TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om undervisningen i folkeskolens valgfag

BEK nr 26 af 19/01/1987

DanmarkBekendtgørelse1987

§ 1

Der kan tilbydes eleverne på 8.-10. klassetrin undervisning i følgende fag og emner: maskinskrivning, fotolære, drama, filmkundskab, datalære, geografi, biologi, formning, musik, håndarbejde, sløjd, hjemkundskab, motorlære samt kendskab til uddannelsesforhold og til vilkårene i arbejdslivet (arbejdskendskab). Der kan herudover tilbydes eleverne i 10. klasse undervisning i historie og latin.

Stk. 2

Der kan endvidere tilbydes eleverne undervisning i andre værkstedsfag, herunder i elektronik, under forudsætning af, at undervisningen tilrettelægges som værkstedsundervisning med overvejende vægt på fagets praktisk-tekniske sider.

Stk. 3

I faget arbejdskendskab indgår besøg og praktikophold i virksomheder og institutioner efter de herom fastsatte bestemmelser.

§ 2

Undervisningsministeriet, Direktoratet for Folkeskolen og Seminarier m.v., kan godkende, at der tilbydes eleverne undervisning i andre fag eller emner end de i § 1 nævnte. For 8. og 9. klassetrin kan der dog kun godkendes fag eller emner, hvori hovedformålet med undervisningen er, at eleverne tilegner sig praktiske (manuelle) færdigheder eller kunstneriske udtryksformer, jfr. lovens § 9, stk. 4.

Stk. 2

Undervisning i barnepleje som særskilt emne eller i tilknytning til faget hjemkundskab kræver ikke særlig godkendelse.

Stk. 3

Ansøgning om godkendelse efter stk. 1 indsendes gennem amtsrådet. II. Formålet med undervisningen i de enkelte valgfag

§ 3

Formålet med undervisningen i maskinskrivning er, at eleverne bliver fortrolige med skrivemaskinens brug og tilegner sig en sådan færdighed i blindskrift, at de bliver i stand til at anvende skrivemaskine på en rationel måde som et praktisk hjælpemiddel.

§ 4

Formålet med undervisningen i fotolære er, at eleverne erhverver viden om grundlæggende fotografiske processer og materialer, og at de tilegner sig færdigheder i fotografisk teknik og udtryksform.

Stk. 2

Undervisningen skal medvirke til, at eleverne udvikler deres evne til at bedømme fotografiske billeders indhold og komposition.

§ 5

Formålet med undervisningen i drama er, at eleverne udvikler deres evne for ved tale, bevægelse og andre virkemidler at give udtryk for oplevelser, tanker og følelser.

Stk. 2

Undervisningen skal fremme elevernes mulighed for at erkende sig selv og for at indleve sig i andre menneskers situation.

Stk. 3

Undervisningen skal tillige medvirke til, at eleverne udvider deres forståelse af sceniske udtryksformer og dermed deres forudsætninger for at opleve og bedømme dramatisk kunst.

§ 6

Formålet med undervisningen i filmkundskab er, at eleverne erhverver viden om film- og TV-mediernes udtryksmåder og om de særlige betingelser for produktion og modtagelse, der er baggrunden for mediernes funktion som formidlere af oplevelser og oplysninger.

Stk. 2

Det skal tilstræbes, at eleverne udvikler en vurderende holdning over for den indflydelse, der gennem medierne kan øves såvel på den enkelte som på samfundet som helhed.

Stk. 3

Undervisningen skal medvirke til, at eleverne tilegner sig nogen færdighed i at udtrykke sig ved hjælp af medierne, og til, at de udvider deres forudsætninger for at opleve og bedømme film og TV-kunst.

§ 7

Formålet med undervisningen i historie, geografi, biologi, formning, musik, håndarbejde, sløjd og hjemkundskab er som angivet i §§ 6-10 og 12-14 i bekendtgørelse af 19. januar 1987 om formålet med undervisningen i folkeskolens fag.

Stk. 2

Undervisningsministeriet, Direktoratet for Folkeskolen og Seminarier m.v., kan dog godkende, at der fastsættes et videregående eller supplerende formål med undervisningen på 8.-10. klassetrin.

Stk. 3

Ansøgning om godkendelse efter stk. 2 indsendes gennem amtsrådet.

§ 8

Formålet med undervisningen i motorlære er, at eleverne erhverver et praktisk og teoretisk kendskab til forskellige motorers opbygning og virkemåde og et særligt kendskab til motorkøretøjers konstruktion og hensigtsmæssige behandling.

Stk. 2

Det skal tilstræbes, at eleverne opnår nogen færdighed i at justere og vedligeholde motorer og motorkøretøjer.

§ 9

Formålet med undervisningen i arbejdskendskab er, at eleverne erhverver viden og gør erfaringer, som øger deres kendskab til arbejds- og samfundslivet, herunder til de uddannelsesmuligheder, der kan føre til erhvervsarbejde.

