TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om cyklers indretning og udstyr m.v. (*

BEK nr 6 af 10/01/1986

DanmarkBekendtgørelse1986

§ 1

En cykel må højst have fire hjul.

Stk. 2

En cykel må ikke være indrettet til mere end tre personer. Dog kan der derudover være plads til et eller to børn under seks år.

Stk. 3

Påhængsvogn og sidevogn til cykel må benyttes til transport af indtil to børn under seks år. Føreren af cyklen skal være fyldt 15 år. Der må ikke samtidig transporteres børn i vognen og på cyklen.

§ 2

En cykel skal være forsynet med bremse, der kan bremse cyklen på en sikker, hurtig og virksom måde. Cyklen skal være forsynet med en fodbetjent navbremse, der virker på baghjulet, eller to af hinanden uafhængige bremser, der virker på henholdsvis for- og baghjul.

Stk. 2

En cykel til mere end en person, herunder cykel med særlig siddeplads for barn, skal være forsynet med to af hinanden uafhængige bremser, der virker på henholdsvis for- og baghjul.

Stk. 3

Trehjulet varecykel skal tillige være forsynet med håndbetjent bremse på hjulene, som bærer vareladet. Denne bremse skal kunne fastholdes i tilspændt stand.

§ 3

Dele i fodbetjent bremsesystem skal kunne modstå en betjeningskraft på 100 daN (100 kg). Dele i håndbetjent bremsesystem skal kunne modstå en betjeningskraft på 60 daN (60 kg).

Stk. 2

Ved bremsesystem, som betjenes af fremdrivningspedalerne, skal fuld bremsevirkning kunne opnås ved nedtrædning af pedalen fra vandret stilling.

§ 4

På en tohjulet cykel må styrets bredde ikke overstige 70 cm. Betjeningsgreb og spejle medregnes ikke i styrets bredde. Ingen del af styret må ligge mere end 30 cm over siddefladens højeste punkt ved ubelastet sadel. Styret skal være forsynet med håndtag med afrundede kanter.

Stk. 2

På tohjulet cykel må ingen del af ryglæn, bøjle eller lignende anbragt bag sadelen ligge mere end 20 cm over siddefladens højeste punkt ved ubelastet sadel.

Stk. 3

Cykel med særlig siddeplads for barn skal være forsynet med beskyttelsesanordning, som forhindrer, at barnets fødder kan komme i klemme i hjulets eger.

Stk. 4

Hjulene skal være forsynet med luftgummiringe eller med anden elastisk hjulbeklædning med tilsvarende egenskaber.

§ 5

En cykel skal i lygtetændingstiden være forsynet med en forlygte, der afgiver hvidt lys tydeligt synligt forfra i mindst 150 meters afstand og synligt fra siderne. Forlygten må ikke virke blændende på andre trafikanter. På cykel med mere end to hjul skal forlygten være anbragt i venstre side.

Stk. 2

En cykel skal i lygtetændingstiden være forsynet med en eller to baglygter, der afgiver rødt lys tydeligt synligt i mindst 150 meters afstand uden at virke blændende. En cykel med mere end to hjul skal være forsynet med to sådanne baglygter anbragt højst 40 cm inden for cyklens yderste punkter og med en indbyrdes afstand på mindst 60 cm.

Stk. 3

Påhængsvogn til cykel skal i lygtetændingstiden være forsynet med to baglygter, der opfylder kravene i stk. 2, 1. pkt., og som er anbragt så tæt ved påhængsvognens yderste punkter som muligt. Sidevogn til cykel skal i lygtetændingstiden være forsynet med en baglygte, der opfylder kravene i stk. 2, 1. pkt., og som er anbragt i højre side.

Stk. 4

Cykler og påhængs- eller sidevogne hertil må ikke være forsynet med andre lygter end de foran anførte.

§ 6

Tohjulet cykel skal være forsynet med rød refleksanordning, som kan ses bagfra. En cykel med mere end to hjul skal være forsynet med to sådanne refleksanordninger anbragt højst 40 cm inden for cyklens yderste punkter og med en indbyrdes afstand på mindst 60 cm. Røde refleksanordninger skal have et areal på mindst 7 cm2 og må ikke være trekantede.

Stk. 2

En cykel skal være forsynet med gul refleksanordning, som bevæger sig, når cyklen kører, og som er synlig bagfra. Sådan refleksanordning kan bestå af refleksmateriale anbragt på baghjulets eger eller af anden anordning med tilsvarende virkning.

Stk. 3

Påhængsvogn til cykel skal være forsynet med to fremadvendende hvide refleksanordninger samt to bagudvendende røde refleksanordninger. Refleksanordningerne skal være anbragt så tæt ved vognens yderste punkter som muligt. Sidevogn til cykel skal være forsynet med en fremadvendende hvid refleksanordning samt en bagudvendende rød refleksanordning. Refleksanordningerne skal være anbragt i højre side.

Stk. 4

Påhængsvogn og sidevogn til cykel skal på hver side være forsynet med to gule refleksanordninger.

Stk. 5

Påbudt refleksanordning skal være E- eller e-mærket eller være godkendt af justitsministeriet (JRU-mærket).

