Bekendtgørelse om mærkning af fisk og fiskevarer
BEK nr 613 af 16/09/1986
§ 1
Bekendtgørelsen omfatter med den begrænsning, der fremgår af de enkelte bestemmelser, mærkning af detail- og engrosemballage til fisk og fiskevarer bestemt til salg i Danmark eller til udførsel.
Ved fisk forstås enhver art af fisk, krebs- og bløddyr samt bestanddele heraf.
Ved fiskevarer forstås produkter, der består af eller indeholder fisk, krebs- eller bløddyr eller bestanddele heraf. Salater, margarineprodukter og levertranvarer henregnes dog ikke til fiskevarer. Produkter, hvori fisk indgår som en ikke-dominerende bestanddel, omfattes ikke af bekendtgørelsen, såfremt produkterne naturligt omfattes af mærkningsbestemmelser fastsat i henhold til anden lovgivning.
Ved detailemballage forstås den emballage, hvori engros- og detailvirksomheder færdigpakker fisk og fiskevarer i enheder bestemt for den endelige forbruger.
Ved engrosemballage forstås den emballage (kasse, karton m.v.), der benyttes som enhed ved engrosforsendelse af fisk og fiskevarer.
DETAILEMBALLAGE
DETAILEMBALLAGE
§ 2
Detailemballage til fisk og fiskevarer skal være mærket med angivelse af:
- Varebetegnelse, jfr. § 5.
- Ingrediensliste, jfr. §§ 6-9.
- Nettoindhold, jfr. §§ 10-12.
- dato for den mindste holdbarhed, jfr. § 13.
- Særlige opbevarings- og anvendelsesforskrifter, jfr. §§ 14-15.
- Producentens, pakkerens eller forhandlerens firmanavn og hjemsted, jfr. § 16.
- Oprindelsessted, jfr. § 17.
- Producentens eller pakkerens autorisationsnummer, jfr. § 18.
- Dato for fremstilling eller pakning, jfr. § 19.
Uanset det i stk. 1 anførte skal detailemballage til fisk og fiskevarer bestemt for udførsel mærkes i overensstemmelse med de i forbrugslandet fastsatte bestemmelser. Sådanne varer skal dog være forsynet med de i stk. 1, nr. 1), 3), 6), 8) og 9), nævnte mærkningsangivelser samt med opbevaringsforskrifter i det fornødne omfang, jfr. § 14.
§ 3
De i § 2, stk. 1, nr. 1)-7), nævnte mærkningsangivelser skal være anført på et for køberen let forståeligt sprog eller på anden let forståelig måde. De skal tillige være anført på holdbar, synlig og let læselig måde. Mærkningsangivelserne, der er foreskrevet i nr. 1), 3), og 4), skal være påført i samme synsfelt.
Mærkningsangivelserne på varer bestemt for det danske marked skal være anført på dansk. I stedet for dansk kan andre sprog, der kun ved uvæsentlige forskelle i stavning adskiller sig fra dansk, anvendes.
Med hensyn til varer bestemt for udførsel anvendes forbrugslandets sprog eller andet sprog, der er godkendt i dette land.
§ 4
Ud over de i § 2 foreskrevne mærkningsangivelser kan detailemballagen forsynes med andre angivelser, såfremt disse er af en sådan art og anføres på en sådan måde, at de ikke er egnet til at vildlede køberen eller modtageren med hensyn til varens art, kvalitet, fangst, sortering, oprindelse, fremstillingstidspunkt, mængde, sammensætning, tilvirkningsmåde, næringsværdi eller øvrige egenskaber.
§ 5
Varebetegnelsen er den betegnelse, der er foreskrevet i produktspecifikke bekendtgørelser eller på anden måde, og i mangel heraf den betegnelse, som normalt anvendes for varen. Såfremt almindeligt kendte betegnelser ikke findes, skal der benyttes en beskrivende betegnelse, som er egnet til at identificere varen. Et fabrikations- eller varemærke og et fantasinavn må ikke anvendes i stedet for varebetegnelsen.
Varebetegnelsen skal i fornødent omfang omfatte eller ledsages af oplysning om varens fysiske tilstand og den særlige behandling, varen har undergået, f.eks. »I pulverform«, »Frysetørret«, »Dybfrossen«, »Koncentreret«, »Røget«.
Såfremt der i produktspecifikke bekendtgørelser eller på anden måde er fastsat regler om kvalitetsgrader for fisk og fiskevarer, skal kvalitetsgraden angives i forbindelse med varebetegnelsen.
