TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om skibsbøger

BEK nr 162 af 26/03/1987

DanmarkBekendtgørelse1987

§ 1

Skibsdagbog skal føres på ethvert skib, hvis fartsområde i henhold til fartscertifikatet omfatter sejleds udenfor følgende område: Nordsøen øst for 3 grader Ø. længde og syd for 62 grader N. bredde, fart i Østersøen samt fart langs Grønlands kyster i en afstand af ikke over 30 sømil fra kysten (basislinien). Uanset fartsområde skal skibsdagbog dog føres på lastskibe over 300 bruttoregistertons/med en bruttotonnage over 300 og på passagerskibe i ruter af over 4 timers varighed.

Stk. 2

Maskindagbog skal føres på ethvert maskindrevet skib, hvor der i henhold til bestemmelsen i stk. 1 skal føres skibsdagbog, medmindre maskinens officielt fastsatte fremdrivningseffekt ikke overstiger 749 kw.

Stk. 3

Radiodagbog skal føres på ethvert skib, der skal være forsynet med radioanlæg. Dette gælder dog ikke passagerskibe i indenrigsfart og i lokal fart ved Færøerne og Grønland.

Stk. 4

Skibsdagbog og maskindagbog kræves dog ikke for fiskeskibe, hvis fartsområde omfatter sejlads syd for 62 grader N. bredde, nord for 48 grader N. bredde og øst for 12 grader V længde, fart i Østersøen, fart på Færøerne og Færø Banke samt fart langs Grønlands kyster i en afstand af ikke over 200 sømil fra kysten (basislinien). Det samme gælder for skibe under 300 bruttoregistertons/med en bruttotonnage under 300, hvis fartsområde er begrænset til sejlads inden for øerne i den færøske øgruppe eller sejlads mellem grønlandske havne.

§ 2

De i § 1 nævnte skibsbøger trykkes og udgives ved industriministeriets foranstaltning og føres i overensstemmelse med de i bøgerne indeholdte anvisninger.

Stk. 2

Industriministeriet kan godkende andre former for skibsbøger samt tillade, at skibsbøger føres på anden måde end foreskrevet i stk. 1, herunder at tilførsler i skibsbøgerne helt eller delvis kan erstattes af optegnelser, som gøres på mekanisk måde vedrørende skibets navigering eller andre forhold, som skal indføres i skibsbøgerne.

§ 3

Skibsdagbogen føres af skibsføreren eller under hans tilsyn og medansvar af en styrmand.

Stk. 2

Maskindagbogen føres under skibsførerens tilsyn og medansvar af maskinchefen eller tillige under dennes tilsyn og medansvar af en maskinmester.

Stk. 3

Radiobogen føres af radioekspedienten under skibsførerens tilsyn og medansvar.

Stk. 4

Den, der fører en skibsbog, er ansvarlig for dens rigtighed.

Stk. 5

Skibsføreren skal påse, at skibsbøgerne føres nøjagtigt og forskriftsmæssigt, og skal mindst een gang månedlig kræve sig skibsbøgerne forelagt. Om den stedfundne forelæggelse meddeler skibsføreren bøgerne påtegning.

§ 4

Skibsbøgerne skal føres efter tidsfølgen, i havn for hvert døgn, i søen for hver vagt. Hvad der passerer på den enkelte vagt kan foreløbig optegnes i en kladde, men skal inden 24 timer efter vagtens udløb indføres i skibsdagbogen.

Stk. 2

Skibsbøgerne skal føres ordentligt og tydeligt. Hvad een gang er indført må ikke raderes, overstryges eller på anden måde gøres ulæseligt. Bliver rettelse nødvendig, skal den tilføjes som anmærkning.

§ 5

I skibsbøgerne skal nøjagtigt optegnes enhver under rejsen indtruffen begivenhed og omstændighed, hvorom kendskab kan være af betydning for redere, ladningsejere, assurandører eller andre, der har interesse i rejsen. Specielt skal der indføres nøjagtig oplysning om ethvert uheld, der måtte tilstøde skib eller ladning med angivelse af årsagen, de nærmere omstændigheder og de trufne foranstaltninger. Det samme gælder ved ethvert uheld af nogen betydning, der overgår ombordværende personer.

§ 6

Når en dagbog er udskrevet eller af anden grund ikke længere kan bruges, skal skibsføreren sørge for en ny bog og for dens autorisation. Autorisationen foretages af statens skibstilsyn. I udlandet kan dagbøger autoriseres af danske udenrigsrepræsentanter. I den gamle bog skal anmærkes, at en ny bog er blevet autoriseret, og hvornår dette er sket. Kan den ældre dagbog ikke bringes til stede, skal grunden dertil oplyses og anføres i den ny.

Stk. 2

Når en ny bog skal autoriseres, skal vedkommende embedsmand undersøge, om den tidligere anvendte bog er ordentlig ført dag for dag, og i modsat fald afgive indberetning til industriministeriet. I dagbogen gøres bemærkning om, hvornår indlevering er sket, og om den stedfundne undersøgelse.

Stk. 3

Enhver dagbog og dertil hørende kladde skal, når den er udskrevet, opbevares i mindst 3 år efter datoen for sidste indførsel. Hvis der for retten er rejst sag vedrørende skibets rejser i det tidsrum, dagbogen omfatter, skal den opbevares, indtil sagen endelig er afgjort.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. april 1987.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 289 af 27. juni 1967 om skibsbøger ophæves.

pre_paragraph I medfør af § 300, stk. 1 i søloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 141 af 1. april 1985 fastsættes herved følgende:


Industriministeriet, den 26. marts 1987, den 26. marts 1987

/NILS WILHJELM Jørgen Bredholt/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1987
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1987
Bekendtgørelse om skibsbøger | TheLawyer.sh