Lov om international fuldbyrdelse af straf m.v.

§ 3. Begrebet »statsborger« i konventionens art. 3, stk. 1, litra a, og stk. 3, bestemmes for Danmarks vedkommende som personer, som har dansk indfødsret, eller som har fast bopæl her i riget. Stk. 2. Fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser i Danmark sker efter reglerne i konventionens art. 11 om omsætning af straffen. Afgørelsen om omsætning træffes ved dom. Stk. 3. Justitsministeren kan, hvis det ellers ikke vil være muligt at få en domfældt overført hertil, bestemme, at fuldbyrdelse af den udenlandske afgørelse skal ske efter reglerne i konventionens art. 10 om fortsat fuldbyrdelse. Der skal ske tilpasning af sanktionen i overensstemmelse med art. 10, stk. 2. Afgørelsen om tilpasning træffes ved dom.

Den europæiske konvention om straffedommes internationale

Den europæiske konvention om straffedommes internationale

§ 5. Retsplejelovens regler om udenretlig vedtagelse af bøde eller konfiskation finder tilsvarende anvendelse ved fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om bøde eller konfiskation, jfr. konventionens art. 37. Stk. 2. Afgørelse i henhold til konventionens art. 39, stk. 2, træffes ved kendelse. Stk. 3. Der kan ikke her i landet fastsættes forvandlingsstraf for en udenlandsk bøde, jfr. konventionens art. 48.

Fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af udenlandske

Fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af udenlandske

§ 7. I det omfang den pågældende konvention og denne lov ikke indeholder modstående regler, gælder retsplejelovens regler om straffesagers behandling for retten. Stk. 2. Behandlingen af sager, der ikke er omfattet af art. 25, stk. 1, eller art. 26, stk. 1, i den europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger, sker uden udfærdigelse af anklageskrift og uden medvirken af domsmænd. Stk. 3. Der beskikkes en forsvarer for den sigtede. Angår sagen fuldbyrdelse af en udenlandsk bøde eller en sanktion som anført i bilag III til konventionen om straffedommes internationale retsvirkninger, beskikkes forsvarer dog kun, såfremt den pågældende fremsætter begæring herom.

§ 10. Gælder der i forhold til en anden stat ikke nogen af de i kapitel 2-3 nævnte konventioner eller af de i § 9 nævnte overenskomster, kan justitsministeren, når humanitære eller andre særlige hensyn taler derfor, bestemme, at straf m.v., som er pålagt i den anden stat, kan fuldbyrdes her i landet. Stk. 2. Fuldbyrdelsen skal ske efter danske regler og må ikke medføre skærpelse af domfældtes strafferetlige situation. Stk. 3. Justitsministeren fastsætter i forbindelse med de i stk. 1 nævnte afgørelser, i hvilket omfang bestemmelserne i denne lovs kapitler 2 og 4 eller 3-4 og de heri nævnte konventioner skal fraviges, jfr. dog § 11. Stk. 4. I nødvendigt omfang kan justitsministeren i forbindelse med en aftale som nævnt i stk. 1 indgå på, at der på tilsvarende betingelser kan ske fuldbyrdelse i en anden stat af straf m.v., der er fastsat her i landet vedrørende personer, der er hjemmehørende i den anden stat.

§ 14. Bestemmelserne i kapitel 2 finder anvendelse, selv om den pågældende afgørelse er truffet, før konventionen om overførelse af domfældte er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat. Stk. 2. Kapitel 3 finder kun anvendelse på afgørelser, der er truffet efter, at den europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat. Justitsministeren kan dog på grundlag af overenskomst med vedkommende stat bestemme, at bestemmelserne også skal anvendes på tidligere afgørelser.

§ 15. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Christiansborg slot, den 4. juni 1986, den 4. juni 1986 MARGRETHE R. ERIK NINN-HANSEN

Bilag 1

Konvention om overførelse af domfældte Medlemsstaterne af Europarådet og andre stater, som har undertegnet denne konvention, og som

• i betragtning af, at Europarådets mål er at opnå større enighed mellem rådets medlemmer;
• ønsker yderligere at udvikle det internationale samarbejde på strafferettens område;
• anser, at sådant samarbejde skal øge retssikkerheden og dømte personers resocialisering;
• i betragtning af, at disse opgaver kræver, at udlændinge, som berøves friheden som følge af, at de har begået en forbrydelse, bør have mulighed for at udstå retsfølgerne i deres eget samfund, og som
• i betragtning af, at dette mål bedst kan opnås ved at overføre disse til deres hjemlande, er blevet enige om følgende: Artikel 1 Definitioner I den konvention forstås ved: a) »retsfølge«: enhver straf eller anden foranstaltning, som er fastsat af en domstol, og som indebærer frihedsberøvelse i begrænset eller ubegrænset tid, pålagt på grund af en strafbar handling; b) »dom«: en afgørelse eller beslutning af en domstol, som indebærer, at en retsfølge idømmes; c) »domslandet«: den stat, i hvilken en person, som kan blive eller er blevet overført, er idømt en retsfølge; d) »fuldbyrdelseslandet«: den stat, til hvilken den dømte kan blive eller er blevet overført for at udstå retsfølgen. Artikel 2 Almindelige principper

1. De kontraherende stater påtager sig i størst muligt omfang indbyrdes at samarbejde med hensyn til overførelse af dømte personer i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention.
2. En person, som er dømt i en kontraherende stat kan overføres til en anden kontraherende stat i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention for at udstå den retsfølge, som den pågældende er idømt. I forbindelse hermed kan den pågældende til domslandet eller fuldbyrdelseslandet udtrykke sit ønske om at blive overført efter bestemmelserne i denne konvention.
3. Anmodningen om overførelse kan fremsættes af enten domslandet eller fuldbyrdelseslandet. Artikel 3 Betingelser for overførelse
4. En dømt person kan kun under følgende betingelser overføres efter denne konvention: a) hvis den pågældende er statsborger i fuldbyrdelseslandet; b) hvis dommen er retskraftig; c) hvis den dømte på tidspunktet for modtagelsen af anmodningen om overførelse fortsat mangler at udstå mindst 6 måneder af retsfølgen, eller hvis retsfølgen er tidsubestemt; d) hvis samtykket til overførelse er givet af den dømte eller, hvis en af de to stater af hensyn til den pågældendes alder, fysiske eller mentale tilstand anser det for nødvendigt, af den dømte persons retlige stedfortræder; e) hvis den handling eller undladelse, som har foranlediget retsfølgen, er en forbrydelse efter fuldbyrdelseslandets lov eller ville have været en forbrydelse, hvis den var begået på fuldbyrdelsesstatens eget område; og

f) hvis domslandet og fuldbyrdelseslandet samtykker i overførelsen. 2. I særlige tilfælde kan de kontraherende parter samtykke i en overførelse selv om den tid, som den dømte person mangler at udstå, er kortere end anført i punkt 1.c. 3. Enhver af de kontraherende stater kan ved deponering af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tilslutningsdokument ved en meddelelse til Europarådets generalsekretær angive, at den har til hensigt at undlade at anvende en af de i artikel 9, stk. 1, litra a og b, anførte procedurer i forhold til andre kontraherende stater. 4. Enhver af de kontraherende stater kan når som helst ved en erklæring til Europarådets generalsekretær definere, hvad den for sit vedkommende i denne konvention forstår ved udtrykket »statsborger«. Artikel 4 Forpligtelse til at tilvejebringe oplysninger

1. Enhver dømt person, som denne konvention kan finde anvendelse på, skal af domslandet underrettes om konventionens indhold.
2. Hvis den dømte over for domslandet har givet udtryk for ønske om at blive overført efter denne konvention, skal denne stat underrette fuldbyrdelseslandet herom så snart som muligt efter, at dommen er blevet retskraftig.
3. Oplysningerne skal omfatte a) den dømtes navn samt hans fødselsdato og fødested; b) den dømtes adresse, hvis sådan findes, i fuldbyrdelseslandet; c) en meddelelse om de gerninger, for hvilke retsfølgen er idømt; d) retsfølgens art og længde samt tidspunktet for fuldbyrdelsens påbegyndelse.
4. Hvis den dømte overfor fuldbyrdelseslandet har givet udtryk for ønske om overførelse, skal domslandet på begæring videregive de i pkt. 3 angivne oplysninger til denne stat.
5. Den dømte skal skriftligt underrettes om enhver foranstaltning, som træffes af domslandet eller fuldbyrdelseslandet efter de foranstående punkter, samt om enhver beslutning som tages af en af de to stater i forbindelse med en anmodning om overførelse. Artikel 5 Anmodninger og svar
6. Anmodninger om overførelse samt svar herpå skal være skriftlige.
7. Anmodninger skal af justitsministeriet i den begærende stat fremsendes til justitsministeriet i den anmodede stat. Svar skal formidles ad samme vej.
8. Enhver af de kontraherende stater kan ved en erklæring til Europarådets generalsekretær tilkendegive, at den ønsker at benytte en anden fremgangsmåde ved videregivelse af oplysninger.
9. Den anmodede stat skal straks underrette den anmodende stat om sin beslutning om, hvorvidt den samtykker i anmodningen om overførelse. Artikel 6 Dokumenter, der skal vedlægges
10. Fuldbyrdelseslandet skal på begæring af domslandet forsyne dette med følgende: a) et dokument eller en erklæring, som viser, at den dømte person er statsborger i denne stat; b) en kopi af fuldbyrdelseslandets relevante lov, som viser, at de handlinger eller undladelser, der har givet anledning til den pålagte retsfølge i domslandet, udgør en lovovertrædelse efter fuldbyrdelseslandets lovgivning eller ville udgøre en lovovertrædelse, hvis de var begået på dets område; c) en erklæring indeholdende de i art. 9, pkt. 2, nævnte oplysninger.

