TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om arbejde med metallisk bly og dettes ionforbindelser

BEK nr 562 af 16/12/1985

DanmarkBekendtgørelse1985

§ 1

Bekendtgørelsen omfatter alt erhvervsmæssig arbejde for en arbejdsgiver, hvor der efter en vurdering kan være risiko for påvirkning af metallisk bly og dettes ionforbindelser, jfr. dog lov om arbejdsmiljø §§ 2 og 3. §§ 11 og 15 gælder dog også for arbejdsgivere uden ansatte.

Kontrol med arbejdsmiljøet

Kontrol med arbejdsmiljøet

§ 2

Arbejdsgiveren skal hver 3. måned foretage kontrol af luftens indhold af blypartikler.

Stk. 2

Planlægning af luftmålinger samt udpegning af målesteder m.v. skal ske i samarbejde med virksomhedens sikkerhedsorganisation.

Stk. 3

Hvis 2 på hinanden følgende målinger i henhold til stk. 1 viser måleresultater på under 75 microgram Pb/m3, eller hvis målinger af koncentrationen af bly i blod viser værdier under 40 microgram Pb/100 ml blod, skal der herefter kun foretages een kontrolmåling årligt, forudsat at arbejdsforholdene er uændrede.

Stk. 4

Hvis 2 på hinanden følgende målinger i henhold til stk. 1 viser måleresultater på under 50 microgram Pb/m3, skal der ikke foretages regelmæssig kontrol af luftens indhold af blypartikler, forudsat at arbejdsforholdene er uændrede.

§ 3

Arbejdsgiveren skal halvårligt foretage kontrol af koncentrationen af blyindholdet i blodet hos den ansatte.

Stk. 2

Hvis den enkeltes blodblyniveau ved to på hinanden følgende kontrolundersøgelser ligger under 40 microgram Pb/100 ml blod, skal der herefter kun udtages blodprøve een gang årligt, forudsat at den ansattes arbejdsforhold er uændrede.

Stk. 3

Er blodblykoncentrationen ved to på hinanden følgende kontrolundersøgelser under 25 microgram Pb/100 ml blod, skal der ikke foretages regelmæssig kontrol af den ansattes blodblyniveau, forudsat at den ansattes arbejdsforhold er uændrede.

§ 4

Arbejdstilsynet kan påbyde yderligere målinger af bly i luft og blod end fastsat i §§ 2 og 3.

§ 5

Måling af bly i luft og udtagning af blodprøver i henhold til bestemmelserne i dette kapitel skal foretages af personer med den fornødne uddannelse og efter de i bilag 1 og 2 til denne bekendtgørelse anførte retningslinier.

Stk. 2

Udtagning af prøver og analyser skal foregå på en måde, der kan accepteres af arbejdstilsynet.

Stk. 3

Arbejdsgiveren kan kræve blodprøveresultaterne udleveret af en bedriftssundhedstjeneste, når denne har forestået prøveudtagningerne.

Stk. 4

Arbejdsgiveren skal sende analyseresultaterne med oplysninger om arbejdsforholdene til den stedlige arbejdstilsynskreds. I tilfælde af overskridelse af grænseværdien i § 11, skal der yderligere oplyses om de foranstaltninger, der er truffet. Direktøren for arbejdstilsynet kan fastsætte nærmere retningslinier.

§ 6

Arbejdsgiveren skal udlevere kopi af prøveresultater, målerapporter m.v. til sikkerhedsorganisationen og skal i samarbejde med sikkerhedsorganisationen vurdere resultaterne.

Stk. 2

Arbejdsgiveren skal efter anmodning gøre den ansatte bekendt med resultaterne af pågældendes blodprøver.

§ 7

Udtages blodprøverne ved en bedriftssundhedstjeneste, kan resultaterne af prøverne overlades til arbejdsgiveren og til virksomhedens sikkerhedsorganisation.

§ 8

Arbejdsgiveren, sikkerhedsorganisationen samt øvrige med kendskab til resultaterne af blodprøverne må ikke overlade disse til uvedkommende i og uden for virksomheden, medmindre den ansatte samtykker heri.

