TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om bemyndigelse af de kommunale ligningsmyndigheder til at yde skattefritagelse for godtgørelsesbeløb for skader forvoldt af storm og højvande den 6. og 7. november 1985

BEK nr 731 af 10/10/1986

DanmarkBekendtgørelse1986

§ 1

Ligningsmyndigheden i den kommune, i hvilken slutligningen foretages, bemyndiges til som 1. instans at yde skattefritagelse for statslige godtgørelsesbeløb ydet i henhold til aktstykke 96 10/ 12-85 for skader foranlediget af storm og højvande den 6. og 7. november 1985 i de indre danske farvande, særligt på den jyske østkyst og i Limfjorden. Skattefritagelsen omfatter statslige godtgørelser for skader på diger og kystsikringsværker og til delvis dækning af skader på privat ejendom, hvor skaden kan henføres til, at oversvømmelsen m.v. havde et usædvanligt omfang.

Stk. 2

Den kommunale ligningsmyndighed bemyndiges endvidere til at yde skattefritagelse for godtgørelser m.v., der af amtskommunerne eller primærkommunerne ydes til de i stk. 1 nævnte formål. Der kan dog for den enkelte modtager højst ydes skattefritagelse for godtgørelser m.v., ydet af amts- eller primærkommunerne for et beløb svarende til den statslige godtgørelse.

Stk. 3

Modtagere af de pågældende beløb kan ikke ved indkomstopgørelsen fradrage udgifter, som er afholdt af de nævnte beløb. Ligeledes kan beløbene ikke medregnes ved opgørelsen af grundlaget for skattemæssige afskrivninger eller medregnes til anskaffelsessummen ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste ved afståelse af fast ejendom.

Stk. 4

Meddelelse om skattefritagelse skal indeholde oplysning om de udbetalte beløb, herunder om hvilke skader beløbene skal dække.

§ 2

Afgørelser truffet af den kommunale ligningsmyndighed i henhold til denne bekendtgørelse kan indbringes for statsskattedirektoratet, som træffer afgørelse på ministeren for skatter og afgifters vegne.

§ 3

Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.


MINISTERIET FOR SKATTER OG AFGIFTER, DEN 10. OKTOBER 1986

/ISI FOIGHEL Erik S. M. Hansen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1986
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1986