Bekendtgørelse om lægers anmeldelse til Cancerregisteret af kræftsygdomme m.v.
BEK nr 50 af 15/01/1987
§ 1
Det påhviler læger at foretage anmeldelse til Cancerregisteret efter reglerne i denne bekendtgørelse.
For Cancerregisteret er der ved indenrigsministeriets bekendtgørelse af 15. januar 1987 fastsat registerforskrifter i medfør af lov nr. 294 af 8. juni 1978 om offentlige myndigheders registre.
§ 2
Pligten til at foretage anmeldelse omfatter de i bilag 1 anførte sygdomme m.v. samt mistænkte tilfælde heraf.
De i bilag 1 anførte diagnoser og diagnosenumre svarer til sundhedsstyrelsens klassifikation af sygdomme af 1976, der bygger på Verdenssundhedsorganisationens sygdomsklassifikation. Ved revision heraf kan Cancerregisteret foretage tilsvarende ændringer af bilag 1.
Anmeldelse skal foretages uanset eventuel anmeldelse til andre centrale registre.
Anmeldelse skal foretages ved: 1. alle nydiagnosticerede tilfælde af tumorsygdom, 2. tilfælde af multiple tumorer hos samme person, med separat anmeldelse på hver tumorsygdom, som opfattes som en ny primær tumor, 3. revision af tidligere diagnose omfattet af anmeldelsespligten, 4. konstatering af, at en tidligere anmeldt tumor ikke har været tilstede, 5. progression af prækankrøse forandringer eller carcinoma in situ, herunder overgang til invasiv tumor.
Anmeldelse foretages senest i forbindelse med patientens udskrivelse fra hospital.
§ 3
Pligten til at foretage anmeldelse påhviler: 1. overlæger ved hospitalsafdelinger, der for første gang diagnosticerer, kontrollerer eller behandler klinisk og/ eller mikroskopisk diagnosticerede, anmeldelsespligtige sygdomstilfælde, uanset om tilfældet er anmeldt tidligere, 2. praktiserende speciallæger og alment praktiserende læger, som iværksætter behandling eller kontrol af anmeldelsespligtige tilfælde uden henvisning til behandling på hospital, 3. tilsynsførende læger ved institutioner som f.eks. plejehjem og lignende, som diagnosticerer anmeldelsespligtige tilfælde uden henvisning til behandling på hospital, 4. overlæger ved patologiske hospitalsafdelinger eller institutter samt prosektorer ved de retsmedicinske institutter, når der ved obduktion påvises anmeldelsespligtig sygdom samt når sådan sygdom tidligere har været påvist eller mistænkt, men ikke påvises ved obduktion.
Anmeldelse til Cancerregisteret skal underskrives af den pågældende læge eller af den læge, som overlægen bemyndiger hertil.
§ 4
Anmeldelse foretages på særlig blanket for kliniske tilfælde som bilag 2 og ved obduktion som bilag 3.
Anmeldelsesblanketter og specialkuverter til indsendelse kan rekvireres vederlagsfrit fra Cancerregisteret.
Cancerregisteret udarbejder vejledning om anmeldelse.
§ 5
Cancerregisteret kan træffe aftale med anmeldelsespligtige hospitalsafdelinger om anmeldelse på datamedium i stedet for blanketanmeldelse.
§ 6
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 1987.
pre_paragraph I medfør af § 11 i lov nr. 72 af 14. marts 1934 om udøvelse af lægegerning, jævnfør lovbekendtgørelse nr. 426 af 19. august 1976 fastsættes:
SUNDHEDSSTYRELSEN, DEN 15. JANUAR 1987
/SØREN K. SØRENSEN Øhlenschlæger/
Bilag 1
Anmeldelsespligtige tumorsygdomme
140-149 Ondartet svulst i mundhule og svælg
150-159 Ondartet svulst i fordøjelsesorganer og bughule
160-163 Ondartet svulst i åndedrætsorganerne
170-174 Ondartet svulst i knogle, bindevæv, hud og brystkirtel
180-189 Ondartet svulst i urin- og kønsorganer
190-199 Ondartet svulst med anden (øje, hjerne, nervesystem, thyroidea, endocrine kirtler) eller ikke nærmere angivet lokalisation
200-207 Svulster i lymfatisk og bloddannende væv undtaget 208 polycytæmi og 209 myelofibrose
223 Godartet svulst i nyre-bækken, blære og urinveje
225 Godartet svulst i hjerne og andre dele af nervesystemet
230-239 Svulster uden angivelse af om de er af godartet eller ondartet natur, herunder carcinoma in situ og dysplasi af cervix uteri.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1987
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1987