Bekendtgørelse om uddannelse af eksportteknikere
BEK nr 533 af 12/08/1987
§ 1
Undervisningsministeriet, Direktoratet for Erhvervsuddannelserne, kan godkende, at tekniske skoler og handelsskoler i samarbejde gennemfører uddannelse til eksporttekniker.
Uddannelsen varer 4 år og består af 8 trin af hvert 1/2 års varighed. Trin 1 og 3 gennemføres i den tekniske skoles regi, og trin 5 og 7 gennemføres i handelsskolens regi. Hvert skoleophold har en varighed på 100-105 undervisningsdage. Trin 2, 4, 6 og 8 gennemføres som praktik i en virksomhed. I trin 8 indgår udarbejdelse af en hovedopgave.
§ 2
Formålet med uddannelsen er at give de studerende en sådan teknisk, merkantil og sproglig viden, at de bliver i stand til at analysere, formidle og tage stilling til kommercielle og tekniske problemstillinger samt gennemføre eksportmarkedsføring dels i forbindelse med opdyrkning af nye markeder dels i forbindelse med vedligeholdelse og udbygning af eksisterende markeder. Adgangsbetingelser og optagelsesregler
§ 3
For at opnå adgang til uddannelsen skal den uddannelsessøgende have bestået højere handelseksamen, højere teknisk eksamen, studentereksamen, højere forberedelseseksamen eller på anden måde have erhvervet tilsvarende kundskaber.
Adgang har desuden uddannelsessøgende, der har gennemført en faglig uddannelse, når denne er suppleret med de for eksportteknikeruddannelsen fornødne teoretiske forkundskaber på et niveau svarende til, hvad der opnås ved de uddannelser, der er nævnt i stk. 1.
Det forudsættes, at den uddannelsessøgende har to fremmedsprog på HF fællesfag niveau, højere handelseksamen niveau 3 eller tilsvarende niveau. Det ene sprog skal være engelsk.
Skolen afgør, om en ansøger opfylder adgangsbetingelserne i stk. 1-3.
§ 4
Direktoratet kan efter indstilling fra uddannelsesnævnet, jf. § 24, dispensere fra adgangsbetingelserne i § 3.
§ 5
Er der flere kvalificerede ansøgere, end skolen har plads til, fastsætter skolen efter indstilling fra undervisningsudvalget, jf. § 25, regler om, hvilke kvalifikationer der tillægges vægt ved optagelsen.
Skolen formidler kontakt mellem afviste, kvalificerede ansøgere og skoler med ledig kapacitet inden for uddannelsen. Undervisning og praktik
§ 6
Uddannelsen omfatter 2.800 lektioner, inkl. tid til afholdelse af prøver og eksamen.
De praktikophold, der indgår i uddannelsen, gennemføres normalt straks efter afslutningen af skoleopholdene. Den praktiske uddannelse finder sted i en eller flere erhvervsvirksomheder. I forbindelse med hovedopgaven i trin 8 yder skolen hver studerende bistand i et omfang svarende til 15 lektioner.
§ 7
Undervisningen omfatter: Trin 1: Tekniske fag 560 lektioner Merkantile fag 60 lektioner Fremmedsprog 80 lektioner Trin 3: Tekniske fag 560 lektioner Merkantile fag 60 lektioner Fremmedsprog 80 lektioner Trin 5: Tekniske fag 140 lektioner Merkantile fag 360 lektioner Fremmedsprog 200 lektioner Trin 7: Tekniske fag 140 lektioner Merkantile fag 360 lektioner Fremmedsprog 200 lektioner Trin 8: Hovedopgave 15 lektioner pr. studerende Undervisningen foregår i nært samarbejde mellem den tekniske skole og handelsskolen.
I studieforløbets teoretiske trin gennemføres kursus- og studiekredsarbejde. Endvidere indgår virksomhedsbesøg i undervisningen.
Undervisningen i fremmedsprog består af engelsk og et valgfrit sprog. Hovedvægten af undervisningen lægges på engelsk.
