TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om adgangseksamen til teknika (ingeniørhøjskolerne) og om kursus til adgangseksamen

BEK nr 329 af 26/05/1987

DanmarkBekendtgørelse1987

§ 1

Efter nærmere bestemmelse fra Undervisningsministeriet, Direktoratet for de Videregående Uddannelser, afholdes ved teknika (ingeniørhøjskolerne) og Aalborg Universitetscenter adgangseksamen til ingeniøruddannelserne ved teknika og de teknisk-naturvidenskabelige uddannelser ved Aalborg Universitetscenter.

Stk. 2

De uddannelser, som denne eksamen giver adgang til, er nævnt i bekendtgørelse om optagelse ved ingeniøruddannelserne på Danmarks Tekniske Højskole, Danmarks Ingeniørakademi og teknika og bekendtgørelse om optagelse ved uddannelserne på Roskilde og Aalborg universitetscentre.

§ 2

Formålet med adgangseksamen er at konstatere, at eksaminanderne uddannelsesmæssigt har de nødvendige teoretiske forudsætninger for at begynde på ingeniøruddannelserne.

§ 3

Kursus til forberedelse til adgangseksamen - adgangskursus - gennemføres ved teknika og Aalborg Universitetscenter.

§ 4

Undervisningen ved adgangskursus er normeret til 1 år, der omfatter 40 undervisningsuger inklusive eksamen.

Stk. 2

Kursus planlægges og beskrives ved hjælp af studiemoduler. Et modul er normeret til 120 arbejdstimer for en studerende.

§ 5

Adgangseksamen og adgangskursus omfatter følgende fag med antal studiemoduler, prøveantal og -form som angivet i det følgende: Fag: Modulantal: Prøveantal og -form: Dansk 1 mundtlig og og ideehistorie 3 1 skriftlig Engelsk 2 1 mundtlig Fysik 4 1 skriftlig Kemi 2 1 skriftlig Matematik 4 2 skriftlige Tysk 2 1 mundtlig

Stk. 2

Direktoratet for de Videregående Uddannelser fastsætter nærmere regler om de enkelte fags formål og indhold og om adgangseksamen, herunder om krav til eksaminanderne om gennemførte laboratoriekurser i fysik og kemi. Direktoratet kan godkende sådanne afvigelser fra reglerne, som er begrundet i forholdene ved det enkelte adgangskursus, eller som er led i forsøgsundervisning.

Eksamensordning og karaktergivning

Eksamensordning og karaktergivning

§ 6

Adgangseksamen afholdes af den eksamensberettigede institution i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel og med de regler, der fastsættes af direktoratet.

§ 7

Ordinær eksamen afholdes normalt i eksamensterminen maj-juni og ved adgangskursus med studiestart i januar tillige i december-januar.

Stk. 2

Direktoratet fastsætter regler om sygeeksamen og om omprøve i enkelte fag.

§ 8

Tilmelding til adgangseksamen foretages til den institution, hvor eksamen ønskes aflagt. Direktoratet fastsætter regler om tilmelding og framelding.

Stk. 2

En eksaminand kan højst deltage 2 gange i ordinær eksamen. Den enkelte institution kan dog tillade en eksaminand at deltage en 3. gang, hvor dette er begrundet i usædvanlige forhold.

Stk. 3

Personer, som allerede har bestået en af de øvrige eksaminer, der giver adgang til teknika eller de teknisk-naturvidenskabelige uddannelser ved Aalborg Universitetscenter, kan ikke deltage i adgangseksamen.

§ 9

Direktoratet nedsætter en eksamenskommission, hvis opgave er at overvåge adgangseksamens niveau. Kommissionen er ansvarlig for udarbejdelse af opgaver til de skriftlige prøver og foretager indstilling til direktoratet om fastsættelse af pensa til adgangseksamen.

Stk. 2

Nærmere regler om kommissionens sammensætning og arbejdsopgaver fastsættes af direktoratet.

§ 10

Ved prøverne (skriftlige og mundtlige) medvirker censorer beskikket af direktoratet efter indstilling af eksamenskommissionen. De nærmere regler om fremgangsmåden ved beskikkelsen m.v. fastsættes af direktoratet.

§ 11

For hver prøve, jf. § 5, gives en karakter efter 13-skalaen. Reglerne om anvendelse af 13-skalaen og betingelserne for at bestå adgangseksamen følger af bekendtgørelse nr. 32 af 4. februar 1963 om karakterskala og bekendtgørelse nr. 153 af 15. maj 1964 om dispensation i særlige tilfælde fra karakterkrav ved realeksamen og studentereksamen.

