TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om fællesantenneanlæg m.v.

BEK nr 651 af 22/09/1986

DanmarkBekendtgørelse1986

§ 1

Bekendtgørelsen gælder for fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg (herunder forbindelser til og mellem sådanne anlæg), som benyttes til fordeling af lyd- og billedprogrammer til lokaler, der anvendes til privat beboelse. Disse anlæg benævnes herefter programfordelingsanlæg. P&T's og telefonselskabernes anlæg for fremføring af programmer til og med hovedfordelingspunkter i de enkelte kommuner omfattes ikke af bestemmelserne. De koncessionerede telefonselskaber Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab, Jydsk Telefon, Fyns Telefon samt statsvirksomheden Tele Sønderjylland betegnes i det følgende de regionale televirksomheder.

Stk. 2

Ved programfordelingsanlæg, der ved hjælp af kabel tilsluttes et af den stedlige regionale televirksomhed etableret hovedfordelingspunkt, omfattes såvel anlægget som tilslutningskablet af de tekniske bestemmelser, jfr. § 8.

Stk. 3

Forbindes to eller flere programfordelingsanlæg ved hjælp af kabel, gælder de tekniske bestemmelser for de således sammenkoblede anlæg, inklusive eventuelt tilslutningskabel fra et hovedfordelingspunkt i det offentlige telenet.

Stk. 4

For udstedelse af tilladelser m.v. opkræves gebyr. For programfordelingsanlæg, som ikke er omfattet af bekendtgørelsens regler om oprettelses- og brugstilladelse (f.eks. hoteller, hospitaler m.m. og de i § 13 nævnte anlæg, der ikke omfatter mere end 25 privatbeboelser) vil Teleinspektionen efter anmodning og mod gebyr kunne udstede brugstilladelse efter kontrol, jfr. § 9, stk. 2.

Oprettelsestilladelse

Oprettelsestilladelse

§ 2

Programfordelingsanlæg må kun oprettes efter forud indhentet oprettelsestilladelse hos Teleinspektionen.

Stk. 2

Oprettelsestilladelse til programfordelingsanlæg kan alene gives til ejeren af eller lejerne i ejendomme, der omfattes af sådanne anlæg, samt til kommunale myndigheder og de regionale televirksomheder.

Stk. 3

En oprettelsestilladelse til et programfordelingsanlæg kan betinges af, at anlæggets udformning er hensigtsmæssig i forhold til en godkendt signalfordelingsplan for det pågældende geografiske område eller en igangværende planlægning, hvorom der er enighed mellem den regionale televirksomhed og kommunen, jfr. lovens § 5 a, stk. 2. Dette indebærer tillige, at en oprettelsestilladelse, der omfatter etablering af tilslutningskabel fra et af den stedlige regionale televirksomhed oprettet hovedfordelingspunkt til et programfordelingsanlæg - herunder de i § 12, stk. 3, omhandlede tilfælde - kan gøres betinget af, at der gives andre programfordelingsanlæg i det pågældende geografiske område, som i henhold til en godkendt signalfordelingsplan skal forsynes gennem tilslutningskablet, adgang til at tilslutte sig det pågældende kabel på rimelige betingelser.

Stk. 4

En oprettelsestilladelse til et programfordelingsanlæg indebærer ikke nogen eneret til oprettelse af programfordelingsanlæg i det pågældende geografiske område.

Stk. 5

Kun under særlige lokale forhold, f.eks. hvor et programfordelingsanlæg i en samlet bebyggelse gennemskæres af en kommunegrænse, gives der oprettelsestilladelse til programfordelingsanlæg, som overskrider en kommunes grænse.

§ 3

Ansøgning om oprettelsestilladelse indgives til Teleinspektionen Islands Brygge 81 2300 København S. på en særlig blanket. For anlæg, der etableres af andre end kommunale myndigheder eller regionale televirksomheder, og som omfatter flere ejendomme med forskellige ejere, skal ansøgningen være underskrevet af samtlige ejere. Såfremt der foreligger en ejersammenslutning, der er ansvarlig for programfordelingsanlæggets oprettelse og benyttelse, skal ansøgningen være underskrevet af den eller dem, der kan forpligte sammenslutningen, eller af en fælles administrator af ejendommene. Kopi af sammenslutningens vedtægter, medlemsliste og beslutningen om anlæggets etablering skal vedlægges ansøgningen.