1. Hvis en anmodning om overførelse er fremsat, skal domslandet fremskaffe følgende dokumenter til fuldbyrdelseslandet, medmindre en af staterne allerede har tilkendegivet, at den ikke vil give samtykke til overførelsen: a) en bekræftet genpart af dommen og den lov, som denne er afsagt på grundlag af; b) en udtalelse om, hvor stor en del af straffen, som allerede er udstået, herunder oplysninger om eventuel varetægtsfængsling før dommen, strafafkortning samt andre oplysninger af betydning for dommens fuldbyrdelse; c) en erklæring indeholdende samtykket til overførelsen som omtalt i art. 3, pkt. 1, litra d; d) når det skønnes hensigtsmæssigt eventuelle medicinske eller sociale rapporter om den dømte person, oplysninger om hans behandling i domslandet samt enhver anbefaling vedrørende pågældendes videre behandling i fuldbyrdelseslandet.
2. Enhver af staterne kan anmode om at blive forsynet med de i 1. eller 2. pkt. nævnte dokumenter og erklæringer, før den fremsætter anmodning om overførelse eller træffer beslutning om, hvorvidt samtykke skal gives til overførelse. Artikel 7 Samtykke og bekræftelse heraf
3. Domslandet skal sikre sig, at den person, som anmodes om at give samtykke til overførelsen i overensstemmelse med artikel 3, pkt. 1, litra d, gør dette frivilligt og med fuld viden om retsvirkningerne heraf. Fremgangsmåden ved afgivelsen af samtykke fastsættes i domslandets lovgivning.
4. Domslandet skal give fuldbyrdelseslandet mulighed for gennem en konsul eller anden repræsentant udpeget efter aftale med fuldbyrdelseslandet at få bekræftet, at samtykket er afgivet i overensstemmelse med betingelserne i pkt. 1. Artikel 8 Virkningen af overførelse for domslandet
5. Fuldbyrdelseslandets myndigheders overtagelse af den dømte person skal have den virkning, at fuldbyrdelsen af retsfølgen suspenderes i domslandet.
6. Domslandet må ikke længere fuldbyrde retsfølgen, hvis fuldbyrdelseslandet anser udståelsen af retsfølgen for at være afsluttet. Artikel 9 Virkningen af overførelse for fuldbyrdelseslandet
7. De kompetente myndigheder i fuldbyrdelseslandet skal: a) fortsætte fuldbyrdelsen af retsfølgen øjeblikkeligt eller gennem en domstolsafgørelse eller administrativ afgørelse under de i artikel 10 anførte betingelser, eller b) gennem en domstolsafgørelse eller administrativ afgørelse omsætte retsfølgen til en afgørelse truffet af denne stat og således erstatte den i domslandet pålagte sanktion med en sanktion efter fuldbyrdelseslandets lov for samme overtrædelse under de i artikel 11 anførte betingelser.
8. Fuldbyrdelseslandet skal på begæring forud for overførelsen af den dømte person underrette domslandet om, hvilke af disse fremgangsmåder det vil følge.
9. Fuldbyrdelsen af retsfølgen skal ske efter fuldbyrdelseslandets lovgivning, og kun denne stat er kompetent til at træffe alle påkrævede afgørelser.
10. Enhver af de kontraherende stater, som i følge sin nationale lovgivning ikke kan benytte en af de i pkt. 1 angivne fremgangsmåder i forbindelse med fuldbyrdelse af foranstaltninger, der i en anden kontraherende stat er blevet pålagt personer, som på grund af deres mentale tilstand ikke strafferetligt er anset som ansvarlig for lovovertrædelsen, og som er indstillet på at modtage sådanne personer til videre behandling, kan gennem en erklæring til Europarådets generalsekretær tilkendegive, hvilken fremgangsmåde den ønsker at følge i disse tilfælde.

Artikel 10 Fortsat fuldbyrdelse

1. I tilfælde af fortsat fuldbyrdelse skal fuldbyrdelseslandet være bundet af retsfølgens retlige karakter og varighed, således som den er bestemt af domslandet.
2. Hvis retsfølgen imidlertid på grund af sin karakter eller varighed er uforenelig med fuldbyrdelseslandets lovgivning, eller hvis denne stats lovgivning kræver det, kan staten gennem en domstolsafgørelse eller administrativ afgørelse tilpasse sanktionen til den straf eller foranstaltning, som er foreskrevet af dens egen lovgivning for en lignende overtrædelse. Hvad angår retsfølgens karakter, skal straffen eller foranstaltningen i videst muligt omfang svare til retsfølgen, som skal fuldbyrdes. Den må ikke med hensyn til sin karakter eller varighed skærpe den i domslandet pålagte sanktion, og den må ikke overstige maximumstraffen i fuldbyrdelseslandets lovgivning. Artikel 11 Omsætning af retsfølgen
3. Ved omsætning af retsfølgen finder den i fuldbyrdelseslandets lov foreskrevne fremgangsmåde anvendelse. Ved omsætning af retsfølgen gælder, at den kompetente myndighed: a) er bundet af bedømmelsen af sagens faktiske omstændigheder, således som disse direkte eller indirekte fremgår af den i domslandet afsagte dom; b) ikke må omsætte en sanktion, som indebærer frihedsberøvelse, til en bødestraf; c) skal fratrække hele den periode, i hvilken den dømte person har været frihedsberøvet; og d) ikke må forværre den dømte persons strafferetlige stilling, og at den ikke er bundet af den minimumsstraf, som efter fuldbyrdelseslandets lovgivning kan være foreskrevet for den eller de begåede lovovertrædelser.
4. Hvis omsætningen finder sted efter den dømte persons overførelse, skal fuldbyrdelseslandet enten varetægtsfængsle denne person eller på anden måde sikre hans tilstedeværelse i fuldbyrdelseslandet, mens udfaldet af omsætningsproceduren afventes. Artikel 12 Benådning, amnesti og formildelse af retsfølgen Hver stat kan meddele benådning, amnesti eller formildelse af retsfølgen i overensstemmelse med sin forfatning eller anden lovgivning Artikel 13 Fornyet prøvelse af dommen Domslandet alene har retten til at træffe afgørelse i forbindelse med en begæring om fornyet prøvelse af dommen. Artikel 14 Fuldbyrdelsens ophør Fuldbyrdelseslandet skal afslutte fuldbyrdelsen af retsfølgen, så snart det af domslandet underettes om en beslutning eller foranstaltning, som indebærer, at retsfølgen ikke længere kan fuldbyrdes. Artikel 15 Oplysninger om fuldbyrdelsen Fuldbyrdelseslandet skal forsyne domslandet med oplysninger vedrørende fuldbyrdelsen af retsfølgen: a) når det anser fuldbyrdelsen af retsfølgen for at være afsluttet; b) hvis den dømte person er flygtet, før fuldbyrdelsen af retsfølgen er afsluttet; c) hvis domslandet anmoder om en særlig redegørelse. Artikel 16 Gennemrejse En kontraherende stat skal i overensstemmelse med sin lovgivning imødekomme en anmodning om tilladelse til gennemrejse for en dømt person gennem sit territorium, såfremt anmodningen er fremsat af en anden kontraherende stat, og denne stat har aftalt overførelsen af personen til eller fra sit territorium med en anden kontraherende stat eller med en tredie stat.

1. En kontraherende stat kan afslå at give tilladelse til gennemrejse: a) hvis den dømte person er en af dens statsborgere, eller b) hvis lovovertrædelsen, for hvilken retsfølgen blev pålagt, ikke er en lovovertrædelse efter dens egen lovgivning.
2. Anmodninger om tilladelse til gennemrejse og svar herpå formidles på samme måde som omtalt i art. 5, pkt. 2 og 3.
3. En kontraherende stat kan imødekomme en anmodning fra en trediestat om tilladelse for en dømt person til at rejse gennem dets territorium, hvis denne stat har aftalt overførelsen til eller fra sit territorium med en anden kontraherende stat.
4. Den kontraherende stat, som er blevet anmodet om at tillade gennemrejse, kan kun holde den dømte person varetægtsfængslet i det tidsrum, som medgår til rejsen gennem dets territorium.
5. Den kontraherende stat, som er blevet anmodet om gennemrejse, kan opfordres til at give tilsagn om, at den dømte person ikke vil blive anklaget eller bortset fra hvad der er anført i foregående punkt, varetægtsfængslet eller på anden måde udsat for begrænsninger i sin frihed på gennemrejsestatens territorium på grund af en lovovertrædelse eller en retsfølge, som er henholdsvis begået eller pålagt forud for hans afrejse fra domslandets territorium.
6. Anmodning om tilladelse til gennemrejse er ikke påkrævet, hvis transport sker med fly over en kontraherende stats territorium, og hvis ingen landing er påregnet. Hver kontraherende stat kan imidlertid ved en erklæring til Europarådets generalsekretær på tidspunktet for undertegnelsen eller ved deponeringen af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesdokumentet forlange, at den underrettes om enhver sådan gennemrejse over dens territorium. Artikel 17 Sprog og omkostninger
7. Oplysninger efter art. 4, pkt. 2-4, skal affattes på sproget i den kontraherende stat, til hvilken de er rettet, eller på et af Europarådets officielle sprog.
8. Med forbehold af bestemmelserne i pkt. 3 kræves ingen oversættelse af anmodninger om overførelse eller bilag hertil.
9. Enhver kontraherende stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller deponering af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesdokumentet ved en erklæring til Europarådets generalsekretær kræve, at anmodninger om overførelse og bilag hertil skal være ledsaget af en oversættelse til dens eget sprog eller til et af Europarådets officielle sprog eller til det af disse sprog, som den angiver. Den kan ved denne lejlighed erklære sig villig til at acceptere oversættelser til ethvert andet sprog udover det eller de officielle sprog i Europarådet.
10. Med undtagelse af, hvad der er bestemt i art. 6, pkt. 2, litra a, behøver dokumenter, som fremsendes i overensstemmelse med denne konvention, ikke at være bekræftet.
11. Omkostninger, som pådrages ved anvendelsen af denne konvention, skal bæres af fuldbyrdelseslandet, undtagen hvor omkostningerne udelukkende er pådraget på domslandets territorium. Artikel 18 Undertegnelse og ikrafttræden
12. Denne konvention er åben for undertegnelse af Europarådets medlemsstater samt ikke-medlemsstater, som har deltaget i dens udarbejdelse. Den kan ratificeres, accepteres eller godkendes. Ratifikations-, accept- eller godkendelsesdokumentet skal deponeres hos Europarådets generalsekretær.

