TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om fritagelse for realrenteafgift af afkast af visse former for fast ejendom og om kontantomregning af anskaffelses- og afståelsessummer efter realrenteafgiftsloven

BEK nr 663 af 29/09/1986

DanmarkBekendtgørelse1986

§ 1

Realrenteafgiftspligtige efter realrenteafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 1-4 og 6-9, kan efter ansøgning opnå afgiftsfritagelse for afkast af fast ejendom som nævnt i lovens § 3 b, stk. 1. Afgiftsfritagelsen bevilges af statsskattedirektoratet for et år ad gangen. Ansøgning om afgiftsfritagelse skal indgives til statsskattedirektoratet inden den 15. oktober i året to år før begyndelsen af det afgiftsår, for hvilket der ansøges om fritagelse.

Stk. 2

De perioder, for hvilke der kan ansøges om afgiftsfritagelse, følger kalenderårene.

Stk. 3

Statsskattedirektoratet kan imødekomme en ansøgning om afgiftsfritagelse, selv om den indgives efter den i stk. 1 nævnte frist, hvis direktoratet skønner, at særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 4

Ansøgningen skal indeholde oplysning om den realrenteafgiftspligtiges aktiver i regnskaberne ved udgangen af det afgiftsår, der går forud for det år, hvor ansøgningsfristen udløber.

§ 2

Ansøgerens samlede årlige direkte og indirekte investeringer i fast ejendom må ikke overskride et beløb (en kvote), der meddeles i bevillingen.

Stk. 2

Indirekte investeringer i fast ejendom er investeringer, som foretages af selskaber, hvis aktivitet hovedsagelig er at opføre, eje og drive fast ejendom, jfr. § 6, stk. 3, i lov om forsikringsvirksomhed, når den realrenteafgiftspligtige eller en flerhed af afgiftspligtige som nævnt i § 1, stk. 1, direkte eller gennem andre selskaber m.v. kan udøve en bestemmende indflydelse som følge af besiddelse af kapitalandele, vedtægtsbestemmelser, aftaler eller fælles ledelse, eller hvori sådan indflydelse er fraskrevet ved en aktionæroverenskomst.

§ 3

Den i § 2, stk. 1, nævnte kvote beregnes som en andel af en samlet årlig kvote, svarende til den andel som ansøgerens aktiver udgør af de samlede aktiver for afgiftspligtige som nævnt i § 1, stk. 1. Beregningen foretages på grundlag af de afgiftspligtiges aktiver ved udgangen af det afgiftsår, der går forud for det år, hvor ansøgning om afgiftsfritagelse skal indgives.

§ 4

Ved opgørelsen af, hvilke udgifter der skal afholdes indenfor den kvote, der er nævnt i § 2, stk. 1, medregnes alle udgifter til direkte og indirekte investeringer i fast ejendom, der ikke er undtaget efter stk. 6, herunder:

  1. den kontantomregnede anskaffelsessum ved køb af fast ejendom,
  1. afholdte udgifter til opførelse af bygninger og
  1. afholdte udgifter til forbedring og vedligeholdelse af fast ejendom.
Stk. 2

Når en bevillingshaver alene eller sammen med andre realrenteafgiftspligtige har en bestemmende indflydelse i et selskab som nævnt i § 2, stk. 2, skal investeringer som nævnt i stk. 1 medregnes forholdsmæssigt efter bevillingshaverens besiddelse af kapitalandele i selskabet.

Stk. 3

For det år, hvor en bevillingshaver alene eller sammen med andre realrenteafgiftspligtige opnår en bestemmende indflydelse i et selskab som nævnt i § 2, stk. 2, skal selskabets faste ejendomme medregnes forholdsmæssigt efter bevillingshaverens besiddelse af kapitalandele i selskabet. Selskabets faste ejendomme opgøres til den kontantomregnede anskaffelsessum, jfr. kapitel 2. Den senest ansatte ejendomsværdi eller den seneste årsregulering anvendes dog, såfremt denne værdi overstiger anskaffelsessummen.

Stk. 4

De i stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte udgifter opgøres inklusive moms.

Stk. 5

Ved byggeri, der strækker sig over flere kalenderår, fordeles de samlede byggeomkostninger på grundlag af de i de enkelte år afholdte byggeomkostninger.

Stk. 6

Følgende udgifter kan afholdes uden for kvoten:

  1. udgifter til køb af fast ejendom fra anden bevillingshaver, når køberen betaler realrenteafgift af afkastet,
  1. udgifter til genopførelse eller genanskaffelse af en skadelidt ejendom, i det omfang bevillingshaveren eller et selskab som nævnt i § 2, stk. 2, har modtaget en forsikrings- eller erstatningssum til dækning af udgifterne,
  1. udgifter til udbedring af fejl og mangler på fast ejendom, når disse udgifter ikke afholdes af bevillingshaveren eller et selskab som nævnt i § 2, stk. 2, og
  1. udgifter ved overtagelse af fast ejendom på tvangsauktion som ufyldestgjort panthaver, når der betales realrenteafgift af afkastet af ejendommen.