Stk. 2

Lejere, der ønsker at etablere et programfordelingsanlæg, skal være sammensluttet i et antennelav, en antenneforening eller lignende. Kopi af sammenslutningens vedtægter, medlemsliste og beslutningen om anlæggets etablering skal vedlægges ansøgningen, som skal være underskrevet af den eller dem, der kan forpligte sammenslutningen. Ansøgningen skal være ledsaget af dokumentation for, at ejeren eller ejerne af de omfattede ejendomme er indforstået med anlæggets etablering.

Stk. 3

For at kunne foretage den i henhold til § 2, stk. 3, forudsatte vurdering, kan Teleinspektionen forlange indsendt oplysninger om anlæggets udformning.

§ 4

I henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, § 5, stk. 3, kan tilladelse til oprettelse og drift af programfordelingsanlæg og forbindelser til og mellem programfordelingsanlæg betinges af, at vedkommende regionale televirksomhed mod betaling senere kan erhverve de dele af de pågældende anlæg, som er nødvendige af hensyn til udbygning af det offentlige telenet, (frikøb). Vilkårene for en eventuel overtagelse, der ikke kan omfatte programfordelingsanlægget som helhed, knyttes til såvel oprettelsestilladelsen som brugstilladelsen, jfr. § 9, stk. 2.

Stk. 2

Forinden der udstedes oprettelsestilladelse til et programfordelingsanlæg, indhenter Teleinspektionen en udtalelse fra den stedlige regionale televirksomhed med sigte på eventuelle ønsker i henhold til stk. 1. I de tilfælde, hvor televirksomheden ikke kan tage endelige stilling på grundlag af oplysningerne om anlæggets udformning, kan oprettelsestilladelsen påføres et generelt vilkår om eventuelt frikøb.

Stk. 3

Forinden der udstedes oprettelsestilladelse til et programfordelingsanlæg, indhenter Teleinspektionen en udtalelse fra kommunen. Blandt andet med baggrund i udtalelsen fra kommunen foretages en vurdering af, om der ved eventuel tilslutning til det offentlige telenet sker en hensigtsmæssig udnyttelse af tilslutningsmulighederne, som er indeholdt i signalfordelingsplanlægningen for den pågældende kommune, jfr. § 2, stk. 3.

Stk. 4

Med henblik på at fremme ansøgningsbehandlingen mest muligt vil der i hvert enkelt tilfælde blive fastsat en svarfrist for den regionale televirksomheds og for kommunens besvarelse.

§ 5

Oprettelsestilladelsen fritager ikke for at indhente gravetilladelse, byggetilladelse m.v. hos andre berørte myndigheder.

Stk. 2

Oprettelsestilladelsen omfatter ikke forhold med relation til ophavsretsspørgsmål og lignende.

§ 6

Installatøren må først påbegynde installationen af et programfordelingsanlæg, når det over for ham er dokumenteret, at der foreligger oprettelsestilladelse for anlægget.

Stk. 2

Senest 8 dage før påbegyndelsen af nedlægning af kabler i vej eller fortov skal installatøren give anmeldelse herom til den regionale televirksomhed med nøje angivelse af planlagt kabelføring.

§ 7

En oprettelsestilladelse mister sin gyldighed, såfremt installationsarbejdet ikke i væsentligt omfang er påbegyndt senest 12 måneder efter oprettelsestilladelsens udstedelsesdato.

Tekniske bestemmelser og brugstilladelse

Tekniske bestemmelser og brugstilladelse

§ 8

Reglerne om den tekniske udførelse af programfordelingsanlæg fastsættes af ministeriet for offentlige arbejder, generaldirektoratet for P&T, i »Tekniske bestemmelser for fællesantenneanlæg m.v.«, herefter benævnt tekniske bestemmelser.