1. Denne konvention træder i kraft den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder efter den dag, hvor tre medlemsstater i Europarådet har givet sit samtykke til at være bundet af konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i punkt 1.
2. For en signatarstat, som senere erklærer sig villig til at være bundet af konventionen, træder den ikraft den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder efter den dag, hvor ratifikations-, accept- eller godkendelsesdokumentet blev deponeret. Artikel 19 Ikke-medlemsstaters tiltrædelse
3. Efter denne konventions ikrafttræden kan Europarådets ministerkomitee, efter at have konsulteret de kontraherende stater, opfordre enhver stat, som ikke er medlem af rådet, og som ikke er nævnt i artikel 18, til at tiltræde konventionen ved en beslutning truffet med en sådan majoritet som anført i artikel 20, litra d, i Europarådets traktat og med enstemmig tilslutning fra de kontraherende staters repræsentanter, som har ret til at være repræsenteret i komiteen.
4. For en tiltrædende stat træder konventionen i kraft på den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder efter den dag, hvor tiltrædelsesdokumentet blev deponeret hos Europarådets generalsekretær. Artikel 20 Territorial anvendelse
5. Hver stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller deponering af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesdokument nærmere angive, på hvilket eller hvilke territorier denne konvention skal finde anvendelse.
6. Enhver stat kan på et senere tidspunkt gennem en erklæring til Europarådets generalsekretær udstrække anvendelsen af denne konvention til ethvert andet område angivet i erklæringen. For et sådant område træder konventionen i kraft den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder efter den dag, hvor generalsekretæren modtog erklæringen.
7. En erklæring afgivet i overensstemmelse med de to foregående punkter kan for så vidt angår områder angivet i erklæringen tilbagekaldes gennem en underretning til generalsekretæren. Tilbagekaldelsen får virkning den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder efter den dag, hvor generalsekretæren modtog underretningen. Artikel 21 Tidsmæssig anvendelse Denne konvention skal finde anvendelse på fuldbyrdelse af retsfølger pålagt såvel før som efter dens ikrafttræden. Artikel 22 Forholdet til andre konventioner og overenskomster
8. Denne konvention får ikke indflydelse på de rettigheder og forpligtelser, som følger af udleveringsaftaler og andre aftaler om internationalt samarbejde i strafferetlige anliggender, der muliggør overførelse af fængslede personer i konfrontations- eller vidneøjemed.
9. Hvis to eller flere kontraherende stater allerede har indgået en overenskomst eller aftale om overførelse af dømte personer eller på anden måde har reguleret dette forhold mellem sig eller gør det i fremtiden, skal de være berettiget til at anvende denne overenskomst eller aftale eller at regulere dette forhold i stedet for at anvende nærværende konvention

1. Nærværende konvention får ikke indflydelse på den ret, som tilkommer kontraherende stater efter den europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger, til at indgå bieller multilaterale overenskomster med hverandre for så vidt angår emner, der omhandles i nævnte konvention, for at supplere dens bestemmelser eller lette anvendelsen af dens principper.
2. Hvis en anmodning om overførelse falder inden for anvendelsesområdet for både nærværende konvention og den europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger eller en anden aftale eller overenskomst om overførelse af dømte personer, skal den anmodende stat, når anmodning fremsættes, angive, på hvilket af disse grundlag den støttes. Artikel 23 Venskabelig løsning Europarådets komitee for strafferetlige spørgsmål skal holdes underrettet om denne konventions anvendelse og skal efter behov medvirke til en venskabelig løsning af enhver vanskelighed, som måtte opstå ved dens anvendelse. Artikel 24 Opsigelse
3. En kontraherende stat kan til enhver tid opsige denne konvention gennem en underretning til Europarådets generalsekretær.
4. Opsigelsen får virkning fra den første dag i den måned, som følger udløbet af en periode på tre måneder efter den dag, hvor generalsekretæren modtog underretningen.
5. Nærværende konvention skal imidlertid fortsat anvendes på fuldbyrdelsen af retsfølger for personer, som er blevet overført i overensstemmelse med konventionens bestemmelser før den dag, hvor en opsigelse får virkning. Artikel 25 Underretninger Europarådets generalsekretær skal underrette Europarådets medlemsstater samt ikke-medlemsstater, som har deltaget i udarbejdelsen af denne konvention, samt enhver stat, som har tiltrådt denne konvention om: a. enhver undertegnelse; b. enhver deponering af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesdokumenter; c. enhver ikrafttrædelsesdag for denne konvention i overensstemmelse med art. 18, pkt. 2 og 3, 19, pkt. 2 og 20, pkt. 2 og 3; d. enhver anden handling, erklæring, underretning eller meddelelse med tilknytning til denne konvention. Til bekræftelse heraf har undertegnede dertil behørigt bemyndigede undertegnet denne konvention. Udfærdiget i Strasbourg den 21. marts 1983 på engelsk og fransk, som begge har samme gyldighed, i et eksemplar, som skal opbevares i Europarådets arkiv. Europarådets generalsekretær skal fremsende bekræftende genparter til hvert af Europarådets medlemsstater, til ikke-medlemsstater, som har deltaget i udarbejdelsen af denne konvention, samt til enhver stat, som er blevet tilbudt at tiltræde den.

Bilag 2

Europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger. Indledning. Undertegnede medlemsstater af Det europæiske Råd er i betragtning af, at bekæmpelse af kriminalitet, der i stigende grad er ved at blive et internationalt problem, kræver anvendelse af moderne og effektive metoder på internationalt plan, overbevist om nødvendigheden af at følge en fælles kriminalpolitik, der tager sigte på at beskytte samfundet,

i erkendelse af nødvendigheden af at respektere menneskets værdighed og fremme lovovertræderes resocialisering, i betragtning af, at Det europæiske Råd har til formål at tilvejebringe større enhed mellem sine medlemmer, blevet enige om følgende: Definitioner. Artikel 1 I denne konvention a) betyder »europæisk straffedom« enhver endelig afgørelse truffet af en kriminalret i en kontraherende stat efter en forfølgning i strafferetsplejens former, b) omfatter »lovovertrædelse« foruden handlinger, der omfattes af straffelovgivningen, sådanne, der behandles efter de retsregler, der er opregnet i bilag II til denne konvention, forudsat at den pågældende person, hvor disse bestemmelser henlægger afgørelsen til en administrativ myndighed, har mulighed for at få sagen prøvet af en domstol, c) betyder »domfældelse« pålæggelse af en sanktion, d) betyder »sanktion« enhver straf eller anden foranstaltning, der i anledning af en lovovertrædelse udtrykkeligt er pålagt en person i en europæisk straffedom eller i en »ordonnance peenale«, e) betyder »rettighedsfortabelse« enhver varig eller tidsbegrænset fortabelse af rettigheder, ethvert forbud eller tab af retsevne, f) betyder »udeblivelsesdom« enhver afgørelse, der betragtes som sådan i medfør af artikel 21, stk. 2, g) betyder »ordonnance peenale« en af de i bilag III til denne konvention opregnede afgørelser, der er truffet i en anden kontraherende stat. Fuldbyrdelse af europæiske straffedomme. Almindelige betingelser for fuldbyrdelse. Artikel 2 Dette afsnit finder anvendelse på: a) Sanktioner, der medfører frihedsberøvelse, b) bøder eller konfiskation, c) rettighedsfortabelser. Artikel 3

