TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om magtanvendelse m.v. i døgninstitutioner for børn og unge og i døgnopholdssteder for børn og unge for flere end 4 personer (Magtanvendelsesbekendtgørelsen - børn)

BEK nr 885 af 11/12/1986

DanmarkBekendtgørelse1986

§ 1

Ydmygende, hånede eller anden nedværdigende behandling er ikke tilladt.

Stk. 2

Legemlig afstraffelse er ikke tilladt.

Stk. 3

Fiksering er ikke tilladt. Ved fiksering forstås anvendelse af mekanisk tvangsmiddel i form af bælte, håndremme, fodremme, eller livstykke samt anden form for mekanisk fastspænding. Anvendelse af børnesele til spædbørn i overensstemmelse med socialstyrelsens vejledning herom anses ikke for fiksering.

Stk. 4

Fysisk magtanvendelse er, bortset fra de i § 2 nævnte tilfælde, ikke tilladt.

Stk. 5

Isolation er, bortset fra de i § 6 nævnte tilfælde, ikke tilladt. Ved isolation forstås afsondring i aflåst rum i kortere eller længere perioder.

Stk. 6

Fratagelse af besøgsret må, bortset fra de i § 9 nævnte tilfælde, ikke finde sted.

Stk. 7

Kontrol af ud- og indgående post må, bortset fra de i § 10 nævnte tilfælde, ikke finde sted. Breve til offentlige myndigheder må aldrig åbnes og skal straks videresendes.

Stk. 8

Unge, der har samtykket i anbringelse i sikrede afdelinger i stedet for varetægtsfængsling, kan under opholdet efter rettens nærmere bestemmelse helt eller delvis afskæres fra kontakt med andre. Politiet kan i tilfælde, hvor anbringelsen træder i stedet for varetægtsfængsling, modsætte sig, at den unge modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol. Politiet kan endelig i disse tilfælde gennemse og eventuelt tilbageholde den unges breve inden modtagelsen eller afsendelsen. Den unge kan forlange politiets beslutninger forelagt retten til afgørelse, jfr. retsplejelovens §§ 771 og 772.

UNDTAGELSER FRA FORBUDET MOD FYSISK MAGTANVENDELSE

UNDTAGELSER FRA FORBUDET MOD FYSISK MAGTANVENDELSE

§ 2

Fysisk magtanvendelse i form af, at barnet eller den unge fastholdes eller føres til andet opholdssted, er tilladt, såfremt den pågældende enten udviser en sådan adfærd, at fortsat ophold i fællesskabet er uforsvarligt, eller såfremt den pågældende derved forhindres i at skade sig selv. Denne magtanvendelse skal afpasses efter forholdene i den enkelte situation og må ikke gå ud over det strengt nødvendige.

Stk. 2

Handlinger, som har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt, omfattes af straffelovens bestemmelser om nødværge, hvorefter der kan blive tale om at gå videre i forsvaret end anført i stk. 1. En medarbejder kan således også gribe ind og hjælpe i udøvelsen af nødværge.

SIKRET AFDELING

SIKRET AFDELING

§ 3

Ved en sikret afdeling forstås en afdeling, hvis yderdøre og vinduer kan være konstant aflåst. Amtskommunen kan tillade aflåsning om natten af værelser i sikrede afdelinger, uden at dette betragtes som isolation, jfr. lovens § 14, stk. 2. Sikrede afdelinger skal godkendes af socialstyrelsen efter indstilling fra amtsrådet.

§ 4

Det sociale udvalg kan i overensstemmelse med reglerne i bistandslovens § 33, stk. 4, beslutte at anbringe unge over 15 år i sikret afdeling, når

  1. dette er absolut påkrævet for at afværge, at pågældende skader sig selv eller andre, og faren herfor ikke på forsvarlig måde har kunnet afværges ved andre og mere lempelige forholdsregler, eller
  1. det i den indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for den videre socialpædagogiske behandling, eller
  1. anbringelsen træder i stedet for varetægtsfængsling.
Stk. 2

Forældremyndighedens indehaver skal altid underrettes om anbringelsen, så vidt muligt inden denne sker.

§ 5

I ganske særlige tilfælde kan amtsrådet (social- og sundhedsudvalget) dispensere fra den i § 4, stk. 1, nævnte 15 års grænse.