I det omfang forskelligheder i de studerendes uddannelsesmæssige baggrund i fremmedsprog og tekniske fag giver behov herfor, kan skolen gennemføre ændringer i lektionsfordelingen i trin 1.
Skolen kan under hele uddannelsesforløbet tilbyde specialpædagogisk støtte til studerende med særlige forudsætninger.
§ 8
Den studerende træffer selv aftale om ansættelse i en virksomhed. Det skal fremgå af ansættelsesaftalen, at der er tale om et ansættelsesforhold i overensstemmelse med § 1, stk. 2. Ved ansættelsesforholdets afslutning udstedes en erklæring om gennemførelsen af uddannelsens praktiske del. Erklæringen underskrives af den studerende og af virksomheden.
I den praktiske uddannelse skal den studerende sikres et detaljeret kendskab til de administrative, kommercielle og produktionstekniske funktionsområder, som uddannelsen vedrører.
Direktoratet fastsætter, efter indstilling fra uddannelsesnævnet, nærmere vejledende retningslinjer om uddannelsens praktiske del og om indholdet af den i stk. 1 nævnte erklæring.
Praktikopholdene omfatter: Trin 2 og 4: Praktik i en eksportorienteret virksomhed i produktionsteknisk afdeling, planlægnings- og produktudviklingsafdeling, afdeling for teknisk salg eller lignende. Trin 6 og 8: Praktik i en eksportorienteret erhvervsvirksomhed inden for det salgsadministrative område, omfattende såvel tilbudsudarbejdelse, ordrebehandling, kommunikation, behandling af eksportdokumentation, direkte og indirekte salgsarbejde. I sidste praktikperiode udarbejder den studerende en afsluttende hovedopgave, der består i løsning af et praktisk eksportmarkedsføringsproblem.
§ 9
Skolen giver undervisning efter formålet for hvert af de i § 7 nævnte fagområder, jf. § 10, idet direktoratet fastsætter nærmere bestemmelser om indholdet. Bestemmelser, der berører uddannelsens mål, fastsættes efter indstilling fra uddannelsesnævnet.
§ 10
Formålet med undervisningen er: Tekniske fag - at give den studerende generelt kendskab til teknisk dokumentation og forståelse af tegningsfremstilling, - at give den studerende forståelse af metoder og muligheder ved tilrettelæggelse og gennemførelse af produktionsprocesser, - at give den studerende et sådant kendskab til almindeligt forekommende tekniske beregningsmetoder, at simple beregninger selvstændigt kan udføres, - at give den studerende orientering om kvalitetsstyringsproblematik samt de almindeligt forekommende kontrolteknikker i industrien, - at give den studerende et generelt kendskab til almindeligt forekommende materialers egenskaber og anvendelsesmuligheder. Merkantile fag - at give den studerende forståelse for virksomhedens organisatoriske opbygning og ledelses- og samarbejdsformer, herunder kommunikation, - at give den studerende kendskab til anvendelse af databehandling, - at sætte den studerende i stand til at anvende elementer, der indgår i virksomhedens økonomiske styring, herunder omkostningslære, kalkulation, budgettering, regnskabsanalyse m.v., - at sætte den studerende i stand til at anvende de elementer, der indgår i eksportmarkedsføring, herunder markedsanalyse, markedsbearbejdning, finansierings- og betalingsformer, nationale og internationale støttemuligheder og opstilling af markedsføringsplan, - at give den studerende en forståelse for de vigtigste økonomiske sammenhænge mellem den nationale økonomi og relationerne til udlandet samt de internationale organisationers opgaver i denne sammenhæng, - at give den studerende kendskab til den juridiske terminologi og de vigtigste retsregler, der har betydning for erhvervslivet, samt give elementær orientering om eksportens særlige juridiske problemer og de væsentligste forskelle mellem dansk