TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om skattemæssig kontrol med renter m.v. (Rentekontrolordningen)

BEK nr 569 af 29/08/1986

DanmarkBekendtgørelse1986

§ 1

I denne bekendtgørelse gives der nærmere regler for indberetning af oplysninger vedrørende:

  1. indskud (skattekontrollovens § 8 H),
  1. udlån (skattekontrollovens § 8 P),
  1. pantebreve med pant i fast ejendom anbragt i depot til forvaltning (skattekontrollovens § 8 Q),
  1. obligationskonti og rentekuponer (skattekontrollovens § 10 A) og
  1. overdragelse af værdipapirer som nævnt under nr. 4 (skattekontrollovens § 10 B).

§ 2

Reglerne i skattekontrollovens §§ 10 A og 10 B gælder danske og udenlandske obligationer, der er massegældsbreve, samt rentekuponer og rentetilskrivninger vedrørende sådanne obligationer.

Kredsen af oplysningspligtige samt disses registrering

Kredsen af oplysningspligtige samt disses registrering

§ 3

Oplysningspligtige efter skattekontrollovens §§ 8 H, 8 P, 8 Q, 10 A eller efter denne bekendtgørelses § 5 skal senest 8 dage efter oplysningspligtens indtræden tilmelde sig det centrale register over oplysningspligtige. Statsskattedirektoratet forestår registret og dettes vedligeholdelse.

Stk. 2

Tvivl om, hvorvidt en virksomhed eller person er omfattet af oplysningspligten efter stk. 1, fritager ikke for tilmelding til registret. Tilmeldingen skal i så fald vedlægges en redegørelse for den tilmeldingspligtiges virksomhed, hvorefter statsskattedirektoratet træffer afgørelse om registrering. Tilmeldingen skal foretages på særlige blanketter, som kan rekvireres i statsskattedirektoratet.

Stk. 3

Ved tilmeldingen skal den oplysningspligtige give oplysning om:

  1. virksomhedens navn, adresse og hjemstedskommune,
  1. virksomhedens driftsform (enkeltmandsfirma, ansvarlig interessentskab, aktieselskab, andelsselskab, eller under hvilken anden form virksomheden drives),
  1. registreringsnummer i Stamregistret for Erhvervsdrivende (SE.nr.),
  1. registreringsnummer i Aktieselskabs-Registeret,
  1. registreringsnummer i Forsikringsregisteret,
  1. dato for oplysningspligtens indtræden og
  1. ansvarlige indehaveres CPR.nr., navn og adresse.
Stk. 4

Tilmelder en filial eller underafdeling sig registret, skal tillige oplyses SE.nr., navn og adresse på den hovedafdeling, som er ansvarlig for indberetningerne.

Stk. 5

Efter registreringen sender statsskattedirektoratet et registreringsbevis indeholdende de registrerede oplysninger til den oplysningspligtige.

Stk. 6

Indtræder der efter registreringen ændring i de meddelte oplysninger, herunder ophør af oplysningspligt, eller konstateres der fejl i de registrerede oplysninger, skal den oplysningspligtige give statsskattedirektoratet skriftlig meddelelse herom inden 8 dage efter, at ændringen er sket eller fejlen konstateret. Direktoratet fremsender herefter nyt registreringsbevis. Er oplysningspligten ophørt, skal endnu ikke indberettede oplysninger indsendes inden 10 dage.

§ 4

Statsskattedirektoratet kan fastsætte yderligere bestemmelser vedrørende registret.

§ 5

Den, der som led i sit erhverv handler med eller formidler overdragelse af obligationer og rentekuponer, er oplysningspligtig efter skattekontrollovens § 10 B.

Stk. 2

Kredsen af oplysningspligtige efter skattekontrollovens § 8 P udvides med:

  1. kortudstedere, der er omfattet af lov nr. 284 af 6. juni 1984 om betalingskort m.v., for så vidt angår udlånsforhold, der er omfattet af betalingskortloven,
  1. kreditinstitutter, der er omfattet af lov om visse kreditinstitutter, jfr. lovbekendtgørelse nr. 375 af 15. august 1985, og
  1. virksomheder, der er omfattet af lov om visse spare- og udlånsvirksomheder m.v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 376 af 15. august 1985.

Afgivelse af oplysninger m.v. til den oplysningspligtige

Afgivelse af oplysninger m.v. til den oplysningspligtige

§ 6

Indskydere og låntagere, herunder debitorer i henhold til deponerede pantebreve, depothavere, obligations- og kuponejere samt overdragere og erhververe af obligationer og rentekuponer, jfr. skattekontrollovens §§ 8 H, 8 P, 8 Q, 10 A og 10 B, skal give den oplysningspligtige oplysninger som nævnt nedenfor:

