Bekendtgørelse om opgørelse og afregning af tilskud og tilsvar i henhold til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner
BEK nr 434 af 24/06/1986
§ 1
UDSKRIVNINGSGRUNDLAGET, beregnes som summen af provenuet af kommunens eller amtskommunens INDKOMSTSKAT og, for kommunernes vedkommende, tillige SØMANDSSKAT og SÆRLIG INDKOMSTSKAT i beregningsåret divideret med udskrivningsprocenten i beregningsåret. Provenuet opgøres på grundlag af oplysninger fra statsskattedirektoratet pr. 1. maj i året efter tilskudsåret. For Københavns og Frederiksberg kommuner foretages beregningen dog ved division af sømandsskat og særlig indkomstskat med 60 pct. af udskrivningsprocenten. Ved den foreløbige beregning af tilskud og tilsvar foretages opgørelsen af indkomstskat, sømandsskat og særlig indkomstskat på grundlag af det af kommunerne og amtskommunerne for beregningsåret budgetterede provenu, således som dette er indberettet til indenrigsministeriet i forbindelse med budgetvedtagelsen.
Ved beregning af BESKATNINGSGRUNDLAGET for en KOMMUNE indgår de af Danmarks Statistik pr. 1. januar i beregningsåret opgjorte AFGIFTSPLIGTIGE GRUNDVÆRDIER, af hvilke der efter lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme er udskrevet grundskyld til kommunen i beregningsåret. Ved den foreløbige beregning af tilskud og tilsvar anvendes de budgetterede afgiftspligtige grundværdier for beregningsåret, således som disse er indberettet til indenrigsministeriet i forbindelse med budgetvedtagelsen.
Ved beregning af BESKATNINGSGRUNDLAGET for en AMTSKOMMUNE indgår provenuet af grundskyld opgjort på grundlag af amtskommunens regnskab for beregningsåret divideret med udskrivningsprocenten for beregningsåret. For Københavns og Frederiksberg kommuner foretages beregningen ved at dividere det amtskommunale grundskyldprovenu med 40 pct. af kommunens udskrivningsprocent. Ved den foreløbige beregning af tilskud og tilsvar anvendes det budgetterede provenu af grundskyld i beregningsåret, således som dette er indberettet til indenrigsministeriet i forbindelse med budgetvedtagelsen.
Ved korrektion som følge af REGIONALE FORSKELLE I LØNNIVEAUET af en kommunes eller en amtskommunes beskatningsgrundlag og af en kommunes eller en amtskommunes tilskud eller tilsvar som følge af udligning af beskatningsgrundlag indgår et korrigeret regionalt lønindeks. Det korrigerede regionale lønindeks opgøres på grundlag af et regionalt lønindeks, som beregnes af Det fælleskommunale Løndatakontor på grundlag af overenskomststatistikken for beregningsåret og lønoplysninger pr. 1. oktober i beregningsåret. Ved beregning af det korrigerede lønindeks indgår lønindekset fra Det fælleskommunale Løndatakontor med en vægt på 60 pct. Ved den foreløbige beregning af tilskud og tilsvar benyttes overenskomststatistikken i året 2 år forud for beregningsåret og lønoplysninger pr. 1. oktober i året 2 år forud for beregningsåret.
Faktisk beskatningsniveau for en kommune beregnes som summen af provenuet af indkomstskat, sømandsskat og særlig indkomstskat - samt provenuet af grundskyld opgjort på grundlag af kommunens regnskab for beregningsåret divideret med beskatningsgrundlaget. For Københavns og Frederiksberg kommuner benyttes 60 pct. af det samlede provenu af indkomstskat ved beregning af det faktiske beskatningsniveau. Som provenu af grundskyld indgår det samlede grundskyldprovenu med fradrag af det amtskommunale grundskyldprovenu. Ved den foreløbige beregning af tilskud og tilsvar anvendes i forbindelse med opgørelsen af faktisk beskatningsniveau det budgetterede provenu af indkomstskat, sømandsskat, særlig indkomstskat og grundskyld i beregningsåret, således som dette er indberettet til indenrigsministeriet i forbindelse med budgetvedtagelsen.
