TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om fritagelse for registreringsafgift af motorkøretøjer, som genopbygges efter tæringsskade, slitage m.m.

BEK nr 59 af 20/02/1985

DanmarkBekendtgørelse1985

§ 1

Efter reglerne i denne bekendtgørelse kan motorkøretøjer, herunder motorcykler, hvoraf der tidligere er betalt registreringsafgift, og som er beskadiget som følge af tæring, slitage og lignende, genopbygges (renoveres) uden betaling af registreringsafgift. Det i registreringsafgiftslovens § 29 omhandlede nævn har den endelige administrative afgørelse af spørgsmål om, hvorvidt betingelserne for afgiftsfritagelse er opfyldt, eller om der skal svares afgift efter nævnte lov.

Stk. 2

Bekendtgørelsen omfatter ikke køretøjer, hvor reparation udføres løbende som almindelig vedligeholdelse af køretøjerne. Reglerne finder heller ikke anvendelse på køretøjer, der genopbygges efter færdselsuheld, eksplosion, ildebrand og lignende pludselig opståede skader.

§ 2

Køretøjet skal efter genopbygningen svare til det i registreringsattesten omhandlede køretøj. Der må således ikke ske ændringer med hensyn til køretøjets fabrikat, model, type og årgang.

Stk. 2

Der vil uden betaling af registreringsafgift kunne foretages udskiftning af køretøjets motor, herunder til en motor med anden drivkraft, og med en effektforøgelse på indtil 20 pct. i forhold til køretøjets originale motoreffekt.

Stk. 3

Genopbygningen af køretøjet skal udføres ved anvendelse af reservedele, herunder skarringsdele, af art og beskaffenhed, som normalt forefindes på og forhandles fra automobilforhandlernes og -værkstedernes lagre af nye reservedele, eventuelt med tilsvarende brugte reservedele. Der må ikke anvendes nyt reservedelskarrosseri, -chassis eller -stel. Der må heller ikke fra andet køretøj anvendes karrosseri, chassis, stel eller større dele af disse komponenter end fornævnte reservedele.

Stk. 4

Køretøjets genopbygning skal udføres af en momsregistreret virksomhed og i overensstemmelse med de for reparationer af sådanne køretøjer almindeligt gældende forskrifter.

Stk. 5

I tilfælde, hvor betingelserne for afgiftsfri genopbygning ikke er opfyldt, og hvor der efter bestemmelserne i § 4 og § 8, stk. 2, skal ske anmeldelse til toldvæsenet om den foretagne genopbygning, påhviler anmeldelsespligten den, der har foretaget genopbygningen, og i sidstnævnte tilfælde tillige køretøjets ejer. Motorkøretøjer, som genopbygges i salgsøjemed

§ 3

Bestemmelserne i §§ 4-6 finder anvendelse på motorkøretøjer, der er indkøbt eller erhvervet ved indbytning i forbindelse med automobilhandel eller automobilreparation, eller hvor tilbagetagelse af køretøjet er sket ved afbetalingshandel, og hvor genopbygning efter tæringsskade m.m. foretages erhvervsmæssigt med henblik på videresalg af det renoverede køretøj. Reglerne finder tillige anvendelse i tilfælde, hvor genopbygningen udføres for den private ejer af køretøjet, og hvor betingelserne i § 7 og § 8 for afgiftsfri genopbygning af privates motorkøretøjer ikke er opfyldt.

§ 4

Udgifterne til genopbygningen må ikke overstige den i § 5 nævnte omkostningsgrænse for afgiftsfri genopbygning (reparationsgrænsen). Overstiger udgifterne reparationsgrænsen, eller er de i § 2, stk. 1-3, anførte tekniske krav til genopbygningen ikke opfyldt, skal køretøjet efter genopbygningen anmeldes til afgiftsberigtigelse hos toldvæsenet, jfr. § 2, stk. 5. Afgiftsberigtigelsen sker efter lovens almindelige bestemmelser.

§ 5

Reparationsgrænsen for afgiftsfri genopbygning fastsættes som den ved kontant salg til bruger almindelige pris for et køretøj som det omhandlede i normalt vedligeholdt og registreringsklar stand, inklusive afgifter. Reparationsgrænsen forhøjes med 10 pct. for hvert hele år, køretøjets alder overstiger 5 år regnet fra køretøjets første registrering. Tillægget kan højst udgøre 50 pct. Udgifterne til genopbygningen opgjort efter de i § 6, stk. 2, anførte regler må dog højst andrage 50.000 kr.

Stk. 2

Udgifterne til køretøjets maling, lakering og rustbeskyttelse kan holdes uden for genopbygningsomkostningerne.

