Bekendtgørelse om indkaldelse af børsnoterede aktier og investeringsforeningsandele til registrering i Værdipapircentralen
BEK nr 820 af 13/11/1986
§ 1
Værdipapircentralen indkalder ved bekendtgørelse i Statstidende de på Københavns Fondsbørs noterede danske aktier og investeringsforeningsandele til registrering i centralen. Indkaldelsen kan tidligst bekendtgøres 6 måneder før og skal bekendtgøres senest 2 måneder før tidspunktet, hvor de nævnte værdipapirer kan registreres i centralen (konverteringstidspunktet).
Værdipapircentralen drager omsorg for, at der gennem dagblade og lignende sker en passende annoncering om den i stk. 1 nævnte indkaldelse.
§ 2
Den i § 1, stk. 1, 1. pkt., nævnte bekendtgørelse skal angive: 1. hvilke aktier og investeringsforeningsandele der indkaldes med angivelse af udsteder samt de yderligere oplysninger, der er nødvendige for at identificere værdipapirerne, 2. konverteringstidspunktet, jfr. § 1, stk. 1, 2. pkt., 3. hvilken aktie- eller andelsstørrelse, jfr. § 5, stk. 2, fondsaktivet efter konverteringstidspunktet vil blive registreret i, 4. de i lovens § 37, stk. 4, angivne virkninger af manglende registrering samt det tidspunkt, fra hvilket disse virkninger indtræder, 5. hvor indlevering til registrering kan finde sted, og 6. at depot- eller indskrivningskunder hos indskrivningsstedet kan rekvirere en kontoudskrift, som viser, hvad der på konverteringstidspunktet er deponeret eller indskrevet, jfr. § 4.
§ 3
Indlevering til registrering i Værdipapircentralen kan kun ske til et kontoførende institut, som har indgået tilslutningsaftale med Værdipapircentralen vedrørende det pågældende fondsaktiv. Det kontoførende institut udsteder kvittering for modtagelsen af aktier og investeringsforeningsandele.
Et kontoførende institut, som har indgået tilslutningsaftale med Værdipapircentralen, skal forud for konverteringstidspunktet meddele de kunder, der i instituttet har indlagt aktier og investeringsforeningsandele, der administreres under dets depoteller indskrivningssystem, at disse aktier og investeringsforeningsandele ved dets foranstaltning vil blive registreret i Værdipapircentralen. Det samme gælder aktier og investeringsforeningsandele, der efter konverteringstidspunktet indleveres til dets depot- eller indskrivningssystem.
§ 4
Depot- og indskrivningssteder skal opbevare kopi af magnetbånd eller lignende, som anvendes ved konverteringen, i 2 år fra indkaldelsestidspunktet. Det samme gælder det materiale, der har været anvendt ved forvaltningen af de deponerede eller indskrevne aktier og investeringsforeningsandele. Depot- eller indskrivningsstedet skal i dette tidsrum på begæring fra kontohaveren udstede en kontoudskrift, som viser, hvad der på konverteringstidspunktet var deponeret eller indskrevet.
§ 5
Aktier og investeringsforeningsandele konverteres til fondsaktiver i den andelsstørrelse, der er fastsat for den pågældende aktividentifikation af udstederen i samråd med Værdipapircentralen.
Den enkelte aktie eller investeringsforeningsandel skal fastsættes i andele med samme nominelle beløb indenfor samme serie, aktieklasse eller lignende og på en sådan måde, at enhver aktie- eller andelsbesiddelse kan registreres heri, eventuelt ved opdeling i flere aktividentifikationer.
Ved konvertering af en aktie og en investeringsforeningsandel til et fondsaktiv bortfalder litra- og løbenummerbetegnelse, gruppenummer eller lignende individualiserende identifikation.
§ 6
Senest 3 måneder efter konvertering af aktier og investeringsforeningsandele, som beror i de kontoførende institutters depot- og indskrivningssystemer, udsendes en udskrift af kontoen i Værdipapircentralen til kontohaver og eventuelle andre rettighedshavere. Udskriften skal være i overensstemmelse med § 44 i bekendtgørelse om registrering m.v. af fondsaktiver i Værdipapircentralen. Det fastsættes i tilslutningsaftalen, om udsendelsen af konverteringsmeddelelsen foretages af det kontoførende institut eller af Værdipapircentralen.
Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at kontohaver eller en rettighedshaver efter begæring til det kontoførende institut kan få en udskrift af kontoen.
Ved registrering i Værdipapircentralen af aktier og investeringsforeningsandele gennem et kontoførende institut gives meddelelse om registreringen efter § 32, stk. 1, i bekendtgørelse om registrering m.v. af fondsaktiver i Værdipapircentralen.
§ 7
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1987.
pre_paragraph I medfør af § 37, stk. 2 og 3, i lov nr. 179 af 14. maj 1980 om en værdipapircentral, jfr. lovbekendtgørelse nr. 165 af 27. april 1983, fastsættes:
INDUSTRIMINISTERIET, DEN 13. NOVEMBER 1986
/NILS WILHJELM Merete Rasmussen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1986
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1986