§ 5

For ejendomme, der kun delvis er opført eller erhvervet i år, hvor der er meddelt bevilling som nævnt i § 1, nedsættes afgiftsgrundlaget forholdsmæssigt, således at der kun betales realrenteafgift af den del, som er afholdt i de år, hvor der ikke er meddelt bevilling.

§ 6

Bevillingshaveren skal overholde følgende vilkår:

  1. bevillingshaveren må ikke foretage direkte og indirekte investeringer i institutionsejendomme, såsom plejehjem, skoler, hospitaler, børnehaver ogidrætshaller, samt direkte investeringer i boligejendomme, som ikke er omfattet af byfornyelsesloven som nævnt i realrenteafgiftslovens § 3 b, jfr. dog § 4, stk. 6, og
  1. bevillingshaveren må ikke indgå aftaler om udleje af fast ejendom til en tidligere ejer (lease back).
Stk. 2

Stk. 1, nr. 2, finder også anvendelse, selv om ejendommen udlejes til en tidligere ejer af en anden end ejeren (fremleje). Reglen gælder også, når ejendommen udlejes til en anden end en tidligere ejer, hvis den tidligere ejer direkte eller gennem andre selskaber m.v. kan udøve en bestemmende indflydelse på lejerens handlemåde som følge af besiddelse af kapitalandele, vedtægtsbestemmelser, aftaler eller fælles ledelse. Det samme gælder, hvis lejeren har en tilsvarende indflydelse på en tidligere ejers handlemåde.

§ 7

Bevillingshaveren har adgang til at overføre den uudnyttede del af en kvote til det efterfølgende år. Overførslen kan dog højst udgøre et beløb svarende til 50 pct. af den kvote, der i henhold til § 3 er tildelt bevillingshaveren.

Stk. 2

Bevillingshaveren kan overdrage den uudnyttede del af en kvote til anden bevillingshaver. Overdragelsen skal finde sted i det år, der følger efter det år, som kvoten vedrører.

§ 8

Bevillingshaveren skal senest den 1. marts i året efter det år, som bevillingen vedrører, til forsikringstilsynet oplyse:

  1. omfanget og arten af de i bevillingsåret foretagne ejendomsinvesteringer,
  1. omfanget af de i henhold til § 7, stk. 2, foretagne overdragelser til og fra anden bevillingshaver og
  1. omfanget af den i henhold til § 7, stk. 1, ønskede overførsel til det efterfølgende år.
Stk. 2

Oplysningerne indgives på særlige skemaer, der udarbejdes af forsikringstilsynet. Forsikringstilsynet kan dog tillade, at oplysningerne indgives på EDB-medium. Vilkårene herfor fastsættes af forsikringstilsynet.

Stk. 3

De i stk. 1 nævnte oplysninger skal ledsages af en statsautoriseret eller registreret revisors erklæring om oplysningernes rigtighed.

§ 9

Forsikringstilsynet kan pålægge bevillingshaveren inden en nærmere angiven frist at give de oplysninger, som tilsynet har brug for ved kontrollen med overholdelsen af vilkårene for bevillingen.

Stk. 2

Modtager forsikringstilsynet ikke oplysninger som nævnt i stk. 1 inden for den angivne frist, kan tilsynet træffe afgørelse om, at vilkårene for bevillingen er overtrådt.

§ 10

Forsikringstilsynet afgør, om den tildelte kvote er overskredet, og om vilkårene for bevillingen er overtrådt.

§ 11

Afgørelser truffet af forsikringstilsynet i henhold til § 9, stk. 2, og § 10 kan indbringes for ministeren for skatter og afgifter.

§ 12

Såfremt en bevillingshaver overskrider den tildelte kvote eller ikke overholder vilkårene for bevillingen, indtræder der pligt til at betale realrenteafgift af afkast af fast ejendom, jfr. dog stk. 4.

Stk. 2

Afgift efter stk. 1 betales fra og med det år, hvor bevillingen er overtrådt.

Stk. 3

Allerede meddelte bevillinger bortfalder i tilfælde af, at der indtræder afgiftspligt efter stk. 1 og 2.

Stk. 4

Såfremt kvoteoverskridelsen skyldes, at bevillingshaveren som følge af andre realrenteafgiftspligtiges dispositioner skal medregne indirekte investering som nævnt i § 2, stk. 2, indtræder der ikke afgiftspligt, såfremt bevillingshaveren indenfor en af forsikringstilsynet fastsat frist afhænder sin kapitalandel i det pågældende selskab.