1. En kontraherende stat er i de tilfælde og under de betingelser, der er fastsat i denne konvention, kompetent til at fuldbyrde en i en anden kontraherende stat idømt sanktion, som er eksigibel i den sidstnævnte stat.
2. Denne kompetence kan kun udøves, efter at den anden kontraherende stat har anmodet om fuldbyrdelse. Artikel 4
3. En sanktion kan ikke fuldbyrdes af en anden kontraherende stat, medmindre den handling, for hvilken sanktionen er idømt, i medfør af denne stats lovgivning ville have været en lovovertrædelse, såfremt den var begået inden for dens eget territorium, og lovovertræderen havde kunnet idømmes straf, hvis han havde begået handlingen deer.
4. Såfremt domfældelsen angår to eller flere lovovertrædelser, hvoraf nogle ikke opfylder de i stk. 1 fastsatte betingelser, skal den dømmende stat angive, hvilken del af sanktionen der vedrører de lovovertrædelser, som opfylder disse betingelser. Artikel 5 Den dømmende stat kan kun anmode en anden kontraherende stat om at fuldbyrde sanktionen, såfremt en eller flere af følgende betingelser er opfyldt: a) såfremt domfældte er fast bosiddende i den anden stat, b) såfremt det må antages, at sanktionens fuldbyrdelse i den anden stat vil forbedre mulighederne for domfældtes resocialisering, c) såfremt sanktionen, hvor denne medfører frihedsberøvelse, ville kunne fuldbyrdes i fortsættelse af en anden sanktion, der medfører frihedsberøvelse, og som domfældte afsoner eller skal afsone i den anden stat,

d) såfremt den anden stat er domfældtes oprindelige hjemland og har erklæret sig villig til at påtage sig ansvaret for sanktionens fuldbyrdelse, e) såfremt den dømmende stat ikke finder, at den selv kan fuldbyrde sanktionen, end ikke ved at gøre brug af udlevering, og den anden stat er i stand hertil. Artikel 6 Fuldbyrdelse, der er begæret i overensstemmelse med de foregående bestemmelser, kan alene afslås helt eller delvis i følgende tilfælde: a) såfremt fuldbyrdelsen ville stride mod den anmodede stats grundlægggende retsprincipper; b) såfremt den anmodede stat anser den pådømte lovovertrædelse for at være af politisk karakter eller for at være en rent militær lovovertrædelse; c) såfremt den anmodede stat finder, at der er vægtige grunde til at antage, at domfældelsen er begrundet i eller skærpet under hensyn til race, religion, nationalitet eller politisk overbevisning; d) såfremt fuldbyrdelsen ville stride mod den anmodede stats internationale forpligtelser; e) såfremt den pågældende handling allerede er genstand for retsforfølgning i den anmodede stat, eller såfremt den anmodede stat beslutter at indlede retsforfølgning for den samme handling; f) såfremt de kompetente myndigheder i den anmodede stat har besluttet at undlade retsforfølgning eller at indstille en allerede påbegyndt retsforfølgning vedrørende den samme handling; g) såfremt handlingen er begået uden for den begærende stats territorium; h) såfremt den anmodede stat ikke er i stand til at fuldbyrde sanktionen; i) såfremt begæringen er begrundet i artikel 5, e), og ingen af de øvrige betingelser, der er nævnt i denne artikel, er opfyldt; j) såfremt den anmodede stat finder, at den begærende stat selv er i stand til at fuldbyrde sanktionen; k) såfremt der på grund af domfældtes alder på det tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået, ikke ville kunne rejses tiltale mod ham i den anmodede stat; l) såfremt den pålagte sanktion efter lovgivningen i den anmodede stat ikke længere kan fuldbyrdes på grund af forældelse; m) såfremt og i det omfang domfældelsen medfører en rettighedsfortabelse. Artikel 7 En anmodning om fuldbyrdelse kan ikke fremmes, såfremt fuldbyrdelsen ville stride mod de principper, der er anerkendt i denne konventions afsnit III, kapitel 1. b) Virkningerne af overførelse af fuldbyrdelsen. Artikel 8 Ved anvendelsen af artikel 6, litra l, og det i bilag I, c), til denne konvention omhandlede forbehold betragtes enhver handling, som afbryder eller udsætter en forældelse, og som gyldigt er foretaget af den dømmende stats myndigheder, som havende samme virkning med hensyn til forældelsens beregning i den anmodede stat efter denne stats lovgivning. Artikel 9

1. En domfældt, der er blevet fængslet i den begærende stat og er blevet overført til den anmodede stat med henblik på fuldbyrdelse, kan ikke sigtes, tiltales, domfældes eller fængsles med henblik på fuldbyrdelse af en straf eller sikkerhedsforanstlatning eller i øvrigt underkastes nogen anden begrænsning i sin personlige frihed for nogen anden forud for overførelsen begået lovovertrædelse end den, der ligger til grund for den dom, der skal fuldbyrdes, undtagen i følgende tilfælde:

a) Når den stat, der har overført ham, giver sit samtykke. En anmodning om samtykke skal fremsættes, vedlagt alle fornødne dokumenter samt en udskrift af enhver forklaring, som måtte være afgivet af domfældte vedrørende den pågældende lovovertrædelse. Samtykke skal gives, når den lovovertrædelse, med hensyn til hvilken anmodningen fremsættes, i sig selv ville give adgang til udlevering i henhold til den stats lovgivning, der begærer fuldbyrdelse, eller når udlevering kun ville være udelukket på grund af straffens størrelse. b) Såfremt domfældte ikke, uanset at han har haft mulighed herfor, har forladt den stat, hvortil han er overført, inden for 45 dage efter sin endelige løsladelse, eller såfremt han er vendt tilbage til den nævnte stats territorium efter at have forladt det. 2. Den stat, der er anmodet om at fuldbyrde dommen, kan dog træffe enhver foranstaltning, der er nødvendig for at fjerne den pågældende fra sit territorium, eller som efter dens lovgivning er nødvendig for at afbryde en forældelse, herunder retsforfølgning uden den pågældendes tilstedeværelse. Artikel 10

1. Fuldbyrdelsen skal ske i henhold til den anmodede stats lovgivning, og alene denne stat er kompetent til at træffe alle vedkommende afgørelser, herunder vedrørende prøveløsladelse.
2. Kun den begærende stat har ret til at træffe afgørelse i sager vedrørende ansøgning om en fornyet prøvelse af dommen.
3. Begge stater kan udøve retten til amnesti eller benådning. Artikel 11
4. Når den dømmende stat har fremsat begæring om fuldbyrdelse, kan den ikke længere selv indlede fuldbyrdelsen af en sanktion, som er genstand for denne anmodning. Den dømmende stat kan dog indlede fuldbyrdelsen af en sanktion, der medfører frihedsberøvelse, når domfældte allerede er taget i forvaring inden for denne stats territorium på tidspunktet for begæringens fremsættelse.
5. Retten til fuldbyrdelse skal atter tilkomme den begærende stat: a) såfremt den trækker sin anmodning tilbage, før den anmodede stat har meddelt den, at den agter at fremme begæringen, b) såfremt den anmodede stat meddeler afslag på at fremme begæringen, c) såfremt den anmodede stat udtrykkeligt giver afkald på sin ret til fuldbyrdelse. Sådant afkald er kun muligt, såfremt begge de pågældende stater er enige herom, eller såfremt fuldbyrdelse ikke længere er mulig i den anmodede stat. I det sidstnævnte tilfælde er det anmodede land forpligtet til at give afkald, såfremt den begærende stat anmoder herom. Artikel 12
6. De kompetente myndigheder i den anmodede stat skal standse fuldbyrdelsen, så snart de får kendskab til en benådning, amnesti eller ansøgning om en fornyet prøvelse af dommen eller til nogen anden afgørelse, der bevirker, at sanktionen ikke længere er eksgibel. Det samme gælder med hensyn til fuldbyrdelsen af en bødestraf, når domfældte har betalt bøden til den kompetente myndighed i den begærende stat.
7. Den begærende stat skal straks underrette den anmodede stat om enhver afgørelse eller proceshandling, der er truffet eller foretaget inden for dens territorium, og som bevirker bortfald af retten til fuldbyrdelse i medfør af stk. 1.

c) Forskellige bestemmelser Artikel 13

1. Transit gennem en kontraherende stats territorium af en frihedsberøvet, som skal overføres til en tredje kontraherende stat i medfør af denne konvention, skal tillades på anmodning af den stat, hvor den pågældende er frihedsberøvet. Transitstaten kan stille krav om tilsendelse af ethvert vedkommende dokument, før den træffer afgørelse vedrørende anmodningen. Den person, der skal overføres, skal forblive varetægtsfængslet på transitstatens territorium, medmindre den stat, hvorfra han overføres, anmoder om hans frigivelse.
2. Med undtagelse af de tilfælde, hvor anmodningen om overførelse sker i henhold til artikel 34, kan enhver kontraherende stat nægte at give tilladelse til transit a) af en af de i artikel 6, b) og c), anførte grunde, b) hvis den pågældende er en af dens egne statsborgere.
3. Såfremt der benyttes lufttransport, gælder følgende bestemmelser: a) Hvis det ikke er meningen, at landing skal finde sted, kan den stat, hvorfra den pågældende skal overføres, meddele den stat, hvis territorium skal overflyves, at den pågældende overføres i henhold til denne konvention. I tilfælde af uforudset landing har denne meddelelse virkning som en begæring om foreløbig anholdelse i henhold til artikel 32, stk. 2, og der skal fremsættes en formel begæring om transit. b) Hvis det er meningen, at landing skal finde sted, skal der fremsættes en formel begæring om transit. Artikel 14 De kontraherende stater kan ikke gøre krav på refusion indbyrdes af udgifter, der er en følge af denne konventions anvendelse. Begæringer om fuldbyrdelse. Artikel 15
4. Alle anmodninger, der er omhandlet i denne konvention, skal fremsættes skriftligt. De skal tillige med alle meddelelser, som er nødvendige ved anvendelsen af denne konvention, fremsendes enten af justitsministeriet i den begærende stat til justitsministeriet i den anmodede stat eller, såfremt de pågældende kontraherende stater træffer aftale herom, direkte af myndighederne i den begærende stat til myndighederne i den anmodede stat; de skal tilbagesendes gennem de samme myndigheder.
5. I hastende sager kan begæringer og meddelelser sendes gennem den internationale kriminalpolitiorganisation (INTERPOL).
6. Enhver kontraherende stat kan ved at afgive en erklæring til Det europæiske Råds generalsekretær angive, at den agter at anvende andre regler med hensyn til de i stk. 1 omhandlede meddelelser. Artikel 16 Anmodningen om fuldbyrdelse skal være ledsaget af en original eller en bekræftet afskrift af den afgørelse, hvis fuldbyrdelse begæres, samt af alle andre nødvendige papirer. Straffesagens akter eller en del af disse skal, i original eller bekræftet genpart, sendes til den anmodede stat, såfremt denne stiller krav herom. Den kompetente myndighed i den begærende stat skal bekræfte, at sanktionen er eksigibel. Artikel 17 Såfremt den anmodede stat finder, at de af den begærende stat tilvejebragte oplysninger er utilstrækkelige til, at den kan anvende denne konvention, kan den anmode om de fornødne supplerende oplysninger. Den kan fastsætte en tidsfrist for modtagelsen af disse.