Stk. 2

Det skal tilstræbes, at eleverne bliver i stand til at bedømme de forhold, som betinger vilkårene på arbejdspladserne, og de interesser, som varetages af arbejdsmarkedets parter og af offentlige myndigheder.

Stk. 3

Undervisningen skal medvirke til, at eleverne udvikler interesse for sociale og økonomiske problemer med tilknytning til arbejdslivet og en åben holdning over for arbejds- og uddannelsesforhold.

Formålet med undervisningen i datalære er, at eleverne erhverver sig indsigt i elektronisk databehandling og dennes anvendelsesområder.

Stk. 2

Undervisningen skal give eleverne mulighed for oplevelse af og erfaring med problemløsning gennem brug af datamater.

Stk. 3

Undervisningen skal medvirke til, at eleverne får baggrund for at kunne vurdere og tage stilling til de muligheder, påvirkninger og konsekvenser, der følger af brugen af datamater.

Formålet med undervisningen i latin er, at eleverne opnår færdighed i at sætte sig ind i en let latinsk tekst og tilegner sig et centralt ordforråd og en sproglig arbejdsmetode, der rækker ud over selve sproget latin.

§ 10

Formålet med undervisningen i elektronik er, at eleverne erhverver viden om grundlæggende elektroniske kredsløb og deres funktioner og et praktisk kendskab til fagets arbejdsmetoder.

Stk. 2

Det skal tilstræbes, at eleverne opnår nogen færdighed i at konstruere og opbygge simple enheder, således at de får et grundlag for selvstændigt at løse elektroniske opgaver og problemer.

Stk. 3

Undervisningen skal medvirke til, at eleverne får forståelse for elektronikkens betydning i samfundet.

§ 11

Formålet med undervisningen i barnepleje er, at eleverne erhverver viden om småbørns pasning og pleje og om samfundets støtte- og hjælpeforanstaltninger til familier med småbørn.

Stk. 2

Det skal tilstræbes, at eleverne tilegner sig praktiske færdigheder, der gør dem egnede til at tage vare på småbørn.

Stk. 3

Undervisningen skal medvirke til, at eleverne får kendskab til og forståelse for de forhold, der kan fremme børns udvikling, og til, at eleverne kan blive sig det ansvar bevidst, som følger med at have med børn at gøre. III. Tilbuddet om undervisning i valgfag

§ 12

Alle valgfag kan tilbydes eleverne både på 8., 9. og 10. klassetrin, jfr. dog § 1, stk. 1, 2. pkt. og § 2, stk. 1, og undervisningen kan være fælles for elever fra to af disse klassetrin eller fra alle tre klassetrin, jfr. lovens § 23, stk. 2.

Stk. 2

Undervisningen i det enkelte fag kan tilrettelægges som et 1-årigt kursus, eller som et 2- eller 3-årigt kursus, jfr. dog § 20, stk. 1. Der kan endvidere tilbydes kursus i det enkelte fag, som er kortere end et helt skoleår.

Stk. 3

Det fastsættes i undervisningsplanen, hvilke valgfag den enkelte skole kan tilbyde eleverne, og på hvilke klassetrin, herunder eventuelt ved henvisning til andre skoler eller til ungdomsskolen, jfr. afsnit IV, samt i hvilket omfang undervisningen kan være fælles for elever fra flere klassetrin. Undervisningsplanen skal endvidere indeholde bestemmelser om undervisningens indhold og om de enkelte fags timetal.

§ 13

Tilbud om undervisning i valgfag fremsættes hvert år samtidig med tilbuddet om undervisning i tilbudsfag.

Stk. 2

Tilbuddet skal for den enkelte elev omfatte mindst to, i 10. klasse mindst tre valgfag, hvis samlede timetal ikke er mindre end det, eleven kan anvende til tilbudsfag, jfr. lovens § 9, stk. 5.

§ 14

Undervisningen i valgfag er frivillig for eleverne, jfr. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2

For elever, der er undergivet forældremyndighed, træffes afgørelsen om deltagelse af forældrene efter samråd mellem forældrene, eleven og skolen, jfr. lovens § 11, stk. 3.

Stk. 3

Valget af fag og kurser er bindende for et skoleår. Skolens leder kan dog tillade, at omvalg finder sted i løbet af skoleåret, hvis det er praktisk muligt. Endvidere kan en elev med forældrenes samtykke træde tilbage fra undervisningen.

Stk. 4

Er en elev henvist til undervisning i ungdomsskolen, jfr. § 18, uden at forældrene ved valget af fag har givet tilslutning hertil, er eleven berettiget til i stedet at deltage i den undervisning i tilbudsfag eller valgfag, som gennemføres på elevens egen skole eller eventuelt på en anden skole, jfr. lovens § 22, stk. 3.