De samlede kommunale eller amtskommunale NETTODRIFTS- OG ANLÆGSUDGIFTER, der indgår ved fastsættelse af det BEREGNEDE GENNEMSNITLIGE BESKATNINGSNIVEAU, opgøres på grundlag af (amts)kommunernes regnskab for beregningsåret med tillæg af kommunale mer- eller mindreudgifter vedr. opgave- og byrdefordelingsændringer og nye bindende statslige regler for (amts)kommunernes virksomhed i tilskudsåret. Københavns og Frederiksberg kommuners amtskommunale og kommunale del af nettodrifts- og anlægsudgifterne fastsættes som henholdsvis 40 og 60 pct. af nettodrifts- og anlægsudgifterne. Ved den foreløbige beregning af tilskud og tilsvar anvendes et af indenrigsministeriet foretaget skøn over nettodrifts- og anlægsudgifterne i beregningsåret tillagt mer- eller mindreudgifter i tilskudsåret som følge af opgave- og byrdefordelingsændringer og nye bindende statslige regler for (amts)kommunernes virksomhed. Ved opgørelsen af nettodrifts- og anlægsudgifterne fragår momsrefusion i beregningsåret, mens den del af tilsvaret til momsudligningen, der fordeles efter fordelingstal i tilskudsåret, tillægges.
Ved beregning af BESKATNINGSGRUNDLAGET PR. INDBYGGER indgår indbyggertallet opgjort på grundlag af en af Danmarks Statistik foretaget opgørelse over befolkningen i de enkelte (amts)kommuner pr. 1. juli i det pågældende år. Ved opgørelsen henregnes personer, for hvilke en kommune efter lov om social bistand, § 11, nr. 1, afholder udgifterne efter bistandslovens bestemmelser, til folketallet i kommunen. Ved den foreløbige beregning af beskatningsgrundlaget pr. indbygger opgøres folketallet pr. 1. januar i beregningsåret.
UDGIFTSBEHOVSKRITERIER
UDGIFTSBEHOVSKRITERIER
§ 2
De i § 7, stk. 2, og § 9, stk. 2, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner nævnte faktorer opgøres på følgende måde: INDBYGGERTALLET SAMT ANTALLET AF INDBYGGERE I ALDERSGRUPPERNE 0-6 ÅR, 65-74 ÅR og 75 ÅR OG DEROVER opgøres på grundlag af en af Danmarks Statistik foretaget opgørelse over befolkningen i de enkelte kommuner fordelt efter alder pr. 1. januar i beregningsåret. Ved opgørelsen henregnes personer, for hvilke en kommune efter lov om social bistand, § 11, nr. 1, afholder udgifterne til bistand efter bistandslovens bestemmelser, til folketallet i kommunen. ANTALLET AF INDBYGGERE I ALDERSGRUPPEN 7-16 ÅR opgøres som det største antal indbyggere i denne aldersgruppe enten i beregningsåret eller i året 4 år forud for tilskudsåret på grundlag af en af Danmarks Statistik foretaget opgørelse over befolkningen i de enkelte kommuner fordelt efter alder pr. 1. januar i det pågældende år. Ved opgørelsen fra og med 1. januar 1985 henregnes personer, for hvilke en kommune efter lov om social bistand, § 11, nr. 1, afholder udgifterne til bistand efter bistandslovens bestemmelser, til folketallet i kommunen. BEREGNET ANTAL KONTANTHJÆLPSMODTAGERE opgøres på grundlag af en af indenrigsministeriet foretaget standardberegning. Den aldersbetingede udgiftshyppighed for kontanthjælp for hele landet - opgjort på grundlag af oplysninger fra Danmarks Statistik i beregningsåret - ganges med kommunens indbyggertal i hver aldersgruppe pr. 1. januar i beregningsåret. Ved opgørelsen af kommunens indbyggertal henregnes personer, for hvilke en kommune efter lov om social bistand, § 11, nr. 1, afholder udgifterne til bistand efter bistandslovens bestemmelser, til folketallet i kommunen. Ved den foreløbige opgørelse af tilskud og tilsvar benyttes aldersbetingede udgiftshyppigheder for kontanthjælp for året 2 år forud for beregningsåret. VEJLÆNGDEN opgøres på grundlag af vejdirektoratets opgørelse over de kommunale veje pr. 1. januar 1982. Samtlige veje under bestyrelse af Københavns og Frederiksberg kommuner henregnes som kommunale veje. BEREGNET BESTAND AF LEJLIGHEDER opgøres på grundlag af en af indenrigsministeriet foretaget standardberegning. Antallet af udlejede egentlige beboelseslejligheder samt kollegielejligheder, opgjort af Danmarks Statistik pr. 1. januar i beregningsåret, opdeles i grupper efter opførelsesår. Hver gruppe indgår i standardberegningen med en vægt, der fastlægges på grundlag af Danmarks Statistiks huslejeundersøgelse. ANTALLET AF BØRN AF ENLIGE FORSØRGERE, FOR HVILKE DER UDBETALES FORHØJET BØRNETILSKUD, opgøres på grundlag af en af Danmarks Statistik foretaget opgørelse over antallet af udbetalte forhøjede børnetilskud til børn af enlige forsørgere i de enkelte kommuner i oktober kvartal i året forud for beregningsåret. Ved opgørelsen henregnes forsørgere, for hvilke en kommune efter lov om social bistand, § 11, nr. 1, afholder udgifterne til bistand efter bistandslovens bestemmelser, til folketallet i kommunen. ANTALLET AF ÆLDRE, UTIDSSVARENDE BOLIGER OG ANTALLET AF NYERE UDLEJNINGSBOLIGER opgøres på grundlag af den af Danmarks Statistik foretagne boligopgørelse pr 1. januar i beregningsåret. Ved ældre, utidssvarende boliger forstås samtlige boliger, opført før 1920, som er uden centralvarme. Nyere udlejningboliger defineres som samtlige egentlige beboelseslejligheder samt enkeltværelser, opført efter 1964, der bliver beboet af personer, som ikke er ejer af boligen. ANTAL FULDTIDSLEDIGE opgøres på grundlag af Danmarks Statistiks årlige opgørelse af antal forsikrede og ikke-forsikrede ledige omregnet til et antal fuldtidsledige i beregningsåret. Ved opgørelsen henregnes personer til bopælskommunens folketal. Ved den foreløbige beregning af tilskud og tilsvar opgøres antal fuldtidsledige i året 2 år forud for beregningsåret. ANTAL 20-66 ÅRIGE KVINDER, SOM ER ERHVERVSMÆSSIGT BESKÆFTIGEDE ELLER UNDER UDDANNELSE opgøres på grundlag af Danmarks Statistiks registerbaserede arbejdsstyrkestatistik på grundlag af beskæftigelsen sidste uge i november i året forud for beregningsåret. Ved opgørelsen henregnes personer til bopælskommunens folketal. Ved den foreløbige beregning af tilskud og tilsvar opgøres antal 20-66 årige kvinder, som er erhvervsmæssigt beskæftigede eller under uddannelse, i året 3 år forud for beregningsåret.