Artikel 18

1. Myndighederne i den anmodede stat skal uden forsinkelse underrette myndighederne i den begærende stat om foranstaltninger, der er iværksat i anledning af anmodningen om fuldbyrdelse.
2. Myndighederne i den anmodede stat skal i givet fald til myndighederne i den begærende stat fremsende et dokument, der bekræfter, at sanktionen er fuldbyrdet. Artikel 19
3. Der kan ikke kræves oversættelse af anmodninger eller bilag hertil, jfr. dog stk. 2.
4. Enhver kontraherende stat kan ved at afgive en erklæring til Det europæiske Råds generalsekretær i forbindelse med undertegnelsen eller med deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesdokument forbeholde sig ret til at kræve, at anmodninger og bilag hertil skal være ledsaget af en oversættelse til dens eget sprog eller til et af Det europæiske Råds officielle sprog eller til et bestemt af disse sprog. De øvrige kontraherende stater kan påberåbe sig gensidighed.
5. Denne artikel berører ikke bestemmelser om oversættelse af begæringer og bilag hertil, der måtte være indeholdt i overenskomster eller ordninger, som er gældende eller bliver indgået mellem to eller flere kontraherende stater. Artikel 20 Bevismateriale og dokumenter, som fremsendes i medfør af denne konvention, behøver ikke at legaliseres. Udeblivelsesdomme og »ordonnances peenales«. Artikel 21
6. Medmindre andet er fastsat i denne konvention, er fuldbyrdelse af udeblivelsesdomme og »ordonnances peenales« undergivet samme regler som fuldbyrdelse af andre domme. Bortset fra bestemmelsen i stk. 3 betyder en udeblivelsesdom i denne konventions forstand enhver dom, der afsiges af en domstol i en kontraherende stat efter en forfølgning i strafferetsplejens former, hvor domfældte ikke har givet personligt møde under domsforhandlingen.
7. Uden at det berører bestemmelserne i artiklerne 25, stk. 2, 26, stk. 2, og 29, betragtes følgende som domme, hvor tiltalte har givet møde: a) Enhver udeblivelsesdom og enhver »ordonnance peenale«, som er statfæstet eller afsagt i den dømmende stat efter, at domfældte har gjort indsigelse. b) Enhver udeblivelsesdom afsagt af en appelinstans, forudsat at den i første instans afsagte dom er appelleret af domfældte. Artikel 22 Enhver udeblivelsesdom og enhver »ordonnance peenale«, som endnu ikke har været genstand for appel eller indsigelse, kan, så snart den er afsagt, fremsendes til den anmodede stat med henblik på underretning af den pågældende og eventuelt fuldbyrdelse. Artikel 23
8. Såfremt den anmodede stat finder grundlag for at fremme en anmodning om fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom eller en »ordonnance peenale«, skal den drage omsorg for, at domfældte bliver personligt underrettet af den afgørelse, der er truffet i den begærende stat.
9. I underretningen til domfældte skal der også gives oplysning om: a) at en anmodning om fuldbyrdelse er fremsat i henhold til denne konvention, b) at det eneste anvendelige retsmiddel heroverfor er en indsigelse i henhold til bestemmelserne i denne konventions artikel 24,

c) at indsigelsen skal afgives til den myndighed, som oplyses over for ham, at indsigelsen for at blive behandlet skal være i overensstemmelse med betingelserne i artikel 24 i denne konvention, og at domfældte kan anmode om at få sagen behandlet af myndighederne i den dømmende stat, d) at dommen, såfremt der ikke fremsættes indsigelse inden udløbet af den fastsatte tidsfrist, fuldt ud i forhold til denne konvention vil blive anset for afsagt efter, at tiltalte har givet møde. 3. En genpart af underretningen skal uden ophold sendes til den myndighed, der har anmodet om fuldbyrdelse. Artikel 24

1. Efter at underretning er sket i overensstemmelse med artikel 23, er det eneste anvendelige retsmiddel for domfældte en indsigelse. En sådan indsigelse skal efter domfældtes valg behandles enten af den kompetente domstol i den begærende stat eller af den kompetente domstol i den anmodede stat. Såfremt domfældte ikke gør brug af sin adgang til at vælge, skal indsigelsen behandles af den kompetente domstol i den anmodede stat.
2. I de i stk. 1 omhandlede tilfælde skal indsigelsen behandles, såfremt den er indgivet til den kompetente myndighed i den anmodede stat inden for en frist af 30 dage fra den dag, hvor underretningen blev givet. Denne frist skal beregnes efter de pågældende lovregler i den anmodede stat. Den kompetente myndighed i denne stat skal uden ophold underrette den myndighed, der har fremsat begæringen om fuldbyrdelse. Artikel 25
3. Såfremt indsigelsen behandles i den begærende stat, skal domfældte tilsiges til at møde i denne stat ved sagens nye domsforhandling. Tilsigelse til at møde skal forkyndes personligt mindst 21 dage før den nye domsforhandling. Denne frist kan afkortes med domfældtes samtykke. Den nye domsforhandling skal ske for den domstol, der er kompetent i den begærende stat, og i overensstemmelse med denne stats retsplejeregler.
4. Såfremt domfældte undlader at give personligt møde eller ikke er repræsenteret i overensstemmelse med den begærende stats lovgivning, skal retten erklære indsigelsen ugyldig, og dens afgørelse skal meddeles til den kompetente myndighed i den anmodede stat. Den samme fremgangsmåde skal følges, hvis retten bestemmer, at indsigelsen ikke kan behandles. I begge tilfælde anses i alle forhold vedrørende denne konvention udeblivelsesdommen eller den pågældende »ordonnance peenale« for udfærdiget efter, at tiltalte har givet møde.
5. Såfremt domfældte giver personligt møde eller er repræsenteret i overensstemmelse med den begærende stats lovgivning, og indsigelsen optages til behandling, skal anmodningen om fuldbyrdelse anses for bortfaldet. Artikel 26
6. Såfremt indsigelsen behandles i den anmodede stat, skal domfældte tilsiges til at møde i denne stat ved sagens nye domsforhandling. Tilsigelse til at møde skal forkyndes personligt mindst 21 dage før den nye domsforhandling. Denne frist kan afkortes med domfældtes samtykke. Den nye domsforhandling skal ske for den domstol, der er kompetent i den anmodede stat, og i overensstemmelse med denne stats retsplejeregler.

1. Såfremt domfældte undlader at give personligt møde eller ikke er repræsenteret i overensstemmelse med den anmodede stats lovgivning, skal retten erklære indsigelsen ugyldig. I dette tilfælde, og hvor retten bestemmer, at indsigelsen ikke kan behandles, skal i alle forhold vedrørende denne konvention udeblivelsesdommen eller den pågældende »ordonnance peenale« anses for udfærdiget efter, at tiltalte har givet møde.
2. Såfremt domfældte giver personligt møde eller er repræsenteret i overensstemmelse med den anmodede stats lovgivning, og indsigelsen optages til behandling, skal handlingen bedømmes, som om den var begået i denne stat. Spørgsmålet om strafforfølgningens ophør på grund af forældelse skal dog aldrig kunne behandles. Den i den begærende stat afsagte dom skal anses for bortfaldet.
3. Ethvert skridt med henblik på retsforfølgning eller forudgående undersøgelse, der er foretaget i den dømmende stat i overensstemmelse med dens love og administrative forskrifter, har samme gyldighed i den anmodede stat, som om det var foretaget af denne stats myndigheder, forudsat at denne ligestilling ikke giver sådanne skridt større beviskraft, end de har i den begærende stat. Artikel 27 Med henblik på indgivelse af en indsigelse og under den senere retssag har den, der er dømt ved en udeblivelsesdom eller gennem en »ordonnance peenale«, ret til juridisk bistand i de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat i lovgivningen i den anmodede stat og, i givet fald, i den begærende stat. Artikel 28 De retslige afgørelser, der træffes i medfør af artikel 26, stk. 3, samt deres fuldbyrdelse sker alene på grundlag af lovgivningen i den anmodede stat. Artikel 29 Såfremt den, der er dømt ved en udeblivelsesdom eller gennem en »ordonnance peenale«, ikke indgiver nogen indsigelse, skal afgørelsen i alle forhold vedrørende denne konvention anses for udfærdiget efter, at tiltalte har givet møde. Artikel 30 De enkelte landes interne lovgivning finder anvendelse med hensyn til oprejsning, hvor domfældte af grunde, han ikke er herre over, har undladt at overholde de i artiklerne 24-26 fastsatte tidsfrister eller at give personligt møde under den domsforhandling, der berammes til den nye behandling af sagen. Foreløbige foranstaltninger. Artikel 31 Såfremt domfældte er til stede i den begærende stat, efter at der er modtaget meddelelse om, at denne stats begæring om fuldbyrdelse af en dom, der medfører frihedsberøvelse, er imødekommet, kan denne stat, såfremt den anser det for nødvendigt for at sikre dommens fuldbyrdelse, anholde og fælgsle ham med henblik på hans overførelse i henhold til bestemmelserne i artikel 43. Artikel 32
4. Når den begærende stat har anmodet om fuldbyrdelse, kan den anmodede stat anholde og fælgsle domfældte: a) såfremt den anmodede stats lovgivning hjemler varetægtsfængsling for en sådan lovovertrædelse og b) der er fare for flugt eller - hvor det drejer sig om en udeblivelsesdom - fare for svækkelse af bevis.
5. Når den begærende stat tilkendegiver, at den agter at fremsætte begæring om fuldbyrdelse, kan den anmodede stat på den begærende stats anmodning anholde og fængsle domfældte, forudsat at de stk. 1, a) og b), indeholdte betingelser er opfyldt. Den nævnte anmodning skal oplyse om den lovovertrædelse, der ligger til grund for dommen, og tidspunktet og stedet, hvor den blev begået, samt indeholde en så nøjagtig beskrivelse af domfældte som muligt. Den skal ligeledes indeholde en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, som dommen hviler på.