Sølaks skal mærkes »Lakseerstatning« eller med angivelse af, hvilken fiskeart varen er fremstillet af.
§ 6
En fiskevare, der er sammensat af flere ingredienser, skal mærkes med en ingrediensliste, der består i en opregning af samtlige ingredienser efter aftagende vægt henført til fremstillingstidspunktet. Opstillingen skal indledes med en angivelse, hvori ordet »Ingredienser« indgår.
Ved ingrediens forstås ethvert stof, der anvendes ved fremstilling eller tilberedning af fiskevaren, og som stadig forefindes i færdigvaren, eventuelt i ændret form. Såfremt en ingrediens selv er fremstillet af flere ingredienser, anses disse som ingredienser i den pågældende vare.
Uanset det i stk. 1 og 2 anførte skal mærkning med oplysning om anvendte tilsætningsstoffer ske i overensstemmelse med de i medfør af levnedsmiddelloven til enhver tid fastsatte bestemmelser.
Som ingredienser betragtes ikke:
- Bestanddele i en ingrediens, som under fremstillingsprocessen midlertidigt adskilles for derefter atter at tilsættes i deres oprindelige forhold.
- Stoffer, der anvendes i nødvendige doser som opløsnings- eller bæremidler for tilsætningsstoffer og aromagivende bestanddele.
Tilsat vand og flygtige ingredienser skal anføres i ingredienslisten efter deres vægt i færdigvaren. Den mængde vand, der er tilsat som ingrediens, bestemmes ved at reducere den færdige vares samlede nettoindhold med den totale mængde af de øvrige anvendte ingredienser. Såfremt mængden af tilsat vand ikke overstiger 5 vægtprocent af færdigvaren, kan angivelse af dette vand undlades.
Uanset det i stk. 5 anførte kan angivelsen af vandmængden undlades, såfremt vandet udelukkende benyttes til under varens fremstilling at rekonstituere en koncentreret eller tørret ingrediens, eller når det indgår i en lage, der normalt ikke fortæres.
§ 7
Bestemmelsen i § 6, stk. 1, om, at ingredienserne skal opregnes efter aftagende vægt, kan fraviges for:
- Ingredienser, der anvendes i koncentreret eller tørret form, og som rekonstitueres under fremstillingen. Disse ingredienser kan angives efter deres vægt før koncentreringen eller tørringen.
- Ingredienser i koncentrerede eller tørrede varer, der skal tilsættes vand. Disse ingredienser kan angives efter det mængdeforhold, hvori de forefindes i det rekonstituerede produkt, såfremt ingredienslisten ledsages af en oplysning som f.eks. »Ingredienser i det rekonstituerede produkt« eller »Ingredienser i det forbrugsklare produkt«.
§ 8
Ingredienserne skal betegnes ved deres specifikke navn. Dog kan ingredienser, der henhører under en af de i bilaget til bekendtgørelsen anførte kategorier, betegnes alene ved navnet på denne kategori.
En sammensat ingrediens kan anføres i ingredienslisten med en betegnelse, der er fastsat ved lov eller sædvane, og efter sin samlede vægt i produktet, såfremt denne angivelse umiddelbart efterfølges af en opregning af de ingredienser, der indgår i den sammensatte ingrediens. Denne opregning kan dog undlades, når den sammensatte ingrediens udgør mindre end 25 pct, af færdigvaren, samt når den sammensatte ingrediens er et levnedsmiddel, for hvilket der ikke kræves ingrediensliste.
§ 9
Såfremt en fiskevares mærkning fremhæver tilstedeværelsen eller et ringe indhold af en eller flere ingredienser, der er af væsentlig betydning for denne vares særpræg, eller såfremt varebetegnelsen har samme virkning, skal den mindste, henholdsvis største mængde, som disse ingredienser udgjorde på fremstillingstidspunktet, angives i procent. Denne angivelse anføres i umiddelbar nærhed af varens betegnelse eller i ingredienslisten i forbindelse med den pågældende ingrediens.
Stk. 1 finder ikke anvendelse ved:
- Mærkning, som er bestemt til at karakterisere et levnedsmiddel i henhold til § 5, stk. 1.
- Ingredienser, der udelukkende anvendes i ringe mængde som aromagivende bestanddele.
§ 10
Nettoindholdet skal angives som nettovægt efter det metriske system. For fiskesupper uden indhold af faste bestanddele kan dog i stedet eller tillige angives nettovolumen efter det metriske system.
Til nettoindholdet medregnes det samlede indhold i detailemballagen. For dybfrosne varer må et eventuelt glaceringslag dog ikke medregnes.
