TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om generelle bestemmelser om eksaminer ved navigations- og skipperskoler m.v.

BEK nr 620 af 18/12/1985

DanmarkBekendtgørelse1985

§ 1

Indstilling til nedennævnte eksaminer indsendes til direktøren for søfartsuddannelsen (i det følgende kaldet direktøren) mindst 4 uger forinden tidspunktet for afholdelse af eksamen: Fiskeskippereksamen af 3. grad, fiskeskippereksamen af 1. grad, kystskippereksamen, sætteskippereksamen og skibsførereksamen. Det samme gælder indstilling til tillægseksamen for erhvervelse af: Kystskippereksamen, fiskeskippereksamen af 3. grad og fiskeskippereksamen af 1. grad.

Stk. 2

Indstilling til yachtskippereksamen af 3. grad, yachtskippereksamen af 2. grad og yachtskippereksamen af 1. grad indsendes til direktøren inden den 15. januar det år, hvori eksamen ønskes aflagt.

Stk. 3

Indstillingen sker på blanketter, der udleveres fra direktoratet for søfartsuddannelsen, og som i udfyldt stand underskrives af forstanderen for den skole eller det kursus, som indstiller eksaminanden. Indstilling til yachtskippereksamen af 2. grad, yachtskippereksamen af 1. grad og fiskeskippereksamen af 1. grad underskrives dog af eksaminanden.

Stk. 4

Yachtskippereksamen af 3. grad, fiskeskippereksamen af 3. grad, kystskippereksamen, sætteskippereksamen og skibsførereksamen kan kun aflægges af elever, der er indstillet af vedkommende skole eller kursus, der har forberedt dem.

Stk. 5

Yachtskippereksamen af 2. grad kan kun aflægges af personer, der har bestået yachtskippereksamen af 3. grad. Yachtskippereksamen af 1. grad kan kun aflægges af personer, der har bestået yachtskippereksamen af 2. grad.

Stk. 6

Fiskeskippereksamen af 1. grad kan kun aflægges af personer, der har bestået fiskeskippereksamen af 3. grad.

Stk. 7

Sætteskippereksamen kan kun aflægges af personer, der har bestået kystskippereksamen.

Stk. 8

Indstilling til en af de nautiske eksaminer forudsætter, at de pågældende har gennemført de af direktøren foreskrevne særlige kurser med tilfredsstillende resultat.

Stk. 9

For at kunne indstilles til en af de i stk. 4 nævnte eksaminer, bortset fra yachtskippereksamen, skal de pågældende endvidere opfylde de betingelser, som er fastsat for at kunne indtræde på en navigationsskoles eller skipperskoles nautiske afdeling. For at kunne indstilles til yachtskippereksamen af 3. grad skal de pågældende have bestået duelighedsprøven for lystsejlere.

Stk. 10

Direktøren påser, at de foreskrevne betingelser er opfyldt. Direktøren kan dog under særlige omstændigheder gøre undtagelser fra de i stk. 1-9 nævnte betingelser.

Stk. 11

Den, som har bestået skibsførereksamen, anses for at have bestået sætteskippereksamen. Den, som har bestået kystskippereksamen, anses for at have bestået yachtskippereksamen af 3. grad. Den, som har bestået sætteskippereksamen, anses for at have bestået yachtskippereksamen af 1. grad. Den, som har bestået fiskeskippereksamen af 1. eller 3. grad, anses for at have bestået yachtskippereksamen af samme grad.

§ 2

Eksaminanden skal møde på den fastsatte dag og tid i eksamenslokalet og medbringe de fornødne skrive- og tegnerekvisitter samt de hjælpemidler, der er nødvendige for opgavens løsning, jfr. stk. 2. Møder en eksaminand ikke rettidig, forlader den anviste plads uden tilladelse, eller udviser upassende opførsel, kan eksaminanden bortvises af eksamenskommissionens repræsentant.

Stk. 2

Ved de skriftlige prøver må der kun anvendes de lærebøger eller hjælpemidler, som eksamenskommissionen tillader. Oplysning om de til de skriftlige opgavers løsning nødvendige og tilladte hjælpemidler meddeles skolen eller kursus til underretning for eksaminanderne senest 14 dage før eksamens afholdelse.

Stk. 3

Henvendelse om eventuelle fejl eller uklarheder i de udleverede opgaver, må kun ske til den tilsynsførende.

Stk. 4

Under den skriftlige eksamen må der i lokalerne ikke findes udstillede modeller, tegninger eller andre undervisningsmidler, der efter eksamenskommissionens skøn vil kunne benyttes af eksaminanderne ved opgavernes besvarelse.

§ 3

De skriftlige opgaver er fælles for samtlige eksaminander, der samtidig underkaster sig samme eksamen i samme fag. Opgaverne skal have påtegning om den tid, der er givet til besvarelsen, samt om de nødvendige og de tilladte hjælpemidler, jfr. § 2, stk. 2.

Stk. 2

Eksamenskommissionen udleverer papir til brug ved besvarelsen af opgaverne. Kun dette papir må benyttes. Det må af besvarelsen klart fremgå, hvad der ønskes bedømt, og besvarelsen afleveres til den tilsynsførende.

§ 4

Spørgsmålene til den mundtlige eksamen nedskrives på sedler i et sådant antal, at enhver eksaminand mindst har 3 at vælge imellem; hver eksaminand trækker sine spørgsmål.

§ 5

Eksaminationen af eksaminander, der er indstillet af en navigations- eller skipperskole, foretages så vidt muligt af den lærer, der har forberedt eksaminanden i det pågældende fag.

