TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om ekspropriation til vandforsyningsanlæg

BEK nr 470 af 11/07/1986

DanmarkBekendtgørelse1986

§ 1

Beslutningen om ekspropriation til fordel for vandforsyningsanlæg træffes, medmindre andet er bestemt i medfør af §§ 2 eller 3, af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor den pågældende ejendom ligger.

§ 2

Miljøstyrelsen kan bestemme, at beslutning om ekspropriation skal træffes af amtsrådet efter forhandling med de berørte kommunalbestyrelser. I hovedstadsområdet skal ekspropriationsbeslutningen dog i sådanne tilfælde træffes af hovedstadsrådet.

Stk. 2

Hvad der i denne bekendtgørelse er bestemt om kommunalbestyrelsens behandling af en sag, finder tilsvarende anvendelse, når sagen skal behandles af amtsrådet eller hovedstadsrådet. I så fald skal ekspropriationsmyndigheden forhandle om sagen med de berørte kommunalbestyrelser og indkalde kommunalbestyrelsen til ekspropriationsforretninger om ejendomme i vedkommende kommune.

§ 3

Skal der til fordel for samme anlæg samtidig ske ekspropriation i flere amtskommuner uden for hovedstadsområdet eller samtidig ske ekspropriation i og uden for hovedstadsområdet, kan miljøstyrelsen bestemme, at ekspropriationen skal ske efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, jfr. lovbekendtgørelse nr. 62 af 21. februar 1984.

§ 4

Erstatningsspørgsmål og spørgsmål om udvidelse af ekspropriationerne efter bekendtgørelsens § 11, stk. 2-5, afgøres i mangel af forlig af landsvæsensretten, Såfremt aftaler om erstatningens størrelse ikke er opnået inden 8 uger efter, at beslutningen om ekspropriation er truffet, jfr. § 10, stk. stk. 1, eller, hvis beslutningen er påklaget, inden 4 uger efter den endelige afgørelse, påhviler det vandforsyningsanlæggets ejer (rekvirenten) at indbringe spørgsmålet for landvæsenskommissionen. Adgangen til ekspropriation

§ 5

Til fordel for et offentligt vandforsyningsanlæg og for et privat alment vandforsyningsanlæg kan der, når almenvellet kræver det, og når der er givet den fornødne tilladelse til anlægget, ved ekspropriation

  1. erhverves ejendomsret til arealer, bygninger og indretninger, der er fast knyttet til arealer eller bygninger, samt tilbehør hertil,
  1. endeligt eller midlertidigt pålægges indskrænkninger i ejernes rådighed eller erhverves ret til at udøve en særlig råden over faste ejendomme, herunder til at udføre prøveboringer og prøvepumpninger,
  1. endeligt eller midlertidigt ske erhvervelse eller ophævelse af eller foretages begrænsninger i brugsrettigheder, servitutrettigheder samt andre rettigheder over faste ejendomme,
  1. endeligt eller midlertidigt pålægges indskrænkninger i eller foretages ophævelse af rettigheder til benyttelse af overfladevand, når benyttelsen hviler på særlig adkomst.
Stk. 2

Ved ekspropriation efter stk. 1, nr. 1, bortfalder alle rettigheder over det eksproprierede, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde. Ved ekspropriation efter stk. 1, nr. 2, skal rettigheder over fast ejendom, der stiftes ved ekspropriationen, respekteres af alle andre rettighedshavere over ejendommen, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde.

§ 6

Til fordel for et privat ikke alment vandforsyningsanlæg kan der, når almenvellet kræver det, og der er givet den fornødne tilladelse til anlægget, ved ekspropriation pålægges faste ejendomme rådighedsindskrænkninger med henblik på ledningsføring. Bestemmelsen i § 5, stk. 2, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Forarbejder og undersøgelser

§ 7

Staten, amtskommunerne, hovedstadsrådet og kommunerne kan på fremmed grund lade foretage alle opmålinger, nivellementer og undersøgelser, som er nødvendige for udarbejdelsen af planer for vandforsyningsanlæg eller for beskyttelsen af vandet mod forurening. Bestemmelsen omfatter dog ikke boring efter vand.