Stk. 2

Prøverne skal aflægges i samme eksamenstermin. Eksaminander, der ikke har bestået adgangseksamen i en ordinær eksamenstermin, kan dog melde sig til omprøve i prøver, hvor den opnåede karakter er 5 eller derunder. Til at bestå med omprøve kræves, at eksaminanden mindst har fået karakteren 6.

§ 12

Bevis for adgangseksamen udstedes på en blanket, der underskrives af rektor ved den institution, hvor eksamen er aflagt. Blanketten skal godkendes af direktoratet.

Stk. 2

Til personer, der har aflagt enkelte af adgangseksamens prøver uden at have været tilmeldt hele adgangseksamen, udsteder rektor bevis for den enkelte prøve, hvis den opnåede karakter er mindst 6. En eksaminand kan desuden forlange udskrift af opnåede karakterer.

§ 13

Direktoratet kan bestemme, at eksaminander med visse nærmere opgivne offentlige eksaminer er fritaget for prøver i bestemte fag.

Stk. 2

Når ganske særlige forhold gør sig gældende, kan direktoratet godkende, at en eksaminand fritages for at deltage i en prøve.

Stk. 3

Fritages en eksaminand i de tilfælde, der nævnes i stk. 1 og 2, for at aflægge en eller flere prøver, kræves mindst karakteren 6 i hver af de øvrige prøver. Fritagelsen og begrundelsen for fritagelsen anføres i eksamensbeviset.

Adgangsgrundlag og betingelser for optagelse

Adgangsgrundlag og betingelser for optagelse

§ 14

Ved adgangskursus optages ansøgere, som opfylder et af følgende krav: 1. Har aflagt folkeskolens afgangsprøver i dansk, engelsk og tysk og folkeskolens udvidede afgangsprøver i regning/matematik og fysik/kemi med en karakter på mindst 6 i hver prøve. En karakter på 5 i en prøve kan dog opvejes af en årskarakter på mindst 8 i samme fag. Der ses bort fra karakterer i orden. 2. Har bestået udvidet teknisk forberedelseseksamen med 2 fremmedsprog, realeksamen med matematik eller tilsvarende eller højere eksamen. 3. Har bestået eksamen som teknisk assistent, laborant, maskintekniker, elektroniktekniker, elektroinstallatør, byggetekniker, landmålingstekniker, maskinmester eller gennemført anden tilsvarende eller højere teknisk eksamensuddannelse, suppleret med fagene engelsk og tysk som ved folkeskolens afgangsprøve, hvis dette niveau i de 2 sprog ikke er opnået ved den pågældende tekniske eksamensuddannelse.

Stk. 2

Ansøgere, der ikke opfylder et af de krav, der nævnes i stk. 1, kan optages, hvis institutionen skønner, at de nødvendige forudsætninger for at gennemføre adgangskursus er til stede. Adgang kan betinges af, at ansøgeren før optagelsen består en eller flere supplerende prøver.

Klage, dispensation m.v.

Klage, dispensation m.v.

§ 15

Klager over en institutions afgørelse i henhold til denne bekendtgørelse, indgives til den pågældende institution. Hvis en klage ikke tages til følge, og klageren fastholder klagen, videresender institutionen klagen - bilagt en udtalelse - til Direktoratet for de Videregående Uddannelser.

§ 16

Direktoratet for de Videregående Uddannelser kan dispensere fra bekendtgørelsens bestemmelser, når det findes begrundet i usædvanlige forhold. Der skal foreligge en indstilling fra vedkommende institution, inden der træffes afgørelse.

Stk. 2

Ansøgninger om dispensation skal, hvor det er muligt, vedlægges dokumentation for de forhold, der anføres som dispensationsgrund.

Stk. 3

Direktoratet kan tillade institutionen at dispensere fra bekendtgørelsen inden for nærmere angivne rammer.

§ 17

Direktoratets afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

Ikrafttræden m.v.

Ikrafttræden m.v.

§ 18

Bekendtgørelsen træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 116 af 23. marts 1983 om adgangseksamen til teknika (ingeniørhøjskolerne) og om kursus til adgangseksamen ophæves.


Undervisningsministeriet, den 26. maj 1987, den 26. maj 1987

/BERTEL HAARDER Birgitte Krogsdam/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1987
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1987
Bekendtgørelse om adgangseksamen til teknika (ingeniørhøjskolerne) og om kursus til adgangseksamen | TheLawyer.sh