Bekendtgørelse om ilandbringelse af fisk fra områder med kemisk krigsmateriel
BEK nr 710 af 16/10/1986
§ 1
Bekendtgørelsen omfatter fiskerfartøjer, der under fiskeri har været i berøring med genstande, som må antages at være kemisk krigsmateriel, herunder gasammunition, eller at hidrøre herfra, og samme fartøjers redskaber og fangster.
§ 2
Føreren af fiskerfartøjet skal straks efter fiskeriet eller senest ved fartøjets ankomst til havn afgive indberetning til den stedlige fiskerikontrolstation med oplysning om de omstændigheder, som genstandene, jfr. § 1, er opfisket under, og om, hvorledes der er forholdt med disse genstande.
§ 3
Fisk og dele heraf, bl.a. lever, rogn og anden indmad, må ikke ilandbringes fra fiskerfartøjet, før fiskefangsten er kontrolleret og frigivet af fiskerikontrollen eller anden myndighed, der af fiskeriministeren måtte blive bemyndiget til at kontrollere og frigive fangsten.
Fiskerfartøjet og dettes fiskeredskaber må ikke på ny anvendes til fiskeri, før fartøjet og redskaberne er rengjort, og fiskerikontrollen har godkendt rengøringen.
§ 4
Under fiskeri i det område af Østersøen, der er beliggende øst for meridianen 14 30'øst, skal der om bord i fiskerfartøjet medbringes 3 kg kloramin, som i givet fald skal anvendes i en vandopløsning på 5 pct. til spuling af fartøjet og dettes fiskeredskaber.
I emballage, herunder containere, hvori der oplosses eller transporteres fisk og dele heraf, som hidrører fra fiskeri i det i stk. 1 nævnte område, skal lægges en seddel med påtrykt angivelse af fiskerfartøjets havnekendingsbogstav, nummer og navn. Nævnte seddel skal følge emballagen i alle omsætningsled indtil den endelige aftager af fisken i sådan emballage.
§ 5
Overtrædelse af §§ 2-4 straffes med bøde eller hæfte.
§ 6
Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. november 1986.
Bekendtgørelse nr. 209 af 23. april 1949 angående ilandbringelse af fisk m.m. fra farvandene omkring Bornholm ophæves.
pre_paragraph I medfør af § 7, stk. 4-5, § 8, stk. 4, § 11 a, stk. 1, og § 28, stk. 5, i lov om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer, jfr. lovbekendtgørelse nr. 383 af 17. juni 1986, fastsættes:
FISKERIMINISTERIET, DEN 16. OKTOBER 1986
/LARS P. GAMMELGAARD Lars B. F. Poulsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1986
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1986