De i § 16, stk. 2, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner nævnte faktorer opgøres på følgende måde: INDBYGGERTALLET OG ANTALLET AF INDBYGGERE I ALDERSGRUPPERNE 0-20 ÅR OG 15-19 ÅR SAMT ANTALLET AF ENLIGE I ALDERSGRUPPEN 65 ÅR OG DEROVER opgøres på grundlag af en af Danmarks Statistik foretaget opgørelse over befolkningen i de enkelte kommuner fordelt efter alder pr. 1. januar i beregningsåret. Ved opgørelsen henregnes personer, for hvilke en kommune efter lov om social bistand, § 11, nr. 1, afholder udgifterne til bistand efter bistandslovens bestemmelser, til folketallet i kommunen. BEREGNET ANTAL SENGEDAGE opgøres på grundlag af en af indenrigsministeriet foretaget standardberegning. De køns- og aldersbetingede sengedagshyppigheder - opgjort i hver køns- og aldersgruppe for hele landet for beregningsåret på grundlag af oplysninger fra landspatientregistret samt Institut for psykiatrisk Demografi om antal sengedage i beregningsåret divideret med antallet af indbyggere pr. 1. januar i beregningsåret - ganges med (amts)kommunens indbyggertal i hver køns- og aldersgruppe pr. 1. januar i beregningsåret. Ved opgørelsen henregnes personer, for hvilke en kommune efter lov om social bistand, § 11, nr. 1, afholder udgifterne til bistand efter bistandslovens bestemmelser, til folketallet i kommunen. Ved den foreløbige opgørelse af tilskud og tilsvar benyttes køns- og aldersbetingede sengedagshyppigheder for hele landet opgjort for året 2 år forud for beregningsåret. BEREGNET ALDERSBETINGET SYGELIGHED opgøres på grundlag af en af indenrigsministeriet foretaget standardberegning. De køns- og aldersbetingede hyppigheder af sygesikringsydelser opgjort i hver køns- og aldersgruppe for hele landet på grundlag af oplysninger fra Sygesikringens Forhandlingsudvalg om antal sygesikringsydelser i beregningsåret divideret med antallet af indbyggere pr. 1. januar i beregningsåret - ganges med amtskommunens indbyggertal i hver køns- og aldersgruppe pr. 1. januar i beregningsåret. Ved opgørelsen henregnes personer, for hvilke en kommune efter lov om social bistand, § 11, nr. 1, afholder udgifterne til bistand efter bistandslovens bestemmelser, til folketallet i kommunen. Ved den foreløbige opgørelse af tilskud og tilsvar benyttes køns- og aldersbetingede hyppigheder af sygesikringsydelser for hele landet opgjort for året 2 år forud for beregningsåret. VEJLÆNGDEN opgøres på grundlag af vejdirektoratets opgørelse over de amtskommunale veje pr. 1. januar 1982. Samtlige veje under bestyrelse af Københavns og Frederiksberg kommuner henregnes som kommunale veje. ANTALLET AF BØRN AF ENLIGE FORSØRGERE, FOR HVILKE DER UDBETALES FORHØJET BØRNETILSKUD, opgøres på grundlag af den af Danmarks Statistik foretagne opgørelse over antallet af udbetalte forhøjede børnetilskud til børn af enlige forsørgere i de enkelte kommuner i oktober kvartal i året forud for beregningsåret. Ved opgørelsen henregnes forsørgere, for hvilke en kommune efter lov om social bistand, § 11, nr. 1, afholder udgifterne til bistand efter bistandslovens bestemmelser, til folketallet i kommunen. BEREGNET ANTAL DØDE beregnes på grundlag af en af indenrigsministeriet foretaget standardberegning. Amtskommunens dødshyppighed i beregningsåret - opgjort af Danmarks Statistik for hver køns- og aldersgruppe - ganges med amtskommunens folketal i hver køns- og aldersgruppe pr. 1. januar i beregningsåret. Ved fordeling af amtskommunens folketal på køns- og aldersgrupper forudsættes landsgennemsnitlig køns- og alderssammensætning. Ved opgørelsen af amtskommunens folketal henregnes personer, for hvilke en kommune efter lov om social bistand, § 11, nr. 1, afholder udgifterne til bistand efter bistandslovens bestemmelser, til folketallet i kommunen. Ved den foreløbige beregning benyttes dødshyppigheden i året forud for beregningsåret.