Helbredsundersøgelser

Helbredsundersøgelser

§ 9

Arbejdsgiveren skal sørge for, at den ansatte før ansættelsen eller senest 15 dage herefter får udtaget en blodprøve til konstatering af blodets indhold af bly. Bestemmelserne om måling af bly i blod i kapitel 2 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2

Hvis resultatet af den i stk. 1 nævnte måling af blykoncentrationen i blodet er højere end 50 microgram Pb/100 ml blod, eller hvis en måling af luftens indhold af bly ved den ansattes arbejdssted er højere end 75 microgram Pb/m3, skal arbejdsgiveren sørge for, at den ansatte straks helbredsundersøges. Undersøgelsen kan omfatte de i bilag 3 opførte punkter.

Stk. 3

Tilsvarende helbredsundersøgelse skal gennemføres mindst en gang om året, såfremt målinger foretaget i henhold til bekendtgørelsens kapitel 2 viser resultater over en af de i stk. 2 nævnte værdier. Undersøgelserne bortfalder, når to på hinanden følgende målinger begge viser resultater under disse værdier.

Stk. 4

Hvis resultatet af en måling af blykoncentrationen i blodet i henhold til kapitel 2 er højere end 60 microgram Pb/100 ml blod, skal arbejdsgiveren sørge for, at der straks foretages en helbredsundersøgelse i overensstemmelse med retningslinierne i bekendtgørelsens bilag 3. Undersøgelsen gentages med mellemrum, fastsat efter lægeligt skøn, indtil to på hinanden følgende målinger viser, at blyindholdet i blodet er mindre end 60 microgram Pb/100 ml blod.

Stk. 5

Arbejdstilsynet kan foretage eller kræve foretaget helbredsundersøgelser, ud over de i stk. 1, 2 og 3 fastsatte, af de ansatte til konstatering af, om deres arbejde medfører farer for deres sundhed.

Stk. 6

Arbejdsgiveren skal meddele den læge, der foretager helbredsundersøgelsen, alle nødvendige oplysninger til brug for undersøgelsen.

Stk. 7

Lægen skal sende sin erklæring om resultaterne af undersøgelsen til den stedlige arbejdstilsynskreds og skal orientere den undersøgte om resultatet.

Stk. 8

Resultatet af undersøgelserne må ikke overlades til arbejdsgiveren af lægen.

Stk. 9

Udgifterne ved den nævnte helbredsundersøgelse påhviler arbejdsgiveren.

Stk. 10

Arbejdsgiveren skal sørge for, at undersøgelserne kan foregå uden tab af indtægter for de ansatte. Undersøgelserne skal normalt foregå i arbejdstiden.

Unge

Unge

§ 10

Unge under 18 år må ikke beskæftiges ved arbejde, hvor de kan udsættes for blypåvirkninger.

Stk. 2

Forbudet i stk. 1 gælder ikke arbejde, der indgår som et nødvendigt led i de unges lærlingeuddannelse eller tilsvarende uddannelse, samt arbejde i faget efter uddannelsens afslutning.

Foranstaltninger

Foranstaltninger

§ 11

Arbejdsgiveren skal træffe effektive foranstaltninger for at forhindre udvikling af blystøv og blydampe, der kan medføre fare for de beskæftigedes sikkerhed og sundhed. Det skal herunder sikres: 1. at grænseværdien for luftens indhold af bly på 100 microgram Pb/m3 ikke overskrides, 2. at den enkeltes blodblyniveau ikke overskrider værdien på 50 microgram Pb/100 ml blod.

Stk. 2

Den enkeltes blodniveau varsles den 1. januar 1992 nedsat til 40 microgram/Pb/100 ml blod. Varslet behandles efter proceduren for fastsættelse af grænseværdier.

Stk. 3

Hvis den i stk. 1 fastsatte grænseværdi for bly i luft undtagelsesvis ikke kan overholdes, skal egnet åndedrætsværn anvendes, indtil effektive foranstaltninger er iværksat.

Stk. 4

Virksomhedens sikkerhedsorganisation skal deltage i planlægningen af, hvilke foranstaltninger, der skal træffes.