Stk. 2

Eksaminationen af privat indstillede eksaminander foretages af et medlem af eksamenskommissionen eller en af direktøren udpeget eksaminator.

Stk. 3

Bedømmelsen foretages af eksaminator i forbindelse med en eller to censorer, der enten kan være medlemmer af eksamenskommissionen eller udpeget af direktøren.

Stk. 4

Det påhviler de ved bedømmelsen medvirkende censorer at påse, at eksaminationen foretages på fyldestgørende måde, samt at bestemme, hvornår overhøringen i de enkelte spørgsmål kan afsluttes. Censor kan efterfølgende stille supplerende spørgsmål.

§ 6

Hvis en eksaminand søger eller giver hjælp, skal denne straks bortvises fra eksamen af eksamenskommissionens repræsentant.

Stk. 2

Hvis en eksaminand på grund af sygdom ikke møder op til eksamen eller må forlade denne, kan eksamenskommissionen tillade eksaminanden at fortsætte eksamen, således at eventuelt aflagte prøver gælder.

§ 7

Ved bedømmelsen anvendes 13-skalaen efter de derom ved de højere uddannelsesinstitutioner gældende regler.

Stk. 2

Ved bedømmelsen gives en karakter, der svarer til gennemsnittet af de af eksaminator og censorer afgivne særkarakterer. Svarer gennemsnitstallet ikke til et af tallene i den anvendte karakterskala, bliver karakteren det tal i skalaen, der ligger nærmest ved gennemsnitstallet. Ligger gennemsnitstallet midt imellem 2 karakterer i skalaen, forhøjes til det nærmeste højere tal i rækken, hvis censor har givet den højeste karakter, medens det nærmeste lavere tal i rækken bliver eksamenskarakter, hvis censor har givet den laveste karakter, idet karakteren 0 dog kun kan gives, hvis eksaminator og censor er enige derom.

§ 8

Et samlet eksamensresultat udtrykkes ved gennemsnitskvotienten af samtlige ved eksamen givne karakterer. Ved beregningen af gennemsnitskvotienten medtages kun en decimal.

Stk. 2

For at bestå kræves, at det samlede eksamensresultat er mindst 6,0 og at gennemsnitskvotienten for hvert fag for sig er mindst 5,0. Endvidere kræves at karakteren i brug af radar samt at enhver karakter for skriftlige opgaver er mindst 5.

Stk. 3

Direktøren kan fastsætte nærmere regler for afholdelse af eksamen ved deleksaminer på forskellige eksamensterminer.

§ 9

Under eksamen føres karakterlister. Karakterlisterne skal for det pågældende fag indeholde særkaraktererne samt den eller de karakterer, der gives eksaminanden som resultat af de forskellige særkarakterer. Karakterlisterne underskrives af dem, der har deltaget i bedømmelsen. De endelige karakterer opslås umiddelbart efter hver tilendebragt bedømmelse i hvert enkelt fag på et for eksaminanderne tilgængeligt sted.

Stk. 2

Særkaraktererne er fortrolige.

§ 10

Direktøren kan i særlige tilfælde tillade, at en eksaminand indstilles til en ny prøve i indtil 2 mundtlige discipliner, når 1 eller 2 fag ikke er bestået. Den fornyede prøve skal aflægges tidligst 1 måned og senest 12 måneder efter den pågældende eksamenstermins afslutning.

§ 11

Til fiskeskippereksaminer kan direktøren fravige bestemmelsen i § 8, stk. 2, for fagene dansk og engelsk for grønlandsksprogede elever, der er undervist og eksamineret ved tolk.

§ 12

Den, der har bestået en af de i denne bekendtgørelse omhandlede eksaminer, modtager et af direktøren udstedt eksamensbevis.

§ 13

I direktoratet for søfartsuddannelsen føres og opbevares fortegnelser over samtlige de af denne bekendtgørelse omfattede eksaminander. Fortegnelserne skal for hver eksaminand indeholde de nødvendige oplysninger til brug for en eventuel rekonstruktion af eksamensbeviset.

§ 14

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1986.

Stk. 2

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 43 af 14. februar 1984 om generelle bestemmelser om eksaminer ved navigations- og skipperskoler.

§ 15

Elever, der ved bekendtgørelsens ikrafttræden på en navigations- eller skipperskole har påbegyndt forberedelse til fiskeskippereksamen af 3., 2. eller 1. grad, kystskippereksamen, sætteskippereksamen, styrmandseksamen eller skibsførereksamen efter den indtil 1. januar 1986 gældende uddannelseslov og bekendtgørelse nr. 43 af 14. februar 1984 om generelle bestemmelser om eksaminer ved navigations- og skipperskoler, kan under et ubrudt uddannelsesforløb inden for den normale forberedelsestid aflægge vedkommende eksaminer efter disse regler. Forberedelse til fiskeskippereksamen af 2. og 1. grad anses herved for påbegyndt af elever, der forbereder sig til fiskeskippereksamen af 3. grad, forberedelse til sætteskippereksamen anses for påbegyndt af elever, der forbereder sig til kystskippereksamen og forberedelse til skibsførereksamen anses for påbegyndt af elever, der forbereder sig til styrmandseksamen.

pre_paragraph I medfør af § 8, stk. 1 og stk. 5, § 9, § 11, nr. 3 og nr. 4, og § 23, stk. 3, i lov om søfartsuddannelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 518 af 4. december 1985, fastsættes:


Industriministeriet, den 18. december 1985, den 18. december 1985

/Ib Stetter Torben Ginnerup/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1985
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1985