Artikel 33

1. For varetægtsopholdet gælder reglerne i den anmodede stats lovgivning; denne stats lovgivning er også afgørende med hensyn til betingelserne for hans løsladelse.
2. Den varetægtsfængslede skal under alle omstændigheder løslades: a) efter forløbet af en tid, der svarer til længden af den frihedsberøvelse, der er fastsat i dommen, b) såfremt han er anholdt og fælgslet i henhold til artikel 32, stk. 2, og den anmodede stat ikke inden 18 dage fra datoen for anholdelsen har modtaget anmodningen tillige med de i artikel 16 nævnte dokumenter. Artikel 34
3. En person, der er varetægtsfængslet i den anmodede stat i medfør af artikel 32, og som tilsiges til at møde for den kompetente domstol i den begærende stat i henhold til artikel 25 som følge af den indsigelse, han har indgivet, skal med henblik herpå overføres til den begærende stats territorium.
4. Den pågældnede skal efter overførelsen ikke holdes i forvaring af den begærende stat, såfremt den i artikel 33, stk. 2a), indeholdte betingelse er opfyldt, eller såfremt den begærende stat ikke anmoder om fuldbyrdelse af en ny straffedom. Den pågældende skal straks sendes tilbage til den anmodede stat, medmindre han er løsladt. Artikel 35
5. En person, der er tilsagt til at møde for den kompetente domstol i den begærende stat, som følge af en indsigelse, han har indgivet, kan ikke sigtes, tiltales, domfældes eller fængsles med henblik på fuldbyrdelsen af en straf eller sikkerhedsforanstaltning eller i øvrigt underkastes nogen anden begrænsning i sin personlige frihed på grund af en handling eller lovovertrædelse, som har fundet sted, før han forlod den anmodede stats territorium, og som ikke er nævnt i tilsigelsen, medmindre han udtrykkeligt giver skriftligt samtykke hertil. I det i artikel 34, stk. 1, omhandlede tilfælde skal der fremsendes en genpart af hans erklæring om samtykke til den stat, hvorfra han er overført.
6. De i stk. 1 nævnte virkninger ophører, når den tilsagte person, uanset at han har haft mulighed herfor, ikke har forladt den begærende stats territorium inden for et tidsrum af 15 dage fra datoen for den afgørelse, der træffes efter den domsforhandling, hvortil han var tilsagt, eller såfremt han uden at være indstævnet på ny vender tilbage til dette territorium efter at have forladt det. Artikel 36
7. Såfremt den begærende stat har begæret fuldbyrdelse af konfiskation af genstande, kan den anmodede stat midlertidigt beslaglægge disse, forudsat at dens egen lovgivning hjemler adgang til beslaglæggelse under tilsvarende omstændigheder.
8. Beslaglæggelse skal gennemføres i overensstemmelse med den anmodede stats lovgivning, som også er afgørende med hensyn til betingelserne for ophævelse af beslaglæggelsen. Fuldbyrdelse af sanktioner. a) Almindelige bestemmelser. Artikel 37 En sanktion idømt i den begærende stat kan ikke fuldbyrdes i den anmodede stat, medmindre der foreligger en domstolsafgørelse i den sidstnævnte stat. Enhver kontraherende stat kan dog bemyndige andre myndigheder til at træffe sådanne afgørelser, såfremt den sanktion, der skal fuldbyrdes, kun er en bøde eller konfiskation, og såfremt disse afgørelser kan indankes for domstolene.

Artikel 38 Sagen skal indbringes for retten eller for den i henhold til artikel 37 udpegede myndighed, såfremt den anmodede stat finder grundlag for at fremme anmodningen om fuldbyrdelse. Artikel 39

1. Før en domstol træffer afgørelse vedrørende en anmodning om fuldbyrdelse, skal der gives domfældte lejlighed til at fremsætte sine synspunkter. På begæring skal domfældte have lejlighed til at udtale sig enten ved hjælp af en retsanmodning eller personligt for retten. En udtrykkelig begæring om lejlighed til personligt at udtale sig skal imødekommes.
2. Retten kan dog træffe beslutning vedrørende imødekommelsen af anmodningen om fuldbyrdelse, uden at en domfældt, der har anmodet om lejlighed til personligt at udtale sig, er til stede, såfremt han er frihedsberøvet i den begærende stat. I disse tilfælde skal afgørelsen om omsætningen af sanktionen i henhold til artikel 44 udsættes, indtil domfældte efter at være overført til den anmodede stat har haft lejlighed til at give møde for retten. Artikel 40
3. Den domstol eller myndighed i henhold til artikel 37, der behandler sagen, skal forvisse sig om: a) at den sanktion, hvis fuldbyrdelse begæres, er idømt ved en europæisk straffedom, b) at betingelserne i artikel 4 er opfyldt, c) at den i artikel 6, a), fastsatte betingelse ikke er opfyldt eller ikke bør udelukke fuldbyrdelse, d) at fuldbyrdelse ikke er udelukket i medfør af artikel 7, e) at betingelserne i dette afsnit kapitel 3, såfremt det drejer sig om en udeblivelsesdom eller en »ordonnance peenale«, er opfyldt.
4. Enhver kontraherende stat kan pålægge retten eller den i henhold til artikel 37 udpegede myndighed at undersøge andre i denne konvention fastsatte betingelser for fuldbyrdelse. Artikel 41 Der skal være mulighed for appel af de retslige afgørelser, som efter dette kapitel træffes om fuldbyrdelse, samt af de afgørelser, der træffes efter påanke af den i artikel 37 omhandlede administrative myndigheds afgørelse. Artikel 42 Den anmodede stat er bundet af resultaterne med hensyn til sagens faktiske omstændigheder i det omfang, hvori de er anført i afgørelsen, eller i det omfang denne forudsætningsvis bygger på dem. b) Bestemmelser specielt vedrørende fuldbyrdelse af sanktioner, der medfører frihedsberøvelse. Artikel 43 I tilfælde, hvor domfældte er frihedsberøvet i den begærende stat, skal han, medmindre denne stats lovgivning bestemmer andet, overføres til den anmodede stat, så snart den begærende stat har modtaget underretning om, at begæringen om fuldbyrdelse er imødekommet. Artikel 44
5. Såfremt begæringen om fuldbyrdelse imødekommes, skal retten i stedet for den frihedsberøvende sanktion, der er idømt i den begærende stat, fastsætte en i dens egen lovgivning for den samme lovovertrædelse hjemlet sanktion. Med forbehold af de i stk. 2 fastsatte begrænsninger kan denne sanktion være af en anden art eller længde end den, der er idømt i den begærende stat. Såfremt den sidstnævnte sanktion ligger under den mindstestraf, der kan idømmes i henhold til den anmodede stats lovgivning, er retten ikke bundet af denne mindstestraf, men skal idømme en sanktion, der svarer til den, der er idømt i den begærende stat.

1. Ved sanktionens fastsættelse må retten ikke forværre domfældtes strafferetlige situation, således som den følger af den i den begærende stat trufne afgørelse.
2. Enhver del af den i den begærende stat idømte sanktion og enhver foreløbig frihedsberøvelse, der er udstået af domfældte efter dommens afsigelse, skal fratrækkes fuldt ud. Det samme gælder med hensyn til ethvert tidsrum, i hvilket domfældte har været undergivet varetægtfængsling i den begærende stat før domfældelsen, for så vidt dette følger af denne stats lovgivning.
3. Enhver kontraherende stat kan når som helst hos Det europæiske Råds generalsekretær deponere en erklæring, som giver den ret til i medfør af denne konvention at fuldbyrde en frihedsberøvende sanktion af samme art som den, der er idømt i den begærende stat, selv om denne sanktions længde overstiger det maksimum, der er fastsat i dens nationale lovgivning for en sanktion af samme art. Denne regel finder dog kun anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende stats nationale lovgivning hjemler adgang til for den samme lovovertrædelse at idømme en sanktion af mindst samme længde som den, der er idømt i den begærende stat, men som er af strengere art. Den i henhold til denne bestemmelse idømte sanktion kan, såfremt dens længde og formål kræver det, afsones i en kriminalanstalt, der er bestemt for fuldbyrdelse af sanktioner af anden art. c) Bestemmelser, der specielt vedrører fuldbyrdelse af bødestraffe og konfiskation. Artikel 45
4. Såfremt begæringen om fuldbyrdelse af en bødestraf eller konfiskation af et pengebeløb imødekommes, skal retten eller den i henhold til artikel 37 udpegede myndighed omsætte det pågældende beløb til den anmodede stats møntenhed efter den gældende vekselkurs på det tidspunkt, da afgørelsen træffes. Den skal således fastsætte bødebeløbet eller det beløb, der skal konfiskeres, men kan dog ikke overskride det maksimumsbeløb, der er fastsat i dens egen lovgivning for samme lovovertrædelse, eller - såfremt der ikke er fastsat noget maksimumsbeløb - det højeste beløb, som normalt pålægges i den anmodede stat for en tilsvarende lovovertrædelse.
5. Retten eller den i henhold til artikel 37 udpegede myndighed kan dog opretholde bødestraf eller konfiskation indtil det i den begærende stat pålagte bødebeløb eller konfiskationsbeløb, hvor en sådan sanktion ikke er hjemlet i den anmodede stats lovgivning for den samme lovovertrædelse, men denne lovgivning giver mulighed for pålæggelse af strengere sanktioner. Det samme gælder, såfremt den i den begærende stat pålagte sanktion overstiger det maksimumsbeløb, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning for den samme lovovertrædelse, men hvor denne lovgivning giver mulighed for pålæggelse af strengere sanktioner.
6. Enhver lempelse med hensyn til tidspunktet for betalingen eller afdragsvis betaling, der er indrømmet i den begærende stat, skal respekteres af den anmodede stat. Artikel 46
7. Såfremt begæringen om fuldbyrdelse angår konfiskation af en bestemt genstand, kan retten eller den i henhold til artikel 37 udpegede myndighed kun kræve konfiskation af den pågældende genstand, for så vidt en sådan konfiskation er hjemlet i den anmodede stats lovgivning for den samme lovovertrædelse.