Særligt arbejdstøj

Særligt arbejdstøj

§ 12

Arbejdsgiveren skal sørge for, at der anvendes særligt arbejdstøj, afpasset efter arbejdets art, når en eller flere af følgende betingelser er opfyldt: 1. Blykoncentrationen viser værdier over 50 microgram Pb/m3 i luft. 2. Gennemsnitsværdien for bly i blod hos de ansatte er højere end 25 microgram Pb/100 ml. 3. Individuelle blykoncentrationer i blod er over 40 microgram Pb/100 ml, målt ved to på hinanden følgende kontrolundersøgelser.

Stk. 2

Arbejdsgiveren anskaffer det i stk. 1 nævnte særlige arbejdstøj og afholder udgifterne hertil.

Stk. 3

Det særlige arbejdstøj skal vaskes på arbejdsgiverens foranledning. Det særlige arbejdstøj skal vaskes adskilt fra andet vasketøj. Såfremt dette ikke foregår på virksomheden, skal arbejdstøjet vaskes på vaskerier, der er udstyret specielt til formålet. Transport hertil skal foregå i lukkede beholdere. Udgifterne til vask afholdes af arbejdsgiveren.

Stk. 4

Arbejdsgiveren skal træffe sådanne foranstaltninger, at spiserummene ikke forurenes med bly af det særlige arbejdstøj.

Stk. 5

Det særlige arbejdstøj skal opbevares adskilt fra gangtøj, jfr. § 14, stk. 3.

Stk. 6

Det særlige arbejdstøj må ikke bringes ud fra virksomheden, jfr. dog stk. 3.

Særlige sundhedsforanstaltninger

Særlige sundhedsforanstaltninger

§ 13

Der må ikke ryges eller indtages mad eller drikkevarer i lokaler, hvor der arbejdes med metallisk bly eller blyforbindelser.

Stk. 2

Der må ikke opbevares tobaksvarer, spiselige ting og drikkevarer, hvor der arbejdes med metallisk bly eller blyforbindelser.

Særlige velfærdsforanstaltninger

Særlige velfærdsforanstaltninger

§ 14

Arbejdsgiveren skal indrette spiserum i forbindelse med faste arbejdssteder, hvor de ansatte kan spise og drikke uden risiko for at optage bly. Opbevaring af produktionsmaterialer må ikke finde sted i disse områder.

Stk. 2

Arbejdsgiveren skal indrette baderum med håndvask og brusebad med varmt og koldt vand i forbindelse med faste arbejdssteder. Mænd og kvinder skal kunne bade hver for sig.

Stk. 3

Til ansatte, der skal anvende særligt arbejdstøj, jfr. § 12, stk. 1, skal arbejdsgiveren indrette 2 adskilte omklædningsrum med garderobeskabe, et til gangtøj m.v. og et til arbejdstøj. Disse skal være placeret således, at færdsel imellem dem kun kan ske gennem baderummet.

Stk. 4

De ansatte er forpligtet til før spisepauser og ved arbejdstids ophør at benytte de indrettede baderum.

Rengøring

Rengøring

§ 15

Arbejdsgiveren skal sørge for, at 1. arbejdsstedet dagligt rengøres effektivt. Rengøring af rum, hvor der arbejdes med bly eller blyforbindelser, skal ske ved støvsugning, ved spuling, ved afvaskning eller på anden effektiv måde, som ikke hvirvler støvet op, 2. arbejdsborde dagligt rengøres ved afvaskning eller ved støvsugning, 3. blyholdigt affald opsamles og bortskaffes i lukkede beholdere eller lignende, 4. garderober, omklædningsrum, spise-, hvile-, bade- og aftrædelsesrum rengøres på effektiv måde.

Oplysningspligt

Oplysningspligt

§ 16

Arbejdsgiveren skal ved ansættelsen give den ansatte såvel skriftlig som mundtlig information om de sundhedsmæssige risici, der er forbundet med at arbejde med bly og dettes ionforbindelser, herunder den potentielle fare for fostre og diende spædbørn. Den ansatte skal oplyses om, at ure, smykker og lign. ikke bør bæres under arbejdet. Den ansatte skal endvidere instrueres omhyggeligt i, hvorledes arbejdet kan udføres på farefri måde, herunder reglerne i § 11, § 12, § 13, § 14, stk. 4, og § 15.