Stk. 2

Under de i § 4, stk. 1, nævnte betingelser kan lederen af en døgninstitution for unge, hvortil der er knyttet en sikret afdeling, træffe foreløbig beslutning, der straks kan iværksættes, om overførsel til sikret afdeling af en ung over 15 år, der er anbragt på den pågældende institution. Den foreløbige beslutning skal straks forelægges det sociale udvalg til afgørelse i overensstemmelse med reglerne i § 4, stk. 1. Afgørelsen skal træffes uden ugrundet ophold.

Stk. 3

Ophold i sikret afdeling ud over 4 døgn skal være godkendt af amtsrådet (socialog sundhedsudvalget). Ophold i sikret afdeling må højst vare 2 måneder. I opholdstiden medregnes ikke den tid, den unge uden tilladelse har været fraværende fra afdelingen ud over 24 timer i træk.

Stk. 4

Såfremt de i § 4, stk. 1, nævnte betingelser i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet, kan amtsrådet (social- og sundhedsudvalget) efter indstilling fra det sociale udvalg dispensere fra 2 måneders grænsen for nye perioder på højst 2 måneder.

§ 6

For en ung anbragt i sikret afdeling i en døgninstitution for børn og unge kan institutionens leder undtagelsesvis træffe bestemmelse om anbringelse af den unge i særlige isolationsrum, når der er overhængende fare for, at denne skader sig selv eller andre. Isolationen må kun vare i indtil 2 timer.

§ 7

Unge, der er anbragt i sikret afdeling ud over 24 timer, skal have adgang til at opholde sig i fri luft mindst 1 time dagligt.

Stk. 2

Under ophold i sikret afdeling kan den pågældende beskæftiges uden for afdelingen.

Stk. 3

Til unge, der i henhold til § 4, stk. 1, nr. 3, er anbragt i sikret afdeling i stedet for varetægtsfængsling, kan udgangstilladelse af kort varighed meddeles af institutionens leder, når den pågældende har et uafviseligt behov herfor. Politiet skal i disse tilfælde så vidt muligt omgående orienteres om, at den pågældende har fået udgangstilladelse.

AFLÅSNING

AFLÅSNING

§ 8

Afdelinger, der ikke er godkendt som sikrede, kan aflåses om natten og undtagelsesvis i kortere perioder af dagen. En afdeling, der er aflåst hele eller næsten hele døgnet, skal være godkendt som sikret afdeling.

FRATAGELSE AF BESØGSRET OG BREVKONTROL

FRATAGELSE AF BESØGSRET OG BREVKONTROL

§ 9

Såfremt forholdet mellem et barn eller en ung og forældrene eller andre er udviklet således, at det af hensyn til barnets eller den unges velfærd findes absolut påkrævet at afbryde eller begrænse samkvemmet med begge forældrene eller med en af dem eller med andre, kan det anbringende sociale udvalg undtagelsesvis og for en bestemt periode bestemme, at gensidige besøg ikke må finde sted eller kun i et nærmere bestemt omfang, og at barnet ikke må modtage breve eller andet fra de pågældende. Bestemmelsen skal meddeles barnet eller den unge og den, med hvem samkvem begrænses.

Stk. 2

Det sociale udvalgs beslutning om at afbryde barnets forbindelse med forældremyndighedens indehaver i en periode ud over 3 måneder skal træffes efter reglerne i lovens § 126, jfr. lovens § 67, stk. 4.

Stk. 3

Institutionens leder kan i de i stk. 1 nævnte tilfælde undtagelsesvis træffe foreløbig bestemmelse om fratagelse af besøgsret, indtil det anbringende sociale udvalg hurtigst muligt og senest 3 dage efter tager stilling til spørgsmålet.

§ 10

Såfremt det i det enkelte tilfælde findes absolut påkrævet af hensyn til barnets eller den unges velfærd at kontrollere ud- og indgående post, kan institutionens leder efter aftale med det sociale udvalg undtagelsesvis træffe bestemmelse herom. Åbning af udgående og indgående breve kan da kun finde sted med samtykke fra og i overværelse af barnet eller den unge.

Stk. 2

Ønsker barnet eller den unge ikke, at et indgået brev åbnes, kan dette uåbnet returneres til afsenderen med forklarende ledsageskrivelse.

Stk. 3

Ønsker barnet eller den unge ikke, at et udgående brev åbnes, tilintetgøres det.

