Bekendtgørelse om Den storkøbenhavnske Landsdelsscene
BEK nr 823 af 08/12/1986
§ 1
Den storkøbenhavnske Landsdelsscene er en selvejende institution, der består af et antal teatervirksomheder, der er beliggende i Københavns amtskommune og Københavns og Frederiksberg kommuner.
Kredsen af teatre, der tilsammen udgør Den storkøbenhavnske Landsdelsscene, fastlægges af de tilskudsgivende myndigheder, jfr. § 3, efter indstilling fra landsdelsscenens styrelse.
§ 2
I medfør af teaterlovens § 12, stk. 3, skal Den storkøbenhavnske Landsdelsscene bidrage til at dække teaterbehovet i hovedstadsområdet ved opførelse af et alsidigt repertoire, afpasset efter de deltagende teatervirksomheders størrelse og beliggenhed, kunstneriske holdning og det publikum, der særlig er knyttet til det enkelte teater. I repertoirevalget skal der tages hensyn til værker af danske dramatikere.
§ 3
Underskuddet ved driften af Den storkøbenhavnske Landsdelsscene dækkes med 40 pct. af staten og 60 pct. af Københavns amtskommune og Københavns og Frederiksberg kommuner, jfr. teaterlovens § 11. De kommunale tilskud ydes i forhold til befolkningstallet i de 3 kommuner.
Københavns amtskommune og Københavns og Frederiksberg kommuner er budget- og regnskabsgodkendende myndighed for landsdelsscenen. Statens og kommunernes tilskud udbetales kvartalsvis forud på grundlag af de godkendte budgetter for landsdelsscenens drift, jfr. § 9. Tilskuddene fastsættes endeligt i overensstemmelse med de godkendte regnskaber.
§ 4
Den storkøbenhavnske Landsdelsscene ledes af en styrelse på 11 medlemmer. Styrelsen sammensættes således: Københavns amtskommune udpeger ........................ 3 medlemmer Københavns kommune udpeger ............................ 3 medlemmer Frederiksberg kommune udpeger .......................... 1 medlem Kulturministeren udpeger blandt teaterinteresserede borgere, bosat inden for landsdelsscenens område 1 medlem Teatercheferne ved landsdelsscenens teatre udpeger .... 1 medlem Dansk Teaterforbund udpeger ............................ 2 medlemmer
Styrelsens medlemmer vælges for perioder, der svarer til den kommunale valgperiode. Styrelsesmedlemmernes mandater bortfalder dog først, når nyvalg til styrelsen har fundet sted.
Landsdelsscenens styrelse vælger selv sin formand og næstformand og fastsætter selv sin forretningsorden.
For mødedeltagelse ydes der medlemmer af styrelsen diæter, befordringsgodtgørelse samt godtgørelse for fravær fra hjemsted m.v. efter de for kommunalbestyrelser gældende regler.
Til styrelsen er knyttet et sekretariat.
§ 5
Styrelsen handler på institutionens vegne og påser, at institutionen drives i overensstemmelse med sit formål.
§ 6
Landsdelsscenens styrelse disponerer inden for rammerne af det godkendte driftsbudget.
Nedennævnte dispositioner fordrer særskilt godkendelse fra de tilskudsgivende myndigheder: a. Erhvervelse, afhændelse og prioritering af fast ejendom samt udlejning på længere åremål. b. Optagelse af lån og anden gældsstiftelse, bortset fra sædvanlige leverandør- og varekreditter. c. Påtagelse af garantiforpligtelser.
§ 7
For institutionens forpligtelser hæfter alene dens aktiver, mens der ikke er nogen personlig hæftelse, hverken for medlemmer af styrelsen eller andre.
§ 8
For hvert af landsdelsscenens teatre udarbejdes en vedtægt, som skal godkendes af landsdelsscenestyrelsen og Kulturministeriet.
Ved hvert enkelt teater nedsættes en bestyrelse, der har til opgave at følge teatrets kunstneriske og økonomiske drift og virke til støtte for teaterchefen.
Chefen eller den kollektive ledelse for landsdelsscenens teatre ansættes af landsdelsscenens styrelse efter indstilling fra vedkommende teaters bestyrelse. Nærmere retningslinjer herom skal fremgå af landsdelsscenens vedtægter.
Ved hvert af teatrene nedsættes et samarbejdsudvalg med repræsentanter for ledelsen og for samtlige ansatte ved teatret. Budget- og regnskabsbestemmelser
§ 9
Den storkøbenhavnske Landsdelsscene og de deltagende teatervirksomheders regnskabsår løber fra 1. juli til 30. juni.
Styrelsen udarbejder inden 1. april budgetforslag for det forestående år og budgetoverslag for det næstfølgende år. Budgetterne skal indeholde et uddrag af de budgetter for de enkelte teatre, som ligger til grund for det samlede budgetforslag og budgetoverslag.
Senest 1. april indsendes budgetforslag og budgetoverslag til godkendelse hos de tilskudsgivende kommuner. Samtidigt indsendes budgetforslaget og budgetoverslaget til Kulturministeriet, der snarest muligt derefter gøres bekendt med de kommunale beslutninger vedrørende budgettet.
§ 10
Efter regnskabsårets udløb udarbejder styrelsen et samlet regnskab for landsdelsscenens drift. Regnskabet skal indeholde uddrag af regnskaberne for de enkelte teatre.
Det reviderede regnskab sendes senest 1. december til de tilskudsgivende kommuner til godkendelse. Samtidigt indsendes regnskabet til Kulturministeriet. Ikrafttrædelses- og ophævelsesbestemmelser
§ 11
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. januar 1987.
§ 12
Bekendtgørelse nr. 146 af 19. april 1977 om Den storkøbenhavnske Landsdelsscene ophæves med virkning fra den 1. januar 1987.
pre_paragraph Efter forhandling med Københavns amtskommune og Københavns og Frederiksberg kommuner fastsættes i henhold til § 13 a i lov om teatervirksomhed, jfr. lovbekendtgørelse nr. 34 af 5. februar 1985 følgende:
Ministeriet for Kulturelle Anliggender, den 8. december 1986, den 8. december 1986
/H. P. CLAUSEN Birgit Skole/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1986
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1986