TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om ansættelse af unge i private virksomheder med løntilskud

BEK nr 634 af 19/12/1985

DanmarkBekendtgørelse1985

§ 1

Ordningen har til formål dels at forbedre beskæftigelsesmulighederne for unge ledige - herunder sikre dem en hurtig indgang til en aktiv beskæftigelse på en normal arbejdsplads, og dels at udvide den samlede beskæftigelse i samfundet.

§ 2

Arbejdet skal tilbydes på en almindelig arbejdsplads i en privat virksomhed på overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår. Hvis arbejdet ikke er omfattet af kollektiv overenskomst, skal der gives de løn- og arbejdsvilkår, som efter kollektiv overenskomst gælder for ansatte uden støtte ved tilsvarende arbejde. Ved støtte forstås ordninger med beskæftigelsesfremmende formål. Findes der ingen kollektiv overenskomst for tilsvarende arbejde, ydes de sædvanlige løn- og arbejdsvilkår for det pågældende arbejde.

Stk. 2

Den enkelte ansættelse skal tilstræbes at være af varig karakter og kan ikke være et midlertidigt vikarjob eller anden kortvarig beskæftigelse. Ansættelsen skal være egnet til at bibringe en arbejdsmæssig optræning. Der skal være et rimeligt forhold mellem antallet af ansatte uden tilskud og ansatte med tilskud.

Stk. 3

Arbejdstiden skal være overenskomst- eller sædvanemæssig fuld arbejdstid. Deltidsansættelse kan aftales, hvis den unge er indforstået hermed.

Ansættelse m.v.

Ansættelse m.v.

§ 3

Den, der ansættes i et arbejde med løntilskud skal på ansættelsestidspunktet være: - under 25 år, - tilmeldt arbejdsformidlingen som ledig i 3 måneder forud for ansættelsen.

Stk. 2

Arbejdsformidlingen skal på opfordring give skriftlig dokumentation for den unges tilmelding til arbejdsformidlingen og for ledighedsperioden.

Stk. 3

Arbejdsformidlingen kan se bort fra kravet om 3 måneders ledighed, hvis den unge har haft kortvarig beskæftigelse i ledighedsperioden eller deltaget i kursus eller uddannelse. Den unge skal dog være tilmeldt arbejdsformidlingen som ledig på ansættelsestidspunktet.

Stk. 4

Arbejdsformidlingen kan se bort fra både 3 måneders ledighedskravet efter stk. 3 og kravet om ledighed på ansættelsestidspunktet i forbindelse med: - forudgående beskæftigelse på et beskæftigelsesprojekt, - deltagelse i erhvervsforberedende kurser, - deltagelse i særligt tilrettelagte vejledningskurser, - deltagelse på produktionsskoler, - deltagelse i andre kurser tilrettelagt specielt for unge ledige, - overstået barselsorlov og - afsluttet værnepligt.

§ 4

Unge ledige må kun ansættes i arbejde med løntilskud, hvis de er anvist eller henvist af arbejdsformidlingen eller en anerkendt arbejdsløshedskasse, der har fået tilladelse hertil, jfr. dog § 5, stk. 2.

§ 5

Arbejdsformidlingen forhandler med kommunen om hvilke grupper, der kan være behov for at tage særligt hensyn til ved anvisning eller henvisning til arbejde med løntilskud.

Stk. 2

Arbejdsformidlingen og kommunen kan aftale, at kommunen henviser unge til ansættelse i godkendte løntilskudspladser uden forudgående anvisning fra arbejdsformidlingen. Når kommunen foretager en sådan henvisning, skal arbejdsformidlingen underrettes herom inden ansættelsens påbegyndelse.

§ 6

Arbejdsforholdet kan efter aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren og med kommunens godkendelse afbrydes uden løn i op til 3 måneder. En sådan periode kan f.eks. anvendes til deltagelse i et kursus eller en uddannelse.

Tilskud

Tilskud

§ 7

Den unges bopælskommune giver tilskud på 70 pct. af højeste dagpenge pr. 1. oktober i det foregående år, jfr. § 47 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., til den private arbejdsgiver ved ansættelse af en ung ledig.

Stk. 2

Tilskuddet udgør dog for de unge under 18 år 65 pct. af tilskuddet efter stk. 1. Fylder de unge 18 år i tilskudsperioden, får arbejdsgiveren tilskud efter stk. 1 i den resterende del af perioden.

Stk. 3

Tilskuddet fastsættes for et kalenderår ad gangen. Det forventede tilskud for det kommende år vil blive foreløbigt beregnet og bekendtgjort af arbejdsdirektoratet inden 1. juni året forud.

Stk. 4

Kommunen træffer den endelige administrative afgørelse om ydelse af tilskud.