§ 9

Installatøren af et programfordelingsanlæg er ansvarlig for, at de tekniske bestemmelser overholdes, herunder at der kun anvendes materiel, der er typegodkendt af Teleinspektionen til den specifikke sammenstilling. Typegodkendelsen skal foreligge inden installationen påbegyndes. Installatøren skal sørge for, at der inden 6 måneder efter, at anlægget er sat i drift, indsendes en målerapport til Teleinspektionen i overensstemmelse med de tekniske bestemmelser. Anlægget anses for at være i drift, når anlægget er til rådighed for en eller flere af de tilsluttede.

Stk. 2

På grundlag af den indsendte målerapport udsteder Teleinspektionen - eventuelt efter foretagne stikprøver - en brugstilladelse til indehaveren af oprettelsestilladelsen, såfremt de tekniske bestemmelser anses for opfyldt. Eventuelle vilkår for den regionale televirksomheds senere overtagelse af dele af anlægget, som i henhold til § 4, stk. 1, var knyttet til vedkommende oprettelsestilladelse, medtages i brugstilladelsen. I de tilfælde, hvor der i forbindelse med oprettelsestilladelsen er anført et generelt vilkår om frikøb i henhold til § 4, stk. 2, indhenter Teleinspektionen en fornyet udtalelse fra televirksomheden. På grundlag heraf kan et eventuelt frikøbsvilkår knyttes til brugstilladelsen. Med henblik på at fremme behandlingen mest muligt vil der i hvert enkelt tilfælde blive fastsat en svarfrist for den regionale televirksomheds besvarelse.

Stk. 3

Såfremt målerapporten eller anlægget ikke anses at opfylde de tekniske bestemmelser, skal installatøren inden for en af Teleinspektionen fastsat frist berigtige de påviste fejl eller mangler og på forlangende indsende ny målerapport.

Stk. 4

Såfremt der ved en stikprøvekontrol konstateres fejl eller mangler, kan Teleinspektionen foretage fornyet stikprøvekontrol.

Stk. 5

Ejeren af et programfordelingsanlæg vil mod gebyr kunne få udfærdiget kopi af målerapporten for anlægget.

§ 10

Såfremt de i § 9, stk. 1, eller § 9, stk. 3, anførte frister ikke overholdes, skal anlægget, såfremt det forlanges af Teleinspektionen, sættes ud af drift, indtil der foreligger en målerapport, som opfylder de tekniske bestemmelser.

§ 11

Indehaveren af en brugstilladelse skal vedligeholde anlægget således, at det til stadighed opfylder de tekniske bestemmelser, der var gældende på tidspunktet for udstedelse af brugstilladelsen.

Stk. 2

Giver driften af et programfordelingsanlæg anledning til berettigede klager fra de tilsluttede over anlæggets funktion, kan Teleinspektionen pålægge ejeren af programfordelingsanlægget inden for en af Teleinspektionen fastsat frist at foranledige indsendt ny målerapport for anlægget i henhold til bestemmelserne i § 9.

Stk. 3

Teleinspektionen skal til stadighed holdes underrettet om, hvem der tegner programfordelingsanlægget.

Stk. 4

En brugstilladelse kan kun overdrages til ejeren af eller lejerne i ejendomme, der er omfattet af anlægget, til kommunale myndigheder eller til den regionale televirksomhed.

Udbygning og ændring af programfordelingsanlæg

Udbygning og ændring af programfordelingsanlæg

§ 12

For udbygning af bestående programfordelingsanlæg ud over det geografiske område, som oprettelsestilladelsen omfatter, skal der forud indhentes supplerende oprettelsestilladelse efter reglerne i kapitel 2.

Stk. 2

Såfremt et programfordelingsanlæg, hvortil der er udstedt oprettelsestilladelse i henhold til nærværende bekendtgørelse, ønskes udbygget med en anden udformning end den, der er godkendt i forbindelse med oprettelsestilladelsen, skal der forud indhentes en ny eller supplerende oprettelsestilladelse efter reglerne i kapitel 2.

Stk. 3

For enhver etablering af forbindelser fra et af den regionale televirksomhed oprettet hovedfordelingspunkt til eksisterende programfordelingsanlæg skal der hos Teleinspektionen indhentes supplerende oprettelsestilladelse efter reglerne i kapitel 2.

