TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om afgivelse af oplysninger om fangst af fisk, krebs- og bløddyr

BEK nr 964 af 23/12/1986

DanmarkBekendtgørelse1986

§ 1

Fiskeauktioner, andelsfiskesalgsforeninger eller lignende sammenslutninger af fiskere samt i øvrigt enhver, der som første led i omsætningen modtager eller køber fisk, krebs- og bløddyr direkte fra fiskere til salg på hjemmemarkedet, udførsel, herunder ved transitering, konservering eller tilvirkning for senere salg, skal: 1. dagligt opnotere ethvert sådant indkøbt eller modtaget parti af fisk, krebs- og bløddyr, 2. ugentligt give oplysning til fiskeriministeriet om mængden og værdien af de i ugens løb dagligt indkøbte eller modtagne varer.

Stk. 2

Fiskere, der afsætter egen fangst direkte til forbrugere, eksporterer, herunder transiterer, egen fangst, evt. via en udenlandsk opkøber her i landet, eller tilvirker egen fangst, skal ugentligt give fiskeriministeriet oplysninger om de i ugens løb omsatte mængder og værdien heraf. Fiskeres eksport af egen fangst skal ske under overholdelse af de til enhver tid i øvrigt gældende regler om udførsel af fisk og fiskevarer.

Stk. 3

For så vidt angår oplysninger om første led i omsætningen af fisk, krebs- og bløddyr i de havne og markeder, der i henhold til Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger er angivet som repræsentative, kan fiskeriministeriet give fiskeauktioner og andre, der er omfattet af stk. 1 og 2, særlig anvisning om oplysningernes indsendelse, herunder med hensyn til hyppigheden (f.eks. dagligt) og indsendelsesmåden (f.eks. telex) samt om særskilt dokumentation af oplysningernes rigtighed.

Stk. 4

For fisk, for hvilke der gælder pligt til sortering efter størrelse og friskhed, skal oplysningerne til fiskeriministeriet omfatte angivelse af mængde og værdi for hver sortering.

§ 2

De i § 1, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, 1. pkt., nævnte ugentlige oplysninger skal, med mindre andet er fastsat i henhold til § 1, stk. 3, indsendes til fiskeriministeriet, Stormgade 2, 1470 København K, hver tirsdag og skal omfatte oplysninger for den foregående uge regnet fra mandag kl. 00 til søndag kl. 24.

Stk. 2

Ved indsendelse af oplysningerne benyttes kopier af afregninger til fiskerne. Afregningerne skal for hver fisker indeholde følgende oplysninger: 1. Fiskerfartøjets havnekendingsbogstav(er) og -nummer. Hvis et fartøj ikke er indregistreret hos toldvæsenet, angives fiskerens navn og postadresse, 2. Landingsdato. Hvis landinger fra flere datoer anføres på samme afregning, skal det klart fremgå, hvilke partier der er landet hver enkelt dato. Faktureringsdato skal angives, hvis den er forskellig fra landingsdato, 3. For køb af fisk angives vægten og værdien af de forskellige arter med følgende specifikationer: a. For arter, hvor der er fastsat krav om friskheds- og størrelsessortering, skal vægten og værdien af hver kategori anføres, jfr. § 1, stk. 4, b. Et parti, der tages tilbage i henhold til EF's markedsordning for fiskerivarer skal specificeres på arter, størrelser og kvalitet med oplysning om, at det er tilbagetaget fisk i henhold til EF's markedsordning for fiskerivarer. Oplysning om tilbagetag gives ved på afregningen at mærke partiet med koden P, c. Et parti, der kasseres som uegnet til konsum og derfor afsættes til anden anvendelse eller destrueres, skal ligeledes specificeres på arter, og på afregningen skal partiet mærkes med kvalitetskoden C, d. For køb af fisk til anvendelse som fiske- eller dyrefoder eller til tilvirkning i destruktionsanstalter, fiskemelsfabrikker eller lignende virksomheder angives som minimum den mest betydende fiskeart i partiet, der på afregningen skal mærkes med kode I. For litra a, b, c og d oplyses den behandlingsgrad, som fisken har været underkastet ved købet, herunder f.eks. om fisken var levende, renset, urenset, med hoved, uden hoved, filetteret, kogt eller frosset. Er forskellige behandlingsgrader anvendt, skal dette angives med oplysning om vægt og værdi af hver underkategori af fiskearten, 4. Angivelse af havnen eller landingspladsen, hvor fisken er landet direkte fra fangstpladsen, 5. Angivelse af farvandsområdet, hvor fisken er fanget.

Stk. 3

Udgiften til kopier af afregninger afholdes af den oplysningspligtige.

Stk. 4

Såfremt indkøb af fisk direkte fra fiskere eller salg af egen fangst direkte til forbrugere kun andrager mindre mængder, eller andre særlige forhold gør sig gældende, kan de ugentlige oplysninger om den daglige omsætning afgives til fiskeriministeriet efter dettes nærmere anvisning.

Stk. 5

Indsendelsen foregår portofrit i særlige kuverter, der kan rekvireres i fiskeriministeriet.

Stk. 6

Efter nærmere aftale med fiskeriministeriet kan oplysningerne afgives på EDB-læsbar form.

§ 3

Overtrædelse af § 1, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-4, samt § 2, stk. 1-2 og stk. 4, straffes med bøde.

Stk. 2

På samme måde straffes den, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, med mindre strengere straf er forskyldt efter borgerlig straffelov.

§ 4

Bekendtgørelsen, der ikke gælder for Grønland, træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 56 af 5. febuar 1973 om afgivelse af oplysninger om fangst af fisk, krebs- og bløddyr ophæves.

pre_paragraph I medfør af § 27 og § 28, stk. 5, i lov om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer, jfr. lovbekendtgørelse nr. 383 af 17. juni 1986, samt § 3 og § 6, stk. 2, i lov om administration af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om etablering af en fælles strukturpolitik for fiskerisektoren og om den fælles markedsordning for fiskerivarer m.v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 661 af 25. september 1986, fastsættes:


FISKERIMINISTERIET, DEN 23. DECEMBER 1986

/LARS P. GAMMELGAARD Mogens Møldrup Jensen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1986
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1986