Bekendtgørelse om E- og e-godkendelse af køretøjers indretning og udstyr (*
BEK nr 157 af 27/03/1987
§ 1
Ved »E-godkendelse« forstås godkendelse af udstyr og dele til motorkøretøjer i henhold til den mellem medlemmer af FN's økonomiske kommission for Europa (ECE) indgåede overenskomst af 20. marts 1958 vedrørende indførelse af ensartede vilkår for godkendelse og gensidig anerkendelse af godkendelse af udstyr og dele til motorkøretøjer samt de hertil hørende ECE-regulativer.
Ved »e-godkendelse« forstås godkendelse af køretøjers indretning og udstyr i henhold til EF-direktiver.
§ 2
Efter ansøgning fra fabrikanten eller dennes repræsentant her i landet kan Justitsministeriet i overensstemmelse med ECE-regulativer, der er tiltrådt af Danmark, udstede E-godkendelse af udstyr og dele til motorkøretøjer samt i overensstemmelse med EF-direktiver udstede e-godkendelse af køretøjers indretning og udstyr.
En E- eller e-godkendelse kan ikke overdrages. Såfremt retten til produktion af det godkendte overgår til andre, skal indehaveren af godkendelsen foretage indberetning herom til Justitsministeriet. Den, som har erhvervet ret til sådan produktion, kan indgive ansøgning om ny godkendelse, uanset indberetningspligten efter 2. pkt. ikke er opfyldt.
§ 3
Ved godkendelsen fastsætter Justitsministeriet de nærmere bestemmelser om eventuel mærkning i overensstemmelse med det pågældende regulativ eller direktiv, herunder om godkendelsesnummer, samt om mærkningens anbringelse og udformning.
Mærkning med E- og e-godkendelse må kun foretages af indehaveren af godkendelsen og kun på indretning og udstyr, der er i nøje overensstemmelse med grundlaget for den meddelte godkendelse.
§ 4
Ansøgning om E- og e-godkendelse skal vedlægges: 1. Prøvningsrapport fra et prøvningslaboratorium, der af Statens tekniske Prøvenævn efter aftale med Justitsministeriet er autoriseret til at udføre teknisk prøvning i overensstemmelse med det pågældende ECE-regulativ eller EF-direktiv. Prøvningsrapporten skal indeholde detaljeret beskrivelse og tegninger af den omhandlede indretnings- eller udstyrsdel. Prøvningsrapporten skal endvidere dokumentere, at de nærmere krav i det pågældende regulativ eller direktiv er opfyldt. 2. En erklæring fra Statens tekniske Prøvenævn om, at fabrikanten har de fornødne faciliteter til at kunne foretage en løbende produktionskontrol eller en bekræftelse fra Statens tekniske Prøvenævn, hvorefter en erklæring med det ovennævnte indhold fra et udenlandsk prøvningslaboratorium eller -myndighed kan lægges til grund. 3. Oplysning om størrelsesordenen af den forventede produktion. 4. Oplysning om produktionssted(-er).
Justitsministeriet kan bestemme, at den i stk. 1, nr. 2, nævnte erklæring ikke er fornøden, når produktionsstedet er beliggende i udlandet, og det over for Justitsministeriet er dokumenteret, at den myndighed, som i det pågældende land kan foretage E/ e-godkendelse, anser det godtgjort, at fabrikanten har de fornødne faciliteter til at foretage en løbende produktionskontrol.
Ansøgning om E- og e-godkendelse skal endvidere, når krav herom er fastsat ved det pågældende regulativ eller direktiv, indeholde det i stk. 1, nr. 1, nævnte prøvningslaboratoriums bekræftelse af, at den af prøvningsrapporten omfattede indretnings- eller udstyrsdel opbevares til brug ved senere kontrol.
§ 5
I forbindelse med udstedelse af E- og e-godkendelse kan Justitsministeriet fastsætte nærmere vilkår, herunder om udtagelse og undersøgelse af stikprøver, om produktionskontrol og om indberetning om produktionens størrelse.
§ 6
Indehaveren af godkendelsen skal foretage indberetning til Justitsministeriet, såfremt produktionen af det godkendte ophører.
§ 7
Indehaveren af godkendelsen skal foretage indberetning til Justitsministeriet om enhver ændring af det godkendte.
Enhver ikke uvæsentlig ændring af det godkendte skal godkendes ved udstedelse af tillæg til den oprindelige godkendelse eller ved udstedelse af ny godkendelse.
For ansøgning om tillæg til godkendelse og vilkår for tillægget finder §§ 3-5 og § 10 tilsvarende anvendelse.
§ 8
Justitsministeriet kan tilbagekalde en meddelt godkendelse eller tillæg til godkendelse, såfremt det ved stikprøvekontrol eller på anden måde konstateres, at bestemmelser i §§ 3, 6 og 7 eller vilkår fastsat i henhold til § 5 og § 9, stk. 2, er tilsidesat, eller såfremt de i § 10 nævnte omkostninger efter forfaldstid ikke erlægges ved påkrav. Justitsministeriet kan i den forbindelse pålægge indehaveren af godkendelsen at tilbagekalde allerede solgte eller udleverede dele.
§ 9
Justitsministeriet foretager underretning til udenlandske myndigheder, som i henhold til et ECE-regulativ, der er tiltrådt af Danmark, eller et EF-direktiv skal have underretning om: 1. Udstedelse af godkendelse eller afslag på ansøgning om godkendelse. 2. Udstedelse af tillæg til godkendelse eller afslag på ansøgning om tillæg. 3. Bortfald eller tilbagekaldelse af en meddelt godkendelse. 4. Ophør af produktionen af det godkendte.
Justitsministeriet kan i forbindelse med en godkendelse eller et tillæg til godkendelse fastsætte vilkår om, at ansøgeren eller indehaveren af godkendelsen skal stille bilagsmateriale til rådighed til brug ved underretninger efter stk. 1.
§ 10
Ansøgeren eller indehaveren af godkendelsen afholder omkostningerne i forbindelse med: 1. Mærkning, jfr. § 2, stk. 2, og § 3. 2. Udfærdigelse af prøvningsrapport, jfr. § 4, stk. 1, nr. 1. 3. Afgivelse af erklæring eller bekræftelse fra Statens tekniske Prøvenævn og eventuel afgivelse af erklæring fra myndigheder eller institutioner i udlandet, jfr. § 4, stk. 1, nr. 2. 4. Opbevaring af den i § 4, stk. 3, nævnte indretnings- eller udstyrsdel. 5. Gennemførelse af vilkår i henhold til § 5 og § 9, stk. 2.
§ 11
For udstedelse af E- eller e-godkendelse betales et gebyr på 2.500 kr. For samtidig udstedelse af E- og e-godkendelse betales et gebyr på 3.500 kr. For udstedelse af tillæg til E- eller e-godkendelse betales et gebyr på 1000 kr. Betaling skal ske ved indgivelse af ansøgning.
§ 12
Den, der overtræder §§ 3, 6 og 7 eller vilkår fastsat i henhold til § 5 og § 9, stk. 2, kan straffes med bøde.
§ 13
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 1987.
pre_paragraph I henhold til færdselsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 58 af 17. februar 1986 § 68, fastsættes:
Justitsministeriet, den 27. marts 1987, den 27. marts 1987
/ERIK NINN-HANSEN Walsted Hansen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1987
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1987