Stk. 4

Ved enhver udvidelse eller ændring af et programfordelingsanlæg (f.eks. ved udvidelse af kanalantallet, kanalændring eller lignende) skal den, der foretager udvidelsen eller ændringen, indsende ny eller supplerende målerapport i henhold til bestemmelserne i § 9.

Mindre programfordelingsanlæg

Mindre programfordelingsanlæg

§ 13

For programfordelingsanlæg, der ikke omfatter mere end 25 privatbeboelser, skal der ikke indhentes oprettelsestilladelse, såfremt anlægget oprettes af ejerne af de pågældende beboelser.

Stk. 2

Installatøren af et programfordelingsanlæg, omfattet af stk. 1, skal ikke indsende målerapport i henhold til § 9, men er alligevel ansvarlig for, at anlægget udføres i overensstemmelse med de tekniske bestemmelser, herunder at det anvendte materiel ved installationens påbegyndelse er typegodkendt af Teleinspektionen til den specifikke sammenstilling.

Stk. 3

Programfordelingsanlæg, der er omfattet af stk. 1, skal vedligeholdes således, at det til stadighed opfylder de tekniske bestemmelser, der var gældende på etableringstidspunktet.

Eftersyn og kontrol

Eftersyn og kontrol

§ 14

Ejere og brugere af programfordelingsanlæg skal give Teleinspektionens tilsynsførende adgang til mod særlig legitimation at kontrollere, at anlæggene opfylder de tekniske bestemmelser og vilkårene for oprettelsestilladelsen og brugstilladelsen.

Forskellige bestemmelser

Forskellige bestemmelser

§ 15

Ejerne af programfordelingsanlæg er pligtige til på rimelige vilkår at give eventuelt interesserede adgang til at tilslutte sig anlægget, for så vidt anlæggets kapacitet giver mulighed herfor.

§ 16

Et programfordelingsanlæg må ikke benyttes således, at det giver anledning til forstyrrelse af teletjenester, herunder radiofoni- og fjernsynsmodtagning. Giver et programfordelingsanlæg anledning til forstyrrelse, kan Teleinspektionen kræve anlægget ændret, selv om det i øvrigt opfylder de tekniske bestemmelser.

§ 17

Klage over afgørelser, der er truffet af Teleinspektionen, indsendes til ministeriet for offentlige arbejder, generaldirektoratet for P&T.

Gebyrer

Gebyrer

§ 18

Gebyrer for udstedelse af tilladelser m.v. i henhold til bekendtgørelsen fastsættes af P&T. Fortegnelse over de til enhver tid gældende gebyrer kan fås ved henvendelse til Teleinspektionen.

Overtrædelse

Overtrædelse

§ 19

Overtrædelse af bestemmelserne i § 2, stk. 1, § 6, § 9, stk. 1 og 3, § 10, § 11, stk. 1-3, § 12, § 13, stk. 2 og 3, og § 14 straffes med bøde.

Stk. 2

For overtrædelse begået af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber eller lignende kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jfr. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.

Stk. 3

Overtrædelse af § 11, stk. 3, og § 16 kan medføre inddragelse af brugstilladelsen. Anlægget skal i så fald sættes ud af virksomhed, og Teleinspektionen kan om fornødent lade anlægget plombere.

Ikrafttrædelsesbestemmelser

Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 20

Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. oktober 1986.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 481 af 8. september 1981 ophæves.

Overgangsbestemmelser

Overgangsbestemmelser

§ 21

Programfordelingsanlæg, der kun omfatter en ejendom, og som er etableret før den 1. april 1972, vil kunne benyttes og udvides med flere funktioner eller flere tilslutninger inden for samme ejendom uden godkendelse af det bestående anlæg på betingelse af, at der ikke efter de på etableringstidspunktet gældende regler har været krævet måleattest. Udvidelsen betragtes som et nyt anlæg og er underkastet reglerne i denne bekendtgørelse. De i medfør af tidligere bekendtgørelser udstedte oprettelses- og brugstilladelser har fortsat gyldighed efter nærværende bekendtgørelses bestemmelser.


Ministeriet for offentlige arbejder, den 22. september 1986, den 22. september 1986

/FRODE NØR CHRISTENSEN Jørgen Stig Andersen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1986
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1986
Bekendtgørelse om fællesantenneanlæg m.v. | TheLawyer.sh