Bekendtgørelse om ansøgning (* 1) og registrering af varemærker
BEK nr 334 af 29/05/1987
§ 1
Ansøgning om registrering af varemærker indgives til Patentdirektoratet, København (registreringsmyndigheden). Ansøgningen skal affattes på dansk på dertil bestemte blanketter.
Har ansøgeren ikke bopæl her i landet, skal han have en herboende fuldmægtig, som kan repræsentere ham i alt vedrørende ansøgningen og den deraf følgende registrering.
§ 2
Ansøgningen skal indeholde en gengivelse af mærket.
§ 3
Ansøgningen skal være underskrevet af ansøgeren eller hans fuldmægtig og angive:
- ansøgerens navn og postadresse samt, såfremt ansøgeren er repræsenteret af en fuldmægtig, dennes navn og adresse,
- ansøgerens erhverv,
- den eller de varer og/eller tjenesteydelser, for hvilke mærket ønskes registreret, samt den eller de klasser, til hvilke den eller de nævnte varer/tjenesteydelser henføres. Såfremt mærket ønskes registreret for alle varer og/eller tjenesteydelser i en eller flere klasser, skal alene klassen/klasserne angives. Angivelsen af klasse eller klasser skal være i overensstemmelse med den som bilag til denne bekendtgørelse optagne klassefortegnelse, og
- nummeret på den registrering i hjemlandet, som skal danne grundlag for registreringen her i landet, dersom registrering i henhold til varemærkelovens § 28 kun kan ske på grundlag af en registrering i ansøgerens hjemland.
Som bilag skal medfølge:
a) såfremt mærket ikke udelukkende består af ord, gengivet med almindelige bogstaver, en nøjagtig afbildning af mærket på holdbart papir i 5 eksemplarer af højst 8 cm i bredden og 8 cm i højden,
b) såfremt ansøgeren er repræsenteret af en fuldmægtig, fuldmagt for denne, og
c) bevis for registrering af mærket i hjemlandet i de under stk. 1, nr. 4 nævnte tilfælde.
Med ansøgningen skal følge de foreskrevne afgifter.
§ 4
Vil en ansøger påberåbe sig prioritet for ansøgningen i henhold til bestemmelserne i varemærkelovens § 18 eller § 30, skal begæring herom fremsættes i ansøgningen med oplysning om, fra hvilken dag og på hvilket grundlag prioriteten påberåbes, eller fremsættes skriftligt med de nævnte oplysninger senest 1 måned efter ansøgningens indgivelse.
Registreringsmyndigheden kan forlange, at ansøgeren inden for en af myndigheden fastsat frist indleverer fornødent bevis for rigtigheden af de af ham givne oplysninger.
§ 5
Når ansøgningen modtages af registreringsmyndigheden, forsynes den med indleveringsdato og ansøgningsnummer, og der gives ansøgeren kvittering for modtagelsen af ansøgningen.
§ 6
Når ansøgningen er fundet i behørig orden og intet er fundet til hinder for registrering, bekendtgøres ansøgningen i Registreringstidende for vare- og fællesmærker.
§ 7
Inden for en frist af 2 måneder fra bekendtgørelsesdagen, kan enhver overfor registreringsmyndigheden fremkomme med indsigelse mod mærkets registrering. Indsigelser skal fremsættes skriftligt med behørig begrundelse. Der gives ansøgeren lejlighed til at udtale sig om de fremkomne indsigelser.
Efter fristens udløb optages ansøgningen til fortsat behandling.
Godkendes ansøgningen, indføres varemærket i varemærkeregistret og bekendtgørelse herom sker i Registreringstidende. Samtidig underrettes ansøgeren om registreringen ved fremsendelse af en udskrift af registret.
Afslås ansøgningen, underrettes ansøgeren herom. Når de ved varemærkelovens § 44 fastsatte ankefrister er udløbet, uden at afgørelsen er indbragt for industriministeren eller domstolene, bekendtgøres afgørelsen i Registreringstidende.
§ 8
Varemærkeregistret skal indeholde oplysning om ansøgningsdato, bekendtgørelsesdato samt registreringsdato og -nummer, mærkeindehaverens navn og postadresse, en gengivelse af mærket, angivelse af de klasser eller de varer og tjenesteydelser indenfor en eller flere klasser, registreringen omfatter, samt bemærkning om eventuel prioritet for ansøgningen. Har mærkeindehaveren ikke bopæl her i landet, skal registret indeholde oplysning om hans fuldmægtigs navn og adresse. Har mærkeindehaveren bopæl her i landet og har han udpeget en fuldmægtig til at repræsentere sig i alt vedrørende registreringen, skal registret indeholde oplysning om hans fuldmægtigs navn og adresse.