Stk. 2

Samme ret tilkommer efter fornøden sikkerhedsstillelse og efter bemyndigelse fra kommunalbestyrelsen private almene vandforsyningsanlæg.

Stk. 3

Mindst 2 uger forud skal der gives skriftlig meddelelse til ejere og brugere af vedkommende ejendom eller, hvis dette ikke er muligt, ske offentliggørelse i et eller flere af de stedlige blade.

Stk. 4

De skader og ulemper, der forvoldes ved foranstaltningerne, skal erstattes, eventuelt i forbindelse med en efterfølgende ekspropriaton. I mangel af enighed fastsættes erstatningen af landvæsensretten. Ekspropriationssagens behandling

§ 8

Når en kommunalbestyrelse vil søge de foranstaltninger, der er nævnt i denne bekendtgørelse, gennemført ved ekspropriation, skal den lade afholde en åstedsforretning.

Stk. 2

Til brug under åstedsforretningen udfærdiger kommunalbestyrelsen med bistand af rekvirenten en plan vedrørende ekspropriationens gennemførelse med fortegnelse over ejere og brugere, der vil blive berørt af de ekspropriationer, der er nødvendige for at gennemføre de påtænkte foranstaltninger. Materialet skal indeholde oplysning om den omtrentlige størrelse af de berørte arealer og en kort angivelse af de ændringer i de bestående forhold, foranstaltningerne vil medføre for ejendommene (arealfortegnelse med ekspropriationsplan).

Stk. 3

Kommunalbestyrelsen skal med mindst 2 ugers varsel offentliggøre tid og sted for åstedsforretningens afholdelse i stedlige blade efter kommunalbestyrelsens bestemmelse. Offentliggørelsen tjener til underretning for enhver, der som ejer, bruger, panthaver eller i en hvilken som helst anden egenskab har en retlig interesse at varetage i anledning af ekspropriationen. Arealfortegnelse med ekspropriationsplan skal i mindst 2 uger før ekspropriationsforretingens afholdelse ligge til eftersyn på det stedlige kommunekontor eller andet for beboerne tilgængeligt sted, og offentliggørelsen skal indeholde oplysning herom.

Stk. 4

Til åstedsforretningen indvarsler kommunalbestyrelsen med mindst 2 ugers varsel rekvirenten og endvidere ejere og brugere ifølge arealfortegnelsen ved anbefalet brev, for så vidt fornødne oplysninger og adresser m.v. kan fremskaffes. På samme måde skal andre, der ifølge de foreliggende oplysninger må skønnes at have en retlig interesse at varetage i anledning af den påtænkte ekspropriation eller af foranstaltningerne, indvarsles. Der skal dog normalt ikke sendes særlig indvarsling til panthavere. Indvarslingen skal indeholde oplysning om, hvor ekspropriationsplanen er fremlagt, og om adgangen til at fremsætte bemærkninger i medfør af § 9, stk. 4. Et eksemplar af arealfortegnelsen skal medfølge.

§ 9

I åstedsforretningen skal deltage mindst et medlem af kommunalbestyrelsen, og et medlem heraf leder forretningen. Mødelederen bestemmer forretningsgangen.

Stk. 2

Om forhandlingerne på mødet føres en protokol, der skal indeholde en kort fremstilling af forhandlingernes forløb. Protokollen underskrives af mødelederen.

