Bekendtgørelse om arbejdsløshedskassernes inddrivelse af dagpenge- eller efterlønsbeløb, som skal tilbagebetales af medlemmerne (Tilbagebetalingskrav)
BEK nr 756 af 02/12/1987
§ 1
Når et medlem i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, skal tilbagebetale et uberettiget modtaget dagpenge- eller efterlønsbeløb, skal kassen inddrive tilbagebetalingskravet snarest muligt.
Kravet skal inddrives uanset sagens indbringelse for højere instans. Kassen kan dog undlade at anlægge sag eller at begære udlæg, indtil ankesagen er afgjort, medmindre kravet derved forældes.
Kassen skal påse, at kravet ikke forældes.
Der bør kun gives henstand, hvis særlige omstændigheder taler derfor.
§ 2
Hvis det skyldige beløb under hensyntagen til beløbets størrelse, medlemmets økonomiske forhold og de nærmere omstændigheder ved gældens opståen ikke bør kræves betalt med det samme, skal kassen søge at opnå et frivilligt forlig med medlemmet, der kan tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse. Det skal fremgå af forliget, at misligholdelse kan medføre slettelse som medlem af kassen, jfr. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 3.
§ 3
Hvis medlemmet ikke har betalt det skyldige beløb efter påkrav, og kassen ikke kan opnå et frivilligt forlig, skal kassen anlægge retssag mod medlemmet.
Hvis der anlægges sag, skal kassen nedlægge påstand om betaling af almindelig procesrente fra sagens anlæg.
§ 4
Hvis medlemmet ikke betaler til det fastsatte tidspunkt, skal kassen efter at have opnået frivilligt forlig, retsforlig eller dom begære udlæg for gælden, såfremt medlemmets indtægts- og formueforhold giver grundlag for en formodning om, at der hos medlemmet er midler til dækning af en rimelig del af gælden.
§ 5
Hvis tilbagebetalingskravet forgæves er søgt inddrevet ad retslig vej, eller hvis det i øvrigt skønnes, at yderligere inddrivelsesskridt må anses for formålsløse, kan kassen midlertidigt stille inddrivelsen i bero, idet det dog skal påses, at kravet ikke forældes.
§ 6
Hvis medlemmet ikke har betalt efter påkrav, skal kassen foretage modregning i den løbende udbetaling af dagpenge, efterløn eller feriedagpenge. Der kan også foretages modregning for renter og de omkostninger ved inddrivelsen, som medlemmet hæfter for. Beløbene skal dog forlods anvendes til afskrivning på tilbagebetalingskrav og renter, før de kan anvendes til dækning af omkostninger.
Hvis der er indgået forlig om en afdragsordning mellem kassen og medlemmet, jfr. § 2, kan gælden afdrages ved delvis modregning. Modregning skal i øvrigt altid ske således, at der levnes tilstrækkelige midler til medlemmets underhold.
§ 7
Optages (eller overflyttes) et medlem, der har tilbagebetalingspligtig gæld til en kasse, i en anden kasse, skal sidstnævnte kasse foretage modregning i den løbende udbetaling af dagpenge, efterløn eller feriedagpenge, jfr. § 6.
Den kasse, medlemmet er flyttet fra, skal give den kasse, medlemmet er flyttet til, de nødvendige oplysninger om kravets opståen, om tilbagebetalingens hidtidige forløb og om indholdet af et eventuelt forlig.
Den kasse, medlemmet er flyttet til, skal løbende indbetale de modregnede beløb til den kasse, medlemmet er flyttet fra. Indbetalingerne registreres og bogføres på sædvanlig måde hos den kasse, medlemmet er flyttet fra.
§ 8
I gældssaneringssager, hvor tilbagebetalingskravet er opstået på grund af medlemmets svigagtige forhold over for kassen, skal der gives møde i henhold til skifterettens indkaldelse.
På mødet skal det gøres gældende, at tilbagebetalingskravet er pådraget ved svig, og at dette bør være til hinder for en sanering af denne del af gælden.
Hvis skifteretten på trods heraf afsiger kendelse om gældssanering, skal det, hvis tilbagebetalingskravet overstiger et beløb svarende til en uges maksimale dagpenge (brutto) for fuldtidsforsikrede, forelægges direktoratet, om kære til landsretten kan undlades.
§ 9
Hvis tilbagebetalingskravet er ophørt helt eller delvist ved forældelse, tvangsakkord, gældssanering eller i forbindelse med medlemmets død, kan kassen afskrive den del af kravet, der er ophørt.
Der kan ikke i andre tilfælde foretages afskrivning af tilbagebetalingskrav.
§ 10
Procesrenter af tilbagebetalingskrav, jfr. § 3, stk. 2, skal indbetales til staten sammen med de øvrige tilbagebetalingspligtige beløb. Dette gælder dog ikke, hvis kassen i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4, har tilbagebetalt refusionsbeløbet.
Udgifter til inddrivelse af gælden bæres af kassen, såfremt de ikke inddrives hos medlemmet.
§ 11
I de tilfælde, hvor kassen ikke har krav på refusion fra statskassen, skal de foranstående regler, bortset fra §§ 6 og 7, alene betragtes som vejledende retningslinier for kassens administration.
§ 12
Har en kasse forsømt sin pligt til at inddrive et tilbagebetalingskrav eller ikke overholdt sin oplysningspligt i henhold til § 7, stk. 2, er kassen ansvarlig for beløbets tilbagebetaling.
Kassens ansvar bortfalder dog i det omfang, det godtgøres, at inddrivelse af kravet ikke ville have været mulig.
I det omfang kassen er ansvarlig for tilbagebetalingen, har den ikke krav på refusion fra statskassen, og et eventuelt udbetalt refusionsbeløb skal derfor indbetales til staten.
§ 13
Der udarbejdes en vejledning til bekendtgørelsen.
§ 14
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1988, og finder anvendelse på alle uafsluttede tilbagebetalingssager.
Samtidig ophæves arbejdsdirektoratets cirkulære af 15. juni 1983 vedrørende inddrivelse m.v. af tilbagebetalingskrav, jfr. arbejdsløshedslovens § 86.
pre_paragraph (Tilbagebetalingskrav) I henhold til § 86, stk. 6, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 599 af 17. september 1987, fastsættes:
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1987
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1987