1. Retten eller den i henhold til artikel 37 udpegede myndighed kan dog opretholde den i den begærende stat fastsatte konfiskation, hvor denne sanktion ikke er hjemlet i den anmodede stats lovgivning for den samme lovovertrædelse, men denne lovgivning giver mulighed for idømmelse af strengere sanktioner. Artikel 47
2. Provenuet af bøder og konfiskation skal indbetales til statskassen i den anmodede stat med respekt af tredjemands rettigheder.
3. Konfiskerede genstande, der repræsenterer en særlig interesse, kan tilbagesendes til den begærende stat efter dennes anmodning. Artikel 48 Såfremt en bøde ikke kan inddrives, kan retten i den anmodede stat idømme en forvandlingsstraf, der medfører frihedsberøvelse, for så vidt begge staters lovgivning indeholder hjemmel hertil i sådanne tilfælde, medmindre den begærende stat udtrykkeligt har begrænset sin anmodning til alene at gælde inddrivelse af bøden. Såfremt retten beslutter at pålægge en forvandlingsstraf, der medfører frihedsberøvelse, gælder følgende regler: a) Såfremt forvandling af en bødestraf til en straf, der medfører frihedsberøvelse, allerede er foreskrevet enten i den i den begærende stat afsagte dom, eller direkte i denne stats lovgivning, skal retten i den anmodede stat fastsætte denne sanktions art og længde i henhold til de i dens egen lovgivning fastsatte regler. Såfremt den frihedsberøvende sanktion, der allerede er fastsat i den begærende stat, ligger under den mindstestraf, der kan idømmes i henhold til den anmodede stats lovgivning, er retten ikke bundet af denne mindstestraf, men skal idømme en sanktion, der svarer til den i den begærende stat pålagte sanktion. Ved sanktionens fastsættelse må retten ikke forværre domfældtes strafferetlige situation, således som den følger af den i den begærende stat trufne afgørelse. b) I alle andre tilfælde skal retten i den anmodede stat omsætte bøden i overensstemmelse med dens egen lovgivning og under iagttagelse af de i den begærende stats lovgivning foreskrevne rammer. d) Bestemmelser, der specielt vedrører fuldbyrdelse af rettighedsfortabelse. Artikel 49
4. Når der er anmodet om fuldbyrdelse af en rettighedsfortabelse, kan en sådan retsfølge, der er idømt i den begærende stat, kun gennemføres i den anmodede stat, såfremt den sidstnævnte stats lovgivning indeholder hjemmel til rettighedsfortabelse for den pågældende lovovertrædelse.
5. Den domstol, der behandler sagen, skal vurdere, om det er hensigtsmæssigt at fuldbyrde rettighedsfortabelsen inden for dens egen stats territorium. Artikel 50
6. Såfremt retten bestemmer fuldbyrdelse af rettighedsfortabelsen, skal den fastsætte varigheden heraf inden for de af dens egen lovgivning fastsatte rammer, men uden at overskride de grænser, der er fastsat i den i den begærende stat afsagte dom.
7. Retten kan begrænse rettighedsfortabelsen til kun at omfatte en del af de rettigheder, hvis varige eller tidsbegrænsede fortabelse er bestemt. Artikel 51 Artikel 11 finder ikke anvendelse på rettighedsfortabelser.

Artikel 52 Den anmodede stat er berettiget til at lade domfældte generhverve de rettigheder, der er frakendt ham i henhold til en afgørelse truffet i medfør af dette kapitel. Europæiske straffedommes internationale retskraft. Ne bis in idem. Artikel 53

1. En person, over for hvem en europæisk straffedom er afsagt, kan ikke i en anden kontraherende stat gøres til genstand for retsforfølgning, domfældelse eller fuldbyrdelse af en sanktion for den samme handling: a) såfremt han blev frikendt; b) såfremt den idømte sanktion:

1. er blevet fuldbyrdet fuldt ud eller er under fuldbyrdelse eller
2. har været genstand for benådning eller amnesti, for så vidt angår hele sanktionen eller den del af den, der ikke er fuldbyrdet, eller
3. ikke længere kan fuldbyrdes på grund af forældelse; c) såfremt lovovertræderen er fundet skyldig, uden at der er fastsat nogen sanktion.

1. En kontraherende stat er dog ikke, medmindre den selv har begæret retsforfølgningen, forpligtet til at anerkende ne bis in idem-virkningen, såfremt den pådømte handling enten var rettet imod en person med offentlig stilling eller en institution eller andet, der er af offentlig karakter i denne stat, eller såfremt domfældte selv havde en offentlig stilling i denne stat.
2. Yderligere er ingen kontraherende stat, i hvilken handlingen er begået eller anses for begået i henhold til den pågældende stats lovgivning, forpligtet til at anerkende ne bis in idem-virkningen, medmindre den pågældende stat selv har begæret retsforfølgning. Artikel 54 Såfremt der rejses ny sag mod en person, som i en anden kontraherende stat er dømt for den samme handling, skal ethvert tidsrum af frihedsberøvelse, der er udstået i forbindelse med fuldbyrdelse af dommen, fradrages i den sanktion, der måtte blive pålagt. Artikel 55 Bestemmelserne i dette kapitel forhindrer ikke anvendelse af videregående nationale bestemmelser vedrørende den ne bis in idem-virkning, der knyttes til udenlandske straffedomme. Mulighed for at tage tidligere straffedomme i betragtning. Artikel 56 Enhver kontraherende stat skal gennemføre de lovgivningsforanstaltninger, som den anser for egnede for at gøre det muligt for dens domstole ved afsigelse af en dom at tage enhver europæisk straffedom, der tidligere, efter at tiltalte har givet møde, er afsagt for en anden lovovertrædelse, i betragtning med henblik på at tillægge denne dom alle eller nogle af de virkninger, som dens lovgivning tillægger domme afsagt inden for dens eget territorium. Den afgør, under hvilke betingelser den europæiske dom skal tages i betragtning. Artikel 57 Enhver kontraherende stat skal gennemføre de lovgivningsforanstaltninger, som den anser for egnede for at gøre det muligt at tage enhver europæisk straffedom, der er afsagt, efter at tiltalte har givet møde, i betragtning, således at en rettighedsfortabelse, der efter dens lovgivning er knyttet til domme afsagt inden for den eget territorium, kan komme helt eller delvis til anvendelse. Den afgør, under hvilke betingelser den europæiske dom skal tages i betragtning.

Afsluttende bestemmelser ARtikel 58

1. Denne konvention er åben for undertegnelse af de af Det europæiske Råds medlemsstater, der er repræsenteret i Ministerkommiteen. Den skal ratificeres eller godkendes. Ratifikations- eller godkendelsesdokumenterne skal deponeres hos Det europæiske Råds generalsekretær.
2. Konventionen træder i kraft 3 måneder efter datoen for deponeringen af det tredje ratifikations- eller godkendelsesdokument.
3. For en signatarstat, der senere ratificerer eller godkender konventionen, træder denne i kraft 3 måneder efter datoen for deponeringen af dens ratifikations- eller godkendelsesdokument. Artikel 59
4. Efter denne konventions ikrafttræden kan Det europæiske Råds ministerkomitee opfordre enhver ikke-medlemsstat til at tiltræde konventionen, forudsat at bestemmelsen om en sådan opfordring træffes med enstemmig tilslutning af de medlemmer af rådet, som har ratificeret konventionen.
5. En sådan tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesdokument hos Det europæiske Råds generalsekretær og får virkning 3 måneder efter datoen for deponeringen af dette. Artikel 60
6. Enhver kontraherende stat kan ved undertegnelsen af denne konvention eller ved deponering af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesdokument angive, på hvilket eller hvilke territorier denne konvention finder anvendelse.
7. Enhver kontraherende stat kan ved deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses eller tiltrædelsesdokument eller på et hvilket som helst senere tidspunkt ved at afgive en erklæring til Det europæiske Råds generalsekretær tilkendegive, at den udstrækker denne konvention til et eller flere andre territorier, der er anført i erklæringen, og for hvis internationale forbindelser den er ansvarlig, eller på hvis vegne den er bemyndiget til at indgå forpligtelser.
8. Enhver erklæring, der er afgivet i medfør af stk. 2, kan, for så vidt angår ethvert i erklæringen anført territorium, trækkes tilbage efter de i denne konventions artikel 66 fastsatte regler. Artikel 61
9. Enhver kontraherende stat kan ved undertegnelsen af denne konvention eller ved deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesdokument tilkendegive, at den tager et eller flere af de i bilag I til konventionen angivne forbehold.
10. Enhver kontraherende stat kan helt eller delvis tilbagekalde et forbehold, som den har taget i medfør af stk. 1, ved til Det europæiske Råds generalsekretær at afgive en erklæring, der får virkning fra datoen for dens modtagelse.
11. En kontraherende stat, der har taget forbehold med hensyn til en bestemmelse i denne konvention, kan ikke gøre krav på, at en anden kontraherende stat anvender denne bestemmelse. Såfremt der er tale om et delvis eller betinget forbehold, kan den førstnævnte stat dog gøre krav på, at bestemmelsen anvendes i det omfang, hvori den selv har accepteret den. Artikel 62
12. Enhver kontraherende stat kan når som helst ved at afgive en erklæring til Det europæiske råds generalsekretær angive de lovbestemmelser, der skal optages i bilag II eller bilag III til denne konvention.