SKEMATILFØRSLER OG INDBERETNINGER

SKEMATILFØRSLER OG INDBERETNINGER

§ 11

Ved anvendelse af sikret afdeling, aflåsning om natten af værelser i sikret afdeling, isolation, fratagelse af besøgsret, brevkontrol samt den i § 2, stk. 1, beskrevne form for fysisk magtanvendelse skal institutionens leder samme dag indføre følgende oplysninger på et særligt udarbejdet skema: Kopi af skemaet skal bero i institutionen i en særlig dertil beregnet protokol.

  1. Barnets eller den unges navn og alder,
  1. tidspunkt for indgrebet,
  1. indgrebets varighed,
  1. indgrebets art,
  1. begrundelse for indgrebet.
Stk. 2

Institutionens leder indsender ved månedens udgang skemaerne til amtsrådet med sine kommentarer.

Stk. 3

Amtsrådet gennemgår skemaerne, hvorpå kopi af skemaer vedrørende anvendelse af sikret afdeling, aflåsning om natten af værelser i sikret afdeling og af isolation ved kvartalets udgang indsendes med amtsrådets kommentarer til socialstyrelsen til orientering. Ved årets udgang redegør amtsrådet over for socialstyrelsen for udviklingen indenfor tilladt magtanvendelse, jfr. stk. 1.

§ 12

Overtrædelse af reglerne i kap. 1-5 samt anvendelse af nødværge indberettes til amtsrådet. Den i § 2, stk. 1, beskrevne form for fysisk magtanvendelse skal ikke indberettes, men episoden skal protokolleres, jfr. § 11, stk. 1.

Stk. 2

Den implicerede medarbejder skal senest dagen efter episoden afgive skriftlig indberetning derom til institutionens leder, der med sine kommentarer samt forklaringer fra personer, der har overværet episoden, inden 3 dage videresender indberetningen til amtsrådet. Så vidt muligt skal indberetningen ledsages af barnets eller den unges redegørelse for episoden. Indberetningen skal indeholde følgende oplysninger:

  1. De særlige forhold, der begrunder indgrebet,
  1. tidspunktet for den handling, der har givet anledning til indgrebet,
  1. tidspunktet for indgrebet,
  1. indgrebets varighed,
  1. beskrivelse af indgrebets art,
  1. beskrivelse af indgrebets formål,
  1. hvem, der foretog indgrebet,
  1. barnets eller den unges tilstand i den tid, indgrebet fandt sted.
Stk. 3

Såfremt der er begrundet mistanke om en strafbar handling, der er undergivet offentlig påtale, skal institutionens leder straks sende indberetning herom til amtsrådet.

Stk. 4

En medarbejder, som har overværet episoden, og som ikke dagen efter er bedt om oplysninger til indberetningen, er pligtig at meddele sin forklaring til institutionens leder.

Stk. 5

En medarbejder, der i øvrigt får begrundet viden om episoden, skal også meddele institutionens leder denne viden.

Stk. 6

Institutionens leder giver samtidig med sin indberetning til amtsrådet kopi af denne til den implicerede medarbejder samt orienterer forældremyndighedens indehaver og det sociale udvalg.

Stk. 7

En medarbejder, der tjenstligt indberettes for en tjenesteforseelse eller et strafbart forhold, skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at afgive en skriftlig udtalelse om fremstillingen. Han skal samtidig gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig om fremstillingen.

Stk. 8

Hvis den implicerede part er institutionens leder, skal der sendes indberetning direkte til amtsrådet. Medarbejderen giver i dette tilfælde institutionens leder genpart af sin indberetning. Amtsrådet sørge for, at forældremyndighedens indehaver og det sociale udvalg orienteres.

Stk. 9

Amtsrådet træffer afgørelse i sagen inden 6 uger, og sender ved udgangen af kvartalet de modtagne indberetninger til socialstyrelsen med oplysninger om, hvilke foranstaltninger amtsrådet har foretaget.

OM KLAGEADGANG, TILSYN, SANKTIONER M.V.

OM KLAGEADGANG, TILSYN, SANKTIONER M.V.

§ 13

Klager vedrørende overtrædelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse indbringes for amtsrådet, der træffer afgørelse om de foranstaltninger, der vil være at foretage.

Stk. 2

Amtsrådet skal besvare klagerne så hurtigt som muligt og inden 6 uger.

§ 14

Forinden besvarelsen af en klage anmoder amtsrådet den ansvarlige institutionsleder om en udtalelse. Med udtalelsen indsendes en redegørelse fra den medarbejder, der har kendskab til de forhold, der klages over. Såfremt der er sket skematilførsel i henhold til § 11, skal en udskrift af tilførslen vedlægges.

