TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om virksomheder, der erhvervsmæssigt yder bistand ved stillingsbesættelse

BEK nr 523 af 11/08/1986

DanmarkBekendtgørelse1986

§ 1

Den, der ønsker at foretage registrering som nævnt i § 1 i lov om private registre m.v. med henblik på erhvervsmæssigt at yde tredjemand bistand ved stillingsbesættelse, skal foretage anmeldelse til registertilsynet, inden virksomheden påbegyndes.

§ 2

Virksomheder som nævnt i § 1 må ikke registrere eller videregive oplysninger om enkeltpersoners race, religion, politiske, seksuelle og strafbare forhold samt misbrug af nydelsesmidler.

Stk. 2

Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold i øvrigt, herunder oplysninger om hudfarve, om foreningsmæssige forhold, om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og lignende, må ikke registreres, medmindre oplysningerne klart er nødvendige for vurderingen af stillingsbesættelsen og er afgivet af den pågældende selv til virksomheden eller af denne er indhentet med den pågældendes samtykke, og den pågældende skriftligt har meddelt samtykke til, at oplysningerne registreres. Samtykket kan til enhver tid tilbagekaldes.

Stk. 3

Andre oplysninger om enkeltpersoner må kun registreres, såfremt de efter deres art er af betydning for vurderingen af stillingsbesættelsen.

Stk. 4

Tilbagekaldes samtykke som nævnt i stk. 2, skal de registrerede oplysninger slettes.

§ 3

Registrerede oplysninger som nævnt i § 2, stk. 2 og 3, må kun videregives, når den registrerede i hvert enkelt tilfælde skriftligt har meddelt samtykke til videregivelsen, eller adgangen til videregivelse følger af anden lovgivning. Samtykket kan til enhver tid tilbagekaldes.

§ 4

Virksomheden skal, inden samtykke som nævnt i § 2, stk. 2, og § 3 indhentes, gøre den pågældende bekendt med, at samtykket til enhver tid kan tilbagekaldes.

§ 5

Virksomheden skal inden 4 uger efter registreringen give meddelelse til den, der første gang optages i registeret med oplysninger, der ikke er afgivet af den pågældende selv til virksomheden, om andet end navn, adresse, stilling, erhverv eller oplysninger, der fremgår af Statstidende eller frit kan indhentes fra erhvervsregisteret. Meddelelsen skal indeholde oplysning om den registreredes adgang til at få oplysninger fra registeret efter bestemmelserne i § 6 og om indholdet af bestemmelsen i § 3.

§ 6

Virksomheden skal til enhver tid på begæring af den registrerede inden 4 uger meddele denne indholdet af de oplysninger og bedømmelser, virksomheden har videregivet om den pågældende inden for de sidste 6 måneder, samt af de øvrige oplysninger, som virksomheden på tidspunktet for begæringens fremsættelse er i besiddelse af, herunder af foreliggende bedømmelser af den pågældende.

Stk. 2

Den registrerede kan forlange, at virksomheden giver meddelelse som nævnt i stk. 1 skriftligt.

§ 7

Oplysninger eller bedømmelser, der viser sig urigtige eller vildledende, skal snarest muligt slettes af registeret eller berigtiges.

§ 8

Er en oplysning eller bedømmelse, der viser sig at være urigtig eller vildledende, forinden blevet videregivet, skal virksomheden straks give skriftlig underretning om berigtigelsen til den registrerede og til alle, der har modtaget oplysningen eller bedømmelsen inden for de sidste 6 måneder, før virksomheden er blevet bekendt med forholdet. Den registrerede skal tillige have meddelelse om, hvem der har modtaget underretning efter 1. pkt., og hvorfra oplysningen eller bedømmelsen stammer.

§ 9

Henvendelser fra en registreret om sletning eller berigtigelse af oplysninger eller bedømmelser, der angives at være urigtige eller vildledende, eller om sletning af oplysninger, der ikke må registreres eller videregives, skal snarest og inden 4 uger efter modtagelsen besvares skriftligt af virksomheden.

Stk. 2

Nægter virksomheden at foretage den begærede sletning eller berigtigelse, kan den registrerede inden 4 uger efter modtagelsen af virksomhedens svar eller efter udløbet af den i stk. 1 nævnte svarfrist indbringe spørgsmålet for registertilsynet, der træffer afgørelse om, hvorvidt der skal foretages sletning eller berigtigelse. Bestemmelsen i § 8 gælder tilsvarende.

Stk. 3

Virksomhedens svar skal i de i stk. 2 nævnte tilfælde indeholde oplysning om adgangen til at indbringe spørgsmålet for registertilsynet og om fristen herfor.

§ 10

Overdragelse eller overgivelse i øvrigt af registre må kun ske til en anmeldt virksomhed som nævnt i § 1 og skal anmeldes til registertilsynet uden ugrundet ophold.

§ 11

Den, der overtræder bestemmelserne i §§ 1-8, § 9, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3 samt § 10, straffes med bøde.

Stk. 2

Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, andelsselskab eller lignende, kan bødeansvaret pålægges selskabet som sådant.

§ 12

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1986.

Stk. 2

Virksomheder som nævnt i § 1, der eksisterer ved bekendtgørelsens ikrafttræden, skal indgive anmeldelse senest den 1. december 1986. I forhold til personer, der ved bekendtgørelsens ikrafttræden er registreret i virksomheden, gælder reglerne i §§ 2, 3, 4 og 5, når der efter den 1. september 1986 registreres oplysninger som nævnt i § 2, stk. 2, eller oplysninger, hvorom der skal gives meddelelse, eller videregives oplysninger som nævnt i § 3.

pre_paragraph I henhold til § 3, stk. 5, og § 27 i lov nr. 293 af 8. juni 1978 om private registre m.v. fastsættes:


Justitsministeriet, den 11. august 1986, den 11. august 1986

/Erik Ninn-Hansen Bo Vesterdorf/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1986
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1986