 297 af 4. juli 1968 § 43, stk. 1, nr. 2, 4-5 og 7. Under § 2, nr. 3: Lov om arbejderbeskyttelse inden for handels- og kontorvirksomhed, jfr. lovbekendtgørelse nr. 298 af 4. juli 1968 § 20, stk. 1, nr. 1 og 2.

Stk. 3

Samtidig ophæves endvidere følgende bekendtgørelser:

  1. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 61 af 18. februar 1980 om hviletid for unge under 18 år i restaurations- og hotelvirksomhed m.v.
  1. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 166 af 8. april 1983 om hvileperiodens beliggenhed ved unges udbringning af dagblade.
Stk. 4

Endelig ophæves den 15. februar 1986 arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 587 af 17. december 1981 om hviletid for unge under 18 år, der gennemgår en EFG-stationsbetjentuddannelse inden for DSB.

pre_paragraph I medfør af § 61, stk. 2, og § 84 i lov nr. 681 af 23. december 1975 om arbejdsmiljø fastsættes:


Arbejdsministeriet, den 25. oktober 1985, den 25. oktober 1985

/GRETHE FENGER MØLLER Henrik Grove/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1985
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1985
Bekendtgørelse om unges aften- og natarbejde | TheLawyer.sh