Bekendtgørelse om kontrol og vedligeholdelse af større olie- og gasfyrede varmeanlæg m.v. samt fjernvarmeforsynede varmeanlæg i større ejendomme
BEK nr 748 af 23/10/1986
§ 1
Denne bekendtgørelse omfatter kun oliefyrede, gasfyrede og fjernvarmeforsynede varmeanlæg, hvis hovedformål er at levere energi til bygningsopvarmning.
Fjernvarmeforsyningsanlæg, jfr. § 2, stk. 1, nr. 3, i lovbekendtgørelse nr. 330 af 29. juni 1983 om varmeforsyning, er ikke omfattet af denne bekendtgørelse.
Ved et varmekonsulentfirma forstås i denne bekendtgørelse:
a) et firma, som er registreret i henhold til en af Byggestyrelsen godkendt registreringsordning for varmekonsulenter eller
b) en intern varmekonsulent, der er registreret i henhold til registreringsordningen og ansat af ejendommens ejer eller administrator til at kontrollere ejendommens varmeanlæg.
§ 2
Forinden ibrugtagning af et olie- eller gasfyret varmeanlæg med en indfyret effekt på mere end 120 kW (nedre brændværdi) skal ejeren af anlægget lade en varmekonsulent kontrollere, om anlægget opfylder de energimæssige krav i bygningsreglementet.
Ejeren oplyser den stedlige bygningsmyndighed om resultatet af gennemgangen af anlægget.
§ 3
Ejeren af en ejendom med en eller flere bygninger, der opvarmes af et olie- eller gasfyret varmeanlæg med en samlet indfyret effekt på mere end 120 kW (nedre brændværdi), skal træffe aftale med et varmekonsulentfirma om periodisk kontrol af anlægget m.v.
Dette gælder dog ikke, såfremt opvarmningen sker med olie- eller gasfyrede varmluftaggregater af klasse A, jfr. DS 2187 om oliefyrede luftvarmere med tvangscirkulation af luft.
§ 4
Ejeren af en fjernvarmeforsynet ejendom med et fjernvarmeopvarmet etageareal på mere end 1500 m2 pr. fjernvarmestik skal træffe aftale med et varmekonsulentfirma om periodisk kontrol af det fjernvarmeforsynede varmeanlæg.
§ 5
De regler om periodisk kontrol af varmeanlæg m.v., der i denne bekendtgørelse er fastsat for ejeren af en ejendom, finder i stedet anvendelse på en bruger, såfremt drift og vedligeholdelse af varmeanlægget påhviler brugeren.
§ 6
Varmekonsulentens kontrol af nye anlæg og periodisk kontrol af eksisterende anlæg, jfr. §§ 2, 3 og 4, skal ske i overensstemmelse med de vedtægter og retningslinier, der gælder for registreringsordningen for varmekonsulenter.
§ 7
Det påhviler ejeren af de i §§ 3 og 4 nævnte anlæg at sørge for, at der føres en af Byggestyrelsen godkendt driftsjournal, der udleveres af varmekonsulenten. Ejeren skal endvidere sørge for, at der findes korrekt fungerende måleinstrumenter for føring af driftsjournalen.
§ 8
Det påhviler varmekonsulenten ved kontrolbesøg, jfr. §§ 1, 3 og 4, at kontrollere anlæggets driftstilstand, gennemgå driftsjournalen og afgive rapport til ejeren.
Hvis driftsjournalen viser en utilfredsstillende nyttevirkning, skal varmeanlægget bringes i god driftstilstand. Viser driftsjournalen, at temperaturreguleringen af det varmefordelende system ikke er rimelig i forhold til vejrliget, skal varmeanlæggets automatik ved justering bringes i god driftstilstand. Varmekonsulenten vejleder ejeren om, hvornår et driftsresultat må anses for at være utilfredsstillende. Hvis varmekonsulenten ved kontrolbesøg konstaterer et utilfredsstillende driftsresultat, skal anlægget ligeledes bringes i god driftstilstand.
§ 9
For varmekonsulentfirmaets kontrol m.m. betales gebyr efter takster, der er godkendt af Byggestyrelsen. Disse takster gælder dog ikke interne varmekonsulenter, jfr. § 1, stk. 3.
§ 10
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1987.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 438 af 16. august 1984 om kontrolmåling, justering og rensning af større olie- og gasfyrede varmeanlæg m.v.
pre_paragraph I medfør af § 31 A i byggeloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 152 af 15. april 1982, fastsættes:
Byggestyrelsen, den 23. oktober 1986, den 23. oktober 1986
/MARIUS KJELDSEN Ejner Jerking/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1986
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1986