Bekendtgørelse om kød m.m. til hjemmemarkedet
BEK nr 870 af 12/12/1986
§ 1
Bestemmelserne i denne bekendtgørelse vedrører, medmindre andet er anført, kun kød, slagteaffald og kødvarer, der er bestemt til menneskeføde.
Opskæring, udbening og anden mekanisk behandling af kød og slagteaffald samt tilvirkning af kødvarer i detailhandelsleddet med henblik på salg direkte til forbruger omfattes ikke af denne bekendtgørelse. Tilsvarende gælder, når tilvirkningen sker med henblik på salg engros og dette salg ikke overstiger den dobbelte værdi af de levnedsmidler, der detailforhandles fra detailforhandlingsvirksomheden direkte til forbruger.
§ 2
I denne bekendtgørelse forstås ved
a) kød: Alle spiselige dele af husdyr af arterne kvæg, svin, får og geder, samt af hovdyr holdt som husdyr;
b) fersk kød: Kød - herunder kød, der er vakuumpakket eller pakket i kontrolleret atmosfære - som med undtagelse af kuldebehandling ikke har været underkastet nogen behandling, der forlænger holdbarheden;
c) slagtekrop: Hele et slagtedyrs krop efter afblødning, udtagning af organer, afskæring af lemmerne i forknæled og haseled, af hoved, hale og yver og endvidere for kvæg, får, geder og hovdyr efter afhudning;
d) slagteaffald: Fersk kød, for så vidt det ikke hører til slagtekroppen som defineret i litra c), også selv om det stadig er i naturlig forbindelse med slagtekroppen;
e) organer: Slagteaffald fra bryst-, bug- og bækkenhule, inklusive luft- og spiserør;
f) kødvarer: Varer, der helt eller delvis består af kød og slagteaffald, som gennem tilsætning eller iblanding af tilsætningsstoffer eller ingredienser eller på anden måde - bortset fra køling og frysning - er således forarbejdet, at det ikke kan genvinde de egenskaber, der er karakteristisk for fersk kød.
Slagtning i offentlige og private slagtehuse samt nødslagtning m.m.
Slagtning i offentlige og private slagtehuse samt nødslagtning m.m.
§ 3
Slagtning alene til forbrug her i landet af det ved slagtningen fremkomne kød og slagteaffald kan foregå på et slagteri, der er autoriseret af Landbrugsministeriet, samt på et offentligt eller et privat slagtehus, der er godkendt af Veterinærdirektoratet.
Slagtning kan endvidere ske som nødslagtning i henhold til bestemmelserne i § 4, ligesom privatpersoner til eget forbrug kan foretage slagtning på egen bopæl, såfremt husdyrhold på denne er tilladt.
§ 4
Dyr, der ønskes slagtet på grund af sygdom eller ulykkestilfælde (nødslagtning), og hvis kød ønskes anvendt til forhandling, skal nødslagtes i nærliggende slagteri/slagtehus. Transport af det levende dyr må kun finde sted, såfremt dette kan ske, uden at dyrplageri finder sted.
Såfremt dyret ikke bør transporteres levende til slagteriet, skal det aflives og afblødes på stedet, og det skal herefter straks føres til et slagteri/slagtehus til slagtemæssig behandling og kontrol.
Dyr, der i henhold til stk. 2 aflives udenfor de godkendte slagtesteder, skal umiddelbart før aflivningen undersøges af en dyrlæge, der skal udstede slagteattest for syge og nødslagtede dyr, som foreskrevet af Veterinærdirektoratet. Slagteattesten skal straks efter dyrets ankomst afleveres til den kontrollerende dyrlæge. Dog kræves slagteattest ikke udstedt, når nødslagtning sker som følge af ulykkestilfælde, og det efter omstændighederne er åbenbart, at dyret vil blive påført unødig lidelse, såfremt aflivningen udsættes til efter en dyrlægeundersøgelse. Slagteattest kræves heller ikke såfremt den dyrlæge, der har behandlet og undersøgt dyret før slagtningen, også foretager kontrollen efter slagtningen. Slagteattesten skal indeholde udførlige oplysninger om sygdommens eller ulykkestilfældets art, om der er anvendt medicin og i bekræftende fald om arten og mængden af denne og om eventuelt applikationssted, samt om dyrets temperatur og øvrige tilstand umiddelbart før slagtningen.