1. Det europæiske Råds generalsekretær skal underrettes om enhver ændring i de i bilag II eller bilag III anførte nationale bestemmelser, såfremt en sådan ændring gør oplysningerne i disse bilag urigtige.
2. Enhver ændring, der sker i bilag II eller bilag III i medfør af stk. 1 og 2, får virkning i den enkelte kontraherende stat 1 måned efter, at Det europæiske Råds generalsekretær har givet underretning om dem. Artikel 63
3. Enhver kontrahrende stat skal med henblik på denne konventions anvendelse samtidig med deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesdokument meddele Det eurpoæiske Råds generalsekretær de fornødne oplysninger om de sanktioner, der anvendes i den pågældende stat, og om, hvorlede de fuldbyrdes.
4. Det europæiske Råds generalsekretær skal ligeledes underrettes om enhver senere ændring, der gør de i medfør af stk. 1 meddelte oplysninger urigtige. Artikel 64
5. Denne konvention berører hverken de rettigheder og forpligtelser, der følger af udleveringstraktater og internationale, multilaterale konventioner vedrørende særlige forhold, eller bestemmelser vedrørende forhold, der omhandles i denne konvention, og som indeholdes i andre konventioner, der er i kraft mellem kontraherende stater.
6. De kontraherende stater kan kun afslutte bilaterale eller multilaterale overenskomster med hinanden vedrørende de i denne konvention omhandlede forhold med henblik på at supplere dennes bestemmelser eller lette anvendelsen af de deri indeholdte principper.
7. Såfremt to eller flere kontraherende stater imidlertid allerede har reguleret deres indbyrdes forhold på dette område på grundlag af ensartet lovgivning eller ved en særlig ordning, eller skulle de i fremtiden gøre dette, er de berettiget til at regulere deres indbyrdes forhold på dette grundlag uden hensyntagen til bestemmelserne i denne konvention.
8. Kontraherende stater, der ophører med at anvende denne konventions bestemmelser på deres indbyrdes forhold, skal underrette Det europæiske Råds generalsekretær herom. Artikel 65 Den europæiske kriminalkomitee skal holdes underrettet om denne konventions anvendelse og skal efter behov medvirke til en fredelig løsning af enhver vanskelighed, der måtte opstå i forbindelse med dens virke. Artikel 66
9. Denne konvention gælder uden tidsbegrænsning.
10. Enhver kontraherende stat kan for sit eget vedkommende opsige denne konvention ved en meddelelse til Det europæiske Råds generalsekretær.
11. Opsigelsen træder i kraft 6 måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af meddelelsen. Artikel 67 Det europæiske Råds generalsekretær skal underrette de af rådets medlemsstater, der er repræsenteret i Ministerkommiteen, og enhver stat, som har tiltrådt denne konvention, om: a) enhver undertegnelse, b) enhver deponering af et ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesdokument, c) enhver ikrafttræden af denne konvention i medfør af artikel 58, d) enhver erklæring modtaget i henhold til arkitel 19, stk. 2, e) enhver erklæring modtaget i henhold til artikel 44, stk. 4,

f) enhver erklæring modtaget i henhold til artikel 60, g) ethvert forbehold taget i medfør af bestemmelserne i artikel 61, stk. 1, samt tilbagkaldelse af et sådant forbehold, h) enhver erklæring modtaget i henhold til artikel 62, stk. 1, samt enhver senere meddelelse modtaget i henhold til samme artikels stk. 2, i) enhver oplysning modtaget i henhold til artikel 63, stk. 1, samt enhver senere meddelelse modtaget i henhold til samme artikels stk. 2, j) enhver meddelelse om bilaterale eller multilaterale overenskomster afsluttet i henhold til artikel 64, stk. 2, eller om ensartet lovgivning indført i henhold til artikel 64, stk. 3, k) enhver meddelelse modtaget i henhold til artikel 66 samt datoen for opsigelsens ikrafttræden. Artikel 68 Denne konvention samt de erklæringer og meddelelser, der afgives i henhold hertil, finder kun anvendelse på fuldbyrdelse af afgørelser, der er truffet efter, at konventionen er trådt i kraft mellem de pågældende kontraherende stater. Til bekræftelse heraf har undertegnede dertil behørigt bemyndigede undertegnet denne konvention. Udfærdiget i Haag den 28. maj 1970 med engelsk og fransk tekst, som begge har samme gyldighed, i eet eksemplar, som skal opbevares i Det europæiske Råds arkiv. Det europæiske Råds generalsekretær skal fremsende begræftede genparter til de stater, som undertegner eller tiltræder konventionen.

Bilag I

Enhver kontraherende stat kan ved afgivelse af en erklæring tilkendegive, at den forbeholder sig: a) at afslå fuldbyrdelse, såfremt den finder, at domfældelsen vedrører en fiskal eller religiøs lovovertrædelse, b) at afslå fuldbyrdelse af en sanktion for en handling, som ifølge den anmodede stats lovgivning alene kunne have været behandlet af en administrativ myndighed, c) at afslå fuldbyrdelse af en europæisk straffedom, som myndighederne i den begærende stat afsagde på et tidspunkt, da retsforfølgning af den ved dommen pådømte lovovertrædelse efter dens egen lovgivning ville have været udelukket på grund af forældelse, d) at afslå fuldbyrdelse af udelivelsesdomme og »ordonnances peenales« eller blot af en af disse typer af afgørelser, e) at nægte anvendelse af bestemmelserne i artikel 8 i tilfælde, hvor den pågældende stat ifølge sin nationale lovgivning har kompetence til at forfølge handlingen, og i disse tilfælde kun betragte handlinger, der er foretaget i den begærende stat, og som deer afbryder eller udsætter en forældelse, som om de var foretaget i den pågældende stat selv, f) kun at godkende afsnit III, for så vidt angår eet af dets to kapitler.

Bilag II

Fortegnelse over lovovertrædelser, der falder uden for straffelovgivningen. Følgende lovovertrædelser skal ligestilles med lovovertrædelser efter straffelovgivningen:

• i Frankrig: enhver ulovlig adfærd, der sanktioneres med en »contravention de grande voirie«
• i Den tyske Forbundsrepublik: Enhver ulovlig adfærd, der behandles efter reglerne i lov om overtrædelse af ordensforskrifter (Gesetz ueber Ordnungswidrigkeiten) af 24. maj 1968 (BGBL 1968, I 481).

i Italien: Enhver ulovlig adfærd, der er omfattet af lov nr. 317 af 3. marts 1967.

Bilag III

Fortegnelse over »ordonnances peenales«. Østrig Strafverfuegung (lov om strafferetspleje §§ 460-62). Danmark Bødeforlæg eller udenretlig bødevedtagelse, (retsplejelovens § 931). Frankrig

1. Amende de Composition (lov om strafferetspleje §§ 524-528, sammenholdt med §§ R 42-R 50).
2. Ordonnance peenale, der kun anvendes i departementerne Bas-Rhin, Haut-Rhin og Moselle. Den tyske Forbundsrepublik
3. Strafbefehl (lov om strafferetspleje §§ 407-412).
4. Strafverfuegung (lov om strafferetspleje § 413).
5. Bussgeldbescheid (§§ 65-66 i lov af 24. maj 1968 - BGBL 1968 I, 481). Italien
6. Decreto penale (lov om strafferetspleje §§ 506-510).
7. Decreto penale i fiskale sager (lov nr. 4 af 7. januar 1929).
8. Decreto penale i navigationssager (navigationslovens §§ 1242-1243).
9. Afgørelse truffet i henhold til lov nr. 317 af 3. marts 1967. Luxembourg
10. Ordonnance peenale (lov af 31. juli 1924 om ordningen af »ordonannces peenales«).
11. Ordonnance peenale (§ 16 i færdselsloven af 14. februar 1955). Norge
12. Forelegg (lov om strafferetspleje §§ 287-290).
13. Forenklet forelegg (§ 31 B i færdslesloven af 18. juni 1965). Sverige
14. Straffførelæggende (retsplejelovens kap. 48).
15. Førelæggende av ordningsbot (retsplejelovens kap. 48). Schweiz
16. Strafbefehl (Aargau, Basel (land), Basel (by), Schaffhausen, Schwyz, Uri, Zug, Zuerich). Ordonnance peenale (Fribourg, Valais).
17. Strafantrag (Unterwalden le Bas).
18. Strafbescheid (St. Gallen).
19. Strafmandat (Bern, Graubuenden, Solothurn, Unterwalden le Haut).
20. Strafverfuegung (Appenzell Ausser-Rhoden, Glarus, Schaffhausen, Thurgau).
21. Abwandlungserkenntnis (Lucerne).
22. Bussenentscheid (Appelzell Inner-Rhoden).
23. Ordonnance de condamnation (Vaud). 9. Mandat de reepression (Neuchatel).
24. Avis de contravention (Geneve, Vand).
25. Prononcee preefectoral (Vaud).
26. Prononcee de contravention (Valais).
27. Decreto di accusa (Ticino). Tyrkiet Ceza Kararnamesi (lov om strafferetspleje §§ 386-391) samt alle andre afgørelser, hvorved administrative myndigheder pålægger sanktioner. Konventionens tekst på engelsk ikke medtaget her.