Dispensationsadgang

Dispensationsadgang

§ 17

Direktøren for arbejdstilsynet kan, hvor særlige forhold foreligger, tillade afvigelser fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det skønnes rimeligt og fuldt forsvarligt.

Klageadgang

Klageadgang

§ 18

Tilsynskredsenes afgørelse kan indbringes for direktøren for arbejdstilsynet inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 2

Direktørens afgørelse kan indbringes for arbejdsministeren inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 3

Rettidig klage har opsættende virkning, indtil klagemyndighedens afgørelse foreligger, eller klagemyndigheden bestemmer andet. Klage over afgørelser efter lov om arbejdsmiljø § 77, stk. 2, har ikke opsættende virkning.

Stk. 4

Når særlige grunde taler derfor, kan klagemyndigheden behandle en klage og tillægge denne opsættende virkning, selv om klagen først fremkommer efter udløbet af den frist, der er nævnt i stk. 1 og 2.

Straf

Straf

§ 19

Med bøde eller hæfte straffes den, der 1. overtræder § 2, § 3, § 5, stk. 4, § 6, § 8, § 9, stk. 1-4, 6-8 og 10, § 10, stk. 1, § 11, stk. 1 og 3-4, §§ 12-16, 2. ikke efterkommer påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsens bestemmelser.

Stk. 2

For overtrædelse af § 2, stk. 1, § 3, stk. 1, § 10, stk. 1, § 11, stk. 1 og 3, § 12, § 14, stk. 1-3 og § 15, kan der pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.

Stk. 3

For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende kan der pålægges selskabet som sådant et bødeansvar.

Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 20

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1986.


Arbejdsministeriet, den 16. december 1985, den 16. december 1985

/GRETHE FENGER MØLLER Henrik Grove/

Bilag 1

Metode for måling af luftens blyindhold i henhold til § 5

  1. Der skal udtages prøver inden for åndingszonen for den beskæftigede, dvs. inden for en halvkugle med en radius på 30 cm foran ansigtet og målt fra midtpunktet af en linie, der forbinder ørerne.
  1. Luftforureningen opsamles på et for den efterfølgende kemiske analyse egnet membranfilter med en porestørrelse mindre end eller lig med 8 micrometer, og med en filterdiameter mindre end eller lig med 37 mm.
  1. Der anvendes en lukket filterholder med en indsugningsåbning med en diameter på minimum 4 mm. Lufthastigheden i indsugningsåbningen skal være 1.25 m/s +/- 10 pct. Under prøvetagningen skal indsugningsåbningen så vidt muligt vende fremad.
  1. Der anvendes en batteridrevet bærbar pumpe, som den beskæftigede bærer i bæltet eller i en lomme. Volumenstrømmen skal være jævn og indledningsvis indstilles på 1.9 l/min +/- 5 pct. Volumenstrømmen under prøvetagningen må ikke afvige mere end 10 pct. fra volumenstrømmen ved prøvetagningens begyndelse.
  1. Prøvetagningstiden skal måles med en nøjagtighed bedre end 2 pct. Grænseværdier angives som tidsvægtede gennemsnitskoncentrationer for en 8-timers arbejdsdag. Ved kontrolmålinger for grænseværdioverskridelser bør varigheden af prøvetagningen ikke være under fire timer.
  1. Den kemiske analyse af blyindholdet i den luftprøve, der er udtaget efter retningslinierne i punkt 1-5, skal foretages på et laboratorium, der er autoriseret af Statens tekniske Prøvenævn til at foretage sådanne analyser. Prøven analyseres ved atomabsorptionsspektrofotometri eller ved en anden metode, der giver tilsvarende resultater og er godkendt af arbejdstilsynet.

Bilag 2

Retningslinier for udtagning og analyse af blodprøver i henhold til § 5

  1. Udtagning af blodprøver

Veneblodprøver udtages af en læge, sygeplejerske med særlig uddannelse hertil eller hospitalslaborant.

Til arbejdsmiljøundersøgelser anvendes specielle glas, ofte lufttomme glas.