Medmindre vedkommende veterinærinspektør, efter at have fået sagen forelagt, træffer anden afgørelse, skal dyr, der ikke er fremstillet for den kontrollerende dyrlæge til undersøgelse før slagtningen, betragtes som nødslagtede og behandles i overensstemmelse hermed, og såfremt fyldestgørende dyrlægeerklæring om undersøgelse af dyret umiddelbart før slagtningen ikke foreligger eller tilvejebringes, skal dyret kasseres, jf. dog stk. 3.
§ 5
I offentlige og private slagtehuse må, medmindre særlig tilladelse foreligger fra Veterinærdirektoratet, ikke foregå anden virksomhed end slagtning og opbevaring samt bortbringning af de ved slagtningen fremkomne produkter.
Den kontrollerende dyrlæge skal påse, at gældende bestemmelser for indretning og drift af offentlige og private slagtehuse nøje overholdes og skal foretage anmeldelse til Veterinærdirektoratet af mangler, der efter påtale overfor virksomheden ikke rettes.
Undersøgelse af slagtedyr og kød m.m.
Undersøgelse af slagtedyr og kød m.m.
§ 6
Den kontrollerende dyrlæge skal ved undersøgelsen af slagtedyr og ved undersøgelsen og bedømmelsen af kød og slagteaffald følge den af Landbrugsministeriet til enhver tid fastsatte instruks om udøvelse af kødkontrol.
§ 7
Dyrene skal undersøges og kendemærkes af den kontrollerende dyrlæge på slagtedagen. Kendemærkningen af slagtedyrene skal foretages med øremærke eller andet af Veterinærdirektoratet godkendt system. Syge dyr skal undersøges umiddelbart før slagtningen.
Slagtedyrene skal på slagtedagen endvidere undersøges efter slagtningen. Slagtekroppe af hovdyr, af svin, der er over 4 uger gamle, samt af kvæg, der er over 6 måneder gamle, skal præsenteres til undersøgelse efter at være midtflækket ved en længdespaltning af hvirvelsøjlen. Såfremt undersøgelsen kræver det, kan den kontrollerende dyrlæge forlange længdepaltning af hovedet eller kroppen af ethvert slagtedyr. Hovedet og samtlige organer skal være i naturlig forbindelse med kroppen, jf. stk. 3. Dog kan yveret, når det indeholder sygeligt sekret eller mælk, og børen, når den indeholder store fostre eller betydelig pusansamling, samt for heste og stort kvægs vedkommende hoved og tunge være løsnet fra kroppen. Det samme gælder mave, tarme og krøs, undtagen hos spædekalve. De således løsnede dele skal kunne identificeres som hørende til en bestemt krop. Der må ikke være fjernet nogen del af kødet, noget organ eller nogen lymfeknude, og der må ikke være lagt snit i organer eller lymfeknuder.
Veterinærdirektoratet kan på særlige betingelser tillade, at hovedet og organerne løsnes fra kroppen.
Vedkommende slagtehus er pligtig at give den kontrollerende dyrlæge alle de oplysninger om det slagtede dyr, som denne forlanger, og yde den nødvendige assistance for kontrollens gennemførelse. For dyr, der underkastes laboratoriemæssig undersøgelse, må stemplingen ikke finde sted, før resultatet af undersøgelsen foreligger.