  1. navn, bopælsadresse og CPR.nr. eller SE.nr. Når ganske særlige forhold taler derfor, kan den oplysningspligtige tillade, at der alene oplyses en virksomhedsadresse. Har den pågældende både CPR.nr. og SE.nr., og oprettes kontoen m.v. efter den 15. september 1986, skal CPR.nr. anvendes. Er der givet oplysning om SE.nr. oplyses virksomhedens adresse,
  1. vedrører det enkelte mellemværende 2 kontohavere m.v., oplyses begges CPR.nr.,
  1. vedrører det enkelte mellemværende flere end 2 kontohavere m.v., oplyses CPR.nr. eller SE.nr. for en eller flere af disse,
  1. for selskaber, foreninger og legater m.v., der hverken har CPR.nr. eller SE.nr., afgives de i nr. 1 nævnte oplysninger om formanden eller en anden person, der er berettiget til at handle på den berettigedes eller forpligtedes vegne,
  1. for personer, selskaber og foreninger m.v., der ikke har bopæl eller hjemsted her i landet, og for dødsboer og konkursboer m.v., der ikke behandles her i landet, oplyses navn, bopælsadresse/ hjemsteds- adresse og hjemland. Er der tildelt et CPR.nr. eller SE.nr., finder nr. 1-4 tilsvarende anvendelse. Grønland og Færøerne sidestilles med udland,
  1. er det ved mellemværendets etablering uvist, hvem der er berettiget eller forpligtet ifølge aftalen, oplyses CPR.nr. eller SE.nr. for den, der indgår aftalen. Når det er afklaret, hvem der er berettiget eller forpligtet, oplyses dennes CPR.nr. eller SE.nr.
Stk. 2

Sker der ændringer i de oplysninger, der er afgivet efter stk. 1, skal der ske underretning herom til den oplysningspligtige. Underretningen skal gives inden 1 måned, efter at ændringen er sket. Ligeledes skal formandsskifte og lignende meddeles inden for den samme frist.

§ 7

Ved afgivelse af de oplysninger, der er nævnt i § 6, skal der forevises fornøden legitimation. Statsskattedirektoratet kan bestemme, hvilken form for legitimation der skal forevises.

Stk. 2

Ved overdragelse af obligationer eller pantebreve til eller fra depot, behøver depothaveren dog ikke at fremlægge legitimation, såfremt det CPR.nr. eller SE.nr., der skal oplyses ved overdragelsen, svarer til det nummer, der er noteret på depotet. Reglen i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for indehavere af indskrivningsbeviser vedrørende de obligationer, der indskrives hos obligationsudstederen. Endvidere finder reglen anvendelse, hvis overdragelsen sker til debet eller kredit for en konto hos den oplysningspligtige.

Obligationsoverdragelser, hvor der ikke medvirker en registreret

Obligationsoverdragelser, hvor der ikke medvirker en registreret

§ 8

Overdrages obligationer eller rentekuponer, jfr. skattekontrollovens § 10 B, mellem parter, der ikke er registreringspligtige efter § 3, jfr. § 5, stk. 1, og formidles overdragelsen ikke af en registreringspligtig, skal indberetning til statsskattedirektoratet foretages af den part, der beholder eller erhverver rentekuponen vedrørende den førstkommende termin. Indberetningen skal ske hurtigst muligt og inden 15. januar i året efter udløbet af det kalenderår, hvori overdragelsen har fundet sted, og foretages på særlige af statsskattedirektoratet udfærdigede blanketter, der kan rekvireres hos statsskattedirektoratet, de lokale skattemyndigheder samt amtsskatteinspektoraterne.

Stk. 2

Indberetningen til statsskattedirektoratet skal indeholde oplysning om parternes navn og adresse, CPR.nr. eller SE.nr. samt summen af de rentebeløb, der afregnes mellem parterne i forbindelse med overdragelsen.

Stk. 3

Den part, der ikke beholder kuponen for førstkommende termin, skal give den anden part de oplysninger, som er nævnt i § 6, stk. 1, nr. 1-4, og forevise legitimation i henhold til § 7, stk. 1.

Stk. 4

Statsskattedirektoratet fastsætter yderligere regler om indberetningernes indhold og form.

§ 9

Overdrages obligationer eller rentekuponer mellem en udlænding som nævnt i § 6, stk. 1, nr. 5, og en indlænding, der ikke er registreringspligtig efter § 3, jfr. § 5, og formidles overdragelsen ikke af en registreringspligtig, påhviler indberetningspligten indlændingen uanset bestemmelsen i § 8. Udlændingen skal give indlændingen oplysning om sin identitet efter reglerne i § 6, stk. 1, nr. 5, og forevise legitimation i henhold til § 7, stk. 1.

Udenlandske repræsentationer m.v.

Udenlandske repræsentationer m.v.

§ 10

Undtaget fra reglerne i denne bekendtgørelse er:

  1. fremmede staters herværende diplomatiske repræsentation,
  1. diplomatisk anmeldte personer, der er i besiddelse af det af udenrigsministeriet udstedte identitetskort for diplomater (rødt kort) og
  1. administrativt og teknisk personale samt tjenestepersonale ved herværende diplomatiske repræsentationer, når de pågældende ikke er danske statsborgere.
Stk. 2

Til dokumentation vedrørende de i stk. 1, nr. 3, nævnte personers status tjener det af udenrigsministeriet udstedte grønne identitetskort.

Stk. 3

Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på det diplomatiske personales og det administrative og tekniske personales familiemedlemmer, der hører til det nævnte personales husstand og ikke er danske statsborgere.