Stk. 6

En cykel og påhængs- eller sidevogn hertil kan forsynes med supplerende refleksanordninger efter følgende regler: Fastmonterede, fremadvendende refleksanordninger skal være hvide, bagudvendende røde, og refleksanordninger, der vender til siden, gule. Bevægelige refleksanordninger, der kan ses bagfra og forfra, skal være gule.

§ 7

En cykel kan være udstyret med en cyklistvimpel, der er monteret på en bagagebærer eller lignende over cyklens baghjul.

Stk. 2

Vimpelstangen skal være bøjelig og være anbragt således, at ingen del af stangen når længere ud end 50 cm til venstre og 15 cm til højre for cyklens længdeakse. Advarselsanordningen skal være anbragt yderst til venstre på vimpelstangen, og anordningens sider må ikke overstige 25 cm. Cyklistvimplen skal være forsynet med rød refleks, der skal være anbragt således, at den kun er synlig for bagfra kommende færdsel.

Stk. 3

En cyklistvimpel skal i øvrigt være således udformet og anbragt, at den ikke frembyder fare for cyklisten eller andre.

§ 8

En cykel skal være forsynet med en klart lydende klokke, som skal være anbragt på styret. Cyklen må ikke være forsynet med andet signalapparat.

§ 9

På en cykel med mere end to hjul må sporvidden mellem hjul på samme aksel ikke overstige 125 cm, og bredden af en sådan cykel må ikke overstige 160 cm. Betjeningsgreb og spejl medregnes ikke i cyklens bredde.

Stk. 2

På en tohjulet cykel med varelad eller -kasse mellem for- og baghjul må ladets eller kassens udvendige bredde ikke overstige 65 cm, og læsset må ikke rage ud over ladets sider. Cyklens længde må ikke overstige 300 cm. Varekassens eller læssets højde må ikke overstige 120 cm over vejbanen, og lastens vægt må ikke overstige 100 kg.

Stk. 3

På en trehjulet varecykel må vareladets eller -kassens bredde ikke overstige sporvidden mellem de bærende hjul, og læsset må ikke rage ud over ladets sider. Ladets eller kassens længde må ikke overstige 160 cm, og den samlede længde af cykel med last må ikke overstige 350 cm. Varekassens eller læssets højde må ikke overstige 140 cm eller, når kassen eller ladet er anbragt bag føreren, 200 cm over vejbanen. Lastens vægt må ikke overstige 150 kg, og den samlede vægt af cykel med last må ikke overstige 230 kg.

§ 10

Påhængsvogn og sidevogn skal kobles til cyklen ved hjælp af en forsvarlig tilkoblingsanordning.

Stk. 2

Cyklens bremser skal opfylde kravene i § 2, stk. 2.

Stk. 3

På en ethjulet påhængsvogn må vareladets eller -kassens bredde ikke overstige 65 cm, og læsset må ikke rage ud over ladets sider. Den samlede længde af cykel og påhængsvogn med last må ikke overstige 350 cm. Varekassens eller læssets højde må ikke overstige 100 cm over vejbanen, og lastens vægt må ikke overstige 100 kg.

Stk. 4

På tohjulet påhængsvogn må sporvidden ikke overstige 80 cm. Vareladet eller -kassen skal være anbragt mellem hjulene, og læsset må ikke rage ud over ladets sider. Den samlede længde af cykel og påhængsvogn med last må ikke overstige 350 cm. Varekassens eller læssets højde må ikke overstige 120 cm over vejbanen, og lastens vægt må ikke overstige 100 kg.

Stk. 5

En sidevogn skal være anbragt til højre for cyklen, og sporvidden af det samlede køretøj må ikke overstige 80 cm. Ingen del af sidevognen eller dens last må ligge uden for sidevognens hjul. Sidevognens eller læssets forreste og bageste punkt må ikke rage ud over cyklens forreste henholdsvis bageste punkt. Sidevognens eller læssets højde må ikke overstige 120 cm over vejbanen, og lastens vægt må ikke overstige 100 kg.

§ 11

Påhængsvogn og sidevogn til transport af børn skal være forsynet med sikker beskyttelse mod hjulegerne samt med en anordning til fastspænding af børnene. Den skal i øvrigt være således indrettet, at børnene kan transporteres, uden at der opstår fare for dem selv eller andre.

§ 12

Overtrædelse af §§ 1-5, § 6, stk. 1-5, § 7, stk. 2 og 3, samt §§ 8-11 straffes med bøde.

§ 13

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1986. En cykel samt påhængs- eller sidevogn hertil, der er indrettet i overensstemmelse med denne bekendtgørelse, kan dog straks benyttes til transport af børn efter reglerne i bekendtgørelsen.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 158 af 26. april 1977 om cyklers indretning og udstyr ophæves.

pre_paragraph I henhold til § 50, stk. 3, § 68, stk. 1, § 83 og § 118, stk. 3, i færdselslov nr. 287 af 10. juni 1976 fastsættes følgende:


Justitsministeriet, den 10. januar 1986, den 10. januar 1986

/Erik Ninn-Hansen B. O. Jespersen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1986
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1986