§ 8
Hvis der ved undersøgelse af det slagtede dyr mangler nogen del af kødet, eller helt eller delvist mangler noget organ eller nogen lymfeknude, eller der er gjort indsnit i lymfeknuder eller organer, eller organerne af de slagtede dyr er sammenblandede, så de ikke kan henføres til den krop, hvortil de hører, må vedkommende krop og organ ikke uden tilladelse fra vedkommende veterinærinspektør godkendes til menneskeføde.
Den kontrollerende dyrlæges bedømmelse af slagtedyret kan af slagtehusets leder/ejer indankes for vedkommende veterinærinspektør til overskøn. I så tilfælde skal hele slagtedyret med tilhørende organer være tilstede. Udgiften ved overskønnet fastsættes af Veterinærdirektoratet og afholdes af klageren, hvis det går denne imod, i modsat fald af Veterinærdirektoratet.
§ 9
Den kontrollerende dyrlæge skal føre en af Veterinærdirektoratet autoriseret protokol over de ved kontrollen forefaldende forretninger. Uddrag af denne protokol skal efter Veterinærdirektoratets nærmere bestemmelse indsendes til Veterinærdirektoratet.
Lederen af et offentligt slagtehus og indehaveren af et privat slagtehus skal føre en slagteprotokol, der skal være autoriseret af Veterinærdirektoratet. Protokollen skal opbevares på slagtestedet, og den skal til enhver tid være tilgængelig for eftersyn, som den kontrollerende dyrlæge og Veterinærdirektoratet foretager. Protokollen skal opbevares i mindst 5 år, efter at den er udskrevet.
Stempling af kød m.m.
Stempling af kød m.m.
§ 10
Sundhedsmærkningen af kød og slagteaffald skal ske ved den kontrollerende dyrlæges foranstaltning og under dennes ansvar. Til stempling må kun benyttes de af Landbrugsministeriet godkendte stempelfarver.
Stempler og mærkesedler m.v. skal af dyrlægen rekvireres gennem Veterinærdirektoratet og kun de således udleverede må benyttes.
§ 11
Kød og slagteaffald af dyr, som er slagtet i et offentligt eller privat slagtehus, og som er ubetinget godkendt til menneskeføde, skal forsynes med nedenstående mærke med slagtehusets nummer eller en af Veterinærdirektoratet fastsat forkortet stedbetegnelse anbragt i stedet for XXX.
Mærket skal anbringes som nedenfor angivet. Slagtekroppe, som vejer mere end 65 kg, skal på hver halvdel stemples på mindst følgende steder: Lårets yderside, lænden, ryggen, bugen og boven. Andre slagtekroppe skal forsynes med mindst 4 stempelmærker, nemlig på hver bov og på ydersiden af hvert lår. Hovedet skal forsynes med et mærke på hver side, tunge og hjerte hver med et mærke. Tunge og hjerte af svin, får og geder og af op til 3 måneder gamle kalve kræves dog ikke mærket. Leveren af alle slagtedyr skal forsynes med et mærke.
Udskæringer og slagteaffald, der ikke mærkes stykvis, skal forsendes i emballage, som forsegles med en af den kontrollerende dyrlæge dateret underskrevet mærkeseddel.
Kød og slagteaffald forsynet med det i stk. 1 afbildede mærke må ikke udføres.
§ 12
Nedenstående mærke skal anbringes på godkendt kød af orner samt halvorner (kryptorchider og hermafroditter) og ornegildinger, der frembyder ornelugt eller har udtalt ornepræg, ved siden af de øvrige stempler og i samme antal som disse.