§ 6

Som dokumentation for, at betingelserne for afgiftsfri genopbygning er opfyldt, skal virksomheden udfærdige en specificeret opgørelse indeholdende de nødvendige oplysninger til identifikation af køretøjet, herunder seneste registreringsnummer, oplysninger om reparationsgrænsen og omkostningerne ved genopbygningen. Opgørelsen skal endvidere indeholde oplysninger om reparatørvirksomhedens navn.

Stk. 2

Opgørelsen af omkostningerne ved genopbygningen skal foretages på grundlag af reparatørvirksomhedens almindelige bruttopriser, inklusive merværdiafgift, og skal omfatte samtlige de omkostninger og den avance, der i almindelighed indgår i priser for reparationsydelser af den pågældende art.

Stk. 3

Opgørelsen skal indeholde en specifikation over dele, som er udskiftet, og arbejdsydelser, som er udført på køretøjet, med anførsel af priserne på disse.

Stk. 4

Hvis betingelserne for afgiftsfritagelse er opfyldt, kan registrering efter færdselsloven ske uden forevisning af køretøjet for toldvæsenet. Såfremt chassis- eller stelnummer efter genopbygningen ikke fremtræder tydeligt og ubeskadiget, skal genihugning finde sted ved reparatørens foranstaltning og under kontrol af toldvæsenet.

Stk. 5

Regnskabsmaterialet (eventuelt kopier) og de i stk. 1 nævnte opgørelser samt arbejdskort eller tilsvarende dokumentation skal opbevares i virksomheden i mindst 5 år og skal på begæring af toldvæsenet stilles til rådighed for kontrollen. Motorkøretøjer, som tilhører private, og hvis genopbygning ikke sker med henblik på salg

§ 7

Bestemmelserne i § 8 finder anvendelse i tilfælde, hvor genopbygningen gennemføres efter den private ejers nærmere bestemmelse og for dennes regning eller for regning af forsikringsselskab i de tilfælde, hvor der skal foretages udbedring af tæringsskader m.m., der er omfattet af en forsikring eller garantiordning.

§ 8

Afgiftsfritagelsen er betinget af, at køretøjet har været i løbende registrering for ejeren i mindst 1/2 år forud for genopbygningen, og at genopbygningen ikke sker med henblik på salg af køretøjet.

Stk. 2

Køretøjets genopbygning skal udføres overensstemmende med bestemmelserne i § 2, stk. 1-4. Såfremt de i § 2, stk. 1-3, anførte tekniske krav til genopbygningen ikke er opfyldt, skal køretøjet efter genopbygningen anmeldes til afgiftsberigtigelse hos toldvæsenet, jfr. § 2, stk. 5. Afgiftsberigtigelsen sker efter lovens almindelige bestemmelser.

Stk. 3

Reparatørvirksomheden skal udstede en specificeret faktura til køretøjets ejer, respektive forsikringsselskabet, om genopbygningen. Fakturaen skal bl.a. indeholde oplysninger til identifikation af køretøjet, herunder registreringsnummer, og om reparatørvirksomhedens navn og adresse.

Stk. 4

Reparatøren skal undersøge, om køretøjets chassis- eller stelnummer findes tydeligt og ubeskadiget, eller om det skal genihugges. Skal genihugning finde sted, skal denne udføres af reparatøren under kontrol af toldvæsenet.

Stk. 5

Bestemmelserne i § 6, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår det i § 8, stk. 3, omhandlede regnskabsmateriale m.v. Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 9

Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt:

  1. overtræder de vilkår, der er fastsat i § 2, stk. 1-4, § 4, 1. punktum, § 6 og § 8, eller
  1. undlader at indgive anmeldelse til toldvæsenet efter § 2, stk. 5, og § 4, 2. punktum.
Stk. 2

Bestemmelserne i lovens § 27, stk. 4, og § 28 finder anvendelse.

§ 10

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 1985.

Stk. 2

Samtidigt ophæves departementet for told- og forbrugsafgifters meddelelse nr. 90 af 4. januar 1965 om registreringsafgift af motorkøretøjer, der genopbygges.

pre_paragraph I medfør af § 3, stk. 3, og § 27, stk. 2, i lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 13 af 16. januar 1985, fastsættes:


Ministeriet for skatter og afgifter, den 20. februar 1985, den 20. februar 1985

/ISI FOIGHEL S. Ladegaard Pedersen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1985
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1985
Bekendtgørelse om fritagelse for registreringsafgift af motorkøretøjer, som genopbygges efter tæringsskade, slitage m.m. | TheLawyer.sh