handelsret og fremmede landes handelsret, - at give den studerende kendskab til de særlige forhold, der knytter sig til det personlige salgsarbejde på eksportmarkederne, herunder kultur, skikke, regler, tabuemner etc., - at træne og afprøve de studerendes færdigheder gennem studiekredsarbejde inden for områderne markedsanalyse, produkttilpasning, valg af distributionskanal, opstilling af eksportmarkedsføringsplan m.v., samt at forberede de studerende til hovedopgaven, - at give den studerende indtryk og impulser fra flere forskellige virksomheder, således at den studerende opnår kendskab til den mangfoldighed af problemstillinger, der findes både i danske og i udenlandske virksomheder. Samtidig skal den studerende kunne finde fællestræk, der kan overføres fra branche til branche. Fremmedsprog - at vedligeholde og udbygge den studerendes kundskaber inden for fremmedsprog, således at den studerende er i stand til at læse og forstå alment og økonomisk-kommercielt sprog, - at sætte den studerende i stand til at udtrykke sig skriftligt og mundtligt inden for såvel alment som økonomisk-kommercielt sprogbrug. Den studerende skal endvidere ubesværet kunne deltage i forhandlinger og salgsmøder på engelsk. Hovedopgaven - at afprøve den enkelte studerendes tværfaglige tekniske og merkantile teoretiske viden gennem løsning af et praktisk eksportmarkedsføringsproblem i forbindelse med praktikopholdet samt at etablere et grundlag for bedømmelsen ved eksamen.
§ 11
Har en studerende tidligere erhvervet kundskaber af mindst tilsvarende omfang i et eller flere fag, kan skolen fritage vedkommende for at deltage i undervisningen og aflægge prøve i faget/fagene. Direktoratet kan fastsætte relger herom efter indstilling fra uddannelsesnævnet.
Studerende med kvalifikationer, der mindst svarer til slutmålet for et givet praktiktrin, kan efter skolens skøn helt eller delvis fritages for dette trin.
§ 12
Gennem hele uddannelsen foretager skolen en løbende intern evaluering af de studerende og tilbyder studievejledning med henblik på flytning til næste trin, praktikformidling m.v. Eksamen
§ 13
En studerende kan normalt kun indstilles til eksamen, hvis den pågældende har deltaget i undervisningen og har fået de skriftlige arbejder godkendt, alt i et omfang, som skolen finder tilstrækkeligt.
§ 14
Der afholdes eksamen efter følgende plan: Trin 3: Tekniske fag K + M Trin 5: Tekniske fag S + M Trin 7: Merkantile fag K + S + M Fremmedsprog S + M Trin 8: Hovedopgave P De anvendte symboler har følgende betydning: M - for mundtlig prøve S - for skriftlig prøve K - for kursusarbejder P - for projektevaluering.
Skolen udpeger lærere, der udarbejder de skriftlige opgaver og godkender oplæg til kursusarbejder og hovedopgave.
Bedømmelse af de skriftlige og mundtlige prøver samt kursusarbejder ved eksamen foretages af vedkommende lærer og af en censor.
Bedømmelse af hovedopgaven ved eksamen foretages af et kollegium bestående af vejlederen og 2 censorer, hvoraf den ene skal være beskæftiget i erhvervslivet.
Censorer udpeges af direktoratet efter indstilling fra skolen. Ingen censor kan udpeges efter at være fyldt 70 år.
§ 15
Direktoratet udarbejder en bedømmelsesplan efter indstilling fra uddannelsesnævnet.
Bedømmelsesplanen skal indeholde antallet af eksamenskarakterer samt grundlaget for disse.
§ 16
Ved bedømmelsen af de studerendes præstationer, bortset fra bedømmelsen af hovedopgaven, anvendes 13-skalaen efter bestemmelserne i §§ 1, 2, 3 og 4, stk. 1 og 2, i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 148 af 5. april 1971 om karaktergivning ved de højere uddannelsesinstitutioner.
Hovedopgaven bedømmes som godkendt eller ikke godkendt.