Stk. 2

Institutionens leder eller den, denne bemyndiger dertil, skal herudover hurtigst muligt foretage en undersøgelse, der omfatter samtale med barnet eller den unge, de medarbejdere, der har kendskab til de forhold, der klages over, og mulige vidner til episoden. Der udfærdiges rapport om de pågældende samtaler, og rapporten indsendes med institutionslederens indstilling til amtsrådet med de i stk. 1 nævnte oplysninger.

§ 15

Klager over amtsrådets beslutninger i medfør af denne bekendtgørelse, herunder afgørelser i henhold til § 5, kan indbringes for socialstyrelsen og i sidste instans for socialministeren.

Stk. 2

Socialstyrelsen kan pålægge amtsrådet at optage en klagesag til behandling.

§ 16

Klager over anbringelse i sikret afdeling kan indbringes for den sociale ankestyrelse i henhold til bistandslovens § 128, jfr. § 123, stk. 1, nr. 1 og 3.

§ 17

Det sociale udvalgs beslutning om afbrydelse af barnets forbindelse med forældremyndighedens indehaver i de i § 9, stk. 1, nævnte tilfælde i en periode på indtil 3 måneder kan indbringes for socialstyrelsen, jfr. lovens § 67, stk. 3.

Stk. 2

En beslutning efter § 9, stk. 1, der vedrører en periode udover 3 måneder, kan indbringes for amtsankenævnet, i Københavns og Frederiksberg kommuner for den sociale ankestyrelse, jfr. lovens § 15.

§ 18

Amtsrådet fører tilsyn med institutionerne, herunder med anvendelsen af reglerne i denne bekendtgørelse.

§ 19

Socialstyrelsen fører overtilsynet med institutionerne, herunder med anvendelsen af reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2

Socialstyrelsen følger udviklingen på området og aflægger lejlighedsvis besøg på institutionerne med henblik på at følge udviklingen indenfor denne bekendtgørelses område og har i særlig grad opmærksomheden henledt på forholdene i de sikrede afdelinger.

§ 20

Overfor den ansatte kan anvendes de reaktionsmuligheder, der følger af pågældendes ansættelsesvilkår.

§ 21

Denne bekendtgørelse indskrænker ikke det ansvar, medarbejderne kan pådrage sig i henhold til straffeloven, jfr. navnlig straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden og kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme.

§ 22

Institutionens leder skal sikre sig, at såvel de anbragte børn og unge som forældremyndighedens indehaver gøres bekendt med reglerne i denne bekendtgørelse, herunder med adgangen til at klage til henholdsvis den sociale ankestyrelse, jfr. § 16, og amtsrådet, jfr. § 13, samt at amtsrådets beslutning kan indbringes for socialstyrelsen og i sidste instans for socialministeren.

§ 23

Der skal endvidere gives underretning om adgangen til at rette henvendelse til det af folketinget i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, nedsatte tilsyn med personer, der er underkastet administrativ frihedsberøvelse.

§ 24

Denne bekendtgørelse udleveres til samtlige medarbejdere, der over for institutionens leder kvitterer for modtagelsen.

DØGNOPHOLDSSTEDER

DØGNOPHOLDSSTEDER

§ 25

Bestemmelserne i § 1, stk. 1-7, § 2, § 9, stk. 1-2, § 13, § 15, § 17, § 18, § 19, § 21, § 22 og § 24 finder tilsvarende anvendelse på de i lovens § 66, stk. 2, nævnte døgnopholdssteder for børn og unge for flere end 4 personer, der er godkendt som egnede af social- og sundhedsudvalget i amtskommunen.

§ 26

Overtrædelse af § 1, stk. 1-7, § 2 og § 9, stk. 1-2, samt anvendelse af nødværge indberettes til amtsrådet. Bestemmelserne i § 12, stk. 2-3 og stk. 9, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2

Amtsrådet sørge for, at forældremyndighedens indehaver og det sociale udvalg orienteres om forhold, der er omfattet af stk. 1.

IKRAFTTRÆDEN

IKRAFTTRÆDEN

§ 27

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1987.

Stk. 2

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 569 af 22. december 1979 om magtanvendelse m.v. i døgninstitutioner for børn og unge.


SOCIALMINISTERIET, DEN 11. DECEMBER 1986

/MIMI STILLING JAKOBSEN I. Langkilde/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1986
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1986