Stk. 3

Ved åstedsforretningen skal der af rekvirenten redegøres for den påtænkte ekspropriation og dennes nærmere omfang, herunder over for hver enkelt fremmødt påvises, hvorledes de påtænkte foranstaltninger vil berøre hans ejendom eller rettigheder, hvorledes adgangsforhold agtes ordnet, og hvilken ordning der agtes truffet med hensyn til afskårne arealer. Disse skal så vidt muligt søges mageskiftet. Mødelederen kan under åstedsforretningen fremsætte forslag til erstatningens fastsættelse med angivelse af de erstatningsposter, som dette omfatter. Forslag herom fremsættes under forbehold af ekspropriationens fremme og af tiltrædelse fra vandforsyningsanlæggets ejer.

Stk. 4

Ejere, brugere og andre, der direkte eller indirekte berøres af ekpropriationen, har adgang til under åstedsforretningen eller skriftligt inden for en frist af 3 uger efter denne at fremkomme med bemærkninger, herunder til at fremsætte forslag til ændringer, ligesom de har adgang til at fremføre de synspunkter, de finder bør have indflydelse på erstatningens fastsættelse.

Stk. 5

Såfremt der træffes aftale om erstatningens størrelse eller andre forhold i forbindelse med den påtænkte ekspropriation, skal aftalen indføres i protokollen med angivelse af, at aftalen er indgået under forbehold af ekspropriationens fremme på det grundlag, der har foreligget under åstedsforretningen, og under forbehold af tiltrædelse fra vandforsyningsanlæggets ejer. Ekspropriationsbeslutningen

§ 10

Når den i § 9, stk. 4, nævnte frist er udløbet, træffer kommunalbestyrelsen på grundlag af det fremkomne beslutning om, hvorvidt og i bekræftende fald hvorledes ekspropriationen og foranstaltningerne skal gennemføres, og hvilken sikkerhed et privat anlæg skal stille for eventuel erstatning. Beslutning om ekspropriationens gennemførelse kan dog træffes inden udløbet af den nævnte frist, såfremt der under åstedsforretningen opnås tiltrædelse af de planlagte foranstaltninger fra samtlige ejere og brugere og andre, der direkte eller indirekte berøres af foranstaltningerne.

Stk. 2

Meddelelse om ekspropriationsbeslutningens indhold og om foranstaltningernes gennemførelse tillige med udskrift af eventuelle aftaler, der er indført i åstedsprotokollen og tiltrådt af vandforsyningeanlæggets ejer, sendes ved anbefalet brev til rekvirenten og de pågældende ejendommes ejere og brugere, til andre erstatningsberettigede samt til andre retligt interesserede, der har givet møde under åstedsforretningen. Meddelelsen skal i forhold til hver enkelt, hvis rettigheder berøres af ekspropriationen, indeholde oplysning om, hvilke indskrænkninger der sker i hans rettigheder ved ekspropriationen, samt oplysning om adgangen til at påklage ekspropriationsbeslutningen og om fristen herfor, jfr. § 14. Eventuelt revideret arealfortegnelse skal medfølge.

Stk. 3

Såfremt der ikke, inden kommunalbestyrelsen i medfør af stk. 1 træffer bestemmelse om ekspropriationens gennemførelse, er indgået aftale om erstatningens størrelse, eller såfremt sådan aftale ikke tiltrædes af vandforsyningsanlæggets ejer, kan kommunalbestyrelsen i forbindelse med meddelelsen efter stk. 2 fremsætte forslag til erstatningens fastsættelse med angivelse af de erstatningsposter, dette omfatter. Meddelelsen efter stk. 2 skal i givet fald indeholde oplysning om, at erstatningen vil blive fastsat af landvæsenskommissionen, hvis erstatningsforslaget ikke antages inden en af kommunalbestyrelsen fastsat frist på ikke under 4 uger fra modtagelsen. Tilsvarende oplysning om sagens indbringelse for landvæsenskommissionen skal gives, hvis skriftligt erstatningsforslag ikke fremsættes. Fastsættelsen af erstatningen

§ 11

Erstatning for ekspropriation fastsættes efter lovgivningens almindelige regler.

