Bekendtgørelse om sygeundervisning for elever i gymnasieskoler m.v. (*
BEK nr 716 af 18/11/1987
§ 1
For elever, der midlertidigt på grund af sygdom ikke kan følge skolens almindelige undervisning i længere tid, iværksættes der undervisning efter reglerne i denne bekendtgørelse.
§ 2
Ved fravær på grund af sygdom, der forventes at vare i længere tid, skal skolen snarest og senest 2 uger (10 skoledage) efter, at eleven sidst deltog i skolens undervisning rette henvendelse til forældrene med henblik på iværksættelse af sygeundervisning, hvis forældrene og eleven ønsker det, jfr. dog stk. 4.
Skolen sørger for, at den nødvendige undervisning iværksættes. Tiden for undervisningen og dennes omfang, jfr. §§ 4 og 6, aftales med forældrene og eleven.
Opholder eleven sig på et sygehus, et hospital eller en anden institution, træffes der endvidere nærmere aftale om undervisningens afvikling med vedkommende institution.
Forventes det, at det samlede fravær ikke vil overstige 3 uger (15 skoledage), iværksættes der ikke sygeundervisning.
§ 3
Formålet med undervisningen er at sikre, at eleven ved genoptagelse af almindelig skolegang efter sygdommens ophør kan følge undervisningen i sin klasse.
Undervisningen skal koncentreres om fag og emner, som eleven har vanskeligt ved at tilegne sig på egen hånd, og skal i øvrigt være i overensstemmelse med den undervisning, der gives i elevens klasse. Såfremt undervisningen ikke kan varetages af elevens egne lærere, skal den i nødvendigt omfang tilrettelægges efter aftale med disse.
§ 4
Undervisningens omfang, der til enhver tid må afpasses efter elevens helbredstilstand kan ikke overstige 5 ugentlige timer, og kan ikke strække sig over mere end 8 uger (40 skoledage), jfr. dog § 6.
§ 5
Sygeundervisning bør så vidt muligt varetages af elevens egne lærere. Når særlige forhold taler derfor, kan den dog varetages af andre lærere, der er fortrolige med undervisning til studentereksamen i de pågældende fag.
§ 6
Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere Forberedelseseksamen kan fastsætte nærmere regler om iværksættelse af sygeundervisning og om dennes sædvanlige omfang.
Når der foreligger særlige forhold, kan det ugentlige timetal og tidsrummet, hvori der kan gives sygeundervisning, jfr. § 4, forhøjes henholdsvis forlænges.
Til en elev, der ved hyppige kortvarige fravær på grund af sygdom har forsømt eller forventes at være nødt til at forsømme undervisningen i længere tid, kan der gives supplerende undervisning i tilslutning til elevens deltagelse i den almindelige skolegang.
Afgørelse om undervisning efter stk. 2 og 3 træffes efter indstilling fra skolen af amtskommunen, henholdsvis kommunen for så vidt angår de amtskommunale skoler og skolerne i Københavns og Frederiksberg kommuner. For private skoler træffes afgørelse af skolen.
§ 7
Klage over afgørelser om sygeundervisning efter § 6 kan indbringes for Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere Forberedelseseksamen inden 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.
Direktoratets afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.
§ 8
Er eleven ikke undergivet forældremyndighed, træffes aftalen om iværksættelse af sygeundervisning, jfr. § 2, st. 1 og 2, med eleven.
§ 9
Bekendtgørelsens regler finder tilsvarende anvendelse for elever på studenterkursus, jfr. § 1, stk. 2, i lov om gymnasieskoler og studenterkursus, lovbekendtgørelse nr. 715 af 18. november 1987.
§ 10
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. december 1987.
Bekendtgørelse nr. 562 af 6. november 1978 om sygeundervisning for elever i gymnasieskoler m.v. og bekendtgørelse nr. 551 af 8. november 1984 om ændring af bekendtgørelse om sygeundervisning for elever i gymnasieskoler m.v. ophæves.
pre_paragraph I henhold til § 4, stk. 4 og § 19 a i lov om gymnasieskoler og studenterkursus, jfr. lovbekendtgørelse nr. 715 af 18. november 1987, fastsættes følgende:
Undervisningsministeriet, den 18. november 1987, den 18. november 1987
/HELGE THOMSEN Hanne Koktvedgaard/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1987
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1987