§ 15

På grundlag af de fremsatte tilbud og elevernes tilmelding udarbejder skolerne forslag om, i hvilket omfang undervisningen i de tilbudte fag skal gennemføres ved skolen, og om eventuel henvisning til ungdomsskolen, jfr. § 18. Forslagene indsendes til skolekommissionen, der kan fastsætte en frist for indsendelsen.

Stk. 2

Beslutning om oprettelse af undervisningshold i valgfag træffes af kommunalbestyrelsen eller efter dennes bemyndigelse af skolekommissionen, for ungdomsskolens vedkommende efter indstilling fra ungdomsskolenævnet.

§ 16

Skolenævnet kan efter indstilling fra lærerrådet fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved tilbud og valg af fag, herunder om samrådet efter § 14, stk. 2.

Stk. 2

Deltager skolen i et samarbejde med andre skoler eller med ungdomsskolen, jfr. afsnit IV, kan kommunalbestyrelsen eller efter dennes bemyndigelse skolekommissionen fastsætte regler, der sikrer den indbyrdes koordinering af tilbuddene og den fælles planlægning af undervisningen. IV. Samarbejde med andre skoler eller med ungdomsskolen

§ 17

Undervisningen i valgfag kan være fælles for elever fra flere skoler eller tilrettelægges i samarbejde med den kommunale ungdomsskole, jfr. lovens § 22, stk. 2 og 3.

Stk. 2

Det fastsættes i skoleplanen, hvilke skoler der kan være omfattet af et sådant samarbejde.

Stk. 3

Elever, der i henhold til skoleplanens bestemmelser henvises til undervisning i andre skoler eller i ungdomsskolen, er berettiget til befordring til og fra denne undervisning efter reglerne i lovens § 25. Elevernes ret til vederlagsfri befordring i henhold til § 21 i bekendtgørelse nr. 341 af 13. juli 1983 om ungdomsskolen kan dog ikke begrænses.

§ 18

Henvisning af elever til undervisning i et valgfag i ungdomsskolen forudsætter,

  1. at der ikke er tilmeldt et tilstrækkeligt antal elever til at gennemføre undervisningen i faget på elevernes egen skole inden for de lokalt fastsatte rammer for skematimeforbruget, eller
  1. at skolen ikke råder over lærerkræfter, lokaler eller udstyr til at gennemføre undervisningen i faget.
Stk. 2

Henvisning forudsætter endvidere, at ungdomsskolen kan modtage eleverne til undervisning i faget efter de i undervisningsplanen fastsatte bestemmelser om fagets timetal og om undervisningens indhold m.v., jfr. § 12, stk. 3.

Stk. 3

Reglerne i stk. 1 og 2 begrænser ikke ungdomsskolens adgang til selvstændigt eller i samarbejde med skolerne at tilbyde eleverne undervisning i folkeskolens fag efter reglerne i lov om fritidsundervisning m.v.

§ 19

De nærmere retningslinier for samarbejdet med ungdomsskolen fastsættes af kommunalbestyrelsen efter forhandling med skolekommissionen og ungdomsskolenævnet. V. Særlige bestemmelser om valgfag, hvori eleverne kan indstille sig til afgangsprøve

§ 20

Fagene håndarbejde, sløjd, hjemkundskab og maskinskrivning skal så vidt muligt tilbydes hvert år som 1- eller 2-årigt kursus, der afsluttes på 8. eller 9. klassetrin i maj-juni. De kan ikke udelukkende tilbydes som 3-årige kursus.

Stk. 2

Undervisningen i hvert af fagene håndarbejde, sløjd og hjemkundskab skal for den enkelte elev kunne omfatte mindst 4 ugentlige timer i et helt skoleår eller et hertil svarende timetal i kursus af anden varighed.

Stk. 3

Undervisningens indhold i de i stk. 1 omtalte fag og i latin skal fastlægges således, at kravene ved Folkeskolens afgangsprøve i faget kan opfyldes, jfr. lovens § 16, stk. 3. VI. Andre bestemmelser

§ 21

Reglerne i afsnit I-IV omfatter ikke folkeskolen i Københavns kommune.

§ 22

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. februar 1987.

Stk. 2

Bekendtgørelsens bestemmelser om undervisning i datalære har kun gyldighed indtil 31. juli 1990.

Stk. 3

Bekendtgørelse nr. 658 af 28. november 1975 ophæves.

pre_paragraph I medfør af § 9, stk. 4, i lov om folkeskolen, jfr. lovbekendtgørelse nr. 541 af 21. august 1986 fastsættes: I. Kredsen af valgfag


Undervisningsministeriet, den 19. januar 1987, den 19. januar 1987

/Helge Thomsen Liselotte Nielsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1987
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1987
Bekendtgørelse om undervisningen i folkeskolens valgfag | TheLawyer.sh