Stk. 2

I tilfælde, hvor ekspropriation af en del af en ejendom medfører, at den tilbageblivende del af ejendommen bliver så lille eller således beskaffen, at den ikke skønnes hensigtsmæssigt at kunne bevares som selvstændig ejendom eller udnyttes på rimelig måde, kan ejeren kræve hele ejendommen afstået. Under tilsvarende omstændigheder kan ejeren kræve afståelse af en del af ejendommen, når denne del bliver afskåret.

Stk. 3

Hvis erstatningen for en ejendoms værdiforringelse må skønnes at komme til at stå i åbenbart misforhold til restejendommens værdi, kan kommunalbestyrelsen efter begæring fra rekvirenten kræve hele ejendommen afstået.

Stk. 4

Arealer, der afskæres, og som ikke kan magelægges, kan af kommunalbestyrelsen efter begæring af rekvirenten kræves afstået, hvis erstatningen for deres værdiforringelse eller bekostningen ved at tilvejebringe adgang til dem må skønnes at komme til at stå i åbenbart misforhold til arealernes værdi.

Stk. 5

Bestemmelserne i stk. 2-4 finder med de fornødne lempelser anvendelse, når der foretages ekspropriation i de tilfælde, der er nævnt i § 5, stk. 1, nr. 2-4. Udbetaling af erstatning

§ 12

Ekspropriationserstatninger, der er fastsat af landvæsensretten, forrentes fra datoen for den beslutning om ekspropriationens gennemførelse, der er nævnt i § 10, stk. 1. Et andet begyndelsestidspunkt kan dog fastsættes, når omstændighederne taler for det. Forrentningen sker med en årlig rente, der udgør 1 pct. mere end den diskonto, der er fastsat af Danmarks Nationalbank på tidspunktet for ekspropriationsbeslutningen.

Stk. 2

Hvis ikke andet er aftalt, finder bestemmelserne i stk. 1 tilsvarende anvendelse for ekspropriationserstatninger, der er fastsat ved forlig.

§ 13

Ekspropriationserstatninger, der er fastsat af landvæsensretten eller ved forlig, udredes af anlægget. De udbetales for offentlige anlægs vedkommende af anlæggets ejer og for private anlægs vedkommende gennem kommunalbestyrelsen. Erstatningen skal udbetales uden unødigt ophold. Panthavere og indehavere af andre rettigheder, hvis ret er tinglyst, kan i prioritetsorden kræve erstatningen udbetalt til sig. Det skal inden udbetalingen skaffes oplyst, om sådanne krav fremsættes af rettighedshavere, hvis adresser kan oplyses af tinglysningsdommeren.

Stk. 2

Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan erstatningsbeløb dog udbetales til ejendommens ejer uden samtykke fra panthavere eller andre rettighedshavere, når beløbet vedrører driftstab, eller når det skønnes, at ekspropriationen i forhold til ejendommens størrelse og værdi er ubetydelig og ikke indebærer nogen fare for pantesikkerheden. Klage

§ 14

Kommunalbestyrelsens, amtsrådets og hovedstadsrådets beslutninger kan påklages til miljøstyrelsen.

Stk. 2

Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 3

Klage indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Denne sender klagen til Miljøstyrelsen ledsaget af det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse. Ikrafttræden

§ 15

Bekendtgørelsen træder i kraft ved offentliggørelsen i Lovtidende.

Stk. 2

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 5 af 4. januar 1980 om ekspropriation til vandforsyningsanlæg.

pre_paragraph I medfør af § 8 i lov om vandforsyning m.v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 337 af 4. juli 1985, og § 45, stk. 3, i lov om miljøbeskyttelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 85 af 8. marts 1985, fastsættes: Myndigheder


Miljøministeriet, den 11. juli 1986, den 11. juli 1986

/Christian Christensen Erik Lindegaaard/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1986
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1986