TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om anvendelse af journal for skadelige flydende stoffer (lastjournal)

BEK nr 165 af 01/04/1987

DanmarkBekendtgørelse1987

§ 1

I ethvert skib, som transporterer skadelige flydende stoffer i bulk, skal føres en journal over sådanne stoffer.

Stk. 2

Journalen udgives ved Miljøstyrelsens foranstaltning.

§ 2

En lastjournal må ikke tages i brug, før den er autoriseret af Statens Skibstilsyn. I udlandet kan lastjournalen autoriseres af danske udenrigsrepræsentanter.

Stk. 2

Når en ny journal skal autoriseres, skal vedkommende myndighed undersøge, om den tidligere anvendte journal er ført forskriftsmæssigt, og i modsat fald afgive indberetning til Statens Skibstilsyn. I journalen gøres bemærkning om, hvornår indlevering er sket, og om den stedfundne undersøgelse. Kan den tidligere journal ikke bringes til stede, skal grunden dertil oplyses og anføres i den ny.

Stk. 3

Enhver journal skal, når den er udskrevet, opbevares i mindst 3 år efter datoen for sidste indførsel.

Journalens førelse

Journalens førelse

§ 3

Journalen føres af skibsføreren eller, under hans tilsyn og medansvar, af en styrmand.

Stk. 2

Journalen føres i overensstemmelse med den i journalen indeholdte anvisning.

Stk. 3

Den, der fører journalen, er ansvarlig for dens rigtighed.

Stk. 4

Skibsføreren skal påse, at journalen føres forskriftsmæssigt, og skal mindst een gang om måneden kontrollere journalen. Skibsføreren skal give journalen påtegning om den stedfundne kontrol.

§ 4

Journalen skal føres tydeligt, og intet blad må udrives. Det, der en gang er indført, må ikke raderes, overstryges eller på anden måde gøres ulæseligt. Bliver det nødvendigt at foretage rettelse i journalen, skal rettelsen tilføjes som anmærkning.

§ 5

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, som overtræder denne bekendtgørelse.

Stk. 2

Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 6

Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. april 1987.


Miljøministeriet, den 1. april 1987, den 1. april 1987

/CHRISTIAN CHRISTENSEN Erik Lindegaard/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1987
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1987
Bekendtgørelse om anvendelse af journal for skadelige flydende stoffer (lastjournal) | TheLawyer.sh