TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om sejlads m.v. på Odense Fjord og Kanal

BEK nr 509 af 31/07/1986

DanmarkBekendtgørelse1986

§ 1

For al sejlads i det uddybede og afmærkede løb i Odense Fjord og Odense Kanal, dvs. strækningen mellem Gabet og Odense Havn gælder de i bekendtgørelse nr. 430 af 24. august 1976 med senere ændringer om særlige regler for sejlads m.m. i visse danske farvande fastsatte bestemmelser med nedenstående tilføjelser: a. I Kanalen må maskindrevne skibe og både ikke sejle med en hastighed, der overstiger 6 knob. b. Skibe og fartøjer, som ligger fortøjet eller ligger stoppet, og pramme og flåder, hvad enten de ligger stille eller gør fart, skal af maskindrevne skibe passeres med særlig forsigtighed og om fornødent med stoppet maskine. c. Det er i sejlløbet mellem Espenøre Hage og Odense Havn og i dettes nærhed forbudt at udføre arbejder, som kan medføre fare for, at sejlløbet forurenes af derved løsnet materiale. d. Bjærgning af skib eller fartøj ved hjælp af bjærgningsbåd eller bugserbåd skal straks anmeldes til havnekaptajnen i Odense, hvis anvisninger skal følges. e. Under isforhold skal førerne af skibe og fartøjer nøje følge de af havnekaptajnen i Odense givne anvisninger for sejladsen i Fjorden og Kanalen samt de i »Efterretninger for Søfarende« offentliggjorte bestemmelser. f. Det er forbudt at bade i Kanalen.

§ 2

For at sikre skibes passage af hinanden skal skibe på 100 tons dødvægt og derover, som er udstyret med VHF, under sejlads på den i § 1 nævnte strækning etablere lyttevagt på VHF, kanal 12, og deltage i et meldesystem efter følgende regler: 1. Senest 30 minutter før afgang fra Odense Havn eller ved passage af linien Agernæs-Fyens Hoved for indgående skal afgives melding til Odense lodsstation ved Gabet om tidspunktet for påbegyndelse af sejlads på den i § 1 nævnte strækning. 2. Lodsstationen vil herefter meddele skibet, om sejladsen kan finde sted som ønsket, eller om skibet skal vente for at undgå møde med andre skibe i den gravede rende. Tidspunktet for fortsættelse eller påbegyndelse af sejladsen aftales mellem skibet og lodsstationen.

§ 3

På strækningen mellem Gabet og Odense Havn skal følgende skibe have lods ombord: 1. Alle tankskibe, der er lastet med olie, gas eller et farligt flydende kemikalie, som omfattet af IMO's kemikaliekode (International Maritime Organization's »Code for the Construction and Equipment of Ships Carrying Dangerous Chemicals in Bulk«), eller som har urensede tanke, der ikke er sikret med inaktiv gas, 2. øvrige skibe på 1500 tons dødvægt eller derover, og 3. skibe på 100 tons dødvægt eller derover, der ikke er udstyret med VHF.

Stk. 2

Bestemmelsen finder ikke anvendelse på tankskibe under 1500 tons dødvægt, hvis fører mindst 5 gange inden for de sidste 3 måneder har anløbet Odense med det pågældende skib. Det er dog herved forudsat, at skibet er udstyret med brugbar VHF.

Stk. 3

Under forhaling inden for Odense Havns område, skal ethvert skib, der er let, deltage i det i § 2 omhandlede meldesystem. Skibe på 2500 tons dødvægt eller derover, skal desuden have lods om bord under forhalingen.

§ 4

Overtrædelse af denne bekendtgørelse straffes med bøde.

§ 5

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1986.

Stk. 2

Industriministeriets bekendtgørelse nr. 592 af 19. november 1982 om sejlads m.v. på Odense Fjord og Kanal ophæves.

pre_paragraph I medfør af § 5, stk. 4, i lov om skibsfartens betryggelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 44 af 10. februar 1986, og lodslovens § 8, jfr. lov nr. 116 af 21. marts 1979, fastsættes efter samråd med forsvarsministeriet:


Industriministeriet, den 31. juli 1986, den 31. juli 1986

/Nils Wilhjelm John Hessing/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1986
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1986
Bekendtgørelse om sejlads m.v. på Odense Fjord og Kanal | TheLawyer.sh