Ved korrektion som følge af REGIONALE FORSKELLE I LØNNIVEAUET af en kommunes eller en amtskommunes tilskud eller tilsvar som følge af udligning af udgiftsbehov indgår et korrigeret regionalt lønindeks svarende til det regionale lønindeks opgjort efter § 1, stk. 4. Det korrigerede regionale lønindeks opgøres på grundlag af et regionalt lønindeks, som beregnes af Det fælleskommunale Løndatakontor på grundlag af overenskomststatistikken for beregningsåret og lønoplysninger pr. 1. oktober i beregningsåret. Ved den foreløbige beregning af tilskud og tilsvar benyttes overenskomststatistikken i året 2 år forud for beregningsåret og lønoplysninger pr. 1. oktober i året 2 år forud for beregningsåret.
INDBYGGERTAL OG AFRUNDING
INDBYGGERTAL OG AFRUNDING
§ 3
Ved den foreløbige beregning af kommuners og amtskommuners beskatningsgrundlag pr. indbygger og udgiftsbehov pr. indbygger samt ved den foreløbige fastsættelse af det samlede tilskud og tilsvar anvendes de af Danmarks Statistik opgjorte folketal pr. 1. januar i beregningsåret. Ved opgørelsen henregnes til folketallet i en kommune personer, for hvilke en kommune efter lov om social bistand, § 11, nr. 1, afholder udgifter til bistand efter bistandslovens bestemmelser.
Tilskud og tilsvar efter lovens §§ 2, 5, 10, 12, 14, 17, 18, 19, 20, 21 og 22 a opgøres i hele 1000 kr. og afrundes til et med 12 deleligt beløb. Udgiftsbehovstal efter § 7, stk. 2, § 9, stk. 2, og § 16, stk. 2, opgøres med 6 decimaler.
BIDRAG TIL HOVEDSTADSRÅDET
BIDRAG TIL HOVEDSTADSRÅDET
§ 4
Hovedstadsrådet giver hvert år umiddelbart efter vedtagelsen af årsbudgettet meddelelse til indenrigsministeriet om størrelsen af det beløb, der i det følgende regnskabsår (bidragsåret) skal tilvejebringes ved ligning på Københavns, Frederiksborg og Roskilde amtskommuner samt på Københavns og Frederiksberg kommuner til dækning af de udgifter, der ifølge årsbudgettet er forbundet med rådets virksomhed. De nævnte amtskommuner og kommuner giver hvert år senest den 1. september meddelelse til indenrigsministeriet om størrelsen af det forventede indkomstskattegrundlag i bidragsåret.
Påligningen af bidrag på de enkelte amtskommuner og kommuner foretages af indenrigsministeriet. Forholdet mellem de i henhold til stk. 1 indberettede indkomstskattegrundlag danner grundlag for påligningen. Denne reguleres i det omfang, det forventede forhold mellem de enkelte amtskommuners indkomstskattegrundlag, der har dannet grundlag for påligningen af bidrag i det regnskabsår, som ligger 3 år forud for bidragsåret (reguleringsåret), afviger fra det konstaterede forhold imellem indkomstskattegrundlagene i reguleringsåret. Ved opgørelsen af indkomstskattegrundlagene ganges det konstaterede provenu af indkomstskat med forholdet mellem 100 og udskrivningsprocenten.
Tvivlsspørgsmål om beregning af bidrag afgøres endeligt af indenrigsministeren.
Indenrigsministeriet underretter senest to uger før udløbet af fristen for vedtagelsen af de kommunale årsbudgetter amtsrådene og kommunalbestyrelserne om størrelsen af bidraget til hovedstadsrådet.