Disse glas er specielt rensede, kontrolleret for deres afgivelse af visse tungmetaller og tilsat natriumheparinat eller EDTA som antikoagulans. Brug af disse glas nedsætter risikoen for blykontaminering, idet blodet ikke kommer i kontakt med luften eller huden. Ved blodprøvetagning må proppen ikke fjernes fra disse glas.

For at forhindre forurening af såvel personen som blodprøven renses venestedet grundigt med f.eks. 70 pct. propanol. Der udtages ca. 5 ml blod. Umiddelbart efter blodprøvetagning vendes glasset mindst 10 gange.

Prøveglasset forsynes med etikette, hvorpå anføres: Navn og dato. Blodprøver opbevares i køleskab indtil forsendelse.

Forsendelse til analyselaboratoriet bør ske hurtigst muligt. Prøverne kan sendes som almindelig pakkepost forsvarligt emballeret. Emballagen skal være godkendt af Generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet.

  1. Analyse af blodprøver

Analyselaboratoriet skal være autoriseret af Statens tekniske Prøvenævn til at udføre blodblymålinger, og analysemetoden godkendt af arbejdstilsynet. Laboratoriet skal benytte AMI som referencelaboratorium.

  1. Analysemetode

Kemisk navn: Bly

Molvægt: 207

Vejl. normalværdi: 0.15-0.82 micromol/l (3-17 microgram/100 ml)

Medium: Fuldblod

Prøvetagning: Veneblod i metalaseptisk rensede glas

Prøvevolumen: 5 ml

Analysemetode: Atomabsorptionsspektrofotometri

Validitetsinterval: 0,15-4,4 micromol/l (3,0-90,0 microgram/100 ml)

Præcision: Standarddeviationen mindre end 0,14 micromol/l (3 microgram/100ml) ved konc. 1,93 micromol/l (40 microgram/100 ml)

Detektionsgrænse: 0,15 micromol/l

Prøvetagningsprincip

Der anvendes specielle metalaseptisk rensede 10 ml glas, kontrolleret for afgivelse af bly. Glassene er forbehandlet med natriumheparinat eller ethylendiamintetraeddikesyre (EDTA). Der tappes ca. 5 ml veneblod.

Analyseprincip

Bly i blod er bundet til protein i de røde blodlegemer og findes kun i ringe koncentration i serum og plasma (ca. 1,0 pct.). De røde blodlegemer hæmolyseres ved tilsætning af f.eks. Triton-X-100, og denne matrix kan modificeres ved tilsætning af f.eks. diammoniumhydrogenphosphat og dikalium-ethylendiamintetra-acetat (K2-EDTA). Bly kvantiteres ved ZEEMAN-atomabsorptionsspektrofotometri eller med lignende atomabsorptionsudstyr.

Fejlkilder

Ved blodprøvetagning kan bly fra omgivelserne kontaminere blodprøven.

Bilag 3

Helbredsundersøgelser, jfr. bekendtgørelsens § 9

  1. De helbredsundersøgelser, der tager sigte på at påvise de sygdomme, der kan opstå som følge af arbejde med bly, kan omfatte følgende:

a. - Registrering af den ansattes sygdomme - Registrering af tidligere arbejde - Generel klinisk vurdering af den ansatte, herunder en vurdering af blodblyniveauet.

b. Lægen vurderer på baggrund heraf samt på baggrund af oplysninger om den ansattes aktuelle arbejdsforhold, hvorvidt der er særlig begrundelse for at lade een eller flere supplerende undersøgelser iværksætte.

c. De supplerende undersøgelser kan være: - Undersøgelse af nerveledningshastigheden - Neuropsykologisk undersøgelse - Undersøgelse af det røde blodbillede - Bestemmelse af serum kreatinin - Undersøgelse af protein i urinen.

  1. Resultaterne af de ovenfor nævnte helbredsundersøgelser kan give anledning til, at lægen fraråder den ansatte fortsat beskæftigelse inden for områder, hvor der forekommer udsættelse for bly.

Ved blodblyværdier over 70 microgram Pb/100 ml blod bør lægen øjeblikkelig fraråde fortsat udsættelse for bly.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1985
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1985
Bekendtgørelse om arbejde med metallisk bly og dettes ionforbindelser | TheLawyer.sh