§ 8

Tilskuddet gives normalt i en arbejdsperiode på 6 måneder svarende til 1040 timer.

Stk. 2

Perioden kan blive længere end 6 måneder, hvor der f.eks. er indgået aftale om deltidsansættelse, ved afbrydelse efter aftale, jfr. § 6, og ved sygdom eller barsel.

Stk. 3

Tilskuddet kan efter kommunens afgørelse gives i op til 12 måneder, hvis den unge har været ledig i mere end 6 måneder forud for ansættelsen.

Stk. 4

Afgørelse om tilskud i op til 12 måneder træffes endeligt af kommunen.

§ 9

Hvis et ansættelsesforhold ophører i løbet af støtteperioden, skal arbejdsgiveren underrette arbejdsformidlingen og kommunen herom med angivelse af årsagen til ophøret.

Stk. 2

Ved støtteperiodens ophør skal arbejdsgiveren underrette arbejdsformidlingen og kommunen om, hvorvidt den unge fortsat er ansat hos arbejdsgiveren.

§ 10

Tilskuddet udbetales for den tid, den pågældende modtager løn eller andre ydelser fra arbejdsgiveren uden samtidig refusion heraf fra det offentlige efter reglerne om dagpenge m.v. Støtten kan ikke udbetales til den løn arbejdsgiveren eventuelt udbetaler på den 1. sygedag (karensdag).

Stk. 2

Tilskuddet kan ikke overstige den udbetalte løn inklusive værdien af eventuel kost og logi, eller den løn inklusive værdien af eventuelt kost og logi, som unge ville være berettiget til, hvis pågældende var ansat uden tilskud.

Stk. 3

Tilskuddet udbetales bagud i rater for perioder på 3 måneder.

§ 11

Hvis den unge uden at ophøre i arbejdet med løntilskud flytter til en anden kommune, er det fraflytningskommunen, der udbetaler tilskuddet til periodens ophør.

Stk. 2

Hvis den unge ansættes i et arbejde med løntilskud i en anden kommune end bopælskommunen, er det bopælskommunen, der udbetaler tilskuddet.

Fordeling af statstilskud

Fordeling af statstilskud

§ 12

Kommunen betaler det fulde tilskud til arbejdsgiveren og modtager 50 pct. refusion heraf fra staten inden for den på finansloven fastsatte ramme.

Stk. 2

Hvis rammen er opbrugt kan kommunen finansiere hele tilskuddet alene.

Stk. 3

Godkendte tilskud finansieres fuldt ud af kommunen, hvis rammen er opbrugt i løbet af ydelsesperioden, jfr. § 7, stk. 4.

§ 13

Arbejdsministeren fastsætter efter forhandling med landsarbejdsnævnet og de kommunale organisationer regler om fordeling og evt. omfordeling af det samlede statstilskud til kommunerne.

Merbeskæftigelse m.v.

Merbeskæftigelse m.v.

§ 14

Ønsker en arbejdsgiver at ansætte unge ledige med tilskud skal repræsentanter for de berørte ansatte på arbejdspladsen orienteres herom.

§ 15

Ansættelse af unge ledige skal medføre en nettoudvidelse af antallet af ansatte hos vedkommende arbejdsgiver. Ved nettoudvidelse forstås merbeskæftigelse i forhold til virksomhedens normale beskæftigelse.

Stk. 2

Ved afgørelsen af, om der foreligger nettoudvidelse, jfr. stk. 1, indgår en bedømmelse af, om der i direkte tilknytning hertil foretages afskedigelser af ansatte medarbejdere uden tilskud i tilsvarende stillinger. Tilskuddet kan heller ikke ydes ved ansættelse i en stilling, der er blevet ledig i forbindelse med en nylig afskedigelse af en medarbejder uden støtte.

Stk. 3

Tilskud kan ikke ydes ved ansættelse af unge, hvor der er etableret eller aftalt arbejdsfordeling.

Stk. 4

Hvis der opstår behov for indskrænkning af arbejdsstyrken i en virksomhed, hvor der er ansat unge ledige med tilskud, skal arbejdsgiveren optage drøftelse herom med repræsentanter for de ansatte.

Stk. 5

Arbejdsformidlingen træffer den endelige administrative afgørelse af, om betingelsen efter stk. 3 er opfyldt.

§ 16

Betingelsen om merbeskæftigelse påses af virksomheden og dens ansatte i fællesskab. Til brug herfor giver arbejdsgiveren repræsentanter for de ansatte alle nødvendige oplysninger. Arbejdsgiveren underretter repræsentanter for de berørte ansatte om, fra hvilken dato en ung med tilskud er ansat i virksomheden.