§ 17
Karakteren henholdsvis delkarakteren for hver præstation fastsættes efter forhandling mellem censor(er) og lærer(e). Hvis censor(er) og lærer(e) ikke er enige om en fælles bedømmelse, giver hver sin karakter. Den endelige karakter er middeltallet af disse karakterer. Hvis middeltallet ikke svarer til et af tallene i karakterskalaen, forhøjes til det nærmest højere tal i skalaen, hvis censor(erne) har givet den højeste karakter. Har censor(erne) givet den laveste karakter, bliver karakteren for prøven nærmeste lavere tal i skalaen, jf. dog stk. 2.
Karaktererne 00 og 13 kan ikke gives ved afrunding.
Kan der ikke opnås enighed om bedømmelsen af hovedopgaven, afgøres spørgsmålet af flertallet i kollegiet, jf. § 14, stk. 4.
§ 18
For at bestå eksamen kræves et gennemsnit på mindst 6.00 af alle karakterer samt bedømmelsen godkendt for hovedopgaven.
§ 19
En studerende, der ikke har gennemført eksamen i uddannelsens skoleophold eller opnået 6.00 i gennemsnit, kan genindstilles til eksamen 2 gange. En studerende, hvis hovedopgave er bedømt ikke godkendt, kan aflevere en ny hovedopgave 2 gange.
Direktoratet kan dispensere fra denne bestemmelse, hvis særlige forhold taler herfor.
Direktoratet fastsætter regler om sygeeksamen.
Samtlige prøver efter et uddannelsestrin skal aflægges samlet.
Direktoratet fastsætter regler om de studerendes ret til at gå et eller flere trin om.
§ 20
Skolen opbevarer eksamenskaraktererne og det endelige eksamensresultat på betryggende vis.
Skolen udsteder eksamensbevis. Direktoratet fastsætter bevisets form og indhold.
§ 21
For afholdelse af eksamen gælder iøvrigt de til enhver tid fastsatte bestemmelser om eksamensordningerne ved de tekniske skoler og handelsskolerne. Andre bestemmelser
§ 22
Hvis en studerende ikke følger undervisningen tilfredsstillende eller groft overtræder skolens ordensregler, kan skolen, når mindre vidtgående foranstaltninger forgæves har været anvendt, udelukke vedkommende fra at deltage i undervisningen eller i eksamen på det trin, hvori forseelsen sker. I særligt grove tilfælde kan skolen bortvise den studerende. Udelukkelse og bortvisning skal ske skriftligt og indeholde klagevejledning. En studerende kan kun i særlige tilfælde udelukkes fra undervisning og eksamen under behandling af en eventuel klagesag.
Sager om bortvisning behandles således: Skoleledelsen meddeler skriftligt den studerende og lærerrådet, at spørgsmålet om bortvisning vil blive rejst, og redegør for sagens grundlag. Samtidig underretter ledelsen den studerende om de rettigheder, den studerende har efter stk. 3, og om, at den studerende har ret til inden 5 dage at give en skriftlig redegørelse. Denne udsendes til medlemmerne af lærerrådet senest 2 dage, før sagen behandles i rådet. Den studerende har ret til mundtligt at uddybe sin redegørelse og drøfte sagen med lærerrådet, inden rådet tager stilling til sin udtalelse. Lærerrådet afgiver sin udtalelse til ledelsen med genpart til den studerende. Ledelsen afgør herefter, om den studerende skal bortvises. Bortvisning indberettes straks til direktoratet ledsaget af lærerrådets udtalelse, protokollat af mødet og eventuel skriftlig redegørelse fra den studerende med eventuelle supplerende bemærkninger.
Den studerende har ret til at få hjælp fra De Studerendes Råd til at udfærdige den skriftlige redegørelse og til, som bisidder, at møde med eller lade sig repræsentere af et medlem af De Studerendes Råd ved drøftelsen af sagen med lærerrådet. Har den studerende benyttet sig af denne ret, gives der De Studerendes Råd genpart af lærerrådets udtalelse og skoleledelsens indstilling.