§ 13

Statsskattedirektoratet kan efter ansøgning tillade en bevillingshaver at overskride kvoten efter § 3, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Merbevillingen fragår i kvoten for det efterfølgende år.

§ 14

Statsskattedirektoratet kan kun imødekomme en ansøgning om afgiftsfritagelse for tidligere bevillingshavere, såfremt særlige omstændigheder taler derfor.

§ 15

Bevillingshaveren kan udtræde af kvoteordningen uden at blive pålagt realrenteafgift efter § 12 ved senest den 31. december i året forud for det afgiftsår, som kvoten vedrører, at meddele statsskattedirektoratet, at udtræden af ordningen ønskes.

§ 16

Den første periode, for hvilken der kan ansøges om afgiftsfritagelse, omfatter tiden 12. marts 1986 til 31. december 1986. Fra denne første periode til det efterfølgende år kan bevillingshaveren overføre hele den uudnyttede del af den i henhold til § 3 tildelte kvote.

Stk. 2

Ansøgning om afgiftsfritagelse for de første tre år skal indgives til statsskattedirektoratet senest den 15. oktober 1986.

Stk. 3

Kvoterne for de første tre år beregnes på grundlag af de afgiftspligtiges aktiver ved udgangen af afgiftsåret 1984.

Kontantomregning

Kontantomregning

§ 17

Anskaffelses- og afståelsessummer for fast ejendom omregnes til kontantværdi. Dette sker ved at lægge den kontante del af anskaffelses- eller afståelsessummen sammen med kursværdien af ejendommens gældsposter.

§ 18

Omregningen efter § 17 foretages efter kursværdierne på overdragelsestidspunktet (anskaffelses- og afståelsestidspunktet). Den ikke kontante del af anskaffelses- og afståelsessummer omregnes til kursværdi efter reglerne i §§ 19-22.

§ 19

Lån, der er ydet i form af børsnoterede obligationer, ansættes til børskurs.

Stk. 2

Kontantlån ansættes til børskursen for de underliggende obligationer.

Stk. 3

Indekslån ansættes til børskursen for de underliggende obligationer gange den på overdragelsestidspunktet gældende indeksfaktor.

Stk. 4

Anslåede realkreditlån, der senere udbetales kontant, ansættes til den børskurs, der er gældende den dag, de underliggende obligationer sælges. Anslåede realkreditlån, der senere overføres til låntagerens konto i værdipapircentralen, ansættes til den kurs, der er gældende den dag, obligationerne overføres.

Stk. 5

Den børskurs, der skal anvendes efter reglerne i stk. 1-4, er den seneste køberkurs, der er noteret på Københavns Fondsbørs på det i § 18, jfr. dog stk. 4, nævnte tidspunkt.

§ 20

Pantsikrede lån, som ikke er omfattet af § 19, og som forrentes med en fast procentdel af den til enhver tid gældende restgæld, og hvor restgælden nedbringes over en på forhånd fastsat årrække med lige store eller stigende afdrag, skal kursansættes efter et offentliggjort tabelmateriale. Dette udarbejdes kvartalsvis af statsskattedirektoratet på grundlag af kursforholdene ved udgangen af kvartalet. Tabelmaterialet kan rekvireres hos den kommunale ligningsmyndighed.

Stk. 2

Udlandslån med statslig kurssikring (K-lån) med en fastsat lav rente i en periode, hvorefter restgælden refinansieres ved optagelsen af et obligationslån, kursansættes i den første periode efter det i stk. 1 nævnte tabelmateriale. Ved afståelse af ejendommen efter den fastsatte periode anvendes reglerne i § 19.

Stk. 3

Andre lån, der skal omregnes til kursværdien, ansættes ligeledes efter det i stk. 1 nævnte tabelmateriale, idet der dog skal tages hensyn til eventuelle særlige vilkår.

§ 21

For lån, der kan indfries til pari, kan der ikke anvendes en kurs over 100.

§ 22

Forpligtelser til at udrede brugs-, rente- og indtægtsnydelser medtages til den kapitaliserede værdi, opgjort efter bekendtgørelse nr. 505 af 20. oktober 1983 om arve- og gaveafgift.

Stk. 2

Ved videreoverdragelse af en ejendom, hvorpå der hviler en forpligtelse som nævnt i stk. 1, opgøres kapitalværdien efter ydelsens årlige værdi og kapitaliseringsfaktorerne på overdragelsestidspunktet.

§ 23

Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende.


Ministeriet for skatter og afgifter, den 29 september 1986, den 29 september 1986

/Isi Foighel Hanne Søgaard Hansen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1986
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1986