Detailemballagen indeholdende fiskevarer i vand, lage, marinade eller andre pakkemidler, der er uvæsentlige i forhold til varens hovedbestanddele, og som normalt ikke fortæres, skal være mærket med angivelse af såvel nettovægt som drænet vægt.
Varer pakket i olie eller pakkemedier af sauceagtig karakter (herunder konsistens) omfattes ikke af bestemmelsen i stk. 3.
§ 11
Det angivne nettoindhold må ikke være større end det gennemsnitlige indhold af den pågældende vare i den anvendte detailemballage, og for den enkelte pakning tolereres en negativ afvigelse fra det angivne nettoindhold i overensstemmelse med følgende tabel: ANGIVET NETTOINDHOLD NEGATIV TOLERANCE gram eller milliliter procent g eller ml Indtil 50 9 fra 50 til 100 4,5 fra 100 til 200 4,5 fra 200 til 300 9 fra 300 til 500 3 fra 500 til 1.000 15 over 1.000 1,5
Uanset det i stk. 1 anførte kan detailemballage indeholdende få fisk eller enkelte stykker af en fisk eller fiskevare, der normalt sælges efter vægt, mærkes med angivelse af det faktiske indhold i den enkelte pakning.
§ 12
Såfremt der i en detailemballage er to eller flere enkelte færdigpakninger indeholdende samme mængde af samme vare, angives nettoindholdet ved at angive hver enkelt paknings nettoindhold og det samlede antal enkeltpakninger. Disse angivelser er dog ikke nødvendige, såfremt det uden åbning af detailemballagen er let at tælle enkeltpakningerne og tydeligt at se angivelsen af nettoindholdet på mindst en enkeltpakning.
Angivelse af nettoindholdet i en detailemballage indeholdende to eller flere enkeltpakninger, der ikke betragtes som salgsenheder, skal ske ved, at det totale nettoindhold og det samlede antal enkeltpakninger angives.
§ 13
Datoen for en vares mindste holdbarhed er den dato, til og med hvilken varen bevarer sine specifikke egenskaber under de rette opbevaringsforhold. Denne dato skal angives således:
- »Mindst holdbar til ...«, når datoen angiver dagen.
- »Mindst holdbar til og med ...« i andre tilfælde.
- »Sidste forbrugsdag ...« for såvidt angår ferske fisk og fiskevarer samt letkonserverede fisk og fiskevarer.
De i stk. 1 foreskrevne angivelser suppleres med datoen for den mindste holdbarhed henholdsvis sidste forbrugsdag eller med henvisning til det sted på detailemballagen, hvor datoen er anført.
Uanset det i stk. 1 anførte kan datoen for den mindste holdbarhed angives ved en periode, der refererer til en anden dato, som er anført på detailemballagen.
Angivelsen af datoen for mindste holdbarhed suppleres om fornødent med angivelse af de opbevaringsforskrifter, der skal overholdes for at sikre den angivne holdbarhed, jfr. § 14.
Datoen udgøres af en ukodet angivelse af dag, måned og år i den nævnte rækkefølge. Dog er det for så vidt angår varer med holdbarhed på:
- Under 3 måneder tilstrækkeligt at angive dag og måned.
- Over 3 måneder, men ikke over 18 måneder, tilstrækkeligt at angive måned og år.
- Over 18 måneder tilstrækkeligt at angive år.
Angivelse af dato for mindste holdbarhed kan undlades for fiskehelkonserves.
§ 14
Detailemballagen skal forsynes med opbevaringsforskrifter, såfremt dette er påkrævet for at sikre den angivne mindste holdbarhed, jfr. § 13, stk. 4.
Ferske fisk og fiskevarer skal mærkes med angivelse af en højeste opbevaringstemperatur på 2 grader C.
Letkonserverede fisk og fiskevarer skal mærkes med angivelse af en højeste opbevaringstemperatur på 5 grader C eller lavere.
Fiskehalvkonserves skal mærkes med angivelse af en højeste opbevaringstemperatur på 10 grader C eller lavere.
Den i stk 2-4 foreskrevne mærkning gælder også for varer bestemt til udførsel, selv om der ikke i forbrugslandet er tilsvarende mærkningskrav.
§ 15
Anvendelsesforskrifter (brugsanvisning) skal angives, såfremt udeladelse heraf vil kunne medføre, at den pågældende vare ikke anvendes på rette måde.
§ 16
Detailemballagen skal forsynes med oplysning om firmanavn og adresse for producenten, pakkeren eller en forhandler, der for så vidt angår varer bestemt for salg i Danmark skal være etableret inden for De Europæiske Fællesskaber.