Er de råd, der er nævnt i stk. 2 og 3 ikke nedsat, fastsætter skolen en procedure ved behandling af bortvisningssager, der i videst muligt omfang giver lærerne samme indstillingsret og sikrer den studerende samme mulighed for at udtale sig til sagen og til at søge bistand under sagens behandling. Klageadgang
§ 23
Klager over skolens afgørelser efter bekendtgørelsen kan indbringes for direktoratet.
Fristen for klager er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.
Direktoratets afgørelser vedrørende denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed. Uddannelsesnævn og undervisningsudvalg
§ 24
Direktoratet nedsætter et uddannelsesnævn for eksportteknikeruddannelsen. Nævnet består af 8 medlemmer, der udpeges således: 1 af Landsorganisationen i Danmark, 2 af Teknisk Landsforbund, heraf en repræsentant for de studerende, 1 af Danske Aktive Handelsrejsende, 3 af Dansk Arbejdsgiverforening, heraf 1 efter samråd med Industrirådet og 1 efter samråd med Det Danske Handelskammer, 1 af Håndværksrådet.
Som nævnets tilforordnede udpeges en repræsentant fra lærernes organisationer og en repræsentant fra skoleledernes organisationer, idet det sikres, at der både er repræsentation fra handelsskolerne og fra de tekniske skoler. Herudover udpeger direktoratet, efter indstilling fra nævnet, 2 særligt sagkyndige tilforordnede.
Direktoratet varetager nævnets sekretariatsfunktion.
Nævnet vælger en formand og en eller to næstformænd blandt medlemmerne og fastsætter selv sin forretningsorden.
Medlemmerne og de tilforordnede beskikkes for 4 år. De særligt sagkyndige kan dog beskikkes for et kortere tidsrum.
Nævnet er rådgivende for direktoratet i alle spørgsmål, der vedrører uddannelsen efter bekendtgørelsen, og kan selv optage spørgsmål om uddannelsen til behandling og afgive indstilling til direktoratet.
§ 25
Handelsskolen og den tekniske skole nedsætter i samarbejde et undervisningsudvalg. Udvalget sammensættes af lokale fagkyndige. De organisationer, der er repræsenteret som medlemmer i uddannelsesnævnet, samt skolernes ledelse, lærere og studerende skal være repræsenteret i udvalget. Udvalget bør have mindst et medlem, der har gennemført eksportteknikeruddannelsen.
Udvalget er rådgivende for skolerne i spørgsmål for henholdsvis handelsskoler og tekniske skoler, herunder om indstilling af censorer fra erhvervslivet. Udvalget formidler endvidere forbindelse mellem studerende og erhverv under uddannelsen, herunder ved etablering af ansættelsesforhold efter § 1, stk. 2, jf. § 8, og ved uddannelsens afslutning. Uddannelsesforsøg m.v.
§ 26
Direktoratet kan, efter indstilling fra uddannelsesnævnet, tillade, at bekendtgørelsens bestemmelser fraviges som led i forsøg. Tilladelse gives for en begrænset tid på grundlag af en forsøgsplan. Dispensation
§ 27
Direktoratet for Erhvervsuddannelserne kan i særlige tilfælde dispensere fra bekendtgørelsens bestemmelser, når det findes begrundet i usædvanlige forhold. Dispensation gives på grundlag af en skriftlig indstilling fra vedkommende skole. Hvis ansøgningen angår uddannelsens mål, indhold eller eksamen, skal uddannelsesnævnet høres, inden direktoratet afgør sagen. Ikrafttræden
§ 28
Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter kundgørelsen i Lovtidende og har virkning fra og med undervisningsåret 1987-88.
Direktoratet kan fastsætte overgangsregler for studerende, der er begyndt på uddannelsen i undervisningsåret 1987-88 eller tidligere.
pre_paragraph I henhold til § 2 i lov om godkendelse af handelsskoler, tekniske skoler samt maskinmester- og maskinistskoler og tilskud m.v. til disse skoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 178 af 2. april 1987, fastsættes: Almindelige bestemmelser
Undervisningsministeriet, den 12. august 1987, den 12. august 1987
/BERTEL HAARDER Ida Dybdal/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1987
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1987