§ 9
Begæring om mærkeændring i henhold til varemærkelovens § 24 skal fremsættes skriftligt.
Såfremt ændringen angår et mærke, der ikke udelukkende består af ord gengivet med almindelige bogstaver, skal der medfølge 2 afbildninger af mærket.
Tages begæringen til følge indføres mærket i registret.
§ 10
Den, til hvem retten til et registreret varemærke er overgået, skal til registreringsmyndigheden indgive skriftlig begæring om, at overdragelsen tilføres varemærkeregistret. Begæringen skal indeholde oplysning om den nye mærkeindehavers navn, erhverv og postadresse og skal være ledsaget af behørig dokumentation for overdragelsen.
§ 11
Har indehaveren af et registreret varemærke givet en anden ret til at anvende mærket i erhvervsøjemed (licens), skal varemærkeregistret, såfremt mærkeindehaveren eller licenstageren indgiver skriftlig begæring herom ledsaget af behørig dokumentation for den meddelte licens.
Er retten til et registreret varemærke blevet pantsat, eller er der foretaget udlæg deri, skal panthaverens eller udlægshaverens navn eller firma og postadresse tilføres varemærkeregistret, såfremt mærkeindehaveren, panthaveren eller udlægshaveren indgiver skriftlig begæring herom, ledsaget af behørig dokumentation for de således stiftede rettigheder.
§ 12
Udpeger en mærkeindehaver en fuldmægtig eller en ny fuldmægtig, må fuldmagt indleveres, og den nye fuldmægtigs navn og adresse indføres i registeret.
§ 13
Sker der i øvrigt ændring i noget forhold, hvorom bemærkning tidligere er tilført varemærkeregistret, skal ændringen tilføres registret, såfremt mærkeindehaveren eller en anden dertil berettiget indgiver skriftlig begæring herom ledsaget af behørig dokumentation for ændringen.
§ 14
Er en begæring om tilførsel til varemærkeregistret om noget forhold, der omfattes af bestemmelserne i §§ 9-11 og § 13, ikke underskrevet af den, der er berettiget til at indgive sådan begæring, skal denne være ledsaget af behørig fuldmagt for underskriveren.
§ 15
Ansøgning om fornyelse af et varemærkes registrering kan tidligst indgives 1 år før og skal være indgivet senest 6 måneder efter registreringsperiodens udløb.
Ansøgning om fornyelse sker ved indbetaling af den for fornyelse foreskrevne fornyelsesafgift og klassafgift for de vareklasser og klasser for tjenesteydelser, for hvilke registreringen ønskes fornyet, med samtidig angivelse af registreringsnummeret for varemærket.
Fornyelsesafgift og klasseafgift, som betales efter udløbet af den pågældende registreringsperiode, skal erlægges med forhøjet beløb.
Såfremt ændring som nævnt i §§ 10, 12 eller 13 har fundet sted, skal meddelelse herom ske samtidig med fornyelsesansøgningen, ledsaget af behørig dokumentation for ændringen.
Har mærkeindehaveren ikke iagttaget de om ansøgningen om fornyelse givne forskrifter, giver registreringsmyndigheden en frist til at berigtige ansøgningen.
Er ansøgningen ikke berigtiget inden udløbet af den fastsatte frist, afslås den, og mærkeindehaveren underrettes herom. Når de ved varemærkelovens § 44 fastsatte ankefrister er udløbet, uden at registrereringsmyndighedens afgørelse er indbragt for industriministeren eller domstolene, slettes varemærket af registret, og bekendtgørelse herom sker i Registreringstidende.
Findes ansøgningen i orden, indføres fornyelsen i varemærkeregistret, og bekendtgørelse herom sker i Registreringstidende. Samtidig underrettes mærkeindehaveren om registreringens fornyelse.
Er ansøgning om fornyelse ikke indgivet inden 6 måneder efter registreringsperiodens udløb, slettes varemærket af registret, og bekendtgørelse herom sker i Registreringstidende.
§ 16
Begæring om et varemærkes udslettelse af registret skal være underskrevet af mærkeindehaveren selv eller af hans fuldmægtig. Når mærket er slettet af registret, bekendtgøres dette i Registreringstidende.
§ 17
Fuldmagter, overdragelsesdokumenter og andre i denne bekendtgørelse omhandlede dokumenter skal, hvis de er affattet på et fremmed sprog, på registreringsmyndighedens forlangende forsynes med en af en statsautoriseret translatør bekræftet oversættelse.