§ 13
Kød og slagteaffald, der ved kontrollen i et godkendt slagteri/slagtehus er betinget godkendt til menneskeføde som følge af fund af oksetinter, skal efter nærmere aftale mellem den kontrollerende dyrlæge og slagteriet (slagteren) føres direkte til frysning på et af Landbrugsministeriet autoriseret frysehus. Forinden afsendelsen til frysehuset skal hvert stykke kød og slagteaffald af samme dyr (eventuelt emballagen) forsynes med en omhyggeligt fastgjort mærkeseddel med samme løbenummer. På mærkesedlens ene side findes foruden løbenummeret en krone og ordet »Veterinærkontrollen« samt følgende tekst: »Betinget godkendt kød til særlig behandling. Skal sendes til (se bagsiden)». På mærkesedlens anden side skal anføres afsenderens og modtagerens navn og adresse. Desuden skal den kontrollerende dyrlæge snarest direkte til embedsdyrlægen ved modtagervirksomheden pr. post afgive meddelelse om den pågældende forsendelse ved udfyldning af en særlig blanket forsynet med samme nummer som mærkesedlerne. Denne meddelelse må ikke ledsage forsendelsen af det betinget godkendte kød og slagteaffald.
Embedsdyrlægen ved det autoriserede frysehus skal, såfremt en til en modtaget meddelelse svarende forsendelse ikke ankommer til bestemmelsesstedet, omgående efterlyse forsendelsen og eventuelt underrette vedkommende veterinærinspektør om sagen.
Forinden kødet og slagteaffaldet nedfryses, skal det forsynes med kødkontrolmærker i overensstemmelse med reglerne i §§ 11 og 12. Når frysningen er tilendebragt som angivet i forskrifter, udstedt i medfør af stk. 5, kan kødet og slagteaffaldet udleveres.
Den kontrollerende dyrlæge påser, at betinget godkendt kød og slagteaffald behandles som foran angivet, og underretter, at slagtehuset/ slagteren om, hvorledes der skal forholdes med kødet og slagteaffaldet.
De pågældende virksomheder skal med hensyn til modtagelse, opbevaring og behandling m.m. af de her omhandlede varer forholde sig i nøje overensstemmelse med de forskrifter, der måtte blive givet af Landbrugsministeriet eller Veterinærdirektoratet.
Kød m.m., der ikke er egnet til menneskeføde
Kød m.m., der ikke er egnet til menneskeføde
§ 14
Kød, slagteaffald og kødvarer, som ved dyrlægekontrollen kasseres, skal ved den kontrollerende dyrlæges foranstaltning gøres uanvendeligt til menneskeføde ved sønderdeling og anbringelse i dertil bestemte beholdere, hvori findes et af Veterinærdirektoratet godkendt denatureringsmiddel. Grundig overbrusning med denatureringsmidler kan træde i stedet for nedlægning deri. Varen skal derefter sammen med andet kød og slagteaffald, der ikke skal anvendes til menneskeføde, jf. dog stk. 2 og 3, under iagttagelse af nærmere af Veterinærinspektøren foreskrevne forholdsregler afhændes direkte til en autoriseret destruktionsanstalt. Dog kan i tilfælde, hvor det drejer sig om minimale mængder, omhyggelig nedgravning eller opbrænding efter den kontrollerende dyrlæges anvisning træde i stedet, såfremt dette ikke er forbudt efter andre bestemmelser.
Kirtler, hjerner, rygmarv og lignende, der er sunde og friske og hidrører fra sunde dyr, kan dog fra et slagtehus afhændes direkte til en medicinalfabrik eller til særligt dertil af Veterinærdirektoratet godkendt virksomhed. Forsendelse skal ske i ren, solid og tæt emballage, der på iøjnefaldende og tydelig måde skal være mærket: »Kødaffald til teknisk brug. Uspiseligt«. Kommer varen ikke til afsendelse eller anvendelse efter formålet, skal den destrueres som angivet i stk. 1.
Sunde og friske dele af sunde dyr kan fra et slagtehus afhændes til dyrefoder direkte til dyreholdere. Veterinærdirektoratet kan tillade, at sådanne dele leveres til autoriseret dyrefoderfabrik. Forsendelse skal ske i ren, solid og tæt emballage, der på iøjnefaldende og tydelig måde skal være mærket: »Dyrefoder«. Kommer varerne ikke til afsendelse eller anvendelse efter formålet, skal de destrueres som angivet i stk. 1.