Stk. 2

På ansættelsesområder, der er omfattet af en kollektiv overenskomst, afgøres uenighed om betingelsen om merbeskæftigelse efter de gældende fagretlige regler om mægling og eventuel voldgift ved uenighed af faglig karakter. Arbejdsformidlingen underrettes af parterne om udfaldet af den fagretlige behandling.

Stk. 3

For arbejdsgivere, der ikke er omfattet af kollektiv overenskomst, afgør arbejdsformidlingen administrativt endeligt, om betingelsen om merbeskæftigelse er opfyldt. Opgørelsen foretages på grundlag af reglerne i kapitel 5 a om varsling m.v. i forbindelse med afskedigelser af større omfang i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. og regler udstedt med hjemmel heri. Arbejdsdirektøren kan fastsætte nærmere regler.

§ 17

Det skal af arbejdsgiverens ansøgning til arbejdsformidlingen fremgå: 1) om ansættelsesområdet er omfattet af en kollektiv overenskomst, 2) at repræsentanter for de ansatte er blevet orienteret om ansøgningen, 3) om der er enighed om, at betingelsen om merbeskæftigelse er opfyldt. Hvis den private virksomhed ikke er omfattet af kollektiv overenskomst, skal endvidere fremgå: 4) de ansattes synspunkter, hvis der ikke er enighed om, at merbeskæftigelsesbetingelsen er opfyldt.

Administration m.v.

Administration m.v.

§ 18

Arbejdsformidlingen varetager administrationen af reglerne i denne bekendtgørelse, Undtaget herfra er §§ 6-8 og 10-11. Kommunerne varetager administrationen efter disse bestemmelser.

Stk. 2

Hvis der er indgået en aftale mellem arbejdsformidlingen og kommunen om kommunens henvisning til ansættelse af unge uden forudgående anvisning fra formidlingen, jfr. § 5, stk. 2, varetager kommunen desuden administrationen af § 3, stk. 1.

Stk. 3

Arbejdsdirektøren kan fastsætte nærmere regler om indberetning til arbejdsformidlingen om løntilskud.

Misbrug m.v.

Misbrug m.v.

§ 19

Arbejdsformidlingen kan fratage en arbejdsgiver retten til at ansætte unge med løntilskud, hvis arbejdsgiveren ikke overholder bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2

Arbejdsformidlingen underretter kommunen om arbejdsgivere, som er frataget retten til løntilskud.

Stk. 3

Arbejdsdirektøren kan bestemme, at tilskud ikke kan udbetales, eller at tilskud skal tilbagebetales, hvis: 1) arbejdsgiveren har afgivet urigtig erklæring om forhold, som er af betydning for at opnå ret til at ansætte unge med løntilskud eller bevare retten hertil, eller 2) arbejdsgiveren forsætligt har fortiet forhold, som har samme betydning som nævnt i nr. 1).

Stk. 4

Sager efter stk. 3, der ikke er rejst på kommunens anmodning, orienterer arbejdsdirektøren kommunen om.

Klage

Klage

§ 20

Arbejdsformidlingens afgørelser kan, medmindre andet er bestemt, indbringes for arbejdsdirektøren inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Arbejdsdirektøren kan se bort fra overskridelse af klagefristen, når der er en særlig grund til det.

Stk. 2

Arbejdsdirektørens afgørelse efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3

Arbejdsministeren kan inden 4 uger efter, at afgørelsen er blevet meddelt, på eget initiativ tage en afgørelse, der er truffet af arbejdsdirektøren op til nærmere undersøgelse og afgørelse.

§ 21

Kommunen træffer i alle tilfælde afgørelse efter §§ 6-8 og 10-11. Når der er indgået aftale efter § 5, stk. 2, træffer kommunen afgørelse efter § 3, stk. 1.

Stk. 2

Kommunens afgørelse efter § 3, stk. 1 kan indbringes for arbejdsdirektøren inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 3

Arbejdsdirektørens afgørelse efter stk. 2 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 4

Arbejdsministeren kan inden 4 uger efter, at afgørelsen er blevet meddelt, på eget initiativ tage en afgørelse, der er truffet af arbejdsdirektøren op til nærmere undersøgelse og afgørelse.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 22

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1986.

Stk. 2

De ansættelser med løntilskud, der er godkendt af bopælskommunen før den 1. januar 1986 efter regler, der er fastsat med hjemmel i § 4, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 349 af 28. juni 1984 om ekstraordinære beskæftigelsesfremmende foranstaltninger i kommuner og amtskommuner, kan føres videre efter de hidtidige regler. Arbejdsministeriet, den 19. december 1985 Grethe Fenger Møller /Leif Chr. Hansen

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1985
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1985