§ 18
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 15. juni 1987.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 335 af 21. september 1960 som ændret ved bekendtgørelse af 4. november 1971 og ved bekendtgørelse nr. 589 af 9. december 1976.
pre_paragraph I medfør af § 16 og § 46 i varemærkelov nr. 211 af 11. juni 1959, jf. lovbekendtgørelse nr. 141 af 18. marts 1986 fastsættes herved følgende:
Industriministeriet, den 29. maj 1987, den 29. maj 1987
/NILS WILHJELM Niels Erik D. Jensen/
Bilag
Klassefortegnelse
I. Varer
Klasse 1. Kemiske produkter til industrielle, videnskabelige og fotografiske formål samt til anvendelse i landbrugs-, havebrugs og skovbrugsøjemed, kunstig harpiks i rå tilstand, plastic i rå tilstand, gødningsmidler, ildslukningsmidler, præparater til hærdning og lodning, kemiske konserveringsmidler til levnedsmidler, garvestoffer, bindemidler til industrielle formål.
Klasse 2. Maling, fernis, lak, rustbeskyttelsesmidler og træimprægneringsmidler, farvestoffer, bejdsemidler, naturlig harpiks i rå tilstand, bladmetaller og metalpulver til brug for malere, dekoratører, bogtrykkere og kunstnere.
Klasse 3. Blegemidler og andre midler til vask og rensning af tøj, præparater til rengøring, polering og fjernelse af pletter samt slibemidler, sæbe, parfumerivarer, æteriske olier, kosmetiske præparater, hårvand, tandplejemidler.
Klasse 4. Olier og fedtstoffer til industrielle formål, smøremidler, midler til absorbering, fugtning og binding af støv, brændstoffer (herunder motordrivmidler) og belysningsstoffer, lys og væger.
Klasse 5. Farmaceutiske og veterinærmedicinske præparater samt præparater til sundhedspleje, diætetiske præparater til medicinsk brug, næringsmidler til spædbørn, plastre og forbindsstoffer, materiale til tandplombering og til tandaftryk, desinfektionsmidler, præparater til udrydelse af skadedyr, svampeog ukrudtsdræbende midler.
Klasse 6. Uædle metaller og legeringer heraf, byggematerialer af metal, transportable bygninger af metal, materialer af metal til jernbaneanlæg, metalkabler og -tråd (dog ikke til elektriske formål), kleinsmedearbejder, isenkramvarer af metal, metalrør, pengeskabe, andre varer af metal (ikke indeholdt i andre klasser), malm.
Klasse 7. Maskiner og værktøjsmaskiner, motorer (dog ikke til køretøjer), koblinger og drivremme (dog ikke til køretøjer), landbrugsredskaber, rugemaskiner.
Klasse 8. Håndværktøj og -instrumenter (hånddrevne), knivsmedevarer, gafler og skeer, hug- og stikvåben, barbermaskiner.
Klasse 9. Videnskabelige, nautiske, geodætiske, elektriske, fotografiske, kinematografiske og optiske apparater og instrumenter samt apparater og instrumenter til vejning, måling, signalering, kontrol, livredning og undervisning, apparater til optagelse, transmission og gengivelse af lyd eller billede, magnetiske databærere, lydplader, møntautomater og -apparater, kasseapparater, regnemaskiner og databehandlingsudstyr, ildslukningsapparater.
Klasse 10. Kirurgiske, medicinske, odontologiske og veterinære apparater og instrumenter samt kunstige lemmer, øjne og tænder, ortopædiske artikler, suturmaterialer.
Klasse 11. Apparater til belysning, opvarmning, dampdannelse, kogning, køling, tørring, ventilation og vandledning samt sanitetsinstallationer.
Klasse 12. Køretøjer, befordringsmidler til brug på land, i luften eller i vandet.
Klasse 13. Skydevåben, ammunition og projektiler, sprængstoffer, fyrværkerigenstande.
Klasse 14. Ædle metaller og legeringer heraf samt varer af ædle metaller eller varer overtrukket hermed og ikke indeholdt i andre klasser, juvelerarbejder, smykker, ædelstene, ure og kronometriske instrumenter.
Klasse 15. Musikinstrumenter.
Klasse 16. Papir, pap, varer heraf og ikke indeholdt i andre klasser, tryksager, bogbinderiartikler, fotografier, papirhandlervarer, klæbemidler til papirvarer og til husholdningsbrug, artikler til brug for kunstnere, pensler, skrivemaskiner og kontorartikler (dog ikke møbler), instruktionsog undervisningsmateriale (dog ikke apparater), plasticmateriale til emballeringsbrug (ikke indeholdt i andre klasser), spillekort, tryktyper, klicheeer.
