Bekendtgørelse om erhvervsfaglige grund- og afslutningskurser inden for søfartsområdet
BEK nr 479 af 13/11/1985
§ 1
På statens søfartsskoler og andre af industriministeren godkendte uddannelsessteder inden for søfartsområdet kan der oprettes erhvervsfaglige grundkurser af 20 ugers varighed og erhvervsfaglige afslutningskurser af 10 ugers varighed.
Formålet med de erhvervsfaglige grundkurser er at give unge, der ønsker at søge beskæftigelse inden for søfartsområdet, en grundlæggende praktisk og teoretisk faglig uddannelse samt en undervisning i almene fag.
Formålet med de erhvervsfaglige afslutningskurser er at give skibsassistenter samt dæks- og maskinmandskab, der efter afsluttet grundkursus har gennemgået den i sønæringsloven foreskrevne tjeneste i søgående skibe, en afsluttende praktisk og teoretisk faglig uddannelse.
§ 2
Kurserne gennemføres som internatkurser. Under særlige omstændigheder kan elever, der ikke bor på skolen, optages.
Undervisningen på grundkursus er gratis. For opholdet betales et vederlag på 1200 kr. Under grundkursus kan eleverne søge støtte efter de for statens uddannelsesstøtte gældende regler.
Undervisningen på afslutningskursus er gratis. For opholdet betales et vederlag på 1200 kr. Under kursus ydes der eleverne en godtgørelse efter tilsvarende regler, som er fastsat for erhvervsmæssig uddannelse for specialarbejdere m.m. og omskoling.
§ 3
Ansøgning om optagelse på statens søfartsskoler eller skoleskibe indsendes til direktoratet for søfartsuddannelsen, der antager og fordeler eleverne på uddannelsesstederne.
Ansøgningsskemaer fås ved henvendelse til direktoratet eller søfartsskolerne.
På grundkursus kan optages enhver, som har opfyldt den 9-årige undervisningspligt og er egnet.
På afslutningskursus kan optages enhver, der har udført den i sønæringsloven foreskrevne tjeneste i søgående skibe. Direktøren for søfartsuddannelsen kan dog under særlige omstændigheder dispensere fra dette krav.
Eleverne er underkastet det til enhver tid gældende regulativ for søfartsskolerne.
§ 4
Direktøren for søfartsuddannelsen fastsætter regler om vilkårene for, at kurser kan anses gennemført med tilfredsstillende resultat.
§ 5
Skolen udfærdiger et bevis til elever, der har gennemført grundkursus med tilfredsstillende resultat.
Skolen udfærdiger et bevis til elever, der har gennemført afslutningskursus med tilfredsstillende resultat. Beviset påtegnes om, hvorvidt kurset berettiger til udmønstring som befaren skibsassistent, befaren matros eller befaren motormand. Hvis elever, der får ret til at udmønstre som befaren skibsassistent eller befaren motormand, ikke har bestået duelighedsprøven i motorpasning, forsynes beviset med en påtegning om, at kurset ikke berettiger til udmønstring som maskinpasser.
§ 6
På grundkursus undervises i: Sømandskab, sikkerhed til søs, brandbekæmpelse, motor- og værktøjslære samt vedligeholdelse, navigation, søvejsregler og signalering, sundhedslære og almene fag.
Undervisning i motor- og værktøjslære samt vedligeholdelse og navigation, søvejsregler og signalering kan erstattes af undervisning i kabystjeneste. Endvidere kan undervisningen suppleres med virksomheds- og skibsbesøg og idræt m.v.
Efter gennemført grundkursus skal eleverne under den praktiske oplæring ombord have adgang til en fortsat teoretisk uddannelse. Sådan undervisning foranstaltes af direktøren for søfartsuddannelsen gennem brevskolekursus.
§ 7
På afslutningskursus undervises i: Sømandskab, sikkerhed til søs, brandbekæmpelse, maskin- og motorlære, navigation og søvejsregler, skibsteknik, værkstedspraktik og vedligeholdelse, sundhedslære, samarbejdslære og tjenestekendskab og almene fag.
Undervisningen kan suppleres med virksomheds- og skibsbesøg og idræt m.v.
§ 8
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1986.
Samtidig ophæves industriministeriets bekendtgørelser nr. 45 af 14. februar 1984 om erhvervsfaglig grunduddannelse inden for søfartsområdet, nr. 500 af 22. september 1975 om erhvervsfagligt afslutningskursus for dæksmandskab og nr. 265 af 20. maj 1976 om erhvervsfagligt afslutningskursus for maskinmandskab, som ændret ved bekendtgørelse nr. 369 af 2. august 1983.
pre_paragraph I medfør af § 2, jfr. §§ 12, 13, 15 og 17, i lov nr. 70 af 15. marts 1967 om søfartsuddannelse, som ændret senest ved lov nr. 241 af 6. juni 1985, fastsættes:
Industriministeriet, den 13. november 1985, den 13. november 1985
/Ib Stetter Jens Anthon Vestergaard/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1985
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1985