Adressen skal være angivet så detaljeret, at firmaet kan lokaliseres entydigt. Under forudsætning heraf kan angivelse af by og - for firmaer etableret uden for Danmark - land være tilstrækkeligt. Såfremt bynavnet for firmaer etableret i Danmark indgår i firmanavnet, er angivelse af dette tilstrækkeligt.
§ 17
Detailemballagen skal være forsynet med angivelse af det sted, hvor varen har oprindelse eller kommer fra, såfremt undladelse heraf vil kunne vildlede forbrugeren med hensyn til varens art, kvalitet eller oprindelse.
Det i stk. 1 anførte gælder også i tilfælde, hvor en vare, som forhandles i Danmark, er fremstillet af fisk, der med hensyn til arten eller kvaliteten i sin helhed afviger fra de fisk, som normalt anvendes ved fremstilling af lignende varer til det danske marked.
§ 18
Fiskevarer, der fremstilles eller færdigpakkes i Danmark på en af fiskeriministeriet autoriseret virksomhed, skal mærkes med det autorisationsnummer, hvorunder virksomheden er autoriseret.
§ 19
Fiskevarer, der fremstilles eller færdigpakkes i Danmark på en af fiskeriministeriet autoriseret virksomhed, skal mærkes med dato for fremstilling eller pakning.
Den i stk. 1 angivne dato kan angives i kode, som forinden er anmeldt til og godkendt af fiskeriministeriets industritilsyn. Såfremt der for varer bestemt til udførsel er foreskrevet en særlig kode i forbrugslandet, skal denne kode anvendes.
For ferske fisk og fiskevarer samt for letkonserverede fisk og fiskevarer skal den i stk. 1 nævnte dato omfatte dag og måned. For varer med en foreskreven salgsfrist på 1 døgn eller derunder skal klokkeslet tillige angives ved timetallet.
For fiskehalvkonserves skal angives uge og år.
For fiskehelkonserves samt dybfrosne fisk og fiskevarer skal angives måned og år.
ENGROSEMBALLAGE
ENGROSEMBALLAGE
§ 20
Engrosemballage til fisk og fiskevarer skal være mærket med angivelse af:
- Varens art, jfr. § 22.
- Særlige opbevaringsforskrifter, jfr. § 23.
- Oprindelsesland, jfr. § 24.
- Producentens autorisationsnummer, jfr. § 25.
- Dato for fremstilling og pakning, jfr. § 26.
Engrosemballage til fisk og fiskevarer bestemt til udførsel skal tillige være forsynet med de yderligere mærkningsangivelser, der er foreskrevet i forbrugslandet.
Engrosemballage, der alene benyttes til transport af fisk og fiskevarer mellem to af fiskeriministeriet autoriserede virksomheder, omfattes ikke af stk. 1. Fiskekasser eller tilsvarende emballage, som anvendes til transport af hel, evt. renset og hovedskåret, fersk fisk, omfattes ligeledes ikke af stk. 1.
§ 21
De i § 20 foreskrevne mærkningsangivelser skal være anført på holdbar, synlig og let læselig måde på dansk, norsk, svensk, engelsk, tysk, fransk eller, for så vidt angår varer bestemt til udførsel, på forbrugslandets sprog eller andet sprog godkendt i dette land.
§ 22
Varens art skal være angivet på en måde, der anviser den rette behandling under forsendelse og engroslagring.
Engrosemballage til frosne fisk og fiskevarer skal være mærket med tydelig angivelse af, at varen er frossen, f.eks. »Dybfrossen« eller »Frossen«. For fisk og fiskevarer bestemt for udførsel til lande, hvor der skelnes mellem dybfrossen og frossen, skal mærkningen være i overensstemmelse hermed.
Det er for følgende varekategorier tilstrækkeligt at anføre navnet på kategorien: Fiskeriministeriets industritilsyn kan bestemme, at tilsvarende gælder for andre varekategorier.
- Fiskefilet.
- Fiskeblokke.
- Røget fisk.
- Fiskehalvkonserves.
- Fiskehelkonserves.
§ 23
Engrosemballage til detailemballerede ferske fisk og fiskevarer skal være mærket med angivelse af en højeste opbevaringstemperatur på 20 C.
Engrosemballage til detailemballerede letkonserverede fisk og fiskevarer skal være mærket med angivelse af en højeste opbevaringstemperatur på 50 C eller lavere.
§ 24
Engrosemballage til fisk og fiskevarer, der indføres i Danmark fra lande uden for De Europæiske Fællesskaber, skal være mærket med angivelse af oprindelsesland.