Indberetning af oplysninger

Indberetning af oplysninger

§ 11

Den oplysningspligtige skal inden en af statsskattedirektoratet fastsat frist foretage indberetning til statsskattedirektoratet af oplysninger efter rentekontrolordningen for det foregående år. Indberetningen skal omfatte de oplysninger, der er afgivet til den oplysningspligtige i henhold til § 6. Statsskattedirektoratet kan fastsætte nærmere regler om indberetningernes form og indhold, herunder om oplysninger til fastsættelse af kursværdi.

§ 12

Der må ikke foretages indberetning efter skattekontrollovens § 8 P vedrørende udlån, for hvilke der er udstedt veksler.

§ 13

Der må ikke foretages indberetning efter skattekontrollovens § 8 H vedrørende rentetilskrivninger og indestående på rateopsparingskonti, kapitalpensionskonti, selvpensioneringskonti, indekskonti og børneopsparingskonti.

Stk. 2

Der må ikke foretages indberetning efter skattekontrollovens § 10 A vedrørende obligationer, der henhører under en rateopsparingsordning eller en kapitalpensionsordning, jfr. pensionsbeskatningslovens §§ 11 A og 12. Indberetning efter skattekontrollovens § 10 B må ikke omfatte overdragelse af obligationer for så vidt angår de nævnte rateopsparings- og kapitalpensionsordninger.

Stk. 3

Indberetning efter skattekontrollovens § 10 A kan undlades vedrørende:

  1. indløsning af rentekuponer vedrørende obligationer, der er indskrevet hos obligationsudstederen eller ligger i depot i en bank eller sparekasse, og som tilhører de i selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 1-3, 6-9 og 11, nævnte skattefri institutioner m.v.,
  1. indløsning af rentekuponer vedrørende obligationer tilhørende pengeinstitutter, forsikringsselskaber og statsanerkendte arbejdsløshedskasser,
  1. indløsning af rentekuponer, der modtages fra en oplysningspligtig, der dokumenterer at være registreret i henhold til § 3,
  1. kursværdien for obligationer, der hverken er børsnoterede danske obligationer eller børsnoterede danske konvertible obligationer. Tilsvarende gælder for børsnoterede obligationer, der ikke er indskrevet i depot i pengeinstitutter eller hos vekselerere og
  1. oplysningspligtiges rentetilskrivning eller indløsning af rentekuponer vedrørende obligationer, der indehaves af et pengeinstitut i udlandet, herunder på Færøerne eller i Grønland.
Stk. 4

Indberetning efter skattekontrollovens § 10 B kan undlades vedrørende:

  1. overdragelser mellem registrerede oplysningspligtige,
  1. overdragelser mellem en registreret oplysningspligtig og en institution m.v., der er skattefri efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 1-3, 6-9 og 11,
  1. overdragelser mellem de i nr. 2 omhandlede skattefri institutioner,
  1. overdragelser mellem registrerede oplysningspligtige og forsikringsselskaber eller statsanerkendte arbejdsløshedskasser,
  1. overdragelser til en registreret oplysningspligtig af udtrukne obligationer med henblik på indfrielse og
  1. overdragelser mellem registrerede oplysningspligtige og pengeinstittutter i udlandet, herunder på Færøerne eller i Grønland .

Underretning til kontohaverne m.v.

Underretning til kontohaverne m.v.

§ 14

Den oplysningspligtige skal drage omsorg for, at der sker underretning om de indberettede oplysninger til den, oplysningerne vedrører. Når indberetningen omfatter særlige forhold som nævnt i § 6, stk. 1, nr. 2-4, gives der tillige oplysning herom.

Stk. 2

Statsskattedirektoratet kan fastsætte yderligere regler om underretningens indhold og form.

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 15

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. september 1986.

Stk. 2

Registrerings- og indberetningspligten efter skattekontrollovens § 8 Q gælder første gang for kalenderåret 1988.

Stk. 3

Registrerings- og indberetningspligten efter skattekontrollovens § 8 P for pantebreve, som køberen af en fast ejendom har udstedt til sælgeren eller ordre (sælgerpantebreve), og som det oplysningspligtige pengeinstitut m.v. selv er kreditor i henhold til, gælder første gang for kalenderåret 1988.

Stk. 4

Statsskattedirektoratet kan i ganske særlige tilfælde for enkelte oplysningspligtige tillade, at oplysnings- og registreringspligten efter skattekontrollovens §§ 8 P og 8 Q og denne bekendtgørelses § 5, stk. 2, begrænses eller udsættes i et år.

Stk. 5

Ved bekendtgørelsens ikrafttræden ophæves bekendtgørelse nr. 492 af 7. september 1977 og bekendtgørelserne nr. 621, 622 og 623 alle af 22. november 1984. § 13 i bekendtgørelse nr. 623 af 22. november 1984 om uidentificerede indskudskonti finder dog fortsat anvendelse.


Ministeriet for skatter og afgifter, den 29. august 1986, den 29. august 1986

/ISI FOIGHEL Gitte Skouby/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1986
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1986