AFREGNING AF TILSKUD OG TILSVAR
AFREGNING AF TILSKUD OG TILSVAR
§ 5
I forbindelse med de månedlige forskudsudbetalinger fra statsskattedirektoratet af amtskommunal og kommunal indkomstskat m.v. afregnes i overensstemmelse med indenrigsministeriets beregninger:
- tilskud eller tilsvar i henhold til §§ 2, 5, 12 og 14 samt statstilskud efter §§ 10, 17 og 18 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner,
- tilskud eller tilsvar i henhold til §§ 20, 21 og 22 a i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner, samt for den del af tilskud i henhold til § 19, der meddeles inden 1. juli i beregningsåret,
- bidrag, der påhviler amtskommuner og kommuner i henhold til § 16 i lov om et hovedstadsråd, samt tilskud i henhold til § 10 i lov om hovedstadsområdets kollektive personbefordring.
§ 6
Afregningen, dog bortset fra afregning i medfør af stk. 2, 3 og 4, sker ved, at 1/12 af de beløb, der efter de bestemmelser, som er nævnt i § 5, på årsbasis tilkommer (tilskud) eller påhviler (tilsvar) vedkommende amtskommune eller kommune, tillægges henholdsvis fradrages det månedlige beløb, som udbetales af statsskattedirektoratet i henhold til § 64, stk. 2, jfr. stk. 7, i kildeskatteloven.
Afregning af midtvejsregulering i henhold til § 10, stk. 5, og § 17, stk. 5, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner sker ved, at 1/3 af de beløb, der tilkommer (tilskud) eller påhviler (tilsvar) vedkommende amtskommune eller kommune, tillægges henholdsvis fradrages det månedlige beløb, som udbetales fra statsskattedirektoratet i månederne oktober-december i tilskudsåret.
Afregningen af efterregulering af tilskudsnedsættelserne i medfør af § 10, stk. 10 og 11, og § 17, stk. 10 og 11, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner sker ved, at 1/3 af de beløb, der tilkommer (tilskud) eller påhviler (tilsvar) vedkommende amtskommune eller kommune, tillægges henholdsvis fradrages det månedlige beløb, som udbetales fra statsskattedirektoratet i månederne oktober-december i året 2 år efter tilskudsåret.
Afregning af tilskudsnedsættelse efter § 10, stk. 13-15, og § 17, stk. 13-15, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner samt § 10, stk. 4-5, i lov om hovedstadsområdets kollektive personbefordring sker ved, at 1/3 af de beløb, der påhviler vedkommende kommune, amtskommune eller hovedstadsrådet at indbetale, fradrages i det månedlige beløb, som udbetales fra statsskattedirektoratet i månederne oktober-december i tilskudsåret.
Efterregulering af forskellen mellem de foreløbigt opgjorte tilskud og tilsvar og de endeligt beregnede beløb efter de bestemmelser, der er nævnt i § 5, nr. 1, samt tilskud og tilsvar efter §§ 20 og 22 a i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner afregnes i året 2 år efter tilskudsåret sammen med de foreløbigt beregnede tilskud og tilsvar for dette år.
På den månedlige afregningsliste angives beløbene efter de bestemmelser, der er nævnt i § 5, nr. 1, under betegnelsen »Udligning og generelle tilskud«, mens beløbene efter de bestemmelser, der er nævnt i § 5, nr. 2 og 3, angives under betegnelsen »Tilskud til vanskeligt stillede kommuner«, »Tilskud/ tilsvar til kommuner i hovedstadsområdet med særlige økonomiske vanskeligheder«, »Indvandrertilskud«, »Tilskud/ tilsvar til Københavns kommune« og »Bidrag og statstilskud til hovedstadsrådet«.
Det samlede årlige bidrag og statstilskuddet til hovedstadsrådet udbetales af statsskattedirektoratet med 1/12 ved begyndelsen af hver måned.
IKRAFTTRÆDEN
IKRAFTTRÆDEN
§ 7
Bekendtgørelsen har virkning for beregningen for tilskudsåret 1987.
Samtidig ophæves indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 346 af 16. juli 1985 om opgørelse og afregning af tilskud og tilsvar i henhold til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.
INDENRIGSMINISTERIET, DEN 24. JUNI 1986
/KNUD ENGGAARD Marius Ibsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1986
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1986