Fedt og talg, der hidrører fra godkendte slagtedyr, men som ikke er egnet til menneskeføde, kan fra et slagtehus leveres direkte til et af Veterinærdirektoratet godkendt fedt- og talgsmelteri, der udelukkende fremstiller tekniske varer. Forsendelsen skal ske i ren, solid og tæt emballage, der på iøjnefaldende og tydelig måde skal være mærket: »Kødaffald til teknisk brug. Uspiseligt«. Kommer varen ikke til afsendelsen eller anvendelse efter formålet, skal den destrueres som anført i stk. 1.
Teknisk fedt.
a) Afsmeltet fedt og talg, der er fremstillet af kød og slagteaffald, som ikke er egnet til mennskeføde, må kun afhændes til teknisk brug.
b) Såvel sælger som køber skal føre bog over salg af afsmeltet fedt og talg til teknisk brug med angivelse af dato for salget, henholdsvis køberens og sælgerens navn og bopæl, samt mængden og arten af det henholdsvis solgte og købte.
c) Afsmeltet fedt og talg til teknisk brug må kun emballeres i emballage, der på iøjnefaldende og holdbar måde er mærket: »Teknisk fedt. Uspiseligt.«, og denne mærkning skal forefindes ved enhver forsendelse samt falbydelse og afhændelse her i landet.
d) Ved enhver forsendelse her i landet af fedt og talg til teknisk brug skal forsendelsespapirerne (konnossement, fragtbrev, ladeseddel, følgeseddel osv.) være påstemplet: »Teknisk fedt. Uspiseligt.«, ligesom de tilsvarende fakturaer skal lyde på: »Teknisk fedt: Uspiseligt.«.
Veterinærdirektoratet kan besigtige virksomheder, der modtager de i stk. 2-4 nævnte varer.
Tilvirkning af kødvarer
Tilvirkning af kødvarer
§ 15
Tilvirkning af kødvarer uden for detailhandelsledet bestemt til forhandling her i landet må udover på de eksportautoriserede virksomheder kun finde sted på virksomheder, godkendt hertil af Veterinærdirektoratet. Ansøgning om godkendelse indsendes til den lokale tilsynsmyndighed, der videresender ansøgningen med indstilling til Veterinærdirektoratet.
Veterinærdirektoratet kan tage en givet godkendelse op til fornyet behandling, når der er forløbet 5 år siden sidste godkendelse.
Ejer- eller brugerskifte skal anmeldes over for Veterinærdirektoratet.
I forbindelse med godkendelsen meddeler Veterinærdirektoratet virksomheden et registernummer, som skal benyttes i forbindelse med mærkning af de af virksomheden fremstillede varer.
Engrosforhandling m.m. af kød, slagteaffald og kødvarer
Engrosforhandling m.m. af kød, slagteaffald og kødvarer
§ 16
Oplagring og engrosforhandling (fordeling) af kød, slagteaffald og kødvarer må udover de i § 15 nævnte eksportautoriserede eller godkendte virksomheder kun finde sted på virksomheder (engroslagre), der er godkendt hertil af kommunalbestyrelsen, jf. dog § 1, stk. 2.
Et i medfør af stk. 1 godkendt engroslager kan efter særlig godkendelse fra kommunalbestyrelsen meddeles tilladelse til opskæring, udbening, hakning og detailpakning af kød og slagteaffald. Endvidere kan virksomheden meddeles tilladelse til udskæring og detailpakning af kødvarer.
Kommunalbestyrelsen kan tage en given godkendelse op til fornyet behandling, når der er forløbet 5 år siden sidste godkendelse, eller væsentlige ændringer i driften gør det påkrævet.
Ejer- og brugerskifte skal meddeles overfor kommunalbestyrelsen.
Almindelige bestemmelser
Almindelige bestemmelser
§ 17
Veterinærdirektoratet udarbejder i fornødent omfang bestemmelser for godkendelse, herunder om indretning og drift af de i §§ 15 og 16 omhandlede virksomheder.