Klasse 17. Kautsjuk, guttaperka, gummi, asbest, glimmer samt varer fremstillet af disse materialer og ikke indeholdt i andre klasser, plastic i halvforarbejdet tilstand, tætnings-, paknings- og isoleringsmateriale, slanger, dog ikke af metal.
Klasse 18. Læder og læderimitationer samt varer fremstillet af disse materialer og ikke indeholdt i andre klasser, skind og huder, kufferter og rejsetasker, paraplyer, parasoller og spadserestokke, piske og sadelmagervarer.
Klasse 19. Byggematerialer (ikke af metal), stive rør til bygningsbrug (ikke af metal), asfalt, beg, tjære og bitumen, transprotable bygninger (ikke af metal), monumenter (ikke af metal).
Klasse 20. Møbler, spejle, billedrammer, varer (ikke indeholdt i andre klasser) af træ, kork, rør, spanskrør, kurvefletning, horn, ben, elfenben, fiskeben, skildpadde, rav, perlemor og merskum samt af erstatningsstoffer for disse materialer eller af plastic.
Klasse 21. Husholdnings- og køkkenredskaber samt beholdere (dog ikke af ædle metaller eller overtrukket hermed), kamme og svampe, børster, børstenbindermateriale, redskaber til rengøringsformål, ståluld, glas i rå eller halvforarbejdet tilstand (med undtagelse af glas til bygningsbrug), glasvarer, porcelæn og keramik (ikke indeholdt i andre klasser).
Klasse 22. Tovværk, reb, liner, snore, net, telte, markiser, presenninger, sejl, sække (ikke indeholdt i andre klasser), polstringsmateriale (dog ikke af kautsjuk eller af plastic), ubearbejdet fibermateriale til tekstilfabrikation.
Klasse 23. Garn og tråd til tekstilfabrikation.
Klasse 24. Vævede stoffer og tekstilvarer (ikke indeholdt i andre klasser), senge- og bordtæpper.
Klasse 25. Beklædningsgenstande, fodtøj og hovedbeklædning.
Klasse 26. Kniplinger og broderier, bånd og possementmagervarer, knapper, hægter og maller, knappenåle og synåle, kunstige blomster.
Klasse 27. Tæpper, måtter, linoleum og andet belægningsmateriale til eksisterende gulve, vægbeklædningsmateriale, som ikke er tekstilvarer.
Klasse 28. Spil og legetøj, gymnastik- og sportsartikler (ikke indeholdt i andre klasser), julepynt.
Klasse 29. Kød, fisk, fjerkræ og vildt, tørrede og kogte frugter og grøntsager, gelee og syltetøj, æg, mælk og mejeriprodukter, spiselige olier og spisefedt, salatdressinger, konserves.
Klasse 30. Kaffe, the, kakao, sukker, ris, tapioka, sago, kaffeerstatning, mel og næringsmidler af korn, brød, konditori- og konfekturevarer, spiseis, honning, sirup, gær, bagepulver, salt, sennep, eddike, herunder vineddike, saucer (dog ikke salatdressinger), krydderier, råis.
Klasse 31. Landbrugs-, skovbrugs- og havebrugsprodukter samt korn (ikke indeholdt i andre klasser), levende dyr, friske frugter og grøntsager, frø og såsæd, naturlige planter og blomster, næringsmidler til dyr, malt.
Klasse 32. Øl, mineralvand og kulsyreholdige vande og andre ikke alkoholholdige drikke, frugtdrikke og frugtsaft, saft og andre præparater til fremstilling af drikke.
Klasse 33. Alkoholholdige drikke (dog ikke øl).
Klasse 34. Tobak, artikler for rygere, tændstikker.
II. Tjenesteydelser
Klasse 35. Annonce- og reklamevirksomhed, bistand ved udøvelse af forretningsvirksomhed.
Klasse 36. Forsikringsvirksomhed og finansiel virksomhed.
Klasse 37. Bygge-, installations-, vedligeholdelses- og reparationsvirksomhed.
Klasse 38. Telekommunikationsvirksomhed.
Klasse 39. Transport- og opbevaringsvirksomhed.
Klasse 40. Forarbejdning og behandling af materialer og genstande.
Klasse 41. Opdragelses-, uddannelses- og underholdningsvirksomhed.
Klasse 42. Andre tjenesteydelser, der ikke indeholdes i klasserne 35-41.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1987
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1987