Engrosemballage til fisk og fiskevarer, der er fremstillet eller pakket på en af fiskeriministeriets autoriseret virksomhed, skal ved udførsel være mærket med »Danmark«. For varer fremstillet i Grønland kan i stedet angives »Grønland«.
§ 25
Engrosemballage til fisk og fiskevarer, der er fremstillet eller pakket på en af fiskeriministeriet autoriseret virksomhed, skal være mærket med virksomhedens autorisationsnummer. For frosne fiskevarer, der er frosset på en anden virksomhed end fremstillingsvirksomheden, skal både fremstillingsvirksomhedens og frysehusets autorisationsnummer angives.
§ 26
Engrosemballage til ferske fisk og fiskevarer, letkonserverede fisk og fiskevarer samt fiskehalvkonserves skal være mærket med dato for fremstilling eller pakning på tilsvarende måde som anført i § 19, stk. 1-4.
STRAFFE- OG IKRAFTTRÆDELSESBESTEMMELSER
STRAFFE- OG IKRAFTTRÆDELSESBESTEMMELSER
§ 27
Overtrædelse af §§ 2-5, § 6, stk. 1, 3 og 5, § 7, nr. 2), § 8, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1-3, § 11, stk. 1, § 12, § 13, stk. 1-5, §§ 14-19, § 20, stk. 1-2, § 21, § 22, stk. 1-2 samt §§ 23-26 straffes med bøde eller hæfte.
§ 28
Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende.
Bekendtgørelse nr. 384 af 17. juni 1986 om mærkning af fisk og fiskevarer ophæves.
§ 29
Kapitel II gælder ikke for varer, der fremstilles og markedsføres i Grønland.
Bestemmelserne i § 2, stk. 2, § 3, stk. 3, og § 20, stk. 2, omfatter tillige varer, der fremstilles i Danmark til det grønlandske marked.
FISKERIMINISTERIET, DEN 16. SEPTEMBER 1986
/LARS P. GAMMELGAARD Mogens Nielsen/
Bilag
Kategorier af ingredienser, for hvilke angivelse af kategorien kan erstatte angivelse af den specifikke betegnelse
DEFINITION
Raffinerede olier, bortset fra olivenolie
BETEGNELSE
»olie«, suppleret med:
- enten benævnelsen »vegetabilsk« eller »animalsk«,
- eller angivelse af den specifikke vegetabilske eller animalske oprindelse.
Benævnelsen »hærdet« skal ledsage angivelsen af en hærdet olie, hvis vegetabilske oprindelse eller specifikke vegetabilske eller animalske oprindelse er anført.
DEFINITION
Raffinerede fedtstoffer
»fedtstof«, suppleret med:
- enten benævnelsen »vegetabilsk« eller »animalsk«,
- eller angivelse af den specifikke vegetabilske eller animalske oprindelse.
DEFINITION
Blandinger af mel, der hidrører fra to eller flere kornsorter
BETEGNELSE
»Mel«, fulgt af en opregning af de kornsorter, det hidrører fra, opstillet efter aftagende vægtmængde
DEFINITION
Uforarbejdet stivelse og stivelse, der er modificeret ved fysiske processer eller ved hjælp af enzymer
BETEGNELSE
Stivelse
DEFINITION
Enhver fiskeart, hvor fisken indgår som ingrediens i et andet levnedsmiddel, og med forbehold af, at betegnelsen og præsentationsmåden for dette levnedsmiddel ikke henviser til en bestemt fiskeart
BETEGNELSE
Fisk
DEFINITION
Alle ostetyper, når osten eller osteblandingen indgår som ingrediens i et andet levnedsmiddel, og med forbehold af, at betegnelsen og præsentationsmåden for dette levnedsmiddel ikke henviser til en bestemt type ost
BETEGNELSE
Ost
DEFINITION
Alle krydderier og ekstrakter heraf, der ikke overskrider 2 procent af levnedsmidlets vægt
BETEGNELSE
Krydderi(er) eller krydderiblanding
DEFINITION
Alle krydderurter eller dele af krydderurter, der ikke overskrider 2 procent af levnedsmidlets vægt
BETEGNELSE
Krydderurt(er) eller blanding af krydderurter
DEFINITION
Rasp af enhver oprindelse
BETEGNELSE
Rasp
DEFINITION
Alle kategorier af saccharose
BETEGNELSE
Sukker
DEFINITION
Vandfri dextrose eller dextrosemonohydrat
BETEGNELSE
Dextrose
DEFINITION
Kaseinat af enhver art
BETEGNELSE
Kaseinat
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1986
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1986