§ 18
Emballage, der har været benyttet til kød, slagteaffald og kødvarer, må ikke benyttes, før eventuelle kødkontrolmærker er fjernet. Emballage til kød, slagteaffald og kødvarer, der er forsynet med kødkontrolmærker eller med private mærker eller påtegninger vedrørende varen eller dens oprindelse, må ikke benyttes af andre til kød, slagteaffald og kødvarer eller andre varer, før sådanne mærker eller påtegninger er fuldstændig fjernet.
§ 19
Vedkommende tilsynsmyndighed er i nedennævnte tilfælde bemyndiget til at lade destruere:
a) Kød, slagteaffald og kødvarer, hvis forhandling ikke er tilladt. For slagtelokalers vedkommende undtages dog det ved slagtningen fremkomne kød og slagteaffald.
b) Kød, slagteaffald og kødvarer, på hvilke de i henhold til denne bekendtgørelse anbragte mærker er fjernet, eller som er forsynet med mærker, der kan give anledning til forveksling med disse.
§ 20
Udgifter i forbindelse med anskaffelse af kemikalier, stempelfarver, instrumenter, øremærker og andre rekvisitter til kontrollen såvel som dettes vedligeholdelse påhviler kommunen, når slagtning sker i offentligt slagtehus, og slagteren, når slagtningen sker i privat slagtehus.
For det besøg, der som følge af ejerens forlangende om overskøn, jf. § 8, stk. 2, må aflægges på slagtestedet, skal der, hvis skønnet går ejeren imod, erlægges samme beløb som ved kontrol af det pågældende dyr.
Afgiften skal erlægges forud for undersøgelsen, uanset om varen, der fremstilles, godkendes til menneskeføde eller kasseres.
For laboratoriemæssig undersøgelse i henhold til § 6 herunder udgifter ved undersøgelser af stikprøver for medicinrester og rester af andre uønskede stoffer, afholder slagtehuset den herfor af Landbrugsministeriet godkendte takst plus eventuelle forsendelsesomkostninger.
Tilsyn og kontrol
Tilsyn og kontrol
§ 21
Overtilsynet med, at de i denne bekendtgørelse indholdte eller i medfør af bekendtgørelsen fastsatte bestemmelser overholdes, føres af Veterinærdirektoratet.
Tilsyn og kontrol med de i § 15 og § 16 omhandlede virksomheder føres af vedkommende kommunalbestyrelse, jf. dog § 21, stk. 4. Veterinærdirektoratet fastlægger de nærmere bestemmelser for udøvelsen af tilsynet og kontrollen, herunder for udførelsen af laboratoriemæssige undersøgelser af kød, slagteaffald og kødvarer.
Veterinærdirektoratet træffer bestemmelse om, hvorvidt produktionen skal underkastes en særlig kontrol, herunder efter omstændighederne egenkontrol, og om retningslinierne herfor.
Veterinærdirektoratet kan for store virksomheder af den i § 15 nævnte art bestemme, at tilsynet, uanset stk. 2, 1. punktum, skal udøves af en heltidsbeskæftiget dyrlæge, ansat dertil direkte under Veterinærdirektoratet.
Løn- og ansættelsesvilkår for en heltidsbeskæftiget dyrlæge som nævnt i stk. 4 fastsættes i overensstemmelse med de til enhver tid for ansættelse af overdyrlæger ved de eksportautoriserede kødvirksomheder gældende regler.
Straffebestemmelser
Straffebestemmelser
§ 22
Overtrædelse eller forsøg på overtrædelse af de i denne bekendtgørelse indeholdte bestemmelser straffes med bøde.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 23
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1987. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 482 af 27. september 1974 om kød m.m. til hjemmemarkedet.
Landbrugsministeriet, den 12. december 1986, den 12. december 1986
/BRITTA SCHALL HOLBERG I. Galamba/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1986
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1986